torsdag den 3. december 2015

Wanna touch my wobbly bits?

Er det muligt at erhverve sig en god solid mumbod før man overhoved er blevet mor? Svaret er ja. Altså. Nu har jeg jo ikke født, så egentlig er svaret jo faktisk nej efterfulgt af en stor, fed, syngende lussing fra alle verdens mødre. For nej, jeg har ikke strækmærker på maven eller en flækket kusse og et ligeså flækket røvhul. MEN! Jeg har en mumbod i den forstand, at jeg ikke lever og ånder for min krop og dens udseende længere. Jeg er forfængelig, naturligvis er jeg det, men jeg er også nået en alder, hvor jeg mere eller mindre har lært hvordan jeg skal klæde min kropstype, så den tager sig bedst ud. Der er nogle grundlæggende do's and don't's og dem bliver jeg simpelthen nødt til at holde- og forholde mig til.

Den er kommet snigende, mumboden altså, de seneste par år. Jeg tror argumentet for, at min krop ser ud som den gør, er lig dadbodsnes. Jeg har simpelthen bedre ting at tage mig til end at træne hver dag. Min undskyldning er dog ikke børn, og det er så her alle verdens mødre igen gerne må stikke mig en flad, for så længe børn ikke er undskyldningen for min krops udseende, så kan jeg umuligt lade min krop gå ind under kategorien mumbod. Njarh så er kategorien nok nærmere bare dovenskab. Men at studere og arbejde en helvedes masse og så i øvrigt have alle mulige andre bolde i luften, ikke så meget mænd disse dage, men andre projekter... Hvis det på nogen tænkelig måde, skal stemme overens med den ellers fantastiske fremdriftsreform(........), betyder det, at jeg løber fucking stærkt, altså tydeligvis ikke i den bogstaveligste forstand, for at få mit liv til hænge sammen. Bevares jeg løber også. Også i bogstaveligste forstand. En gang i mellem. Jeg danser da også. En gang imellem og også uden meget store mængder af alkohol i blodet.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville synes det havde været meget lettere for mig, at finde tøj og særligt bukser, hvis ikke det var fordi jeg ikke havde 5-10kg for meget på sidebenene. Men ofret, der skal bringes for at være dét tyndere, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at efterleve. Jeg er for meget en livsnyder. Og det vil med andre ord betyde, at jeg skulle vinke farvel til alt, hvad der hedder rødvin og chokolade. Det er jo ikke fordi jeg lever af rødvin og chokolade, men jeg har nok, hånden på hjertet, et rimeligt forbrug. Et forbrug som jeg ser som den bedste treat i verden, en treat, jeg helt seriøst ville blive deprimeret af ikke at kunne give mig selv.

Så let's face it, jeg bliver sgu nok aldrig model, det løb er ligesom kørt, både pga min vægt men nok også grundet det faktum at jeg min højde svarer til en høj dværgs. Og det er måske også okay, at jeg aldrig får en krop som Miley Cyrus, tilgengæld kan jeg få lov at spise mad og drikke vin og det er på en eller anden måde også ret i orden.

torsdag den 19. november 2015

Skal vi lege far og mor og børn?

Inden for den seneste tid er der sket to ting i mit liv. Og kombinationen af de to ting er mildt sagt en anelse upraktisk.

Først er jeg blevet single. Ja, igen fristes man efterhånden til at sige. Det kræver faktisk ret store sjælelige ressourcer at overbevise mig selv om, at det ikke mig, der er helt umuligt. For det andet er jeg blevet skruk, ikke bare sådan en lille smule "børn er dejlige, og jeg vil gerne have dem en gang i fremtiden"-skruk - nej sådan "mine æggestokke blafrer en halv meter ud af kroppen på mig, hver gang nogen så meget nævner børn"-skruk.

Jeg er blevet single. Min version af vores historie ender med et lille hus med en stor have, en hængesofa og et æbletræ. Og så skal vi have tre børn, to drenge og en pige - og det er pigen, der er klatret højest op i æbletræet, når jeg serverer smurte snitter i haven om søndagen (okay, måske er disse drømme blevet en anelse for specifikke).



