Det seneste år har der været to mænd i mit (under)liv. De er som nat og dag, sol og måne, chokoladeis og vanilleis - you name it. For nemheds skyld kan vi kalde dem bådebyggeren og professoren. De to kom ind i mit liv nogenlunde samtidigt, på vidt forskellige måder.
Mand nr. 1, bådebyggeren, den lækreste luns kød jeg måske nogensinde har slået kløerne i, bredskuldret, store, brune øjne, bare vanvittigt lækker. Og uden sammenligning det bedste sex, jeg har haft. Nogensinde. Og det var egentlig også bare det vil skulle: have sex altså. Jeg er selv studerende på en lang videregående uddannelse og har altid tænkt, at jeg skulle have en mand, der kan matche mig intellektuelt og give mig modspil.
Hvilket bringer mig til mand nr. 2, professoren. Vi mødtes tilfældigt i byen. Faldt i snak. Talte det meste af natten, hvorefter han inviterede mig ud. Vi datede ret længe, før vi kyssede. Han var vildt interessant, begavet, indsigtsfuld, vidende. Det spillede så fint. Og vi havde tid til at lære hinanden at kende. Endelig kyssede vi. Det gav ikke ligefrem det forventede sug i maven, men det var da fint og dejligt. Trygt. Og sexen var fin. Til at begynde med i hvert fald.
I løbet af de første par måneder mens vi stadig kun datede, havde jeg sideløbende sex med bådebyggeren. Det spillede bare. Men han var ikke rigtigt min type, så alt det andet kunne jeg få tilfredsstillet med professoren. På et tidspunkt besluttede jeg at gøre det forbi med bådebyggeren. Der er alligevel grænser for, hvor længe man kan spille på to heste.
Derefter satte jeg alt ind professoren. Det betød mange lange snakke, megen ømhed og helt utroligt kedelig sex. Han kunne ligge med hovedet mellem benene på mig i op til en halv time uden tilnærmelsesvis at ramme min klitoris. Hvordan det kan lade sig gøre, ligger uden for min fatteevne. Og det blev kun værre. Jeg nåede der til, hvor vi knapt nok nåede at få begyndt, før jeg ventede på, at det var overstået. Pludselig ville jeg hellere sove end bolle - og den er alligevel ny for mig.
Jeg begyndte at overbevise mig selv om, at sex ikke er så vigtigt igen. Bare man har det godt sammen, er omsorgsfulde, taler godt sammen - så er alt jo fryd og gammen. You can't win 'em all. Og så kom tankerne om bådebyggeren rendende. Han var kun en sms væk, faktisk meldte han sig selv ret tit til tjeneste - og ikke kun i weekenden efter midnat. Og jeg faldt i. Så kunne det jo alligevel ikke gå med professoren (jeg har overvejet, om man kan have en elsker ved siden af - men det tror jeg trods alt, hverken professoren, bådebyggeren eller jeg selv vil have det rigtigt fedt med).
Nu er jeg så uden kæreste. Bådebyggeren bliver jeg heller ikke kærester med - vi er for forskellige, vores verdner ligger langt fra hinanden, vi har intet til fælles (udover fabelagtig, liderlig sex) og vi har intet at tale om. Det må også snart slutte.
Tilbage står jeg bare med en tanke; kan man få begge dele? Altså både intellekt, nærvær og fysisk, intens, ustyrligt begær? Min veninde og jeg har på et forholdsvis smalt, men dog ikke uanseeligt empirisk grundlag skabt den tese, at intellektuelle mænd er dårlige i sengen, fordi de tænker for meget, er for meget i deres hoveder og for lidt i kroppen. Og måske er det ikke helt løgn. Men jeg betragter trods alt mig selv som en ret intellektuel kvinde, og jeg bilder mig også ind, at jeg godt kan finde ud af at bolle. Bare ikke med professoren.
Står valget virkelig mellem at bolle eller ikke at bolle? Og hvad skal man i så fald vælge?
