Kusse til salg!

Hej. Jeg hedder Ældstekussen. Og jeg er single!

Det er verdens nemmeste ting at sige højt i mit hovedet, men det der med at sige det højt ude blandt andre mennesker, det er som at grave sin egen grav, midt på banen i Parken, under en FCK-AGF kamp - med en Brøndby trøje på. Akavet, upassende og generelt ubehageligt og irriterende for alle parter. Og vigtigst af alt, unødvendigt. Men jeg forstår det ikke!

Det der med at være singlekusse, det er lidt fy fy. Og jeg er åbenbart af værste skuffe. Jeg har været single i lang tid, og er - av av den her kommer til at svie - snart 30. Fyyy, skam dig ældsten!
Når folk hører det her, så er der to reaktioner, der går igen.

1) Kamuflagereaktionen: "Ej gid det var mig, alt den frihed til bare at flirte med hvem som helst. Man skal virkelig heller ikke finde en kæreste bare for at have en......Jeg har forøvrigt den her kollega, det er sjovt, ham ville du elske. Han er forøvrigt også single. Pudsigt hva?!!!!"

2) Angrebsreaktionen: "Fedt. Jeg tror lige du er noget for min ven Morten. Han er super skøn og har den bedste humor. Masser af selvironi, du ved. Og en pæn fyr, på sin egen måde"

Nu er det ikke, fordi jeg har noget imod hverken din kollega, eller din pæn-på-sin-egen-måde ven Morten. De er sikkert søde og rare begge to og fortjener helt sikkert (som folk ynder at understrege forundrende ofte) en frisk pige med ben i næsen, som de kan forkæle. Der er bare det ved det, at det der kan tænde mig mest af, gøre fugen tør, giver mig lyst til at købe 10 katte og flytte til Falster, er når skalaen for lykke er et single/ikke single barometer, der kun må aflæses af folk i parforhold. Man bliver træt, rigtig, rigtig træt.

Og hokus pokus bittersingle i fokus! Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide folk i parforhold, og jeg er ingen bittersingle. Jeg stiller mig blot totalt uforstående overfor det stempel, man får i panden, når ordet single dukker op. "TIL SALG". Det er som om, at det øjeblik du indrømmer, du er single, har du per automatik givet dine venner (her mener jeg selvfølgelig venINDER, men ingen skal føle sig truffet) tilladelse til at sælge dig til Gud og hver single mand, der måtte findes i omgangskredsen. (Selv facebook er med på den - min newsfeed er befængt af invitationer til netdating og Zoosk). Og det er så her jeg gerne vil have at en eller anden melder sig frivilligt til at vise mig, hvor og hvornår det er, jeg har skrevet under på det?!
Og står der nogen steder i de papirer at man som single kun kan leve sit liv på to deprimerende måder?!
1) Sidde ensom hjemme i stuen, med alle kattene, let pimpende på aftenens fjerde glas rødvin, mens singlelivmaraton kører over skærmen.
2) Være i byen med sine single, og ligeså ulykkelige, veninder minimum 3 gange om ugen. Useriøst søgende efter en fremmed mands seng at sove i.

Ok, jeg kan godt se at jeg får svært ved at lyde som andet end en bittersingle. Men det er jeg bestemt ikke. Jeg er blot ked af, at folk ikke tror, at man kan befinde sig godt i singlelivet. Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har haft det det sidste halve år. Uden en fast mand i mit liv. Helt alene! Jeg ved godt, det er svært at forestille sig, men det kan lade sig gøre.

Nu skal det ikke forstås på den måde, at jeg hører til singleklicheen "jeg har overhovedet ikke brug for en mand i mit liv". Selvfølgelig har jeg det. Selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig en at dele, måske ikke alt, men det meste med. Om ikke andet så ville regelmæssigt sex med samme pik da i hvert fald klart være at foretrække. Men sgu ikke for enhver pris.
Jeg siger ikke, at jeg har tænkt mig at sidde her og vente på, at den rigtige slår benene væk under mig. Jeg har tænkt mig at arbejde for det. Men min pointe er, at det skal være i mit eget tempo, ikke mine parforhold-veninders.

Så jeg vil godt gå med til "til salg" skiltet, men prisen er fandeme høj. Og der er ingen refundering eller fortrydelsesret.

 

Snav mig i kussen - please?

I dag er en af de dage. En af de dage, som bare ikke rigtig spiller. En af de dage, hvor man burde vækkes af en morgenguffer, snav i kussen, verbale tæsk i fileten, kald det, hvad du vil. Det er bare ikke rigtig mit tilfælde. Men hvis det havde været tilfældet, og jeg så mig nødsaget til at bede om oral penetrerering, hvad skulle jeg i så fald have bedt om? Jeg mener, når mænd ønsker at få suttet pik, bruger vi blandt andre termen eller nok nærmere slanget, "blowjob". Men hvad så med os andre? Jeg sad forleden med nogle venner og konverserede omkring netop den problematik. Ovenstående er nogle af de løsningsforslag, der kom op. Personligt er jeg glad for "snav i kussen".

Jeg har den sidste uges tid haft mange af de dage, hvor et morgensnav i kussen havde været på sin plads. Så mange, at jeg faktisk må blive lidt træt. Jeg har det normalt ambivalent med at få snavet kusse. Det er meget intimiderende, og følelsen af at blotte sin helligste er, for mig, ret voldsom. Når et andet menneske ligger med tungen dybt begravet i mit skræv, så kan følelsen af fremmedgjorthed samt en total blottelse overfor min egen kusse godt vælde indover mig. Samtidig med det også kan være det labreste i verden. Det er vel en definitionssag. Havde det været med en kæreste, var udgangspunktet et andet, og så var det hverken første eller sidste gang, han havde set min kusse blomstre i fuld flor. Men faktum er, at jeg ikke har nogen kæreste. Og med det i mente, at det tætteste jeg, i en rum tid, har været på en sådan, er et kollapset forhold til min daværende virkelig gode ven (hav aldrig sex med dine venner, for helvede!), så er tanken om et morgensnav i kussen måske alligevel ikke den mest huende. Så tillad at rette mig selv; tanken havde ikke været den mest huende med en one-nighter, men med en kæreste havde den uden tvivl været...

Men i dag er netop sådan en dag, hvor alt kan være ligemeget, hvor min eksistens føles ligegyldig og hvor håbløsheden så småt har indfundet sig. Og på sådanne dage, hvor det eneste, jeg kan komme i tanke om, er at få ædt min grotteost af en kæreste eller ihvertfald noget lignende, så må jeg få det øv. Øv med øv på. Det mest frustrerende ved lige præcis den her dag er, at jeg det sidste år har elsket bare at være mig, meduden indblanding af nogen form for stor kærlighed udover den platoniske naturligvis. Det er et valg, jeg bevidst har truffet. Et valg, som jeg er stolt over. Et valg, der har medført et nyt kendskab til mig selv, en selvindsigt og forhåbentlig noget mere at give af.

Uden at tage nogen form for forbehold, så må jeg nok erkende, at jeg har det svært med de mennesker, der kan gå fra det ene forhold til det andet. Eller måske ikke svært. Jeg står nok nærmere tilbage med en undren. En undren over, hvordan man efter ganske kort tid kan være så helt et menneske, at man kan give så meget af sig selv, som jeg mener, der kræves i et forhold. Hatten af for dem, der gør det. Jeg kan dog ikke lade være med at stå tilbage med følelsen af, at de i virkeligheden bare bygger ovenpå den smerte og tomhed, som et break up efterlader, for at glemme. Glemme den kendsgerning, at et brud gør fandens ondt uanset om det er et valg man selv har truffet eller et, der er truffet for en. Og hvor et plaster på sorget fra førnævnte forliste forhold, potentielt kunne være en ny kæreste. Hvorfor nu det? For at undgå at blive konfronteret med, hvem er når man bare er sig selv? Dét spørgsmål leder mig til min egentlige pointe. Selvom man er en glad- og ikke specielt understimuleret single, så er det okay at blive ramt af følelsen af ensomhed og fremmedgjorthed overfor sig selv og sit eget kønsorgan. Det har taget mig lang tid at nå frem til, at det faktisk er okay at gå og savne et menneske, der kan give en den fysiske og seksuelle bevidsthed. Og det er mere end okay at længes efter et gedigent morgensnav i kussen af nogen, der ikke bare er en eller random og stadig ikke have lyst til at skulle have en kæreste. Jeg må nok bare erkende, at jeg er af den klare overbevisning, at det fjollet og væsenligst af alt spild af alles tid at have en kæreste bare for at have en. At give så meget op, fordi man har hang til tryghed og fordi følelsen af at være elsket og være i stand til at elske er så overvældende. Men hvad nytter det, hvis man ikke er forelsket?

Tilgiv mig Moder - for jeg har syndet

Jeg betragter mig selv som feminist. Faktisk en ret ihærdig én af slagsen. Jeg mener i fulde alvor, at der er rigtigt mange kampe, der stadig skal kæmpes. Bevares, kvinderne har fået stemmeret og en plads på arbejdsmarkedet, men der er lang vej endnu. Især i forhold til den måde vi taler om køn og seksualitet på. Det kan gøre mig oprørt og temmelig pinligt berørt, at vi lever i et samfund, hvor landets store public service udbyder kan vise stærkt nedladende og sexistiske programmer i den bedste sendetid. Jeg vil undgå en længere diskussion af programmet, som jeg anser som pinligt og dårligt eksekveret - og som vi desuden bør tie ihjel.

Nå, men jeg er altså feminist. Jeg interesserer mig for, og forholder mig kritisk til, de sociale og sproglige konstruktioner, som vi tager for givet. Men jeg har det lidt svært med begrebet, mest fordi det klinger af afbrændte bh'er og vrede. Og jeg er altså ikke vred på mænd - i hvert fald ikke sådan generelt. Jeg har nok været vred på et par stykker af dem i sin tid. Og jeg kan godt lide at lege lidt med og skubbe til de stereotype kønsroller. Jeg elsker at tæve drengene i deres eget spil ved at tale mere om pik og patter og i et endnu mere beskidt sprog, end de selv gør. Jeg kan godt lide værktøj, og jeg er også ret ferm til at bruge det. Og hurra for det. Det er godt for mit image.

Men hvad stiller man så op, når man møder en mand med stor M, med store overarme, der kan flytte rundt på mig, som var jeg en lille nipsting, og jeg bliver helt blød i knæene? Eller når man tager sig selv i at fantasere om voldtægt? (Ja, alle kvinder har voldtægtsfantasier. Og der er KUN EN FANTASI!). Det er jo decideret pinligt. Og det er virkeligt skidt for mit image. Jeg har flere gange overvejet at blive lesbisk. Det er ligesom det ultimative opgør med kønsstereotyperne. Det ville jeg gerne. Men jeg har bare et problem. Jeg er alt for pjattet med mænd - også dem med store arme og hår på brystet, som hovedrystende finder mig både kær og let fjollet, når jeg hidser mig op med mine vrede, feministiske ytringer. Undskyld! Tilgiv mig, du almægtige feminisme - for jeg har syndet.

Cougarkussen?!

Fra vi er ganske små får vi at vide, at vi er langt fremme i skoene. Om det er sprog, selvstændighed, at blive skoleklar eller komme i puberteten - forklaringen er den samme. Det er, fordi piger udvikles tidligere og hurtigere end drengene. Det skaber selvfølgelig en masse piger-er-bedre-end-drenge diskussioner, som vist aldrig rigtig stopper. Men der hvor forklaring oftest bliver brugt, i nogle grove tilfælde som undskyldning, er når det kommer til det der med drenge og piger - som par.
Det ses ofte, at fyren er et par år ældre end pigen. Det sker også, at det er en del år. Og da jeg egentlig er fortaler for, at alder bare er et tal (eller et ord om man vil), så vil vi liiige ignorere de gange, hvor jeg helt sikkert har været såret nok til at give udtryk for det stik modsatte. Men faktum er altså, at det er almindeligt i dagens samfund, at kvinden er yngre end manden.

Men, når det nu er sagt og forstået, sat i system og helt sikkert også påvirket af vores konstante fokus på, at det er forklaringen, hvor kommer forklaring på de ældre kvinder og de yngre mænd så ind i billedet?! Cougar-tendensen I ved. Hvorfor er det, at vi kvinder, der bruger det meste af vores teenage og semivoksne liv på at finde en moden og (K)ærlig mand, alligevel bliver tøsefjantede og får røde kinder, når en yngre fyr bare så meget som blinker til os.
Man hører sig selv, gang på gang, sige til sine veninder, at man "simpelthen ikke tænder på noget, der ikke er gammelt nok til at have hår på brystet", men i samme nu får man mavekriller eller stjerner i øjnene, fordi selvsamme ubehårede drengebarn netop har kaldt en for baby. Og endnu værre er det, når de unge drengebørn rent faktisk HAR fundet og drukket af den vidunderlige kilde, der giver dem hår på bryst og kæbe. Så er der jo intet, der holder en tilbage fra at småfnise og flirte igen.

Jeg personligt har ikke gjort mig så meget i drengebørn. Jeg arbejder med et gennemsnit, der nok ligger en 7-8 år over min egen alder. Med et par stykker, der trækker godt i den tunge ende. Men her det sidste år, i noget der måske for nogle kan forveksles med en mindre identitetskrise, og som måske kunne have rødder i et opbrud med den sidstværende "voksne" mand i mit liv, har jeg overgivet mig lidt til fænomenet yngre mænd. På en, for det meste, uskyldig måde, men dog tilpas upassende. Og jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg kan li' at få de røde kinder i ny og næ. Jeg er pjattet med at blive bejlet til uden nødvendigvis at skulle tage mig seriøst af det.
Men hvorfor?! Jeg er, om jeg vil det eller ej, ved at nå den alder, hvor de fleste andre måske ville begynde at søge lidt mere desperat efter ham, med de aggressive sædceller. Og jeg render i stedet rundt blandt unge, friske, spændstige drenge og nyder at blive flirtet med hver eneste dag.

En del af det, er velsagtens så såre simpelt, at vi har et behov, der skal dækkes, og at de unge knejter selv har tilbudt sig. Men jeg tror, det ligger dybere - eller mere overfladisk end det. Det kommer selvfølgelig an på øjnene, der ser. Men jeg tror ikke, at det handler om, hvilket behov vi ønsker dækket, men måden det blir dækket på.
De unge charmetrolde kan levere flirt og komplimenter på en måde, der fungerer fordi det bliver sendt afsted med en kæk useriøsitet, der kun er dem forundt. Hvis en voksen mand stak mig bare halvdelen af de replikker, jeg får fyret i hovedet af de grønne frø, så ville jeg ærlig talt ikke vide, om jeg skulle grine eller stikke ham en flad.
Der er noget helt særligt ved det der uspolerede kækhedsniveau. Mange kvinder tænder på en vis grad af drengerøv, men er manden over 30 begynder det at blive anstrengende, hvis det er alt du får. De her spændstige små er jo ikke drengerøve, fordi de ikke er kommet videre. De er drengerøve, fordi de SKAL være det. Og så er vi tilbage på min mandeelskeliste - mænd, der siger, hvad de mener. Her ved jeg, hvad jeg får. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, de skamflirter med. Og jeg ved, min seng ikke er den eneste, en af dem har været forbi. Jeg ville være naiv at tro det. Og det passer mig fint. Det er netop her den vigtigste pointe ligger. Der er ingen skjult agenda om børn, vovse, Volvo og villa i det nordsjællandske. Jeg skal hverken være bange for, at han begynder at tænke i de baner, eller at jeg selv gør det.

Drengerøvsflirt er gratis. Det er tomme kalorier. Det feder kun, hvis du ikke kan styre forbruget. Så længe det kommer i perioder, og du ikke ødelægger glæden ved at blive grådig, så nyd det. Nyd at blive flirtet med, og nyd at du kan flirte helt gratis tilbage. Jeg tror på, at flirt er det, der får dig til at smile resten af dagen, så hvorfor snyde sig selv for den mest direkte kilde til smilet.

Kusse er jo bare et ord !

Jeg samler på ord. Det lyder måske fjollet, men det gør jeg altså. Ord, der "smager godt, eller ligger godt i munden. Numse er et dejligt ord. Det lyder som det, det er, noget rart. Eller Sismofytter, som faktisk gør det stik modsatte. Det lyder som en kønssygdom og er i virkeligheden navnet på mine yndlingsbolsher. Ligesom kondylomer mest lyder som en pudderkvastlignende tingest min farmor kunne finde på at have hængende op til jul. Ord er bare ord indtil nogen tillægger dem en betydning, en betydning, har jeg erfaret, der ikke altid er enighed om.

Ta' nu fx ordet Kusse. Jeg har efterhånden fået fortalt en del gange, at det hedder Kusse, når man har presset sit afkom ud gennem den dertilhørende åbning, men i sumpen har vi et ordsprog, om man vil, som en af kussefædrende engang har delt med sin - nåja - Kusse. "Kusse er noget man har, Fisse er noget man får" Det holder jeg fast i. Hvis du synes Kusse er et grimt ord, så må Fisse jo også være det. Men hvis ikke man må sige nogle af delene, hvad skal man så kalde den? Vagina? Vulva? Nej, vel. Og du får mig død og kritte ikke til at sige tissekone. Det vil jeg godt slå fast nu, en gang for alle. Tissekone er noget en lille pige har. Altså et ord, der fortæller om den eneste funktion dette stykke af vores underskønne krop har, når man hører til kategorien barn. Hvis Tissekone er et turn on for dig, så har du et problem af den slags, man burde få flækket pølsen for og stillet til offentlig skue. (Der er et særligt hjørne, længst nede i helvede, for Pædojohns)

Anyways, det, jeg egentlig gerne ville frem til, er vores ordvalg, når vi taler om vores ædlere dele, og de ting vi nu engang bruger dem til. Hvad kalder du det fx, når du og lillemutter tester fjedrende i madrassen?! Og hvad hedder det, når tismanis ikke er blevet vasket i et par dage?!

Jeg tror, det står ganske klart for de fleste, hvad jeg selv kalder mit vidunder, eller hvad jeg så absolut aldrig ville kalde den. Men venner, medkusser, dillerjohns og det løse, det, vi nu bliver enige om, er, at sjofle, perverse og småklamme udtryk er vi nede med. Og de rene, pæne og kedelige udtryk, din mormor knap nok ville tage i sin mund, er et no-go og rusker ikke op i de stive rammer, der er for vores sprog. Jeg elsker, når ord sætter skub i folks grænser. Mine bliver rykket hver dag. Hvorfor ikke lære de unge piger (blev jeg lidt mere gammelkusse der?!), at det ikke er fy-fy at tale om sin sprække?

Jeg nævner i flæng ord, vi bør bruge noget mere:
Kusse (Den er feset ind nu ikk), Punani, Fisse, Grotten, Filetten, Skinken, tisseflæsk, Skræv, Krølfedt, Roastbeef'en, Røvkussen, Nougatfinten, Pik, Pikmanis, Daggert, Hævneren, Den maskerede hævner (Sikker sex, kære venner, så undgår du kløe), Skedecharmøren (fantastisk ord, hvis jeg selv skal sige det), Skedesmøreren, Fantomknepperen, Rullepølsen, Runderouladen, Fyrtårnet, Dunke, Kneppe, Bolle, Mase, Piksmadre, Nakkeost, Grotteost, Skedeskæg, Mellemkød

Tilføj selv til herlighederne - Vi kan ikke få nok.

Sidesprings PS: overvejer opstart af nyt studie på KU: Kusaktik - Læren om Kusser (Tak til Rasmus Carlsen for den genistreg) Eller måske Borelias forslag om Kussologi - Viden om Kusser?! Jeg ville klart søge ind. Endnu et emne der må være sit eget indlæg værdigt. Jeg går i tænkeboxen!

Jeg er så ked af, den hænger ned af

Indrømmet. Jeg har været rundt om blokken en gang eller to. Jeg har gjort mig en del erfaringer ud i det erotiske. Nogle mere vellykkede end andre. Ja, jeg har haft sex med en hel del mænd. Og det er jeg sådan set godt tilfreds med. Jeg har selv valgt det. For jeg har sex fordi jeg har lyst, og det er min egen beslutning. Men der er selvfølgelig også nogle enkelte andre ting der spiller ind. Eksempelvis mandens lyst - eller mangel på samme. Og det sidste har jeg desværre oplevet lidt for mange gange. 

Det er muligvis et af de mest frustrerende og uretfærdige problemer i tilværelsen. Ikke kun for manden selv, men også for den skønjomfru, han denne nat (ja, det kan selvfølgelig også ske på andre tidspunkter af døgnet, men statistisk set, er det nok oftest om aftenen eller natten, at man hengiver sig den slags eskapader) har valgt at fylde sine safter i. Så ligger man der. Man har forberedt sig, skyllet grotteosten ud, måske fjerne den værste urskov, så han ikke begynder at nynne temaet til Indiana Jones, når han finder ned mellem benen og skal have hjælp til at finde den. Man har kysset i timer, sendt frække blikke i endnu flere timer. Man er så sjaskvåd, at det pletter uden på bukserne. Og han er på. Han kysser og piller og skruer på knapper. Men bag ved boksershortsene gemmer der sig en utroligt trist overraskelse. En lille, slukøret tissetrold (ja, det hedder altså ikke pik, når den er så sølle). Og man kæmper for sagen, man giver det tid, man piller, man slikker, man sutter - og lige meget hjælper det. Den er død som en lille, nøgen rotteunge i en musefælde. Og hvad stiller man så op? Man kan prøve at tale om det, men det bliver det bare værre af. Det er som om, at de mænd, jeg har mødt, taber mælet fuldstændig i denne situation. Man kan lave sjov med det. Det er heller ikke en god ide, skal jeg hilse og sige.

Som tidligere nævnt er det sket for mig en del gange. Faktisk så mange gange, at jeg er begyndt at overveje, om det er mig, der er problemet. Så jeg vil sætte meget stor pris på et lille tip til at undgå disse situationer. Eller skal jeg bare acceptere, at jeg er så usexet, at jeg må vænne mig til det?