Den pågældende mand synes så ikke engang, at vi skal være kærester. Så nu sidder jeg her med  et knust hjerte, nogle meget konkrete drømme - og ingen at udleve dem med. Hvor mine æggestokke tidligere sjældent gjorde væsen af sig, sidder de nu often en halv meter uden for min krop og flagrer. Mænd med barnesæde på cyklen er sexet som aldrig før. Og mødre med børn smiler til mig på sådan en let overbærende måde, som kan de se på mig, at jeg er nanosekunder fra at bortføre deres yngel. For det der med at lave dem selv har lidt lange udsigter.

Bevares, der er mange mænd derude. Og mange af dem er sådan set både søde og pæne. Jeg magter simpelthen ikke hele det der projekt med Tinder, barflirts og indknepningsfase. Hvor end min krop er klar til baby, så er den ikke rigtigt i stødet til selve baby-produktion. Slet ikke med ukendte mænd. Det er selvfølgelig noget upraktisk. I virkeligheden vil jeg bare gerne springe direkte til det seriøse forhold. Men det kan man selvfølgelig ikke. Så jeg er kravlet op på shetlandsponyen igen og er hoppet ud på datingmarkedet (dog ingen Tinder eller Happn eller noget tredje i den dur).

At begå sig på datingmarkedet er bare ikke så nemt, når æggestokkerne danser på bordet foran én; let's face it, de færreste mænd vil konfronteres med en positiv ægløsningstest (hvis jeg da reelt havde ægløsning og ikke i årevis kunstigt havde bildt min krop ind, at den var gravid) på første date. Overdreven skrukhed tiltrækker ikke ligefrem mænd i hobetal, snarere tværtimod. Jeg behøver dem selvfølgelig heller ikke i hobetal, en enkelt kan egentlig gøre det, men det er nu meget rart at have lidt at vælge i mellem.

En veninde spurgte for nyligt, om jeg havde overvejet, hvor længe jeg vil vente, før jeg fik et barn alene. Det var alligevel et temmelig uventet spørgsmål. Jeg befinder mig i midten af mine tyvere, og selvom mine æggestokke er ved at forgribe sig på min rationelle tankevirksomhed, så synes jeg egentligt stadig, at jeg sådan rent biologisk har nogle år at løbe på endnu. Og jeg er nok også stadig så håbløs en romantiker, at jeg drømmer om den der kernefamilie (tror det er skilsmissebørnenes lod), måske endda med en lille hund også. Ideen om at blive solo-mor er stadig en anelse for progressiv (og jeg vil ellers så skide gerne være progressiv) - heldigvis er det vist også okay, at drømme om børn OG mand lidt endnu. Er det ikke?

torsdag den 5. november 2015

Våde drømme og klitorisorgasmer til indkøbspris

Det startede for ca. en måned siden. Jeg vågnede op lettere forvirret og badet i mit eget sved, fedtet i ansigtet og ned af lårene, med et par gennemblødte sloggys og med en sær smag i munden. Min højre hånd var solidt plantet på min klitoris, og min venstre hånd havde, nååårh ja, også stadig et godt tag i venstre bryst og med efterveer af orgasmekramper i tæerne. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der nok gik ret lang tid, før jeg forstod, at jeg var vågen.

Det går imidlertid op for mig, at det, der lige er sket, er af meget simpel karakter; jeg er nemlig netop vågnet af min egen orgasme. Det er første gang i mit liv, jeg har oplevet det. Bevares, jeg har prøvet at vågne og være opstemt og så onanere, men aldrig at vække mig selv af min egen orgasme. Er det mig, der er underlig, fordi jeg ikke har prøvet det før?

Well, mens jeg forgæves prøver at tænde noget lys, så jeg på en eller anden måde kan få overblik over situationen, går det op for mig, at jeg lige har haft den mest beskidte drøm om min tidligere kollega, som jeg ikke har set i årevis. Jeg bliver en lille smule chokeret, dels fordi jeg ved, at han er lykkelig gift og lige har fået barn nr. 100, og dels fordi jeg aldrig nogensinde har fantaseret om ham før. Indrømmet, så har jeg fantaseret om en del mænd fra den arbejdsplads, men sgu aldrig ham.

Der går ikke mere end et par dage og hændelsen gentager sig, nu ikke med min tidligere kollega i fokus, nej nu med en af mine forelæsere.

Og sådan går der godt og vel fire uger, hvor jeg vågner op i førnævnte tilstand og undrer mig over, hvorfor lige præcis dén mand - eller kvinde for den sags skyld -  har fået lov til at være genstand for mine fantasiers begær.

Først tænker jeg, at det må være, fordi jeg er seksuelt understimuleret. Problemet er bare det, at jeg i de forgangene fire uger faktisk har været en slut, så jeg vil ikke betegne mig selv som understimuleret, slet ikke. Måske kan det være, fordi jeg er blevet mere seksuelt frigjort? 

Men hvorfor er det så alle mulige random skikkelser, der får æren af min nye seksuelle frigjorthed? Det er sguda sært. Nogle kloge mennesker vil helt sikkert også mene, at det er fordi jeg er et ulykkeligt og ynkeligt menneske, der mangler nærhed eller sådan noget, men det tror jeg faktisk ikke jeg er. Eller, jeg skal jo ikke kunne tale på min underbevidstheds vegne, for det kan jo sagtens være, at den bare er sygt ulykkelig og ynkelig. Men i min verden, den virkelige af slagsen er det altså ikke, tværtimod. 

Det føles jo sådan set dejligt nok at vågne op til eftersyndningerne fra en orgasme, men det er også en lille smule udmattende og ej at forglemme, besværligt at skulle skifte sengetøj hveranden aften. 

Og så kan jeg faktisk ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal stille op med det? Det er dejligt at finde ud af, at jeg også kan det, men altså så gik den glæde også stille og roligt over. Jeg vil jo ikke have det stopper, ikke helt ihvertfald. Men en uafbrudt nattesøvn begynder efterhånden at være tiltrængt. Så hvad fanden gør jeg?


torsdag den 8. oktober 2015

Afsted fra Ønskeøen

Hvad er det mest usexede en mand kan sige? Der er mange gode bud, men for tiden kan intet måle sig med sætningen: "Jeg vil bare ikke være voksen". Især ikke når den kommer ud af munden på en mand over 30 med eget firma og volvo, men ingen vovse. Jeg er ret sikker på at både alder og livsvalg konsoliderer hele voksen-titlen. Manden er desværre ikke helt enig. "Jeg vil ikke være voksen" er blevet et mantra som han messer, mens han nægter at træffe en eneste beslutning, og blot lader sig flyde med livet. 

Velkommen til virkeligheden, Borelia, du er forelsket i Peter Pan!  Nej, ikke manden i grønt trikot og med hatten på sned (selvom man bestemt ikke skal kimse af mænd i trikot), blot en dreng, der nægter at blive voksen. Jeg kan ellers godt lide drenge; jeg er pjattet med det drengede, med mænd, der vil flyve med drage og klatre i træer, skyde med bue og pil og lege pirater. Modenhed kommer ikke i en kasse med en revisortitel, jakkesæt og acheter-mappe. Heldigvis tør man sige. 

Der er bare et problem med den slags fortabte drenge; man får ikke lov at lege med, man får ikke lov at klatre i træer, men kan i stedet stå klar med plasteret, når de falder ned og slår knæet. For en hver Peter Pan har brug for en Wendy. Og når man dater Peter Pan, så ender man med at være Wendy; ikke Klokkeblomst, ikke Tiger Lily, men fucking Wendy. Røv dominerende, røv irriterende og røv for meget eller i hvert fald hamrende snusfornuftig og blottet for legelyst -  og helt ærligt, der er sgu ikke nogen, der gider at være Wendy. Jeg gider i hvert fald ikke.



