torsdag den 25. december 2014

"En Juleblog - En Juleblog fra voksenland"

Året går på hæld, og er der én ting facebook har lært mig, så er det at det betyder opsamling på året der gik. Personligt synes jeg at den videoversion facebook forsøger at tvinge ned over hovedet på os, mildest talt er møg irriterende, dels fordi de er frække nok til at forfabrikere den for mig så jeg blot med et enkelt klik kan give mine venner kvalme, og dels fordi min news feed kaster en ny af dem op hver 5 sekund.
Men snydes for opsamling af året i Ældstens liv ("tak fordi du var en del af det" - Facebook) skal i ikke.

Det er i skrivende stund d. 24. december. Klokken er 12.40, jeg har prøvesmagt risalamanden, netop tændt op i pejsen, og sidder i mine forældres stue, som jeg har gjort tusind gange før (eller 23 gange for at være helt præcis - i det her hus i hvert fald).
Der er ikke noget exceptionelt ved lige den her juleaften, der er andre, der har været mere spændende eller anderledes. Som den gang jeg havde 40 i feber og ikke kunne smage sovsen. Skandalejulen, hvor min mor havde lavet for lidt sovs. Eller den jul, min morfar var med, og min bror og jeg fik hver vores trampolin, og jeg hoppede mig igennem resten af aftenen.
Næh årets jul ligner julen, som den har været flest herhjemme, lige bortset fra en ting - jeg skal ikke sove på mit teenageværelse i nat. Det lyder måske ikke som den store omvending, men det er det. Jeg skal sove i min nye elevationsseng sammen med min nye kæreste, og i morgen skal jeg ikke gå juleskovtur med vennerne og sippe portvin. Næ, jeg skal til julefrokost med hele svigerfamilien, omringet af svigermors julepynt (som stærkt udfordrer Centralhjørnet i mængde). Igen, noget der for de fleste nok kan virke som en meget naturlig ting, men for mig er lidt af en oplevelse. Det der med kærester har jeg ikke gjort mig særlig meget i, i hvert fald ikke på den måde, hvor det er noget, man deler med resten af verden og dermed sin svigerfamilie. Men nu sidder jeg her, og får vendt op og ned på traditionerne, fordi jeg skal tilpasse mig andres - det er en dejlig, men også sær følelse. Potentielt sidder jeg ikke i mine forældres stue næste år på denne tid, men fødderne oppe og pejsen tændt, og det skal jeg lige vende mig til.

Generelt er der mange ting i år jeg lige har skulle vende mig til. Jeg blev færdiguddannet i sommer. Det er jeg blevet før, men denne her gang føltes det lidt mere definitivt på en eller anden måde. Bachelor lyder så voksent.
Det var også i år jeg understregede min titel som Ældstekussen ved at fylde rundt, ligesom min titelbror Ældstenissen (aka Hr. Mortensen) også fyldte rundt i år. Vi blev helholdvist 30 og 870. Ved ikke om han fejrede mig, men jeg fejrede ham med grød og sang. Udover titel og den runde alder har vi vist ikke meget tilfælles, Hr. Mortensen og jeg - det skulle da lige være en mor, der er fuld af kloge men til tider ubrugelige lommefilosofiske udmeldinger (noget vi begge vist har arvet).
Eller måske er der alligevel en ting mere vi har tilfælles; vores barnlige glæde ved fødselsdagen, uanset alder. Jeg bryster mig i hvert fald af at holde fast i min barnlige sjæl. Men lige i år har jeg godt kunne mærke forskel.

Hvis vi kigger objektivt på det, så har mit 30. år bragt mig: en ny uddannelse, en ny kæreste, 3 stærke penicillinkure, en elevationsseng og mit første møde (og indtil videre lidt for lange forhold) med et jobcenter.
Jeg tror sgu, jeg er blevet voksen...
Sådan rigtig voksen, du ved. En der har voksen problemer med økonomi og job. Og som sætter pris på voksenting såsom Amarone og elevationssenge.
Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om det huer mig, men det skræmmer mig i hvert fald ikke mere.

Måske fordi jeg sidder her i mine forældres stue, foran juletræet og pejsen og kun venter på klokken kan blive 16, så jeg kan se Disneys Juleshow. For to ting ved jeg da med sikkerhed; man bliver aldrig for voksen til Disneys Juleshow, og det er ikke rigtig Jul uden Disney.

Klokken er nu 14 præcis og der er kun 2 timers tilbage.

Rigtig glædelig Jul fra Ældsten - en barnlig voksen eller et voksent barn.



onsdag den 3. december 2014

They call her ms. skedeprut!

Jeg er det seneste stykke tid begyndt at skedeprutte. Jeg undres, fascineres og bliver pinlig på én og samme tid. For jeg har aldrig været pigen, som i folkeskolen, eksperimenterende med at skedeprutte på kommando. Min daværende bedste veninde og iøvrigt også den populære pige i 8.a øvede sig, og endte med at blive rigtig god til det. Hun fortalte gerne stolpe op og stolpe ned om teknikken bag: først ned på ryggen, så benene op i, det man på yogasprog ville kalde, lyset. Derefter suges maven ind og bedst som man har suget den ind, maven altså, giver man slip og lader sine ben falde ned som et bræt, og wola, et stk. skedeprut frembragt. Det meste af den vinter, lå der 5-6 piger fra 8.a på stribe og øvede sig i frikvartererne. Jeg øvede mig ikke, hvilket betød, at jeg heller aldrig blev god til det.

Min første seksuelle oplevelse skete da jeg gik i 8.a. Jeg mindes ikke at have skedepruttet før, under og efter sex, hverken da jeg gik i 8.a men heller ikke i resten af mine teenageår - jeg har med andre ord ikke været hende, som skedepruttede. Før nu. Jeg skedeprutter. Kun ukontrolleret og ufrivilligt. Både under sex og efter sex. Ikke hver gang, men ofte. Enten har jeg generelt vildere knald end jeg havde da jeg var teenager, eller også skal jeg gøre noget mere ud af mine knibeøvelser. Eller også sker der en helt tredje ting i mit underliv, jeg ikke ved, hvad er, eller kan sætte ord på for den sags skyld. 

Det er på en eller anden måde lidt mere legitimt for mig at skedeprutte under agten. Der er begge parter forhåbentlig så tændte, at det egentlig bare add'er noget nærvær. Men hvis man så er der i sit datingliv, at man har haft kønssygdomsamtalen og været til lægen og derfor har smidt kondomet og fyren man dater er kommet oppe i en. Ja, altså sæd har det jo med gerne at ville ud og se dagens lys på et tidspunkt. Og alle, som har prøvet det, ved så også, at sæd blandet med kussesekreter giver en cocktail af smat. En skøn smat vel at mærke, lyden af skedeprutter bliver så dog også derefter. Og det er ikke bare sådan nogle pshhhh-prinsesse lyde, som kommer ud. Den der lyd af luft, som bliver presset ud blandet med sæd, er nok mere... funky end den er skøn eller smuk. 

Det er netop dem, som gør mig pinlig berørt, prutterne efter sex. De kommer når man rejser sig op, griner og vigtigst af alt, kan de vække en om natten... Jeg bliver pinlig over dem. Hver gang det sker. Kroppen slapper naturligvis af efter sex, herunder selvfølgelig også underlivet, hvilket betyder at jeg kan vågne af lyden fra mine egne skedeprutter. Når det sker, rejser jeg mig op, panikker og tjekker om manden ved siden af mig har hørt dem. For Gud forbyde, at han har. 

Jeg kan jo godt selv se, at det er dybt fjollet at reagere sådan. Men det gør jeg altså ikke desto mindre. 



Hvorfor er noget så naturligt, så svært for mig?