Da en kendt og til tider temmelig provokerende finansmand for nyligt proklamerede, at han ikke villle vedkende sig fadderskabet til det ufødte barn, hans ekskæreste bar i sin mave, skabte det ramaskrig landet over, men især i feministiske kredse. Han har siden slået på tromme for den såkaldte juridiske abort, hvor manden kan fraskrive sig sit fadderskab. Og folk er blevet gale! "Han skal jo bare tage ansvar for sine handlinger og betale sit børnebidrag - han har jo helt sikkert råd." Men er fadderskab ikke andet end en fast månedlig bankoverførsel? Er det kun af økonomiske årsager, at manden ville ud?
Denne tekst skal på ingen måde læses som et forsvar for Klaus Riskjær. Jeg har absolut ingen interesse i at tage den diskussion for ham. Til gengæld interesserer det mig, hvor hurtigt diskussionen om den juridiske abort bliver fejet af bordet med argumentet om ansvar. Især fordi der ligger en langt mere væsentlig diskussion lige bagved - nemlig en ligestillingsdiskussion i forhold til forældrerollen. Og det har de selvudnævnte feminister tydeligvis glemt.
Lige en indskudt note her. Jeg betragter mig selv som feminist i den forstand, at jeg ikke mener, at mænd og kvinder skal være ens, men derimod at de skal have lige rettigheder og muligheder. Jeg går derimod ikke med et ønske om, at kvinder skal overtage verden og undertrykke alle mænd som en hævnakt for patriarkatets storhedstid.
Tilbage til ligestillingen. Af biologiske årsager har kvinden primær adgang til barnets første levetid; hun bærer det i maven i ni måneder, gennemgår en smertefuld fødsel og de mange efterfølgende gener (sammensyet mellemkød, en livmoder, der skal trække sig sammen, brystbetændelse i forbindelse med amning osv.), og det er hende, der giver føden til ungen de første måneder af dens liv. Men det betyder for mig at se ikke, at det er mere hendes barn end faderens. I det tilfælde, at det var mere hendes, ville det forøvrigt ophæve mandens ansvar for at tage barsel, betale til mad, tøj osv. og desuden drage omsorg for kvinden og barnet. Nå, men altså - barnet er begge forældres ansvar og tilhører begge forældre (måske er det lidt voldsomt at tale om ejerskab i forbindelse med et levende menneske, men i mangel på bedre ord). Alligevel er det udelukkende kvinden, der beslutter, om barnet skal blive til eller ej.
Når en kvinde bliver gravid, er hun ikke forpligtet til at fortælle manden dette. Hun kan dog altid gøre det, skulle hun få brug for børnebidraget, men reelt set kan man som mand være blevet far uden at have den fjerneste anelse. Eller kvinden kan vælge at få en abort, uden at manden har noget at skulle have sagt i forhold til sit eget afkom. Jeg er fuldt ud klar over, at man ikke kan tvinge en kvinde til at bære et barn i ni måneder, bare fordi manden ønsker det, men man burde efter min overbevisning altid tage ham med på råd (selvfølgelig ikke i tilfælde, der involverer forskellige typer af overgreb, det er klart).
Nå men altså, manden har absolut intet at skulle have sagt - uanset om han vil eller ikke vil være far. Og nej, man kan ikke tvinge en kvinde til at forblive gravid. Og man bør heller ikke tvinge hende til at få en abort, hvis hun ikke ønsker det. Det er en traumatisk oplevelse for de fleste kvinder, og der skal man ikke tvinges ud. Men hvor er mandens rettigheder?
Jeg bliver så træt, hver eneste gang jeg hører nogen sige at hvis manden ikke vil være far, så kan han bare beskytte sig. For det første, fordi der efterhånden har været en del historier om mænd, der faktisk troede, at de var beskyttet - og så var de det ikke alligevel (kondom, der springer, kvinder, hvis p-piller ikke virker eller ikke er blevet tager - find selv på flere). Og for det andet, hvis argumentet mod den juridiske abort er, at mænd bare skal tage ansvar - så er det vel også argumentet mod den frie abort. Hvorfor skal kvinder ikke tage ansvar for deres handlinger, når de har haft ubeskyttet sex og er blevet gravide. Hvorfor kan de fraskrive sig forældrerollen, hvis manden ikke kan?
Når nu alt det er sagt, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg er fortaler for den juridiske abort. Primært fordi den ikke løser problemet. Bevares, en mand ville kunne fraskrive sig det juridiske fadderskab og slippe for børnebidrag, men så er faderrollen jo negligeret til skaffedyr. Og der må være mere i det. Selvom man(d) får en juridisk abort, så risikerer man jo stadig, at der 18 år senere står en lyshåret pige med våde øjne på ens dørtrin og siger "du er min far!" Og den del af problemet kan vi jo ikke løse.
Så altså, dette er ikke et forsvar for den juridiske abort (eller Klaus Riskjær), men et indspark i en debat, der alt for hurtigt bliver lukket med argumentet om at tage ansvar. Kære vrede kvinder - hvad med om I tog ansvar? Både for at give jeres børn fædre, for at give jeres kærester, ekskæreste og one-night stands medbestemmelse i forhold til en eventuel graviditet - og for ikke at lægge låg på en meget væsentlig diskussion. Det er altså sådan ligestilling skabes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar