torsdag den 25. december 2014

"En Juleblog - En Juleblog fra voksenland"

Året går på hæld, og er der én ting facebook har lært mig, så er det at det betyder opsamling på året der gik. Personligt synes jeg at den videoversion facebook forsøger at tvinge ned over hovedet på os, mildest talt er møg irriterende, dels fordi de er frække nok til at forfabrikere den for mig så jeg blot med et enkelt klik kan give mine venner kvalme, og dels fordi min news feed kaster en ny af dem op hver 5 sekund.
Men snydes for opsamling af året i Ældstens liv ("tak fordi du var en del af det" - Facebook) skal i ikke.

Det er i skrivende stund d. 24. december. Klokken er 12.40, jeg har prøvesmagt risalamanden, netop tændt op i pejsen, og sidder i mine forældres stue, som jeg har gjort tusind gange før (eller 23 gange for at være helt præcis - i det her hus i hvert fald).
Der er ikke noget exceptionelt ved lige den her juleaften, der er andre, der har været mere spændende eller anderledes. Som den gang jeg havde 40 i feber og ikke kunne smage sovsen. Skandalejulen, hvor min mor havde lavet for lidt sovs. Eller den jul, min morfar var med, og min bror og jeg fik hver vores trampolin, og jeg hoppede mig igennem resten af aftenen.
Næh årets jul ligner julen, som den har været flest herhjemme, lige bortset fra en ting - jeg skal ikke sove på mit teenageværelse i nat. Det lyder måske ikke som den store omvending, men det er det. Jeg skal sove i min nye elevationsseng sammen med min nye kæreste, og i morgen skal jeg ikke gå juleskovtur med vennerne og sippe portvin. Næ, jeg skal til julefrokost med hele svigerfamilien, omringet af svigermors julepynt (som stærkt udfordrer Centralhjørnet i mængde). Igen, noget der for de fleste nok kan virke som en meget naturlig ting, men for mig er lidt af en oplevelse. Det der med kærester har jeg ikke gjort mig særlig meget i, i hvert fald ikke på den måde, hvor det er noget, man deler med resten af verden og dermed sin svigerfamilie. Men nu sidder jeg her, og får vendt op og ned på traditionerne, fordi jeg skal tilpasse mig andres - det er en dejlig, men også sær følelse. Potentielt sidder jeg ikke i mine forældres stue næste år på denne tid, men fødderne oppe og pejsen tændt, og det skal jeg lige vende mig til.

Generelt er der mange ting i år jeg lige har skulle vende mig til. Jeg blev færdiguddannet i sommer. Det er jeg blevet før, men denne her gang føltes det lidt mere definitivt på en eller anden måde. Bachelor lyder så voksent.
Det var også i år jeg understregede min titel som Ældstekussen ved at fylde rundt, ligesom min titelbror Ældstenissen (aka Hr. Mortensen) også fyldte rundt i år. Vi blev helholdvist 30 og 870. Ved ikke om han fejrede mig, men jeg fejrede ham med grød og sang. Udover titel og den runde alder har vi vist ikke meget tilfælles, Hr. Mortensen og jeg - det skulle da lige være en mor, der er fuld af kloge men til tider ubrugelige lommefilosofiske udmeldinger (noget vi begge vist har arvet).
Eller måske er der alligevel en ting mere vi har tilfælles; vores barnlige glæde ved fødselsdagen, uanset alder. Jeg bryster mig i hvert fald af at holde fast i min barnlige sjæl. Men lige i år har jeg godt kunne mærke forskel.

Hvis vi kigger objektivt på det, så har mit 30. år bragt mig: en ny uddannelse, en ny kæreste, 3 stærke penicillinkure, en elevationsseng og mit første møde (og indtil videre lidt for lange forhold) med et jobcenter.
Jeg tror sgu, jeg er blevet voksen...
Sådan rigtig voksen, du ved. En der har voksen problemer med økonomi og job. Og som sætter pris på voksenting såsom Amarone og elevationssenge.
Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om det huer mig, men det skræmmer mig i hvert fald ikke mere.

Måske fordi jeg sidder her i mine forældres stue, foran juletræet og pejsen og kun venter på klokken kan blive 16, så jeg kan se Disneys Juleshow. For to ting ved jeg da med sikkerhed; man bliver aldrig for voksen til Disneys Juleshow, og det er ikke rigtig Jul uden Disney.

Klokken er nu 14 præcis og der er kun 2 timers tilbage.

Rigtig glædelig Jul fra Ældsten - en barnlig voksen eller et voksent barn.



onsdag den 3. december 2014

They call her ms. skedeprut!

Jeg er det seneste stykke tid begyndt at skedeprutte. Jeg undres, fascineres og bliver pinlig på én og samme tid. For jeg har aldrig været pigen, som i folkeskolen, eksperimenterende med at skedeprutte på kommando. Min daværende bedste veninde og iøvrigt også den populære pige i 8.a øvede sig, og endte med at blive rigtig god til det. Hun fortalte gerne stolpe op og stolpe ned om teknikken bag: først ned på ryggen, så benene op i, det man på yogasprog ville kalde, lyset. Derefter suges maven ind og bedst som man har suget den ind, maven altså, giver man slip og lader sine ben falde ned som et bræt, og wola, et stk. skedeprut frembragt. Det meste af den vinter, lå der 5-6 piger fra 8.a på stribe og øvede sig i frikvartererne. Jeg øvede mig ikke, hvilket betød, at jeg heller aldrig blev god til det.

Min første seksuelle oplevelse skete da jeg gik i 8.a. Jeg mindes ikke at have skedepruttet før, under og efter sex, hverken da jeg gik i 8.a men heller ikke i resten af mine teenageår - jeg har med andre ord ikke været hende, som skedepruttede. Før nu. Jeg skedeprutter. Kun ukontrolleret og ufrivilligt. Både under sex og efter sex. Ikke hver gang, men ofte. Enten har jeg generelt vildere knald end jeg havde da jeg var teenager, eller også skal jeg gøre noget mere ud af mine knibeøvelser. Eller også sker der en helt tredje ting i mit underliv, jeg ikke ved, hvad er, eller kan sætte ord på for den sags skyld. 

Det er på en eller anden måde lidt mere legitimt for mig at skedeprutte under agten. Der er begge parter forhåbentlig så tændte, at det egentlig bare add'er noget nærvær. Men hvis man så er der i sit datingliv, at man har haft kønssygdomsamtalen og været til lægen og derfor har smidt kondomet og fyren man dater er kommet oppe i en. Ja, altså sæd har det jo med gerne at ville ud og se dagens lys på et tidspunkt. Og alle, som har prøvet det, ved så også, at sæd blandet med kussesekreter giver en cocktail af smat. En skøn smat vel at mærke, lyden af skedeprutter bliver så dog også derefter. Og det er ikke bare sådan nogle pshhhh-prinsesse lyde, som kommer ud. Den der lyd af luft, som bliver presset ud blandet med sæd, er nok mere... funky end den er skøn eller smuk. 

Det er netop dem, som gør mig pinlig berørt, prutterne efter sex. De kommer når man rejser sig op, griner og vigtigst af alt, kan de vække en om natten... Jeg bliver pinlig over dem. Hver gang det sker. Kroppen slapper naturligvis af efter sex, herunder selvfølgelig også underlivet, hvilket betyder at jeg kan vågne af lyden fra mine egne skedeprutter. Når det sker, rejser jeg mig op, panikker og tjekker om manden ved siden af mig har hørt dem. For Gud forbyde, at han har. 

Jeg kan jo godt selv se, at det er dybt fjollet at reagere sådan. Men det gør jeg altså ikke desto mindre. 



Hvorfor er noget så naturligt, så svært for mig? 


fredag den 21. november 2014

Min kusse er fuld af pikmider

I en længere periode, har jeg været så heldig kun at møde skønne mænd. Mænd, jeg har datet med største fornøjelse, nogle mere seriøst end andre naturligvis. En sjældenhed for mit vedkommende og særdeles også noget, jeg sætter stor pris på. Satte stor pris på. For den tid er tilsyneladende ved at være forbi. Endnu en dejlig æra af mit ellers unge liv har passeret og synes ikke rigtig at komme retur.

Forandringer er ved at vinde indpas til trods for, at jeg kæmper ihærdigt for at få dem til at stoppe. Jeg kalder dem: 'Pikmidernes indtog'. Det er ligesom om jeg med en eller anden usynlig kraft tvinger alle pikmiderne i min retning. I min kusses retning. Og de vil sgu ikke ud igen. Der må jeg dog alligevel bøje mig i støvet for alle de knibeøvelser jeg i tidernes løb har knebet mig igennem. Highfive og skulderklap.


Lad mig give et kort indblik i pikmidernes stille og rolige indtog.

Ham jeg kyssede for første gang da jeg var tretten år og som jeg dedikerede det her blogindlæg til "Kald det kærlighed - kald det lige hvad du vil...", sendte mig for små to måneder siden den her sms:



Ja, vi har stadig sex. En gang imellem. Så sent som i weekenden faktisk. Man kan så spørge sig selv, hvorfor jeg vælger at dedikere endnu et blogindlæg til ham. Indrømmet, er det nok fordi han stadig berører mig. Fordi noget i mig ikke mener at vi er færdige med hinanden og så er der vist iøvrigt også en talemåde, som hedder noget i retning af; der er ikke langt fra kærlighed til had. Desværre. Og da jeg morgenen efter, ovenstående skriv blev forfattet, læste det, var jeg rasende og meget arrig. Arrig over, at jeg ærligtalt mener, at han skylder mig mere end det. Arrig over, at det pseudoforhold vi har haft så langt tilbage jeg nærmest kan huske, stadig forfølger mig. Arrig over, at vi stadig føles som fremmede overfor hinanden. Arrig over, at kommunikationen os to imellem, er så primitiv. Og i forlængelse heraf, arrig på mig selv over, at jeg jo godt ved, at jeg kommer til at svare ham på et eller andet tidspunkt. Skrive noget kækt om formen og foreslå, at give ham et lynkursus i haikudigtning, eftersom det her skriv, kun gør haikudigtning til skamme.




Fik jeg forresten sagt at han stadig har en kæreste. Den samme kæreste vel at mærke.








Lad den lige stå lidt.








Han   har    en    kæ-re-ste...








Den er god nok. Ret etableret parforhold.







Jeg har som forudsagt ovenfor svaret kækt på mandens kiksede forsøg på et haikudigt, og ryger fluks ud i den her sms samtale:





Den tror jeg sgu også lige jeg lader stå lidt.









Se, hvis jeg nu havde haft et eller andet kækt comeback til de sms'er, så var jeg uden tvivl kommet med det. Men han efterlader mig kun mundlam med savl ned til brystet. Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor jeg bliver ved. Hvad fanden er jeg for en kvinde, som finder sig i det. I en opførsel, jeg på ingen tænkelig måde havde tolereret, hvis den var kommet fra et hvilket som helst andet menneske. Men fordi det er ham, sidder jeg blot tilbage mundlam og mystificeret over, hvilken lortekæreste han er. Alligevel aner jeg en vej ind til hans hjerte igen. Nogle gange ville min hjerne ønske at mit hjerte var mandehader, eller ihvertfald hader til ham. Eller at min kusse i det mindste var mandehader og ikke en lille slut, som vil bolle med en kvinde, som jeg ikke kenders, kæreste. Min kusse har behov. Og det har mit hjerte iøvrigt også. Også selvom det er bare er et midlertidigt fix.

Pikmidernes indtog raser, min kusse raser, jeg følger frivilligt, retfærdiggør min røvede handling og bilder mig selv ind, at jeg inderst inde er et godt menneske, jeg mener mine følelser for manden, den mærkelige kommunikation til trods, er der jo stadig. Desuden sex er et behov ligesom alle andre. Mad for eksempel. Men stakkels kæreste. Og stakkels mig.


Go' fredag! 

































torsdag den 6. november 2014

Hvem gider egentlig testkneppe?

Som det måske er gået op for nogen, har jeg de seneste måneder haft fornøjelse af noget, der på overfladen og for den naive - det er så mig - kunne ligne et fast forhold eller noget, der kunne blive til det. Det var det så slet ikke. I skal slippe for detaljerne, for selvom jeg har utroligt meget galde, jeg gerne vil af med, er det sgu ikke lige her, det skal ske.

Men altså, de seneste mange måneder har der været en mand i mit liv. En mand, der har fået mig til at opdage sider af mig selv, jeg ikke før havde set. Og givet mig  kropslige oplevelser, jeg aldrig havde overvejet muligheden af. Ganske simpelt helt utroligt dejlig, frisættende, orgasmebringende sex. Aldrig har jeg været så tilpas og tilfreds i min egen krop. Nu er det så desværre slut.

Og udover de knuste luftkasteller (ja, det er et problem, jeg har. Læs bare her) og en stor mængde tårer står jeg så tilbage med en frygteligt tanke. Nu skal jeg fandeme til det igen - at testkneppe. Og jeg orker det ikke. Det er simpelthen det mest uoverskuelige projekt i verden at skulle til at finde én, man gider at bolle med - både første og anden og tredje gang - for let's face it, god sex hænger ikke på træerne.

Først og fremmest er der hele jagten, og det er jo faktisk sjovt nok. Han er pæn, mon han synes jeg er pæn? Okay, han synes jeg er pæn, kan jeg mon få ham til at kysse mig? Den slags. Men så ender det bare ret ofte dér. I det øjeblik jeg ved, at jeg kan få en mand til at tage mig med hjem, så taber jeg oftest interessen.

Jeg har aldrig forstået ønsket om eller behovet for at kneppe med en hel masse forskellige. Jeg forstår sagtens behovet for at blive bekræftet. Mit eget er kæmpestort, og jeg dyrker det gerne. Bekræftelsen falder bare øjeblikket før, man forlader baren sammen, nemlig når han foreslår det. (Og ja, nogle gange er jeg lidt gammeldags med den slags og sidder som prinsessen i mit elfenbenstårn - medmindre jeg VIRKELIG gerne vil have noget, for så tager jeg det.) Kald mig bare en narrefisse, fordi jeg kun vil flirte og ikke kneppe, men helt ærlig, så er det ofte nok.

For hvad er det lige, der sker, når man tager hjem med en tilfældig fyr en lørdag nat? Først er der den evindelige hos ham eller hos mig-overvejelse. Det er klart mest overskueligt at vågne op hjemme i sin egen seng, så slipper man for walk of shame med dagsgammel make-up og høje hæle langt op af formiddagen. På den anden side er det betydeligt nemmere at stikke af end  smide en ukendt mandsperson ud af sin lejlighed.

Så er der hele beskyttelsestingen. Hvem har et kondom? Skal vi bruge det? Ja, det skal I! Men hold kæft, hvor skal man ofte slås om det. Især hvis man er kommet til at nævne, at man tager p-piller, har spiral, p-stav eller lignende. Men altså hey, derfor kan man jo godt få klamydia, kondylomer eller noget tredje klamt.

Og først fra da af, bliver det rigtigt træls. Han ved ikke, hvor han skal ae, trykke, nappe, bide. Jeg ved ikke, hvad han kan lide - og han ANER tydeligvis ikke, hvad jeg kan lide. Og det er bare aldrig rigtigt en ting, man har lyst til at tale ihjel. Enten virker det, eller også ruller man om på den anden side og sover. Ja, du vil måske have læst i utallige dameblade, at man skal tale om sine lyster. Det er jeg så bare for blufærdig/doven/magelig til. Og nej, alle kvinder er ikke ens, og alle mænd er det heller ikke. Det er tæskesvært at finde en, hvor det bare virker. En, der kan finde ens klitoris. En, der vil snave mig i kussen. En, der anerkender mit røvhul.

Så indtil nu holder jeg mig altså fra det der testknepperi. Flirte, ja. Kysse, måske hvis du spørger pænt (eller tager mig voldsomt). Date, ja om lidt ikke -  jeg skal liiiige være klar. Men testknepperiet må vente. Så hellere tvangsonanere til dårlig porno så længe.



torsdag den 23. oktober 2014

Hvorfor putte pikken i skammekrogen?

I sommer sad jeg til en polterabend med en stor flok veninder og snakkede om pik (som man jo gør ind i mellem), på et tidspunkt drejer samtalen sig ind på det at få tilsendt pikbilleder på sms, altså sexting. Jeg anser normalt denne flok kvinder for at være rimelig åbentsindede, og langt fra sippede, men jeg sad måbende midt i flokken og hørte på det ene argument efter det andet for, hvorfor sexting var klamt. "Hvad skal jeg dog med et billede af hans pik?" "Det er da kun ham, der synes det er sjovt" osv.

Heldigvis brød en af pigerne ind og sagde, at det da kom an på situationen, og at hun faktisk synes, det var lidt hyggeligt, når hendes kæreste gjorde det. Jeg var så lettet. Normalt har jeg ikke noget problem med at gå alene imod strømmen, når det gælder den slags ting, men jeg havde været så målløs over samtalen, at jeg faktisk et kort sekund var blevet i tvivl, om det var mig der var sær.

For jeg elsker sexting. Bevares, ikke med hvem som helst. Man skal tænke sig om og først og fremmest trykke på det rigtige navn inden man sender billedet af sit erigerede vidunder afsted, det kan ende hos veninden istedet for (Host - men jeg morede mig da - host). Huske at billeder, der sendes afsted ikke forsvinder (Nej, heller ikke dem på snapchat viser det sig), men det er da sjovt og frækt - et tidsfordriv, når man nu ikke kan være sammen og røre i virkeligheden. En overspringshandling, når lektier eller arbejde synes lidt for tørt. Procastesexting om man vil (dejligt ord forøvrigt). Men der sad jeg, midt i en flok kvinder i faste parforhold, og følte min singletelefon brænde i mine hænder. Jeg vidste, at den i det pågældende øjeblik indeholdt rigelig bevismateriale for, at jeg var "klam". Ikke nok med at den var fyldt med pikbilleder, jeg havde jo også sendt billeder tilbage.

Selvfølgelig har man sine præferencer, og man skal ikke være tvunget til at være seksuelt frisindet, men jeg synes, at måden, hvorpå vi taler om sex, bør modificeres lidt. Vi glemmer, at når vi taler negativt og nedsættende om forskellige former for seksuelle udfoldelser, så sætter vi dem og de, der måtte nyde dem, i en seksuel skammekrog. Mange er heldigvis stærke nok til ikke at lade sig påvirke. Den kategori ville jeg også putte mig selv i, men i den her situation nåede jeg altså at føle mig forkert et kort øjeblik, og sådan burde det ikke være.

En af de vigtigste formål med Kussesumpen er for mig at vise kvinder (og mænd for den sags skyld), at man ikke er alene, og at det er ganske normalt at tale frit om sex. Eller at man sagtens kan have et sjovt sexliv, uden at det gør en til hverken promiskuøs eller sær. Så det nager mig, når jeg ind i mellem støder på årsagerne til, at nogle måtte føle det anderledes.

Nu skal jeg skynde mig at sige, at den flok veninder sjældent taler på den her måde, hvilket også var årsagen til min måben og lammelse. Og ofte gejler man hinanden op til at mene noget ekstra meget, fordi man er i flok og bekræfter hinanden i meningens rigtighed, og så fremmer overdrivelse forståelsen. Jeg har utrolig meget respekt for de kvinder, men lige den dag fik de prikket til noget, som jeg før har tænkt en del over. Og hvis man kan sidde med den følelse, omringet af venner, hvordan må det så ikke føles i samme situation med mennesker, man måske ikke føler sig lige så tryg ved?  Så for lige at slå det fast, sexting er helt normalt, ligesom telefonsex, analsex, tisse/bæsex, bondage  og alt muligt andet er det. Også selvom jeg ikke forstår mig på det hele. Hver sine lyster. Så længe vi ikke støder hinanden og holder os inden for lovens grænser, så synes jeg, vi skal kunne tale frit uden at blive stemplet af de, der i sin fulde ret tænder på noget andet.

Så nu vil jeg sende et billede af mine bryster til min kæreste, og håbe det giver ham et smil på læben, mens han møgkeder sig på arbejdet. Glædelig torsdag allesammen.


torsdag den 9. oktober 2014

Gæsteblog: Mythbusters - min røv er også følsom

Endnu en gæsteblogger har meldt sig under fanerne. Vores allerførste mandlige gæst for at det ikke skal være lyv. Byd velkommen til ikke-bare-pikken-pikken (I vil forstå det, når I har læst teksten). Nyd den.

Der er en opfattelse af forskellen på kvinders og mænds seksualitet, der desværre fylder godt op ikke alene i populærkulturen, men også bag nedrullede gardiner. Grundlæggende set er omdrejningspunktet kvindens kompleksitet og, modsat, mandens enkelthed. I min omgangskreds er det både mænd og kvinder, der klamrer sig til den.

Som barn af firserne og ung i halvfemserne stødte jeg første gang på denne mytologi, for det er det det er, i seksualundervisningen. Den halvdel der ikke var dedikeret kvindens cyklus handlede om forskelle i liderlighed. Vi mænd, eller retteligt drenge, måtte forstå, at vi ikke bare sådan uden videre kunne regne med en pige også var tændt. Det krævede albuefedt, tålmodighed og en god portion empati overhovedet at komme i gang med et samleje. Og det handlede om at have en holistisk (jeps, jeg gik på friskole) tilgang til møget og komme hele kroppen rundt inden man ramte kussen. Det var sgu nok en meget god ting, at lære en flok unge drenge. Men hvad lærte pigerne så om os? Efter min erindring intet udover at en stakkels frivillig fik lov til, efter drengene igen var blevet sendt i gården med en bold 5 minutter i frikvarter, at sætte et kondom på en agurk. En vittighedstegning fra tiden opsummerede meget godt vores opfattelse. Et postkort, der viste henholdsvis mandens og kvindens erogene zoner. Ved kvinden gik der streger til nakke, bryster, inderlår, knæ, numse, kusse og en håndfuld andre områder. Ved manden 10 streger til pikken. Kæft der var sjovt.



Tager man et bredere vue ud over populærkulturen og seksualkulturen, står det hurtigt klart at denne opfattelse er fundamentet for en masse seksuel aktivitet og forestillingerne om den. Tænk på stort set alt rom-com/sit-com mellemkønslig humor. Min generations yndlingsshow (hvad var dét i øvrigt for en sær kollektiv trance?), Friends, er disse interaktioner typisk baseret på den præmis, at mændene er seksuelt ensporede: så meget som muligt, woop, woop, fisse! Kvinderne skal vindes, scores før de underlægges et langt forspil. Og manden vil bare knalde. Vores egen Lars Von Trier lavede for nyligt en film, hvis bærende præmis var det fascinerende ved den komplekse og vildtvoksende kvindelige seksualitet. Og manden vil bare knalde. Selv om han havde valgt ikke at lade en gymnasieklasse skrive dialogen i deres filosofitimer, havde det været en ganske uinteressant præmis. For den er alle steder i forvejen.

Og nu til de faktiske forhold mellem mænd og kvinder, for her ligger mytologien også som en tung dyne over seksuelt samvær. Efter en lille håndfuld længere forhold i mine omtrent 34 år må jeg være knap 1.000 timers forspil i underskud. Ikke at det handler om balance på kontoen. Overhovedet ikke. Al den røren og kyssen og slikken fra top til tå, om det så er klassiske ting som bryster og kusse eller i populær forstand mere vilde ting som tæer og numse, er et privilegium. Men derfor kan den normale overgang fra dette forspil til samlejet alligevel være lidt kedelig. Temmelig kedelig faktisk. Helt typisk fra drejebogen: en hånd ned til pikken for lige at tjekke, om den er hård nok til at madammen kan give den adgang. Slut. Så får I ikke mere for den 25 øre.

Måske jeg har været uheldig, men billedet bekræftes fra flere venner og bekendte. Det er for tamt, shit det er tamt, men bygger, tror jeg, på føromtalte mytologi. Manden kan altid tænde på noget, og så er der ingen grund til at bruge krudt på det lort (Det lyder egentlig også meget rart. Skal vi bytte et årtis tid?) Samtidig er der dog også mange mænd i min omgangskreds, der klamrer sig til forestillingen. Manden vil bare knalde, kvinden er åh så sofistikeret. Så kan kvinden få lov til at dyrke en ligeledes kulturelt indlejret prinsessefetichisme og samtidig giver myten manden en let tilgængelig hjælp til mandlig identitetsskabelse, hvor man samtidig ikke behøver stresse over, om man er bøsse fordi ens røv faktisk godt kan lide at blive rørt ved. Slap af. Selvfølgelig kan den det.

Grænserne for en mands seksualitet er i et forhold ofte indflettet i de her tåbelige ideer. Der er ikke nogen biden i brystvorter eller legende tunger på inderlårene. Nope. Manden vil kun knalde og ingen for forventer andet. Det er penetration og så tænker vi ellers på naturfagslæreren fra gymnasiet i håbet om at nydelsen for partneren forlænges. Egentlig havde jeg forestillet mig, at det rettede sig til med tiden, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Omvendt er der vel ingen, der alvorligt forestiller sig, at en mands krop er dyppet i stearin fra fødslen, hvor en eller anden jordemoder holdt fast i pikken, som dermed blev eneste erogene zone. I en mindre videnskabelig kultur, ville denne skabelsesmyte sikkert have fungeret meget godt; en moderne version af Achilleus.

Konsekvensen er desværre, at sex bliver lidt kedeligt. Og at ingen er så glade som de kunne være. Forudsigeligt og asymmetrisk. Nu er det ikke sådan, at kvinder bare må komme i gang. For ligesom kvinder har et ansvar for at sørge for, at deres partner fatter hvad de vil, og det er typisk ikke spor komplekst efter min erfaring, er det mænds ansvar at bryde med nogle af de ovenstående forestillinger. Kom nu i gang. Strut for helvede lidt med den røv! Eller den armhule, whatever. Det er der ingen skam i. Eller det burde der ikke være, hvis ellers vores opfattelse af kønnene var lidt mindre heteronormativ. Og dét er alt, alt for kedsommeligt og lukker ned for masser af let tilgængelig nydelse. Måske skulle vi i stedet huske på Marquis de Sades noget udvidede naturforståelse. For ham var noget naturligt, hvis det forekom. Ergo var det helt naturligt at hans familie skulle indsmugle store dildoer til ham, da han sad fængslet i Bastillen. Det er da en charmerende, omend potentielt lige bred nok, forståelse af naturlighed.

Seksuel frigørelse har altid været nært sammenknyttet med feminismen og andre frigørelsesbevægelser. Alligevel er det som om, der mangler hele erkendelsesområder. Det faktum at mandens nervesystem faktisk er ganske veludviklet, er et af dem. I de enkelte forhold turde det ellers ligge lige for. Det er rart at blive rørt ved. Det synes din partner også. Selvom han er en mand. Men vores forståelse af hinandens krop og lyster er desværre alt for ofte mere påvirket af vores indlærte, og dybt forkerte forestillinger om kønnene. Hvis sex stadig er politisk, så er det her frontlinjen. Kvinde, du er aldrig mere feministisk, end når din tunge cirkler omkring din kærestes ringmuskel.



torsdag den 18. september 2014

Cup it up

Jeg har købt en gave til mig selv. Den er lille og pink og kommer i en fin prikket pose. Min indre hippie danser af glæde, og flere af mine veninder synes det er smadderklamt. Jeg har købt en menstruationskop.

Hvorfor en kop?
Der er mange gode argumenter for menstruationskoppen; sundhed, økonomi og den slags. Fibrene i tamponer irriterer slimhinderne i skeden. Kussen er bedre tjent med luft end dagsgammel blod.  De første dage er tamponerne for små og man bløder igennem, de sidste dage trækker man halvtørre vat-totter ud af kussen. Og ja, man bruger vel ca 50 kr om måneden på tamponer og bind. Alt det vidste jeg jo godt - alligevel havde jeg ikke fået taget mig sammen - før for et par uger siden.

Hvad ændrede sig? spørger du måske. Ja, det er faktisk ret ulækkert. Det der drengebarn, jeg har sex med for tiden fandt (ja, fandt! med ordene "hov, hvad er det?") en tampon oppe i mig. Mange dage efter sidste blødningsdag. Han tog det overraskende cool (TAK! TAK! Flere mænd af den støbning!). Jeg panikkede til gengæld ret meget. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor længe den har siddet der. Helt deroppe, hvor skeden bøjer bagud, så jeg slet ikke har mærket den. Vi har haft sex flere gange, mens den har siddet der. Bare kneppet den gamle tampon længere og længere op. FUCK, DET ER SÅ ULÆKKERT!

Så nu måtte det være nok. Dagen efter gik jeg på nettet og bestilte en kop. Nu skulle det være slut med tamponer for evig tid!

Internettets lyksageligheder
Hvor går man hen, når man skal købe sådan en kop? Det er næsten mere tabubelagt end sexlegetøj for helvede. Så er det jo godt, at internettet findes. Der er simpelthen en hjemmeside, der har samlet alle kop-producenter; så kan man sammenligne produkter, størrelser, tappe eller ringe - et univers af kopper.

Det er noget af en udfordring. Hvilken størrelse kop skal man fx vælge? Jeg har fået ros for min stramme bækkenbund (måske han brugte lidt andre ord, dog), men man vil jo heller ikke have, at blodet løber uden om. Heldigvis kunne jeg læse, at der umiddelbart er en størrelse til kvinder, der har født - og én til dem, der ikke har. Så langt så godt.

Og så spørgsmålet om farven. Det hjælper lidt, at kopperne i dag findes i alle mulige farver og ikke kun i naturfarvet gummi, der eftersigende tager farve efter brug. Så var jeg heller ikke mere i harmoni med min krop og min cyklus. Så jeg har købt en fin pink en. Med en lille tap i bunden, de findes også med ringe og knopper. Tappen er til at trække i, når man skal have den ud, forstås.



Jomfruturen
Min kop kom med posten, den dag jeg fik min menstruation. Timet og tilrettelagt.  Så nu skulle den stå sin prøve. JEg havde frygtet, at der ville være være møg besværligt at få den op. Noget med at folde den sammen og stikke den op i skeden, hvor den så folder sig ud. Men det klarede jeg med et snuptag. Det sagde bare svup - og så sad den der. Og jeg kunne slet ikke mærke den. Intet af den der følelse, når en tampon sidder lidt for yderligt og bare er i vejen. Intet. Jeg gik direkte ned og trænede i halvanden time. Ingen gener, intet blod i trussen, intet!

Men så kom det øjeblik, hvor koppen skal tømmes. Det er så lettere sagt end gjort. Og nej, det er ikke noget med, at den skvulper over. Så meget bløder man simpelthen ikke. Nej, problemet havde derimod at gøre med tryk. Selvom jeg kunne få fat om den lille tap i bunden af koppen, kunne jeg nærmest ikke flytte på den. Den sad fast. Tappen, der af gode grunde er lidt klister, gled mellem mine fingre og jeg bandede højlydt. Tanken om at skulle til lægen og have den hevet ud, var sgu ikke så fed. Med møje og besvær lykkedes det til sidst. Tricket er at placere sig, så der er mest mulig rum i mellemgulvet og slappe helt af. Ja, det er nemmere sagt end gjort, men jeg lærer det nok.

Ingen snore, der binder mig
Et par dage med koppen og jeg er mere end overbevist. Især da det gik op for mig, at når der ikke længere hænger urin og blodbefængte trevler (ja, lad os nu bare være ærlige, man kommer altid til at tisse på den) ud af kussen, så bliver den noget mere appetitlig for mandfolk. Så er oralsex pludselig en mulighed 365 dage om året. I hele regionen! Kæft hvor lækkert. Mænd, der påstår andet, må lige hanke op i sig selv. 

Nu har jeg allerede pushet koppen til alle de kvinder jeg kan komme til. Og et par mænd, der fik lidt røde kinder af min bramfrihed (og en enkelt marketingsmedarbejder fra min arbejdsplads der friede - men det er en anden historie). Som en veninde sagde, efter hun havde bestilt sin egen: "Det er første gang, jeg glæder mig til at få min menstruation". 

Kussegadget
"Det er jo en opgradering til fissen", sagde den flere gange benævnte unge mand til mig. Jeg foretrækker at kalde det en kussegadget. Vi har ind i mellem nogle sproglige uoverensstemmelse. Men uanset hvad du vil kalde den, så er det seriøst den bedste investering, jeg har foretaget længe. Selvom det er underligt at skulle koge en gummikop i samme gryde, som jeg koger æg i. Afsted med jer damer. 

tirsdag den 9. september 2014

Gæsteblog: Min klit er forsvundet

Så er det blevet tid til endnu en gæsteblogger. Hendes sexliv sejler, og den slags kan godt være svært at håndtere på en voksen og diplomatisk måde. Byd hjerteligt velkommen til Egokussen!

Hvis sandheden endelig skal frem, så har jeg været single længe. Pinligt længe. Så længe, at jeg endnu ikke tør sige højt hvor længe. Det har resulteret i to ting. Ufatteligt mange one-night-stands og trangen til at fortælle alle i hele verden, at man ser én ret seriøst, altså på den der kærestmåde, når man så endelig gør. Det er egentlig ikke, fordi jeg anser mig selv som værende desperat, ihvertfald ikke efter en kæreste. Jeg er kræsen og går helst ikke på kompromis ...og så alligevel!

Sidste efterår så jeg en fyr, et hash-hoved uden lige, men en sand adonis af skikkelse og Guds gave til kvinden i sengen. Han gav mig simpelthen multiorgasmer på stribe. For at være ærlig var det nok det, vi kunne - kneppe altså. Og for at være rigtig ærlig, var jeg nok nymfomanen i det forhold. Det sker ellers ikke så tit. 

Well, det skulle ikke være os. Både fordi han var et hash-hovede, men, indrømmet, også fordi jeg er lidt... lad os sige besværlig at være sammen med. Ja, når man har været alene MEGET længe, så får man på en eller anden måde dannet sine egne små mærkelige rutiner. Og hvis man ikke er interreseret i ændre dem, kan det unægteligt godt gå hen og blive lidt svært.

Nu ligger landet sådan, at jeg ser en ny. Den sødeste, smukkeste, sjoveste mand, jeg længe har oplevet. En mand, jeg gerne laver mine små mærkelige rutiner om for. Helt klart kæreste-potentiale. Men, for der er altid et men, vores sexliv er lort! Vi har nu bollet i snart tre måneder, og ikke én gang har han været i nærheden af min klitoris. 




Jeg må undres. Manden er godt ti år ældre end mig og har haft en del længerevarende forhold. HVORFOR KAN HAN IKKE FINDE MIN KLIT?!!!! Jeg ved, at  ærten i nogle tilfælde kan være svær at lokalisere, men det har aldrig været et problem for mig. Jeg har seriøst prøvet alt; flyttet hans hånd, så klitten ikke har været til at undgå, jeg har bragt på banen, hvad der virkelig tænder mig i sengen, jeg har sågar selv fundet den og ordnet, hvad der skulle ordnes, mens han har ligget og stønnet som en teenagepige. Lige meget hjælper det. 

Det betyder, at vores sexliv er blevet lidt en pligt for mig. Jeg orker det næsten ikke, fordi jeg ved, at det ikke bliver en succesoplevelse. Det bliver et større og større tabu i vores samtaler. Han må da også kunne mærke, at det ikke fungerer for mig? Især, fordi jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor det der med at fake en orgasme simpelthen ikke sker. Jeg gider det ganske enkelt ikke mere. Jeg er blevet for gammel! Hvad fanden stiller man så op? Jeg ville gerne være hende der, hvor sex ikke betyder noget, hvor det er alt det andet, der har værdi. Let's face it, det er jeg bare ikke. 

Jeg er der lige nu, hvor jeg har sat mig for at give det en reel chance. Virkelig give det en skalle. For jeg holder utroligt meget af ham, så meget at han skal møde hele den pukkelryggede i weekenden. Hvis ikke det lykkedes, er det så ok at skride? Er det en legitim undskyldning, at jeg aldrig er kommet med ham? Er det ok at være så meget en egokusse? 



torsdag den 21. august 2014

Sprøjten har sprøjtet for sidste gang...

Ja, det er ikke til at bære. Forstå os ret, vi håber selvfølgelig ikke, at det er sidste gang, Sprøjtekussen har sprøjtet i sengen, men i Kussesumpen er det desværre slut for nu. Sprøjten har sagt tak for denne gang, og selvom vi selvfølgelig er enormt kede af at miste hende på bloggen, så er hendes grunde dejlige og forståelige. Hun er en af de originale Kusser og vi holder utroligt meget af hende og hendes, både sjove og undrende tilgang til verden, og det at være kvinde i den. Hun har været med til at danne både vores loge og vores blogger-kollektiv - så vi håber på, at vi i fremtiden måske kan lokke hende til en lille gæsteblog i ny og næ.

Lad os sammen holde et minuts Kusseopmærksomhed til ære for Sprøjtekussen <3



I forlængelse af denne sørgelige nyhed, sender vi nu endnu engang en bøn ud til jer. Vi vil så gerne høre jeres historier og jeres tanker om, hvordan det er at være kvinde i dag.

Vi søger den nære historie, gerne med et glimt i øjet, men med en pointe, der giver mening i det store billede. Formålet med vores blog er at skabe et rum, hvor der er plads til at vise sig selv og andre kvinder, at man ikke er alene.

Det kan være, at du har et dilemma, der giver dårlig smag i munden (bør man sige det). At du har gjort dig tanker om feministers forhold til mænd og sex (tilgiv mig moder for jeg har syndet). At kærligheden er en mærkelig størrelse, vi alle kæmper med (kald det kærlighed kald det lige hvad du.) Eller at blow jobs slet ikke behøves at være hverken ulækkert eller kvindeundertrykkende (how to blow a job).  Der er åbent for alt, det er dine ideer og tanker, vi er interesseret i. 

Så hvis du har en oplevelse, der har fået dig til at undres, blive vred, forrettet, ked af det eller måske helt utroligt lykkelig, så vil vi utroligt gerne høre fra dig.

Du kan med fordel kigge på vores tidligere gæstebloggere (PrimatkussenKagekussen, Fistekussen, Roomiekussen, Mamakussen) for at se hvilke emner, der tidligere har været oppe at vende - men som sagtens kan komme det igen, hvis du har nye perspektiver. Du kan også hente inspiration til, på hvilken måde du kan få dine ideer til at passe ind i vores lille blogger-kusse-univers. Vi hjælper til med feedback og korrektur, så alle er glade, og giver selvfølgelig besked, inden din blog kommer ud i kusseæteren. 


Er man mand (hetero, homo, bi, ubeslutsom, trans, tvekønnet osv.) er man selvfølgelig også velkommen til at joine vores lille kusseunivers. Alt er tilladt, så længe det er relevant og ikke er stødende.

Hvad skal jeg gøre rent praktisk, tænker du så måske. Jo, du skal samle dine tanker og ideer til en færdig tekst. Så skal du sende den til boreliakussen@gmail.com og vente på et fint svar med dejlig feedback og ideer. Når bloggen er færdig og klar til "tryk", skal du finde dig en passende Kussealias - her i sumpen er alle anonyme som udgangspunkt - find gerne et navn, der passer til dit blogemne, eller noget du kan identificere dig med. Herefter venter du blot på, at vi finder en passende torsdag at sende dine tanker ud til alle de dejlige kusselæsere.

Vi håber at få en masse dejlige ting i mailboksen snart.

Rigtig god skrivelyst. Rigtig god torsdag.

Boreliakussen, Yngstekussen og Ældstekussen

torsdag den 7. august 2014

It's raining men

Sommeren har ramt landet. Og med sommervejret følger mennesker i alle former og størrelser i badetøj. Og måske en enkelt pige eller to i bare bryster. Den ene af dem kunne meget vel være mig. Jeg hader bikinistriber og har efterhånden et rimeligt fornuftigt forhold til mine egne bryster, hvorfor jeg faktisk gerne lufter dem (dog kun på stranden - andre steder bliver så upassende...) Desværre bliver jeg ofte ramt af lidt for voldsom selvbevidsthed, når jeg ligger der og strutter. Okay, måske strutter de ikke ligefrem. Når man er midt i tyverne og har bryster større end en håndfuld flæsk, så skal man nok være jubeloptimist for at benævne den udflydende, bølgende masse struttende. 

Nå, men tilbage til selvbevidstheden; hvem kigger? Hvad tænker de? Synes de, at det er sexet, frigjort eller måske bare opmærksomhedskrævende? Jeg ligger jo selv der bag mine solbriller og min avis (som en anden spion - jeg mangler bare det falske skæg) og kigger på mennesker. Eller faktisk kigger jeg nærmere på kroppe. Både mænd og kvinder; "Hendes topmave er da større end min hva'?" (garanteret selvtillidsboost). "Øv hun har pæne ben" (kigger skuffet på mine egne, der kunne være både længere og tyndere). "Gud, nogle lækre mandearme, dem kunne man da godt lige lade sig omfavne af."

Så er det, at jeg lige pludselig kan få kvababbelse over mig selv. For hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind at ligge der og betragte fremmede menneskers kroppe og udstede domme over deres udseende? Hende med topmaven kunne jo altså sagtens være sød og skøn og begavet. Og ham med overarmene er sikkert frygteligt arrogant og selvoptaget. Men alligevel er det udseendet, jeg forholder mig til. For det er i dette tilfælde det eneste, jeg har adgang til.

I lange tider har der verseret en heftig debat om, hvordan medierne og reklameindustrien reducerer kvinder til sexobjekter. Jeg er ikke alene om at finde det helt håbløst, at halvdelen af Københavns busser kører rundt med bare bryster på siden. Historisk set er kvinder i stor stil blevet behandlet som objekter, som varer, der blev handlet mellem mænd. Historisk set er det kvinderne, der har været objekter. Men den tid er forbi, hvor objektpositionen har været forbeholdt kvinderne. Tror I mig ikke, se blot her:



Mine damer, og herrer, hvis I stadig læser med. Dette er et billede af Christiano Ronaldo. Han er eftersigende en ret dygtig fodboldspiller (men da jeg er kvinde, forstår jeg mig selvfølgelig ikke på den slags. Næ, jeg vil hellere se Touren i selskab med Jørgen Leth). Nå, men Ronaldo kan eftersigende jonglere med en bold. Det får han i hvert fald ikke lov til på dette billede. Her må han siges at være reduceret til et sexobjekt. Og mon ikke også, at en del kvinder (og en enkelt mand eller to) har været ved at falde af cyklen, da de drejede nakken af led for at få endnu et glimt af den veltrimmede torso? Personligt foretrækker jeg mine mænd med lidt mere hår på brystet (eksempelvis dem her) eller ham her:



Men ikke desto mindre kan jeg jo godt se, at der i alle tilfælde, selv Ronaldo, er tale om en seksualiseret mandekrop. 

Her kunne man jo mene, at fordi kvinder i århundrede har været undertrykt, så er det frigørende, at mænd nu også kan være objekter. Måske. Det er bare ikke en konstruktiv tilgang til særligt meget i denne verden. Andre vil måske spørge om ikke den kære Ronaldo har valgt det selv og er helt bevidst om signalværdien. Jo, ganske sikkert. Og helt ærligt, så gør han det vel egentlig også meget godt der på busstoppestederne. Det gør ham her forøvrigt også:



Vi er altså også begyndt at betragte mænd som sexobjekter. Jeg gør det meget. For tiden ser jeg en mand, som måske er en af de smukkeste og mest sexede mænd, jeg kender. Og ja, jeg kan godt lide det. Jeg kan lide at se på ham. Lade mine fingre glide over hans markerede arme, betragte hans lige næse og store læber, der tigger om at blive kysset, puste på de små lyse hår på hans solbrune nakke. Det er forøvrigt en af måderne, hvorpå man vurderer om kvinder er objektiviseret, hvis de er reduceret til enkelt kropsdele; arme, næse, læber, nakke. Jeg gør mig skyldig gentagne gange. Helt ærligt tror jeg bare ikke, at han føler sig synderligt reduceret eller nedgjort. 

Han kigger jo også på mig på den måde. Eksempelvis synes han, at jeg har verdens labreste stænger (Selv synes jeg måske godt, at de kunne være både længere og slankere, men Gud, hvor er jeg glad for, at han har det sådan). Og jeg kan jo godt lide, at han synes jeg er smadderhot. Faktisk kan jeg oftest ret godt lide, at mænd finder mig sexet. Selvom jeg tidligere har brokket mig over at være reduceret til et kønt ansigt (Læs her), så ville jeg jo heller ikke bytte. Heldigvis mødte jeg en mand, der lærte mig, at jeg ikke skulle gå og gemme mig væk. For helt ærligt, det er sgu da fedt at være et sexobjekt. Ind i mellem i hvert fald.

Jeg vil ikke kede jer, med en lang filosofisk udredning om forholdet mellem subjekt og objekt (men man kan med fordel læse Hegel, hvis man er interesseret), blot gøre opmærksom på, at subjektet kun kan eksistere i kraft af et objekt. Der er altså ikke ubetinget magtesløshed i objektpositionen, tværtom. Hvor ofte har du ikke oplevet den magt, der ligger i at være eftertragtet og attrået (ja, det er altså et helt fantastisk ord).

Så altså, lad os lige være lidt forsigtige med at frygte rollen som sexobjekt. Det er måske ikke det værste man kan være - især ikke, hvis man også får lov at være noget andet også. Du vælger jo også selv, om du KUN vil være sexet. Eller måske sexet og sjov, sexet og klog, sexet, sjov og klog - mulighederne er utallige, men sexet udelukker altså ikke andre kvalifikationer.

Og så får I sgu lige lidt mere sexet mand - bare fordi han er smadderhot!



torsdag den 24. juli 2014

I need a refill - Part 1

På tegnsprog bruger man tegnet "tomt", når noget er uden. Altså, hvis jeg ikke har flere kussehår, er der tomt for kussehår. Er jeg holdt op med at date, er der tomt for mand (og pik). Tomt. Tomt? Ja tomt.
Normalt elsker jeg tegnsprog (ja, det kan man godt). Det er til at forstå. Tegn giver mening. Selv når du ikke direkte kan forklare, hvorfor de ser ud, som de gør, så giver de bare stadig mening. "Tomt" giver mening, og måden, man bruger det på, giver som sådan også mening. Men lige i øjeblikket føles det bare utrolig deprimerende. Sigende og deprimerende. Lad mig forklare.

Jeg burde i skrivende stund være et ret fantastisk sted i mit liv. Gamle ting slutter (nogle bedre end andre), verden åbner sig, nye muligheder dukker op. Anerkendelse har der været masser af, og jeg har masser at tage mig til. Men jeg er tom. Tom for glæde ved det. Tom for mod på det. Tom for overskud. Aller mest, tom for nogen at dele det med. Jeg har masser af mennesker omkring mig. Familie, dejlige veninder, fantastiske venner.....men tomt for kærlighed (åh Gud, skyd mig, nu bliver det dybt igen).

Jeg har det sidste år svøbt mig ind i gamle fusere (den slags, man ikke skal gå tilbage til) nye fusere (mind mig lige om det senere) og andet godis - mest den løse slags. Og så bliver man træt. Træt og tom. Selvom jeg egentlig har befundet mig ganske fint i singlerollen, trods venners forsøg på at ændre den (se her), så når man til et punkt, hvor man er gammel nok til at føle sig tom.

Det punkt nåede jeg for nylig. I en seng, i ske med en fyr, der engang var en fuser. En af de virkelig farlige, der var nem at brænde sig på. For mig i hvert fald. Nu er han uskadeliggjort, og skeen, vi lå i, var ganske sober og venskabelig. Ikke noget hanky panky her. Tro det eller lad være. Men altså, mens jeg lå der i sengen, midt i det sidste afsnit af Game of Thrones, gik noget op for mig. Jeg elsker ham stadig!

Se det burde jo ikke gøre en tom, tværtimod, men det gjorde det. For jeg elsker ham ikke, som jeg gjorde før (hvilket for de indviede vil synes som en god ting, og jeg er enig). Nej, jeg elsker ham bare, som en pige nu kan elske sin ven uden at have behov for kæresterier. At ligge der og vide, at den mand jeg engang måtte kæmpe for (og tabte forøvrigt - mindre detalje), han nu ligger lige ved siden af mig, lige så ensom som jeg, og elsker mig lige så højt, som jeg elsker ham (Ja det har han nemlig fortalt mig - og jeg tror ham). Men intet kan vi gøre for hinanden. Ingenting. Jeg kan fortælle ham, jeg elsker ham, det vil nok varme lidt, men ikke gøre nogen forskel. Vi kan bruge masser af tid sammen, og dele verden med hinanden, men det vil aldrig være tilstrækkeligt. Jeg kan være en del af hans familie, men aldrig som mere end hans datters bonustante (og hans mors ekstrabarn - ja, jeg er pjattet med hans mor). Vi kan tale flere timer i telefon, men det vil aldrig være timer nok. Vi kan ligge i ske og kramme og putte alt det, vi har behov for, men det vil stadig ikke være den ægte vare. Lige meget hvor stort et behov vi kan dække hos hinanden (nej, stadig ingen hanky panky - kedelige men fornuftige ældsten), så vil jeg - nej -  så vil vi stadig sidde tilbage med følelsen af, at der mangler noget. Nogen. Tomt for nogen!

Jeg har som sagt en familie, dejlige veninder, fantastiske venner, en håndfuld særlige, mænd jeg elsker mere, end jeg kan rumme, men ingen som kun jeg skal dele min fantastiske nye store verden med. Og det gør mig tom. Tom for glæde. Tom for lyst. Tom for gåpåmod. Tom for håbet om, at manden snart dukker op. Jeg har virkelig brug for en refill. Den slags koster desværre ikke gratis, når man er blevet voksen.

Heldigvis giver tegnet for "at elske" lige så meget mening som tegnet for "tomt". Faktisk lige så meget mening som tegnet for "kusse". Måske det var en dejligere ting at fokuserer på, men jeg venter på min refill.

Til de der måtte være nysgerrige:

                                      

Kusse - Præcis som Rihannas "Diamond" tegn, bare på hovedet.
Elske - Hold dig på hjertet og løft skuldrene let (Lidt som hvis du tog et dybt suk)

 
 

torsdag den 10. juli 2014

Luftkasteller badet i børn og latte-livet

 

Der er gået børnesnak i min vennekreds. Eller, forstået den måde, der er kun enkelte, som reelt har børn og/eller er gravide, dog er børn alligevel blevet en stor del af vores samtaleemner. ”Skal min nuværende kæreste være ham, der gør mig gravid?”, ”Jeg tror ikke jeg skal have børn”, ”Næste skridt efter vi er flyttet sammen, er vel at få børn, ikke?” og så videre og så videre. Det er måske ikke så mærkeligt når vi alle er i midten af 20’erne, nogen er endda stille og roligt passeret de 30. Der er, om man vil det eller ej, et indre biologisk ur, som efterhånden tikker højere og højere. Også selvom man ikke mener man skal have børn, så er det alligevel tanker, der udkommer af det evigt, captain hook inspirerede tikkende ur. And I do not blame them, for jeg er selv en af dem; børnetalerne. Jeg vil gerne have børn og har altid gerne villet have børn. Ikke mange børn, men børn (i flertal vel at mærke). Og, hvor langt ude det end lyder, så bliver jeg sgu en lille smule stresset ved tanken. Eller nej, det gør jeg sådan set ikke, jeg glæææææder mig bare til det bliver min tur. Jeg ved jo godt med hele mit rationale, at min børnetid simpelthen ikke er moden, så derfor tager jeg forskud på glæderne; jeg passer børn. Alle de børn jeg overhoved kan komme i nærheden af.

Da min mor var på min alder, havde hun en datter (mig) på to år, var gift med min far og gik lige så stille og roligt og varmede op til at få barn nummer to. Jeg er hverken gift eller varmer op til nummer to. Hvilket i min alder må siges at være langt mere socialt acceptabelt end den vej min mor valgte. Jeg har bare altid haft en idé om, at jeg skulle være ung mor, altså ikke ung mor på den der socialklasse 5 - de unge mødre – måde. Nej, en ung mor, som har tjek på tingene og potentielt også tager et par fag på universitetet ved siden af børnepasningen. Det der universitet blev ikke min levevej og giftermålet er heller ikke rigtig på tale, så nu føles hele glansbilledet af mig, der kommer gående højgravid ned ad Østerbrogade med min chai latte og min lækre og lykkelige mand ved siden af, lidt iturevet. Man har vel lov til at drømme, bare en gang imellem.  

Min veninde udtalte forleden ”Men Yngsten, du er jo også alt for boheme til det der latte-liv på Østerbro”…….. det var i virkeligheden nok ment som en meget stor kompliment til sådan en som mig. For, hvem vil ikke gerne være for boheme til latte-livet på Østerbro? Dem jeg anser som værende bohemetyper, er de sejeste mennesker jeg kender, og lige pludselig blive sat i bås med dem, er virkelig sejt.

Men hvad nu, hvis det var latte-livet på Østerbro jeg drømmer om? Eller nok nærmere drømte om. Fra jeg var ikke ret gammel, har jeg altid gerne ville bo på Østerbro og gå i cremefarvet tøj. Nu er forholdsvis voksen og drømme ændrer sig. Så en anden form for pakkeløsning, er nok mere mig. Hvilken pakkeløsning det skal være, har jeg absolut ingen idé om endnu, men jeg kunne forestille mig, at min nyerhvervede titel som boheme (kan I høre, hvor glad jeg er for den) blandet med en god kop kaffe med et skvæt mandelmælk i og måske noget med sølv og creme ind over, er et godt bud.

Nej, det er bestemt ikke min tur til børn, men jeg glæder mig til det bliver.

lørdag den 28. juni 2014

Gæsteblog: Ud af hovedet, ind i kroppen

Der er sket en del omvæltninger i mit liv, siden sidst jeg gæstede Kussesumpen, og det er måske også derfor, at denne omgang bliver en smule mere personlig. Først og fremmest er jeg for en stund blevet Roomiekussen igen – da jeg midlertidigt er rykket ind hos Yngsten og Borelia. Hvorfor? Fordi jeg er blevet single – og da det var mig, der gik, så det var min ekskæreste, der blev i vores fælles lejlighed.
I den tid, der er gået, siden jeg traf beslutningen, har jeg tumlet meget med mine reaktionsmønstre, ikke mindst en total mangel på sammenhæng mellem hvad der foregår i mit hoved, og hvordan min krop reagerer. Jeg forsøgte at spise, og alting kom op igen, jeg har set en del solopgange over Amagers tage i min søvnløshed, og jeg var i det hele taget i undtagelsestilstand, rent fysisk. Samtidig med dette gik jeg og forundredes over,  hvor okay jeg egentlig var. Hvordan fanden hænger dét lige sammen?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et menneske, der lever meget i mit hoved. Det er jeg egentlig glad for, det meste af tiden – jeg er studerende, jeg læser meget i min fritid, jeg arbejder med sprog og kommunikation og er i det hele taget gladest for ting, der kræver noget af min hjerne og mit intellekt. Og så er jeg introvert, og lidt af en drømmer, så det er næsten et under, at jeg nogensinde forholder mig til den krop, jeg trods alt har.
For det gør jeg jo. Jeg bevæger mig rundt i verden, jeg går op i mit udseende, jeg træner og dyrker yoga, jeg dyrker sex – alt sammen ting, der kræver, at jeg forholder mig til min krop, hvad den kan og hvordan, jeg er i den. Og det er dæleme svært sommetider, for jeg har svært ved at komme ud af mit hoved og være til stede i min krop og min kropslighed,  ved virkelig give slip og bare være, rent fysisk.

Jeg talte om netop denne problematik med en nær ven forleden, der sagde noget, som jeg fandt ret klogt: det handler ikke om at komme ud af sit hoved, det handler om at komme ind i sin krop. For man kan jo ikke bare holde op med at tænke, og det skal man heller ikke – man skal derimod tænke sin krop, føle den og være i den, sende sine tanker ind i den. Det er metaforen, der er forkert.

Det er klogt, fordi det er rigtigt, i hvert fald for mig: at i de øjeblikke jeg trods alt har, hvor alting fungerer rent kropsligt, hvor jeg er til stede og rykker mig og oplever noget, der er så fysisk og så nu, at det er helt sublimt, så er det, når jeg kan give slip og være – ikke et eller andet sted uden for mit hoved, men i min krop. Det er svært, især når man har en forestilling om, hvordan det skal være eller hvordan, man bør have det. Det er en styg kliché, at man skal stoppe op og mærke efter, og selv når jeg forsøger at gøre det, kan jeg sagtens overfortolke alting. Men det kan altså virke. Man skal bare ikke ud – man skal ind.


Så det arbejder jeg på nu, mens jeg flytter rundt og forsøger at finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. Med mig selv, og min krop, og andre kroppe, for den sags skyld. Når man har haft sex med det samme menneske i mange år, og pludselig skal til at have det med andre mennesker, kan man pludselig blive meget opmærksom på sin krop, og hvad den kan – og det er måske en rigtigt god ting, hvis man lige holder op med at tænke over det et øjeblik.

torsdag den 12. juni 2014

Love me Tinder, love me do

Ja, jeg er altså en af de godt 70.000 danskere, der har downloadet Tinder. Mest fordi en ven synes, at det var på tide, men også lidt fordi jeg var nysgerrig. Jeg er jo fra den tid, hvor net-dating så dagens lys, og er derfor stærkt påvirket af den tids ide om, at den slags var for de - øhhh - ikke så heldige individer (man må ikke sige tabere, så bliver folk så sure og tror, at man mener det ondt. Tsk tsk).

Den opfattelse har heldigvis ændret sig, men jeg kan altså stadig ikke få mig selv til det. Men Tinder gjorde det jo så dejlig nemt (netdating light om man vil). En lille uskyldig app, hvor man kun skal stå til regnskab for sin aktivitet, hvis der skulle dukke et match op. 

Og hvad kan det så, det der Tinder? Er det ikke bare noget overfladisk gøgl, hvor man kan få sig et lille selvtillidsboost, hver gang der dukker en besked op om, at en eller anden du har liket i en brandert, for øvrigt også har liket dig (højst sandsynlig også i en brandert). Jo, det er det, men det betyder jo ikke, at det derfor ikke er værd at prøve af, vel - det kunne jo være man mødte noget fornuftigt mand. 

Nu har jeg testet det i snart et halv år og har fundet frem til, at der i virkeligheden kun findes to slags mænd på Tinder. Dem der kan finde ud af at sælge sig selv, og dem der virkelig ikke kan. Der er klart flest af de sidste. En standard profil for en fyr mellem 25-38 indeholder gerne flg. 6 billeder og en eller alle af de flg. 5 profiltekster: 

  1. Billeder af ham og andre kvinder. Bare som hjælp til de mænd der prøver at vise at de har veninder - med mindre du i din profiltekst lige får klargjort, at det er din søster eller din kusine, så er hun en potentiel eks - dårligt salgstrick.  
  2. Duckfaceselfie - oh yes, men do it too.
  3. Babybilleder - please explain. Er det dit eget barn eller en låner? Tro mig, det betyder noget. Ved godt det måske er et forsøg på at vise at du er en god far, eller god til børn, det virker bare bedst hvis du lige præcisere hvilken en du mener.
  4. Solbrillebilledet - jeg skal fortælle en lille hemmelighed; kvinder kan godt li' at se mænds øjne, lad nu være med at dække dem til på alle billederne.
  5. Sportsbilledet - klassikker. Det varierer med alderen selvfølgelig, men snowboard, ski, mountainbike, marathon og fitness er næsten stensikkert. 
  6. Se min smukke navle - det her er min favorit (Her sidder jeg og laver store karikerede gåseøjne med mine fingre - get it?) Jeg ved godt, at en masse kvinder vil buhe af mig for det her, og at min smag er ikke alles smag, men billeder af bar overkrop i Tindersammenhæng siger mig absolut intet. Jeg tænker med det samme, at en mand, der mener, at det her definerer ham, nok ikke er min type. Er det derimod en fyr, der tydeligvis kun leder efter sex (som vidunderet på billedet nedenfor), så er det ganske glimrende, gå amok. Har bare et råd til dig så; put lige et billede ind af dit ansigt også, det plejer kvinder at tænde mindst lige så meget på.

Vil du finde vidunderet her må du altså ta sydpå. 
Og så til de 5 typiske profiltekster:
  1. Ingen tekst - det virker dovent, eller som om, han virkelig ikke har noget at sige. Derfor har jeg egentlig heller ikke andet at sige til det end ?
  2. Højde - ja det betyder åbenbart noget på Tinder. 9 ud af 10 skriver i hvert fald deres højde på. Uanset om de er 165 eller 195. Jeg kan forstå, at de små mænd har behovet for at få det ud af verden og sortere dem fra, der måtte have et problem med det, men hvorfor de høje mænd? Jeg har endnu ikke mødt en kvinde for hvem, det var et problem, at fyren var højere end hende.
  3. Ikonrækken - Hvorfor skrive med ord, hvad jeg går op i, når jeg i stedet kan lave en rebus af iphoneikoner. Så kan folk sidde og gætte på, hvad jeg mener med 👟💪🌀🐠🔫🚬🎓🎉🎮⚽️🏂🍻🚂⛺️ - og for de der slet ikke kan læse ikonerne, well you get the problem.
  4. "Noget om mig selv" - Nej hvor sjovt, det skriver alle andre også. Hvor originalt og indsigtsgivende.
  5. Lommefilosofiske citater - Helst på engelsk, gerne af en kendt filosof, Homer (ikke ham fra Grækenland, ham fra Springfield), Barney Stinson eller underskrevet dem selv. Alle med et fælles budskab a la Carpe Diem eller Fuck alt, jeg kører mit eget løb. Zzzzzzz....

Jeg kan jo af gode grunde kun sidde her og grine af mændene på Tinder. Kvinderne ser jeg intet til. Men jeg hører ofte fra mine mandlige venner derinde, at det ikke står meget bedre til i deres lejr. Lige præcis det med de lommefilosofiske citater går igen hos kvinderne. Her det så blot oftere Marilyn Monroe end Barney Stinson. Og nu er det ikke fordi, at jeg som sådan har noget imod Monroe, men hvis en kvinde lægger flg. citat på sin datingprofil, så tænker jeg, at hun har nogle problemer med at stole på folk. Men det kan jo selvfølgelig bare være mig, der tolker.

"A wise girl kisses but doesn't love, listens but doesn't believe, and leaves before she is left"

Det er ikke kun mig vel? Jeg mener, med sådan et citat skræmmer man nok nærmere dem væk der ville noget seriøst (ja de findes faktisk på Tinder, i massevis) og tiltrækker dem der nemt kunne leve op til den manglende tillid. Det kan selvfølgelig være pointen, men intet tydede på det i det pågældende tilfælde. Så vi er tydeligvis lige gode om at være dårlige til vores egen PR. Det er egentlig synd, vi er jo så smukke mennesker. 

Men nu er det jo ikke fordi, standardprofilerne er det eneste, du møder på Tinder. Der er nogle ganske fine imellem. Jeg har da også både været på interessante dates og fået sex (virkelig dårlig sex, men dog sex) ud af Tinder. Men jo længere tid jeg har været på Tinder, jo mere er jeg der, fordi det er hyggeligt, og ikke så meget fordi, jeg får noget ud af det. En af mine venner og jeg har som yndlings tidsfordriv at finde sjove profiler og sende til hinanden. "Se lige ham her." "Guuuud, kender du hende her?" "Ej, se lige en profiltekst" elle  "Lær lige hende her at tage et ordentlig billede". Ja det er overfladisk, fuldstændig som app'en lægger op til. Og det er utrolig svært ikke at more sig højlydt over folks valg nogle gange. Jeg skammer mig ikke over det, men i virkeligheden burde jeg måske slette app'en igen. Jeg må bare erkende, at jeg ikke er til det der organiserede dating-ræs. 

Ved I hvad, jeg gør det sgu. Nu, i dag. Bye bye Tinder. Ud og mød med folk i den, måske lige så overfladiske, men noget mere virkelige, verden.