Hvis jeg skal sætte plaster på flere knæ skal det være min datters eller min søns. Hvis jeg skal smøre flere madpakker til skattejagter, jeg ikke skal med på, skal det være til mine børn. For fremtiden kunne det være fremragende at få lov at komme med på eventyr. Ja sågar endda at være den med de forrevne knæ, som en voksen mand kunne puste på. Men det er måske lidt meget at bede om?

Så nu har jeg besluttet, at det skal være slut med at være Wendy, for jeg vil jo bare gerne være vild og farlig som Tiger Lilly eller hans bedste legekammerat som Klokkeblomst, ja det er lige før, at jeg vil tage til takke med en havfrue. Måske er den eneste løsning at forlade Ønskeøen og vende tilbage til voksenlivet. Faktisk er min erfaring, at det der voksen ikke er så slemt, man bestemmer eksempelvis selv om man vil spise is til aftensmad og slik til morgenmad. 

torsdag den 24. september 2015

Det gyldne tommelfingerregelsæt til kvinden i midten af 20'erne


Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg fyldte 24 somre i sommer. 
Alderskrise? Njarh altså. Jeg ville så gerne være typen, der var i zen med sin alder og selv mener at have opnået alle mulige store ting. Well, det har jeg ikke. Det har jeg udpræget ikke. 





Når men altså, dagen før min fødselsdag færdiggjorde jeg "Kunsten at være Kvinde" af Caitlin Moran. Titlen giver vidst et ret fint indblik i, hvad bogen egentlig handler om - kunsten at være kvinde. Store dele af bogen er hyldende morsom, og når humoren syntes at slutte afløses den af benhård melankoli og et seriøst virkelighedstjek. Helt klart rigtig fin sommerferielæsning. 

Med stor inspiration fra Caitlin Moran, er jeg i løbet af den sidste måned begyndt at arbejde lidt på et nyt tommelfingerregelsæt til kvinder i midten af 20'erne. Hvorfor? Fordi der er nogle meget markante "do's and don'ts", når man ligepludselig havner i min nye alderskategori. 

1. Man knalder ikke længere (du er jo ikke teenagere mere, vel?) - nej, du boller - og hvis du endelig mener, at udtrykket "kneppe" er på sin plads, så er det fordi, du er blevet anal-fistet det meste af den forgangne nat.

2. I en alder af 24 år, har du en kusse, ikke en fisse og  slet ikke en tissekone
  • En kusse er noget vi har, en fisse er noget mændene får. 
  • Uanset den gældende pornomode, så er der hår på din kusse, du går jo ikke i børnehave og har tissekone, vel?
  • En tissekone hedder det kun, så længe det at tisse er den eneste og primære funktion.
3.  I midten af tyverne lærer du at sige nej. Du behøver ikke partout at gå til hver og én fernisering/fest/digtoplæsning/koncert - du bør og SKAL vide, at der sikkert kommer lignende arrangement i næste uge, så du misser nok ikke det helt store. Det er altså helt okay at tilbringe din fredag alene i sommerhus eller på sofaen med bland-selv slik.

4. Forelsk dig aldrig i din 40-årige chef. Lad ham iøvrigt heller aldrig få det at vide og vigtigst af alt, lad ham aldrig, og jeg mener virkelig ALDRIG, gå fra sin kone og børn grundet det faktum. Og nå ja, lad ham aldrig få æren af at knuse dit hjerte bagefter. Bitter? Njarh, det forstår jeg ikke, du synes.

5. Knibeøvelser, knibeøvelser, knibeøvelser - need I say more?

6. At tage i Kødbyen er helt okay, det er faktisk mere end okay, men du er simpelthen blevet for gammel til både Bakken og Jolene. Så fedt er det heller ikke at stå i kø i timevis for at komme ind, og så derefter stå som sild i en tønde og værst af alt, kæmpe sig frem til baren for at købe en lunken dåseøl til overpris og i øvrigt blive lagt an på af konfirmander.

7. Du har færre veninder. Men de er bedre. Du har sorteret alle de overfladiske eller ligefrem usunde bekendtskaber fra gymnasietiden fra, og du kan vælge dine veninder ud fra andre parametre end hvem, der hænger med de seje drenge eller holder de gode fester (ja okay, veninder, der holder gode fester er stadig i høj kurs). Til gengæld er veninder i midten 20'erne veninder for livet. Og det er det bedste man kan have.

8. Menstruation er ikke ulækkert. Det er muligvis lidt besværligt og kan gøre pisse ondt, men det er ikke ulækkert. Du behøver ikke spise det med ske, men forhold dig afslappet til det, der kommer ud af din krop. Og nej, det hedder ikke "jeg har mit lort" - det hedder jeg har min menstruation eller jeg menstruerer. Aller nådigst, "det er den tid på måneden" for de mere blufærdige.

9. Boller du fyre, der er 20, plus minus et år eller to, så er du fandme selv uden om at skulle lære dem op. Og hvis ikke du magter oplæringsperioden, så må du lige gøre din facebook-stalking ordentligt og finde ud af, om han har haft et længerevarende forhold før dig, for så er der trods alt lys forude.

10. Du lærer at sætte pris på din familie - familiefest er ikke længere en sur pligt. Nogen får måske endda lyst til at tage på ferie med sine forældre igen (især hvis de betaler, i midten af tyverne er de fleste af os nemlig stadig på SU). 

torsdag den 16. juli 2015

Gæsteblog: at bolle eller ikke at bolle

Jeg har ledt længe efter et kussenavn, men er endt med umuligkussen - fordi jeg må konstatere, at jeg er umulig. Umuligt vanskelig.

Det seneste år har der været to mænd i mit (under)liv. De er som nat og dag, sol og måne, chokoladeis og vanilleis - you name it. For nemheds skyld kan vi kalde dem bådebyggeren og professoren. De to kom ind i mit liv nogenlunde samtidigt, på vidt forskellige måder.

Mand nr. 1, bådebyggeren, den lækreste luns kød jeg måske nogensinde har slået kløerne i, bredskuldret, store, brune øjne, bare vanvittigt lækker. Og uden sammenligning det bedste sex, jeg har haft. Nogensinde. Og det var egentlig også bare det vil skulle: have sex altså. Jeg er selv studerende på en lang videregående uddannelse og har altid tænkt, at jeg skulle have en mand, der kan matche mig intellektuelt og give mig modspil.

Hvilket bringer mig til mand nr. 2, professoren. Vi mødtes tilfældigt i byen. Faldt i snak. Talte det meste af natten, hvorefter han inviterede mig ud. Vi datede ret længe, før vi kyssede. Han var vildt interessant, begavet, indsigtsfuld, vidende. Det spillede så fint. Og vi havde tid til at lære hinanden at kende. Endelig kyssede vi. Det gav ikke ligefrem det forventede sug i maven, men det var da fint og dejligt. Trygt. Og sexen var fin. Til at begynde med i hvert fald.



I løbet af de første par måneder mens vi stadig kun datede, havde jeg sideløbende sex med bådebyggeren. Det spillede bare. Men han var ikke rigtigt min type, så alt det andet kunne jeg få tilfredsstillet med professoren. På et tidspunkt besluttede jeg at gøre det forbi med bådebyggeren. Der er alligevel grænser for, hvor længe man kan spille på to heste.

Derefter satte jeg alt ind professoren. Det betød mange lange snakke, megen ømhed og helt utroligt kedelig sex. Han kunne ligge med hovedet mellem benene på mig i op til en halv time uden tilnærmelsesvis at ramme min klitoris. Hvordan det kan lade sig gøre, ligger uden for min fatteevne. Og det blev kun værre. Jeg nåede der til, hvor vi knapt nok nåede at få begyndt, før jeg ventede på, at det var overstået. Pludselig ville jeg hellere sove end bolle - og den er alligevel ny for mig.

Jeg begyndte at overbevise mig selv om, at sex ikke er så vigtigt igen. Bare man har det godt sammen, er omsorgsfulde, taler godt sammen - så er alt jo fryd og gammen. You can't win 'em all. Og så kom tankerne om bådebyggeren rendende. Han var kun en sms væk, faktisk meldte han sig selv ret tit til tjeneste - og ikke kun i weekenden efter midnat. Og jeg faldt i. Så kunne det jo alligevel ikke gå med professoren (jeg har overvejet, om man kan have en elsker ved siden af - men det tror jeg trods alt, hverken professoren, bådebyggeren eller jeg selv vil have det rigtigt fedt med).

Nu er jeg så uden kæreste. Bådebyggeren bliver jeg heller ikke kærester med - vi er for forskellige, vores verdner ligger langt fra hinanden, vi har intet til fælles (udover fabelagtig, liderlig sex) og vi har intet at tale om. Det må også snart slutte.

Tilbage står jeg bare med en tanke; kan man få begge dele? Altså både intellekt, nærvær og fysisk, intens, ustyrligt begær? Min veninde og jeg har på et forholdsvis smalt, men dog ikke uanseeligt empirisk grundlag skabt den tese, at intellektuelle mænd er dårlige i sengen, fordi de tænker for meget, er for meget i deres hoveder og for lidt i kroppen. Og måske er det ikke helt løgn. Men jeg betragter trods alt mig selv som en ret intellektuel kvinde, og jeg bilder mig også ind, at jeg godt kan finde ud af at bolle. Bare ikke med professoren.

Står valget virkelig mellem at bolle eller ikke at bolle? Og hvad skal man i så fald vælge?



mandag den 29. juni 2015

Vil du være en idiot overfor mig?

Ja, så er den gal igen. Jeg har mødt en ny fyr. Åh nej, tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Lad mig i dette indlæg kalde ham SødeSøren.

Vi har 'set hinanden' i et par måneder, vi boller en gang i mellem og nyder København(når det altså er lidt sommer), vi er ikke seriøse og vi skylder sådan set ikke hinanden noget. Vi har med ikke haft 'the talk', hvilket passer mig mere end fint. For! Han er sød og fin og jeg er egentlig ret glad for ham, men smaskhamrende forelsket til op over begge øre, ville måske også være lige at overgøre de ganske få sommerfuglelarver, som har indfundet sig i min mave. Ikke desto mindre har jeg taget en beslutning om at opføre mig ordentlig overfor ham og ligesom give dem, larverne altså, plads til at vokse i mig. Forstået på den måde, at jeg har lyst til at udforske, hvad vi kunne blive til, lyst til at finde ud af om, jeg kunne gå hen og blive åndeløst forelsket. Så at vi fortsætter med at være, hvad vi er nu og de næste måneder, ville egentlig passe mig glimrende.  

Der sker så i mellemtiden det, at min bekendte/veninde, fuldstændig ud af det blå, kontakter mig via facebook og spørger om jeg stadig ser SødeSøren. Hvortil jeg svarer, at jeg måske synes det er lige i overkanten at sige at vi ses, ihvertfald ikke på den seriøse måde som hun hentyder til. Til det svar ånder hun, min veninde altså, lettet op, for hendes veninde har netop kneppet med ham i weekenden og hun, min veninde, ville ikke have der skulle være nogen hemmeligheder mellem os. Og det er så her filmen knækker for mig, min hjerne ved ikke, hvad den skal sige og mine fingrer kan i forlængelse af ukampdygtig hjerne, altså så heller ikke finde ud af at skrive et svar retur. 

Jeg står nu over for et virkelig irriterende dilema. Skal jeg bare lade det passere og sige "Nårh jamen altså, vi skylder jo sådan set heller ikke hinanden noget" og fortsætte det søde uforpligtende datingliv med SødeSøren. Det er egentlig det jeg helst ville, eller ihvertfald det min hjerne helst vil, men min mave brokker sig. Den bliver ved med at fortælle mig, at det ikke er måden at gøre det på og at den på et tidspunkt vil eksplodere og det i sådan grad, at min hjerne ikke selv har lyst til at være der når det sker. 

For det første er det den mest irriterende viden at give mig, hvad fanden skal jeg bruge den til? Men det er nok i virkeligheden bevæggrunden for informationen, der får det til at sortne lidt for mig. Ikke nok med hun lige der med ét fratog mig al lyst til at se SødeSøren igen, så står jeg tilbage med følelsen af, at hun gjorde det af én egoistisk, eller måske til hendes forsvar, meget uovervejet årsag: hun HUN havde ikke lyst til have en hemmelighed for mig. Og det til trods for, at jeg nu nok ville mene, at det havde været mest gavnligt for både SødeSøren og jeg, om hun bare havde undladt at fortælle mig det. Det er trods alt mit datingliv, som hun måske ikke ved helt så meget om, som hun måske gerne ville, hun går ind og piller ved. 

For det andet, så må jeg jo konstatere, at SødeSøren er en spade, eller nej, det er han jo sådan set ikke, for han har principielt ikke gjort noget forkert. Og derfor kan jeg ikke rigtig tillade mig at være vred, irriteret ja, men ikke vred. 

Som før nævnt, er jeg ikke smaskhamrende forelsket og jeg ved heller ikke om jeg overhoved har lyst til at det skal være han og jeg, så jeg kan ikke engang fortælle ham, at jeg blev sindssygt ked af at han havde været sammen med en anden og at jeg havde håbet på det bare var han og jeg. Men jeg kan ikke lade være med at være en lille smule bitter og føle mig en lille smule naiv. Og jeg kan heller ikke lade være med at have lyst til at joine spillet. Det ulidelige jeg-ved-ikke-hvor-jeg-har-dig-dating-spil. Spillet som jeg egentlig nok havde lullet mig ind i idéen om ikke var mellem os. Spillet som han 100% kommer til at tabe stort. Spillet som jeg opfandt(I know, det lyder corny, but I did). DET ER MIG, DER ER SPILET FOR HELVEDE(!!!).

På den anden side, så synes jeg måske bare jeg havde taget min for fredag/lørdagsbolleholdet. Og måske havde jeg ikke lige lyst til at joine dét bollehold igen. Og måske føler jeg mig også bare sat lidt tilbage, fordi jeg var af den opfattelse at vi havde en eller anden fællesforståelse om, at vi godt ville hinanden på den ene eller anden lidt udefinerbar måde og derfor ikke havde behovet for at se til anden side. 

Jeg havde en lang snak med min lillebror om det forleden. Hans første kommentar var: "Hvordan kan det være du altid finder den samme type mænd(Læs: alle indlæg om dumme mænd, jeg har skrevet)? Dem, der bare vil bolle. Jeg håber at du ved, at det ikke er alle, som er sådan." Det kan han jo sådan set have ret i. Jeg fortalte ham så, hvordan jeg havde konfronteret SødeSøren med, at jeg jo godt vidste, hvad, der foregik. Mere specifikt, at jeg havde sendt ham et screendump af min mailkorrespondance med min veninde med efterfølgende kommentar, at jeg virkelig godt kunne have været den viden foruden. Til det skrev SødeSøren, at det havde været en virkelig dum aften og at det ikke havde været meningen. Ikke noget undskyld, ikke noget med, hvordan han egentlig havde det med det eller om jeg var okay. Ingenting. Måske var det også lige at sætte barren for højt. Og det er så her jeg når til overskriftens betydning. Min lillebror sagde så, at det var ligesom om jeg på en eller anden måde, har fået klistret et skilt i panden hvorpå, der står "Vil du være en idiot overfor mig?" og alle dem, der har lyst til det, er så typisk de mænd jeg ender op med at date. 

Sååå. 

VIL DU VÆRE EN IDIOT OVERFOR MIG?????






...please...