Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til - bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer - men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn!
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand - for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens - åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?
Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i "Nååååårh se de små babytær", eller "jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem" - nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde?
Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt - jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere.
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville - og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.
Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde... er jeg ikk?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar