Julehilsen fra Kusserne.

Kære alle Kusselæsere, hun- som hankøn.

Som I måske har opdaget, holder vi en velfortjent juleferie her på kussebloggen. Der skal jo være tid til familien - og for nogle af os desværre også skolen. Men vi vender stærkt tilbage d.2 januar med lidt læsegodt til andensdagstømmermændene.

 

Vi takker for et helt fantastisk 2013. Tror ikke nogen af os havde turde håbe på så mange læsere, potentielle og aktuelle gæstebloggere, samt så meget dejlig feedback. Bliv endelig ved, så lover vi også at blive ved.

 

 Glædelig jul

og rigtig godt nytår.

Må jeres nytår blive fyldt med dejlighed, fest, kærlighed, nytårskys og sex ad lib.

 

Kussehilsner fra hele Sumpen

 

 

 

"Jeg er pjattet med lugten af min egen udflåd"

Det var, hvad jeg sagde, da snakken en dag gik på udflåd. Min veninde blev forleden, af sin kæreste, taget i at lugte til sine brugte trusser. Det havde givet hende lidt røde kinder. Jeg forstår godt, at kinderne skiftede farve - det ville mine også gøre. Det ændrer dog ikke på, at jeg også lugter til mine brugte trusser. En gang imellem. Hvorfor? Jeg aner det ikke. Jeg har faktisk ingen idé. Alt, jeg ved, er bare, at det giver mig en eller anden hjemlig følelse.

Sekreter er en sjov størrelse. Hvad er de? Hvor bliver de dannet? Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi er dette definitionen:

"sekret, (af lat. secretum, perf.part. af secernere 'udskille, afsondre', af se- 'væk fra' ogcernere 'adskille, skelne'), produkt udskilt af en kirtelcelle på legemets enten ydre eller indre overflader som fx sved og mavesyre (eksokrin sekretion) eller til blodbanen som et hormon, fx hypofysehormonerne (endokrin sekretion)"

Dagens blog skal handle lidt om kvindelige sekreter, primært udflåd.

Balancegangen for, hvornår sekreter er lækre, og hvornår de absolut ikke er, er en kompliceret sag at finde. For de ser stort set aldrig dagens lys, bliver sjældent talt om og bliver ofte forbundet med at være lidt ulækkert. Indrømmet, sådan en omgang umotiveret smat-skede er ikke en af mine favoritter på listen over, hvad der ellers kunne finde vej til min kusse. Jeg har længe været med i udflåd-er-irriterende-og-ulækkert-klubben. Ihvertfald da jeg var yngre. Jeg synes stadig, at udflåd er virkelig irriterende, men jeg mener ikke længere, at det er ulækkert. Endvidere, kan jeg mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere kvindelig føler mig, når jeg kan se, lugte og mærke det. Udflåddet. Mit udflåd lugter sjældent, men når det gør, bliver jeg pludselig opmærksom på mit køn - og det gør mig lidt glad. Det lyder langhåret og 70'er-feministisk. Og det er nok også.

Jeg har aldrig talt ret meget med mine veninder om udflåd, for modsat menstruation, er udflåd underlagt et eller andet form for tabu, ihvertfald der hvor jeg kommer fra. Derfor var det så utroligt befriende, at min veninde den anden dag udbrød: "Min kæreste tog mig i at lugte til mine brugte trusser forleden. FÅÅÅÅRK, hvor var det pinligt!" Hvorefter jeg prompte udbrød: "Jeg er pjattet med lugten af min egen udflåd". For det er jeg. Pjattet med lugten. Hurra for ærlighed og åben dialog. Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her. Måske er det i virkeligheden bare en søgen efter at kaste lys over et tabu, jeg på mange måder selv er underlagt. Jeg kan godt lide lugten af min egen udflåd, men det er ikke ensbetydende med, at jeg er pjattet med lugten af andre kvinders udflåd. Langt fra. Jeg ved faktisk ikke noget værre end at blive konfronteret med lugten af en anden kvindes udflåd. Det er det samme med prutter, tror jeg. Ens egne er stort set aldrig opkastfremkaldende, hvorimod andres, kan være så klamme, at jeg er på randen til at brække sig. Hvorfor er det sådan? Jeg vender igen tilbage til den hjemlige følelse. Jeg føler mig ganske enkelt ikke hjemme i andre kvinders udflåd. Burde jeg det? Overhovedet ikke.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bor sammen med Boreliakussen. Vi har et meget åbent forhold omkring vasketøj, hvilket bevirker, at vi selvfølgelig vasker hinandens tøj herunder altså også undertøj. Det, der er med kvinders, især sorte trusser, er at de bliver affarvede af udflåd. Og for at være ærlig, så troede jeg faktisk at det kun var et problem jeg havde. Lige indtil vaskesituationen opstod. Hvor blev jeg glad - det er ikke kun mine! Min udflåd er med andre ord helt normal og ikke spor giftig. Det startede endnu en dialog om emnet. Udflåd. Hvordan sniger man sig uden om afblegning af sorte trusser. Det er vist kun en vej frem, kroniske trusseindlæg. Om det er sundt for skedens flora, tvivler jeg stærkt på. Så det må vente og de affarvede trusser må forblive affarvede.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at afblegede trusser og umotiveret smat-skede, skulle højne ens kvindelighed. Men det synes jeg faktisk, ikke desto mindre, at det gør. Det er måske en aldersting. Jeg så småt er begyndt at acceptere, at den slags ting er en realitet for kvinder, og ønsket om at gøre det til en smuk ting er en nødvendighed i accepten af det at være kvinde.

I begyndelsen var ordet (Joh: 1,1)

Ja, den er god nok. Jeg citerede lige Biblen. Nærmere bestemt indledningen til Johannesevangeliet. Måske synes du, at det er lidt blasfemisk på en blog, der det meste af tiden beskæftiger sig med ting, som foregår under bæltestedet. Men lige i dag er det på sin plads at henvise til de højere magter (indrømmet, jeg går vel i kirke to gange om året og tror ikke rigtigt på Gud, men kulturkristen er man vel altid). For vi skal tale om det vigtigste af alt, nemlig ord.

Forleden sagde min veninde, "men er det ikke bare ord" i en diskussion om, hvad man nu skulle kalde sit allerhelligste, sin gina (ja, det er virkelig fjollet, men det har Tidens Kvinder døbt den), sin kusse. Og så måtte jeg blive utroligt træt. For ord er jo det vigtigste, vi har. Den primære byggesten i vores verden. Uden ord - ingenting. Så altså, sproget er mega vigtigt og utroligt magtfuldt. Ord har betydning. Kæmpe betydning.

Overvej lige, hvor ofte du siger ting som "mand, dig dog op" eller "har du nosser til det?". Har du så tænkt over, at der i begge tilfælde refereres til styrke og selvstændighed - og til det mandlige køn? Findes der tilsvarende udtryk med kvindelig metaforik? Altså man kan være tøsefornærmet (ikke umiddelbart pisse positivt) eller have PMS, hvis man er uventet følelsesladet. Heller ikke synderligt positivt. Så ja, lad os bare blive enige om, at den måde vi taler om tingene er vigtig - og tit ekstremt ubevidst.

Efter  sidste uges indlæg har der været en del debat om blandt andet udtrykket "tøser" om kvinder, piger, damer. Og om det faktum, at kvinder bruger udtryk om sig selv og hinanden, som de/vi (ja, jeg er vel i og for sig også en kvinde) kritiserer mænd for at bruge. Et eksempel kunne være teenagepiger, der kalder deres veninder for bitches og ludere. I al kærlighed forstås. I sådanne situationer kan jeg godt blive lidt træt af den politiske korrekthed.

For selvom ord er magtfulde, så er de ikke fastlåste. Sproget udvikler sig hele tiden - og ord skifter betydning i forskellig kontekst. Der er ting du siger til dine venner, som du aldrig ville sige til din mormor. Således er det selvfølgelig ikke i orden, når en fyr kalder dig luder, fordi du har været sammen med én enkelt fyr mere, end han lige anså for passende, men hvis det er noget, du og din veninde har sammen - så leg gerne videre. Det er det samme, der gør sig gældende, når unge med anden etnisk baggrund end dansk kalder sig selv og hinanden for perker. Det er en måde at fravriste ordet sin negative betydning. At gøre det til sit eget. Så hvis du føler dig mere som en tøs, end som en kvinde - så helt fint med det.

Det samme gør sig gældende i det sprog, vi bruger om vores kønsorganer. Jeg bruger selv ordet kusse. Jeg kan godt lide den runde klang og tonerne af 70'ernes rødstrømpebevægelse. Og så hører jeg til stadighed min fars stemme for mit indre øre: "en kusse er noget, man har, fisse er noget man får." I forrige uge formulerede Jørgen Leth det nogenlunde således: "Vi skal tale ordentligt om kønnet og kønslivet. Derfor kunne jeg aldrig drømme om at bruge f-ordet. Det er så grimt. Det hedder kusse og kneppe."

Det væsentlige her er selvfølgelig ikke, at Jørgen Leth og jeg er enige - selvom det da også er ret vigtigt. Nej, det vigtigste er det lille ord 'grimt.' For det er jo netop et spørgsmål om smag. Jeg kender mange piger, kvinder, tøser, bitches, der synes, at kusse er lidt ulækkert, lugter lidt af ti børnefødsler og utrimmet kønsbehåring. De foretrækker fisse, som for dem emmer af den veltrimmede, glatbarberede sag, de render rundt med. Og fred med det. Hver sin smag.

Det sidste nye skud på sprogstammen er så, at vi ikke længere må kalde det, der tidligere hed skamlæber, men siden kom til at hedde kønslæber (ja, det var ikke så godt med det der 'skam'), nu ikke længere må hedde ydre og indre kønslæber. Næ nej, nu skal det hedde kønskinder og kønslæber. Kinderne er så de yderste forstås. Nogen er bange for, at man ellers kunne få den tanke, at de ydre partout skal være de længste, hvilket de bestemt ikke er hos alle. Hvorvidt de er det hos undertegnede kræver nok et mere intimt forum end her.

Nå men altså, kønskinder. Jeg forudser, at det ikke bliver et hit. Ligesom kønskransen (hvis du ikke har hørt om det - spørg google) - i det tilfælde tror jeg mere på det latinske hymen. Det ligger ligesom bedre i munden. Alligevel skal du da have lov at bruge det, hvis du lyster. Det skal jeg ikke gøre mig til herrer over (ih, åh, maskulin metafor igen, dammit!), men så vil jeg heller ikke tvinges til at bruge det. Jeg har det bestemt fint med kønslæber - og også skamlæber for den sags skyld. Det er ord jeg er tryg ved, som jeg ved, hvilken værdi har - i min egen bank selvfølgelig.

Sproget er en legeplads. Nyd det. Tag en svingom med et nyt ord eller to. Hvis du mangler dem i den frække afdeling findes der et fint udvalg her.

Gæsteblogger: At være ét med sin kusse.

Her i Kussesumpen kan vi godt lide kvinder der har en mening og tør sige den. Så vi beder jer tage rigtig godt imod Fistekussen, hun har noget på hjertet.

 

 

At være ét med sin kusse

Ja, det er et reelt begreb. At være ét med sin kusse... Få har hørt det, færre ved, hvad det er, alle taler om det!... Og jeg vil nu prøve at forklare det.

Joan Ørting er ét med sin kusse, men hun har læst sig til skidtet! Man behøver ikke at være sexolog for at være det. Man behøver ikke at ha' taget mange svingture. Man behøver ikke ha' været pornostjerne. Man behøver ikke at være pigen ved siden af (altså som i the-girl-next-door, og ikke elskerinden). Man behøver kun at være... Fri...

Tøser taler så ofte om deres lange/skæve/ulige/for-små/for-store bryster. Om deres tykke lår, grimme navler, lange læber (ja dem med skam foran) og hvad fanden ved jeg! Så de slukker lyset, når de knepper. De slukker lyset, når de giver blowjobs. De slukker lyset! DE SLUKKER LYSET? Med mindre du decideret frastødes ved mandens krop, så skal det lys ALDRIG slukkes. Gør du det, så er du helt bestemt IKKE ét med din kusse. Han tænder på dig.. På din krop. Han tænder på at se på det, I laver, og det burde du også gøre. Og du burde tænde på, at han tænder på at se på dig - der findes ikke mange mænd, der ikke beundrer kvinder med en pik i munden, ISÆR når det er ejermandens. Giv ham nu for helvede lov til at se sin egen pornofilm, i stedet for dem på youporn! Jo, han ser dem - og hvis du slukker lyset, er du også selv ude om det!

Hvis du er ét med din kusse, så ved du, hvad der virker på din mand. For du har spurgt, og du har bemærket ham undervejs. Du har kigget ham i øjnene, når du gør bestemte ting, og du har husket det. De piger, du ser på klubben, dem, der får dig til at tænke "hende der, hun er sådan én man knepper - hende bliver man ikke gift med" - dem skal du være varsom med at fordømme. For ja, de knepper, ikke nødvendigvis rundt og i flæng, men de knepper - og de er awesome til det! De er ét med deres kusse! Og de BLIR' gift! Højst sandsynligt også før dig! Hvis din egen tanke nu er "jeg er da også ét med min kusse" i et lidt eftertænksomt tonefald - så nej! Så er du det bestemt ikke, så tror du, du er det! Og det er næsten endnu værre. Der må aldrig herske tvivl.

Måden du ved det på, er på manden, du knepper. For det kræver sin mand at tilfredstille en kvinde, der er sådan. Hun skal tages, aldrig spørges - og hun skal få lysten til at dominere ham, men aldrig rigtigt få lov... Hvis din mand "fisker" efter sex, og begynder den mindste form for listepikkeri på en spørgende facon, og det ikke tænder dig totalt af - så er du IKKE et med din kusse. For så ved du, at du fortjener bedre. Mercy-fucks burde ikke eksistere for dig, der ER ét med din kusse. Du fortjener hulemanden, ham der faktisk forstår budskabet, når han får meldingen "Go hunt me dinner!"(skulle du sidde fortvivlet, så betyder det "bring mig dyret" i løs oversættelse) For vi er dyr, og sex er et dyrisk instinkt - og det er HANNEN, der bestemmer... Ikke om du overtager styringen, men han dikterer, hvornår der skal kneppes (og det helst tit) - og du har ikke en eneste rødstrømpeagtig tanke i hovedet omkring det.

At være ét med sin kusse, er det bedste i verden. Og er du det ikke, så bliv det! Leg med tanken om at gøre noget, der tænder ham, og se om ikke det tænder dig at kunne gøre det ved ham. Snak med ham, spørg, hvad han vil ha' - og kræv dine egne behov dækket. Undersøg hans pikkemand og find ud af, hvordan den virker - det er manuelt gear du opererer med! Se en pornofilm for christ sake... OG TÆND SÅ DET FORBANDEDE LYS!

Fistekussen

Sex sex sex sex sex sex sex.....

Om jeg har det på hjernen? Det kunne man godt vælge at antyde, var en sandhed. I perioder i hvert fald. Lange perioder som oftest. Særligt når jeg ikke synes, at jeg får det i det omfang, jeg bilder mig selv ind, jeg har fortjent. Og fortjent det, det har jeg sgu.

Så i dag handler bloggen om sex. God sex. Eller opfattelsen af god sex i hvert fald. For det er temmelig individuelt - og hvis du spørger mig, så er det også temmelig situationsbestemt. Der er meget stor forskel på, hvem, hvornår, hvor ofte og hvor du har sex. Derfor kan det hele jo godt være god sex...right?! Så derfor inddeler jeg sex i fire kategorier, der ikke handler om den egentlige type af sex, men konteksten den haves i.

1. Sex med følelser.
Det ultimative, hvis du spørger folk, der har prøvet det. Jeg er også enig til en vis grad. Jeg vil da klart foretrække at have sex med en jeg elsker, og som elsker mig. Den der følelse af, at man bare MÅ være nøgne i nærheden af hinanden hele tiden, dufte ham, eller mærke hans arme om en, er utrolig vanedannende. Sex i den her kategori har en tendens til at være ret intimt, uanset om det er S/M eller blid elskov, fordi man stoler blindt på hinanden, og fordi det her handler om, hvem man har sex med og ikke det faktum, at man overhovedet har sex.
Det er så til gengæld også her, man kan risikere at blive lidt for tilgivende eller blind ind i mellem. Det er her man ikke tænker to gange over, at han ikke har snavet dig i kussen den sidste måned, eller her man bare synes, det er nuttet, at han vil elske dig blidt til Hvalen Hvalborg. (Begge dele er så absolut noget, du godt må stille højlydt spørgsmål til)

2. Bollevenner
Populært kaldet i hvert fald - jeg synes nu "venner med fordele" er bedre. For mit vedkommende handler den her kategori nemlig ikke om sexen alene, men om venskabet først og fremmest. Det fede ved den her kategori er, at du har dele af kategori 1 med i dit sexliv, uden at det behøver at være den store forelskelse. Du har sex med en du holder af, stoler på og kan regne med - uden at du behøver at give dig 100 % hen. Sexen her er oftest styret af behovet og lysten, og det gør det en lille smule mere frækt end kategori 1. Det er her jeg har mødt det største fysiske begær efter mig og min krop, og det er et kick jeg ikke ville være foruden. Det er også her, jeg har lært mest om min egen seksualitet, hvad jeg er til og ikke er til. Det er en legeplads med faldunderlag. (Og her ignorerer vi det upassende aspekt af den sammenligning)
Problemet med denne kategori er så, at man skal være enige om spillereglerne. Det kan hurtigt gå galt, og hvis ikke man passer på, mister man sin ven på det.

3. Forbudt sex
Det her siger sig selv. Der er noget pisse frækt ved at gøre noget, man ikke må. Og sexen bliver oftest meget lyst- og begærbetonet af netop den grund. Om det er full on utroskab, sex med ham din veninde bad dig lade være, et engangsknald med en fyr, der virker lidt farlig, eller sex med en, der er meget ældre eller yngre end dig - det er lige meget. Det, at du har en følelse af noget forbudt, er en trigger for adrenalinen og dopaminen i din hjerne, og det har i den grad en effekt på din evne til fx at få orgasme, måske endda mange gange (hurra for at være kvinde!)
Skal den her kategori dyrkes på længere basis? Næppe, ikke utroskabsdelen i hvert fald. Læs evt. Boreliakussens indlæg "den klamme møgkusse har også følelser" for nærmere hudløst ærlig uddybning.

4. SEX!!!
Man siger, at livet er for kort til dårlig sex. Men jeg vil mene,  at livet er for kort til IKKE at have sex. Nogle gange er sex godt af den simple grund, at det er der! Forestil dig, at du ikke har haft sex meget længe, og så pludselig befinder dig i en seng, en gyde, over et køkkenbord, i badet, i elevatoren - you name it - midt i at kopulere. Går du så derfra med følelsen af ærgrelse og et afkrydsningsskema over stillinger, der bonner ud på en halvhjertet missionær? Eller går du derfra og giver dig selv et "back in the game" skulderklap uanset de tekniske detaljer? Sex er sjovest i de førnævnte kategorier, men man må ikke glemme, at den første gang efter laaaaaang tid har sin egen charme.

Nu er det sådan at de her 4 kategorier jo gerne flettes sammen, kombineres, bliver til hinanden osv. Kategori 1 bliver til 2, eller omvendt hvis du er heldig. Hovedessensen af det er sådan set bare, at grundlaget for god sex ikke nødvendigvis findes mere i den ene end i den anden kategori. Vi styrer selv, hvad god sex er, og hvad, der tiltaler os mest. Og føler du, at du har fået dårlig sex, så er der to simple ting, du kan gøre ved det.
Fortæl, hvad du vil. Sig, hvad du er til (slår lige et slag for den her igen "how to blow job").
Eller hold dig fra at gå tilbage til det dårlige knald. Nogle gange er det bare en fuser. Han gør måske en anden pige mere glad, hvis du giver slip på ham nu. (Husk lige mig på det sådan en gang årligt. Så er I søde)

Ældsten har talt og har stadig sex på hjernen. God lillefredag, kære kusselæser. Må den blive fuld af god sex for netop dig.

Søndagskæreste

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

Når en sailor går i land........

Jeg har i dag besluttet mig for at skrive jer et anderledes indlæg. Eller. Jeg har endnu ikke opfundet den dybe tallerken. Det kunne ellers have været fedt. Til gengæld har jeg plagieret Marens blog-konceptet, tyvstjålet fra en af Danmarks bedste bloggere, hvis man spørger mig. Jeg er så skide original. Hvorfor? Fordi jeg er så edderspændt rasende, at jeg ikke er i stand til en skrive et nogenlunde sagligt indlæg om, hvad jeg har været udsat for i sidste uge. Ironisk distance må være vejen frem. Så her kommer den. Den ironiske distance tegnet i en frokostpause.


Tirsdag aften kl. 19.00

Fredag aften kl. 18.00

Fredag aften kl. 18.30

Kl. 01.00

Kl. 01.30

Hvis man for resten vil se mere til Marens blog, kan man finde hende på: http://marensblog.dk/blog/

Forfængelighedens 3 faser..

I kender det godt ikk?! Den der småstressende fornemmelse af, at man måske støder ind i ham den søde, når man helt tilfældigt går i byen på hans yndlingsbar, og at man derfor skal ligne en million på den der helt naturlige måde. Det er aldrig særlig naturligt, eller tilfældigt, og oftest er det til ingen verdens nytte, fordi man ni ud af ti gange går forgæves. Men derfor skal man stadig ikke risikere, at man ligner noget ikke engang Karl Mar ville overveje at stikke sin pik i, når man endelig står og kigger ind i de der virkelig pæne brune øjne og prøver at fremstamme noget klogt. Jo, I kender det godt. Den første fase - jagten. Om du leger bytte eller jæger, gør ikke den store forskel. Du gør alt, hvad du kan for at være den, der får lov at skyde eller blive skudt på.

Det kan være en temmelig udmattende kamp, men ind i mellem lykkedes det, og du får ham i nettet. Og det er så her, du opdager, at han faktisk hele tiden har syntes, du var smuk, måske endda mest når du ikke har for meget make-up på og har håret i en tilfældig knold. Det er her fase nummer 2 starter:

Den der hverdagsfase, hvor man godt ved, man har hans opmærksomhed, men alligevel, og mest for forkælelsen skyld, stadig pynter sig lidt, har det sæt undertøj på, han bedst kan lide at pille af dig o.s.v. Det er samtidig her, man stadig ikke heeeelt kan få sig selv til prutte, når han er i nærheden og da slet ikke være for længe på toilettet i hans lejlighed. Man er stadig opmærksom på, om han nu alligevel  synes, man er så smuk, som han siger, men energien, der bliver brugt på at være det, daler lige så stille. Man er stødt og roligt påvej ind i fase nummer 3 - Trygheden:

Det er her vi slapper helt af, ikke er bange for, at han går på toilettet, lige efter man har siddet der en halv time. Ikke tror han mister lysten til sex med en, fordi man har mormortrusserne på. Der, hvor dagene uden make up er flere end dagene med. Der, hvor morgenånde jo alligevel er noget i begge har. Og vigtigst af alt, der hvor man ved, han er pjattet med én - uanset hvad. Det er her man gerne vil ende. Men det er desværre også her tingene nogle gange ender - altså helt galt.

Det kan jo ske, og så siger de kloge, at det nok betyder, at det alligevel ikke skulle være ham. Og hvad anderledes kunne man have gjort og blah blah blah. Man hører ikke et ord af det, de siger, for man er ked og såret og føler sig grim, usexet og ligegyldig. For en stund i hvert fald.

I den periode, der kommer efter sådan et forhold, sker der det besynderlige, som jeg synes er så forbandet smukt, at man gennemgår de ovennævnte faser endnu engang - nu bare med et andet formål. 

Det første stykke tid gør man alt, hvad man kan, for at se tilfældig lækker ud, griner lidt højere og smiler lidt mere, når man tilfældigt støder ind i ham (og Gud forbyde det - hans nye kæreste). Skid hul i, at han sikkert kan se lige igennem det - ellers kan hans nye kæreste i hvert fald, for hun kender proceduren. Man vil for alt i verden ikke tabe ansigt, eller ligne en, der ikke er kommet over ham. 

På et tidspunkt når man der til, hvor behovet for at vise man er ovenpå stadig er der. De store smil, den ligegyldige samtale og spillet stadig kører, men man er holdt op med at bruge kræfter på at ligne en million, hviiiis nu man skulle møde ham. Man ved rationelt godt, at det ikke gør nogen forskel. Og her nærmer man sig den sidste fase af tryghed:

Der hvor man ved, at man er skøn og dejlig, også selvom han måske ikke synes det længere. Der, hvor man kan møde ham en søndag eftermiddag i netto, uden make up, tydelige tømmermænd, med chips og cola i kurven og være PISSE LIGEGLAD! - måske også fordi man først nu opdager, at hans og kærestens jakker matcher, og  at han i virkeligheden er lidt tykkere, end sidst du så ham. Man går derfra med et smil på læben, for man ved, at man er færdig med ham. Helt færdig.

Og lige præcis når man går ud af netto med det smil på læben, er der måske en anden, der lægger mærke til det, synes det er sødt, og så starter jagten igen. Man kaster sig ud i det, og higer efter fase 3, for tænkt nu, hvis man kunne ende der igen - og blive der.  

At hive perleøreringene ud af røven og sætte dem i ørene i stedet

En blog om seriøs selvmedlidenhed, sure opstød og patetiske håb.

Jeg har, som bekendt, ingen kæreste. Jeg har haft en for nylig faktisk. Halv-thailandsk-halv-amerikansk-boheme-modella-kunstertype, jeg mødte, da jeg var udstationeret til det store udland. Jeg kaldte ham min ladyboy. Det lyder for godt til at være sandt, ikke? Det er det ikke. Men alting har en ende (og en regnorm den har to. Åh Yngsten, du skal virkelig til at arbejde på din referenceramme...). Vi kunne ikke få det til at fungere, da jeg kom tilbage til København. Det kunne jeg jo sådan set godt have sagt mig selv. Og hvad gør man så? Så æder man sig fed i junk, drikker sig stiv og ender op på en bar i alt for høje sko og ødsler om sig med alt for dyre drinks til sine spøgelser og går hjem med følelsen af, at ikke en skid har forandret sig herhjemme, men at alt i ens følelsesliv er forandret. Fedt...

Det er så her jeg må tænke, hvad er der galt med mig? Er jeg ikke tilgængelig nok? Hvorfor er jeg så dårlig til at finde mig en dansk kæreste. Jeg snakkede med en kollega om, at det nok er på tide at være mere en slut og vise, hvor tilgængelig man rent faktisk er. Og så igen... Jeg synes måske, jeg har været rundt om blokken - også mere end én gang. Så mange gange, at udtrykket "at lave en Yngsten" har vundet indpas. Det betyder med andre ord, at kæreste rundt med en fyr over et længere stykke tid for så derefter at hapse hans bedste ven. Jeg er en charmetrold, I know! Jeg har med andre ord taget min for holdet. Bolleholdet. Dem, som ikke kan holde sig på måtten og ikke kan lade no-go'erne være. Nu ligger landet bare sådan, at jeg ikke har lyst til at være holdspiller længere.

Måske jeg skulle gå kontra. Hive perleøreringene ud af røven og proppe dem i ørene i stedet. Drikke kaffe, i stedet for tequila, når mændene drikker øl. Droppe buksedragterne og komme igang med en 'rigtig' uddannelse, som nogle vil kalde det. Smide al kant og psykowoman i skralderen - blive hende man godt tør hive med hjem til forældrene. Ja, man skulle ikke tro det, men nogle mænd går rent faktisk rigtig meget op i, at man kan tages med hjem og vises frem til forældrene. Hvorfor helvede har jeg aldrig tænkt over det noget før? 

Det kom sig egentlig af en snak jeg havde med min veninde. Hun har lavet en Yngsten og er blevet kærester med en fyr, hvis bedste ven hun datede over et godt stykke tid. Hun fortalte mig, at fyr nr. 1 (altså ham, hun ikke er kærester med nu) i sin tid havde udtalt til hendes nuværende kæreste, at hun jo ikke var typen, man tog med hjem til sine forældre. Min første reaktion var selvfølgelig; WHAT THE FUCK?! Er det nu også en del af gamet? Og hvilke faktorer definerer, hvorvidt man er typen, som bliver hevet med hjem til forældrene? Jeg har altid troet, at det var nok at være forelsket. Men det er det tydeligvis ikke længere. Så hvordan bliver man i så fald én, der anses for at være hende med skal-vi-være-kærester-for-så-skal-du-da-møde-mine-forældre-potentialet? Jeg synes egentlig jeg har fint med kærestepotentiale. Godt nok går jeg ikke med perleøreringe og tenderer til at være småskør, men jeg synes sgu egentlig min pakkeløsning er ret okay. Noget med åbenhed og interesse for mennesker omkring mig, semistort netværk og en fin lille familie - dog ikke i traditionel kerneagtig forstand, men stadig familie.
           ...jeg kan jo godt se det. Det lyder mest af alt som en profiltekst på et datingsite. Men er det ikke også netop det, vi render rundt med indgraveret i panden? Alle os singler, der weekend efter weekend leder efter en kæreste på en mere eller mindre snusket bar? Eller er det i virkeligheden manglen på realistisk selvopfattelse?

Jeg er blevet en lillebitte smule ræd for, at jeg lige pludselig skal til at ændre på nogle fundamentale ting, før jeg bliver erklæret egnet til at vises frem for nogens forældre. Og er det et kompromis jeg har lyst til at indgå? Er det virkelig et offer jeg har lyst til at bringe i søgen efter at finde mig en potentiel kæreste? Nej, det er det faktisk ikke. Så perleøreringene må vente. Og det må kaffen iøvrigt også. Amen!

 

Jeg har en krise med min kønsbehåring

Således udtalte en veninde for nyligt, da vores samtale kom ind på dette emne. Det skyldtes først og fremmest, at en anden veninde havde mødt en fyr, der havde opfordret hende til at lade busken stå. Point til ham i min bog - veninden var mere skeptisk. For hun har alle dage været glatbarberet. Som i - helt nøgen. Nå, men samtalen centrerede sig altså om pubeshår eller manglen på samme. Og den første veninde var i vildrede. Hun har nemlig også altid været glatbarberet, men måtte i takt med sin fremskridende alder konstatere, at hendes kusse efterhånden udstrålede lidt for meget teenager i forhold til resten af hendes temmelig voksne fremtoning. Og det var så her, at jeg blandede mig.

For jeg har, når ret skal være ret, temmelig meget hår. Ikke ren urskov - bevares jeg trimmer jævnligt og ofte - men man er ikke i tvivl om, at jeg er en voksen kvinde. Og hurra for det da! Derfor tillader jeg mig i ny og næ (eller så godt som hele tiden) at mene noget om kønsbehåring. Faktisk har jeg ment så meget at endnu en veninde (ja, dem har jeg faktisk en hel del af) bad mig "stoppe med mit femi-pis!" Ja, den sad!

Nå, men tilbage til hårene på kussen eller mangel på samme. For forleden aften faldt jeg i snak med en mandlig bekendt. Vi talte lidt om bloggen her og om, at jeg bryggede på et indlæg om kønsbehåring. Manden udbrød med lige dele forundring og begejstring, at han under en ferie i sommer havde mødt en ubarberet kvinde - den første i hans liv. Selvom jeg selvfølgelig må være meget glad for, at han faktisk syntes, det var skønt, gjorde dig mig en smule, rettelse MEGET, bekymret, at han aldrig havde set det før. Jeg mener, manden er i midten af tyverne for satan. Det er skræmmende. Især fordi man som kvinde med frodig måtte kan risikere at løbe ind i en mand, der aldrig har set det. Som måske vil være både forskrækket, forundret, ja endda frastødt. Og når man så ligger der og er allermest nøgen og sårbar er det bare ikke følelser, der er rare at blive mødt med.

Nå men altså, rigtigt mange piger (og drenge - det vender jeg tilbage til) fjerner altså hår forneden. Det skal de i og for sig have lov til. Jeg skal ikke komme og diktere, hvilken frisure du skal have. Hverken på hovedet eller i den anden ende. Overhovedet. Og man bliver altså ikke mindre kvinde, eller mindre feminist, af at fjerne det. Det kan nogen gange lyde sådan i den offentlige debat om emnet - men det er løgn! Der findes faktisk også særdeles gode argumenter for at gøre det (dem imod kender vi: det er dyrt, besværligt, undertrykkende, dikteret af pornoindustrien - som jo bekendt er reinkarnationen af Satan selv, etc.). Men altså, argumenter for: Det øger følsomheden ved sex, når berøring (af kønslæberne forstås) ikke foregår gennem hår. Godt argument, bedre sex - det er da til at forstå. Og senest har jeg hørt fra en sundhedsplejerske, at det faktum, at teenagepiger bruger uforholdsmæssigt meget tid med et barberblad mellem benene, har løst den evige problematik med at få dem til at studerer deres underliv i et spejl. Og hurra for det da - igen noget, der sandsynligvis leder til bedre sex. Læs mere om det i Yngstens indlæg om onani.

Da jeg i en alder af 14, måske 15 (jeg var sent udviklet) begyndte at få små sorte hår på min ellers så nøgne tissekone (ja, det hedder det altså, når man er et barn og ikke har haft sex) begyndte jeg straks at fjerne dem. Det hele. Helt nøgen kylligefilet, for at bruge Sanne Søndergaards ord. Jeg gjorde det i smug, tænk hvis min mor så det. Hun ville sikkert finde det helt forkert. Ligesom da hun for første gang havde vasket min nyindkøbte g-streng. For jeg kunne jo ligesom godt se, at hun i hvert fald ikke ordnede sig for neden. Masser af herlig halvfjerdsertrekant hos Mutti. Godt for hende. Men sådan skulle jeg fandeme ikke se ud i en alder af 14.

Nu er jeg så begyndt at se damer på min mors alder i mit fitnesscenter, der har fjernet al pelsen på fileten. Ja, jeg kigger på andre kvinders kroppe og kusser i omklædningen. Det må man godt! Der er altså noget virkeligt underligt ved kvinder med strækmærker, lidt trætte bryster og klatbarberet pornofisse. Så får jeg virkeligt lyst til at stå og strutte stolt fremvisende en masse tætte, sorte krøller. Bare ligesom for at sige - se mig, jeg er i hvert fald frigjort. Ja, det er sgu da pisse helligt og patetisk, men jeg siger det jo heller ikke højt vel.

Men den gang jeg var glatbarberet - og jo ligesom derfor var nødt til at fjerne de irriterrende stubbe, hver gang der var chance for visit down under - gjorde jeg mig selvfølgelig nogle erfaringer med det. Eksempelvis har jeg tit, og ja, jeg kender også andre kvinder, der har gjort det, med vilje ikke fjernet de sølle rester - for så var man ligesom sikker på, at man ikke gjorde noget dumt (såsom at have sex - for det er jo skide dumt, right). Hvornår har det nogensinde virket? Bevares, det er da sket, at jeg ikke har haft sex, men så har det været af helt andre grunde, end at jeg ikke lige havde slået græsset. Til gengæld er det sket mere end en gang, at jeg alligevel har fået besøgende på min stubmark. Og jeg har aldrig hørt et ondt ord for det. Mænd er rimeligvis temmeligt taknemmelige for, at vi gerne vil have sex med dem.

Jeg havde i mange år slet ikke skænket det en tanke, at mænd jo også soignerede sig omkring pikkemanden. Sidenhen er det gået op for mig, at det udelukkende er fordi, jeg kun har mødt mænd, der gjorde. For når man for første gang tager et par ubarberede boller i munden - så bliver man pludselig opmærksom på forskellen. Lidt hen ad vejen synes jeg jo, at det i ligestillingens navn er godt, at mændene lider de samme kvaler som os kvinder. Ved nærmere eftertanke er det måske bare fjollet, at vi allesammen gør det. Fælles lidelse med indgroede hår, rødmen, kløe og dens slags. Det er sgu solidaritet, der batter. Intet sikrer et stabilt parforhold som fælles skægpest, fordi man har delt en engangsskraber.

Som udgangspunkt har jeg det fint med, at mænd barberer deres boller. Men så skal det også stoppe der. En eller anden gang er der desværre nogen (sikkert den onde pornoindustri igen), der har fortalt mænd, at det får deres tissetrold til at se større ud, hvis de fjerner al håret omkring den. Og det er så her, jeg trækker en streg i sandet. a) Det handler ikke om, hvor stor den SER UD. Den der med gørelsen og ikke størrelsen er kun delvis sand. Men igen - ikke udseendet vel. b) Når vi først er nået dertil, at du er så nøgen, at jeg kan se om du er barberet eller ej, så kan jeg godt garantere, at vi kommer til at have sex, uanset om den ser lille ud i sin lille rede af sorte krøller. c) Hvis du har hår på brystet/maven (uuuhm, det kan vi godt lide!), så ser det virkeligt fjollet ud med en fire centimer høj stribe af bar hud mellem mavehårene og dilleren. Punktum. Og så kan man jo også ligge der som kvinde og strutte med sin måtte og tænke, at nu synes han sikkert også, at jeg er pisse ulækker.

Nå, tilbage til mit femi-pis og veninden i krise (ja, vi har været meget langt omkring nu, beklager). Uanset om hun måtte vælge den glatbarerede, den trippede, den fritvoksende eller en helt fjerde løsning, så står det hende frit for. Jeg skal ikke dømme. Det eneste krav jeg har, er at hun tager stilling til, hvorfor hun træffer det valg hun gør. Man må gerne være glatbarberet, men det skal være for ens egen skyld og ikke fordi man bare gerne vil blende ind i mængden. Forhåbentlig er der ikke en mængde at blende ind i, når din kusse skal nærstuderes.

P.S. Der findes åbenbart en hel videnskab omkring frisurerne til undervognen.

Gæsteblogger: Min krop har ikke brug for konstruktiv kritik

Kussesumpen har den ære at byde vores næste gæsteblogger velkommen - hils på Kagekussen. Ordet er hendes:

Nu er det ikke fordi, jeg knalder af andet end lyst. Den tendens bilder jeg mig ind at være vokset fra. Men der er faktisk mange andre grunde derude. Grunde som ’jeg føler, jeg bør, for han regner vist med det’ og ’jeg er så ulykkelig, mon det kan kneppes væk?’ (det siger Thomas Holm, at det kan). Selv har jeg bemærket, at skønt det ikke er dét, der driver mig, udgøres en vis procentdel af et godt knald (desværre) af bekræftelse - den dag i dag ved jeg stadig ikke, om jeg reelt er biseksuel, eller om jeg bare er lidt afhængig af den ufatteligt store kompliment det er, når en kvinde med din drømmekrop synes, lige netop du er smuk og lækker.

Som regel tænker jeg ikke over det. Der kan ryge nok så mange komplimenter over sexdisken, uden at det rører mig det store. Jeg ved f.eks. godt, at jeg har flotte bryster – det kan jeg sgu da se. Men jeg er aldrig kommet mig over, at min første kæreste brokkede sig over at min mund var for lille til at være rigtig pæn. Selvom en del af mig da sagtens ligegyldigt kunne tænke: ’Så længe din pik kan være der, skal du sateme lukke krateret, mester’, bliver jeg altså stadig positiv overrasket, når den får en kompliment, og min mund altså tilsyneladende alligevel ikke er universalt latterligt lille. Samme kærestes kommentar om mine ”fødedygtige hofter”, der for øvrigt var ment pænt, vil jeg helst slet ikke komme ind på. Men hvem fanden siger den slags til en 17-årig pige?

Faktum er, at mange kvinder er skide usikre omkring deres kroppe – og at man derfor skal gemme sin ’konstruktive kritik’ langt, langt bort. Desværre findes der mænd (og jeg ville for ligestillingens skyld gerne kunne sige kvinder her også, men hvornår er dét nogensinde lige sket?), der udnytter denne usikkerhed og mener sig berettigede til at tage en kvinde med hjem, alene fordi de har bekendtgjort, at hun er lækker. De skal tage at pakke deres pikkemænd sammen og gå hjem alene. Det kan nemlig snildt være, vi kan finde ud af noget på basis af gensidig tiltrækning, men idéen om, at en kvinde står i gæld til en kompliment, er langt ude, klam og rent ud sagt tragisk. Øv, altså. Hvis jeg nogensinde bliver så usikker, at det eneste argument, der skal til, for at jeg smider tøjet, er at jeg er god nok – og implicit, at den komplimenterende må være den eneste i miles omkreds, der har den holdning, siden det gør ham til noget særligt – så tag da lige og skyd mig. Eller sæt mig ned til en kop te (der må gerne være rom i) og et foredrag om selvrespekt.

Man hører om kvinder, der kun vil knalde med lyset slukket. Det må være disse individer, der holder myten om den magiske kompliment i live. Selv føler jeg mig som udgangspunkt ret sikker på, at hvis jeg først har fået ham med i seng, er min krop også godkendt. Kald mig tosset – men er det ikke et ret godt udgangspunkt? Men det skal ikke handle om, at jeg er bedre end alle de usikre kvinder, der endnu ikke har indset overstående sandhed og stadig lader sig forblænde af eget slaskede maveskind, eller hvad det nu kan være. 

Jeg kan nemlig mærke tendensen derinde et sted i mit uudgrundelige feminine sind. Det er disse umærkelige undtagelser, jeg ikke i hverdagen tænker over. Disse små usikkerheder, der vækkes til live, når de nævnes. Jeg taler ikke om de ting ved min krop, der kan irritere mig tirsdag morgen foran spejlet, men om de ømme punkter, der er blevet skabt ved, at nogen har formastet sig til at kritisere noget, jeg ingen chance har for at ’forbedre’.  Selvfølgelig (lidt ærgerligt, at man kan kalde det en selvfølge) er der ting ved min krop, der kan irritere mig. Men det er med den, som med familie – jeg må godt selv kritisere, men du skal fandeme holde din (alt for store) kæft, og lade være med at udtale dig, hvis du ikke bliver spurgt og ikke har noget pænt at sige.

Jeg elsker komplimenter, de gør mig glad, og de er heldigvis ikke afgørende for min selvfølelse. Alligevel ér dem, der lapper på et ømt punkt, bare bedre.

/Kagekussen

Ny samtalestarter: "Har du o(r)naneret i dag?"

Jeg lærte på et kursus om stress på min arbejdsplads i går, at vi skal være bedre til at spørge vores medmennesker om, hvordan de har det. Eksempler som: "Du ser lidt grå ud i dag, er du helt okay?" eller noget så enkelt som: "Hvordan har du det?", kom på banen. Som udgangspunkt kan jeg godt lide medmenneskelighed. Jeg er, for at være ærlig, stor fan. Men lige så snart det kommer til en reel bekymring om sine medmenneskers sexliv. Sexliv med sig selv, vel at mærke, så foreskriver den socialt accepterede norm noget andet. Og hvordan kan det egentlig være? Jeg vil da våge den påstand, at onani er med til at øge ens livskvalitet. Så hvorfor må man ikke spørge ind til, eller endnu værre, fortælle om sine onanivaner?

Jeg synes, først og fremmest, at det er synd og meget forkert, at onani er indhyllet i skam og omklamret af tabuer. Faktum er jo, at vi alle gør det. Alle med en seksualdrift ihvertfald. Så hvordan kan det være, at det så svært at tale om? Jeg kan forestille mig, at det har noget at gøre med, at man pludselig skal sætte ord på, hvordan man er, når man er allermest sig selv. Allermest privat. Allermest sårbar. Følelsen af at være klam og beskidt bagefter, kan godt virke overvældende. Men hey hey, var det ikke også hensigten? Jeg mener, efter sex er man jo også klam og beskidt (eller det håber jeg da...). Så hvor er det barrieren opstår?

Det tog mig lang tid at lære at onanere. Onanere, så jeg praktisk talt føler mig som født på ny. Det tog mig endnu længere tid at være stolt af det. Endvidere har det taget mig indtil nu at lære at være stolt af at tale om det! Så lad mig hellere gøre det. Tale lidt om det.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske, onaneret. Måden at gøre det på har varieret og varierer iøvrigt stadig. I lang tid (også efter jeg blev klar over, at der var noget, der hed at onanere) har måden, hvorpå jeg har onaneret primært bestået i, ikke at bruge hele klør fem, men i stedet på en eller anden måde, at få lagt mig sådan, at klitoris har været berørt af noget, fx en madras. Og så ellers lave flitsbuen og nogle glidende underlivsbevægelser. Det lyder måske sært, men det fungerede for mig i rigtig lang tid - måske også lidt for lang for lang tid... Set i bakspejlet, kan jeg kan ikke lade være at tænke over, hvad manglen på decideret fysisk kontakt kan skyldes?

Onani handler vel i høj grad om at udforske sig selv og blive klogere på, hvem man er som seksuelt individ. Så om det har været et udtryk for frygt eller berøringsangst i forhold til mit eget køn, eller om jeg simpelthen ikke har været seksuelt gearet til at stikke lappen ned og finde ud af, hvad det er, der egentlig foregår dernede, og hvad det egentlig er, der tricker en orgasme, er svært at sige. Jeg må bare konstatere, at det skabte lidt problemer i mine tidlige teenageår med min daværende kæreste, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at fortælle ham, hvad jeg godt ville have. Mere eller mindre fordi jeg faktisk ikke vidste det. Min onani-metode har i den grad udviklet sig siden. Den er stadig i konstant udvikling. Nu er jeg så på vej til at blive voksen, og nu har klør fem i mellemtiden fået frit spil. En ting er, at det driver mig seksuelt, noget andet er, at jeg ikke længere er bleg for at fortælle en partner, hvad der fungerer for mig - og hvad, der absolut ikke gør. For nu har jeg gået på opdagelse i min kusse. Og jeg må bare konstatere, at onani højner kvaliteten af mit sexliv.

Jeg har heldigvis en flok veninder, med hvem jeg taler åbent omkring den slags. Men det forekommer mig ikke som et emne, der ofte er på samtaledagsorden i ret mange vennekredse. Det har det jo som sådan, heller ikke altid været hos os. Der er på en eller anden måde, blevet taget en uudtalt beslutning om, at det altså ikke skal være et tabu. Og det er virkelig rart.

Sprøjtekussen har skrevet et indlæg om en samtalestarter, der hedder "Hvordan har du det med din penis i dag?" Jeg har endnu et forslag til en samtalestarter: "Har du onaneret i dag?"

... nu kan man måske studse over overskriften. Den kom sig egentlig af, at jeg selv studsede over, at vi alle sammen sætter et 'r' ind midt i det hele, når vi udtaler ordet. Kan det være et fprsøg på at distancere os fra det, når vi indsætter 'r'et', eller er det for at finde tilbage til vore rødder og gøre det mere dyrisk (orne)? I stedet for bare at kalde en spade for en spade og udtale onani, som det nu engang staves.

Fra pyroman til brobygger

"Jeg vil ikke mere. Du skal lade mig være, helt være!"

De ord røg ud af min mund, noget bævrende for godt og vel to år siden. Og selvom det var sket nogle gange før, så mente jeg det for alvor nu. Det var slut med at føle sig forbudt, forsmået og ligegyldig. Og det virkede. Han lod mig være, og jeg kunne koncentrere mig om at finde mit glade selv igen. Det havde gemt sig godt væk i lang tid og havde brug for pleje. Et styks bro brændt ned til grunden, helt bevidst og med et ekstra skvæt benzin på. 

Det er ikke den første bro, jeg har brændt. Og jeg kan afsløre, at det desværre heller ikke blev den sidste. Men hvorfor er det, man brænder de forbandede broer? Jeg tror måske mest, det er en pigeting. Vi brænder i hvert fald vores broer mere bevidst, end mænd gør det. Eller er det fordi, det er mændene, der antænder skidtet uden nødvendigvis at opdage det, og os der blir trætte af det og hælder benzin på lortet, så vi kan stå der i dramaets flammehav og se det brænde til grunden - bare for at være helt sikker på, at intet står tilbage? Det er måske barnligt, men for en som mig kan det virke nødvendigt ind i mellem. Nødvendigt at lukke fuldstændig ned for noget for ikke at skulle forholde sig til det og hælde salt i eget sår gang på gang. Og efter hvad jeg hører fra både frustrede venner og ildspåsættende veninder, så tyder noget på, at jeg ikke er ene om barnligheden.

Der er nu ikke alle mine brændte broer eller årsagen til mine pyromaniske tendenser, jeg har på sinde i dag. Tvært imod. For en gangs skyld handler min blog om noget positivt, noget godt jeg har gjort - eller rettere noget dårligt, der er blevet gjort godt igen. Jeg er nemlig midt i processen af at genopbygge en større og stærkere bro på fundamentet af den ovennævnte, totalt nedbrændte af slagsen. Og her vil den skarpe læser meget hurtigt pointere, at jeg jo så ikke kan have ment det helt så meget, som jeg skriver, men jo det kan jeg. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville kunne komme videre før jeg havde tændt ild til hele lortet. Og jeg havde ret, det tog mig noget tid, en anden ulykkelig kærlighedshistorie og en omgang stress at gøre det, men det virkede.

Men derfor kan man stadig godt komme så meget ovenpå, at man har overskud til at genopdage den anden og få et ønske om at starte det venskab op igen, som man ødelagde den dag, man kom lidt for tæt på. Og det er så det, jeg praktiserer lige for tiden. Titel som pyroman udskiftet med titel som brobygger. Bevares, opstartsproblemer kan forekomme og tvivl, men mod alle odds, og de flestes forventninger, så fungerer det. Det kan der selvfølgelig være mange årsager til, men jeg synes at to af dem overskygger alle de andre.

For det første bærer jeg ikke nag til ham. Jo jeg blev såret og følte mig forsmået og snydt. Men det er bearbejdet, og jeg kan se, at han forstår, at han gjorde mig ondt - så hvorfor blive ved at træde vande. Tilgivelse kan godt lade sig gøre, og her er den i reneste form, måske fordi han ikke har klynket og bedt om den, men fordi jeg selv har valgt at give den.

For det andet, så står vi i en situation, hvor han har brug for mig (på et følelsesmæssigt plan), og et eller andet sted giver det (og her skal jeg være hudløst ærlig - det har jeg lovet mig selv) en følelse af skadefryd, som jeg tror jeg har haft brug for. Det lyder utrolig negativt, men det er det egentlig ikke. Det er et spørgsmål om at være den, der er ovenpå i et forhold, og det har jeg aldrig været imellem ham og jeg. Men nu får jeg lov at være den, der er brug for. Jeg får lov at se ham være den sårbare.

Det er ikke det der skal definere vores venskab fra nu af, men det er med 100% sikkerhed (hvor plat og besynderligt det end lyder) det, der har gjort det muligt at finde en fortrolighed igen. 

Vi har begge italesat det besynderlige og omvendte i vores nye venskab (vi er vitterligt ved at bygge en bro fra toppen og nedad) og det hjælper at sige højt, at man både synes det er mærkeligt, men også at det faktisk fungerer. Og ærlighed (som lovet) er her vigtigere end noget andet, for der manglede en del af det i vores sidste fundament (hold nu op den bro metafor er smurt tykt på efterhånden) 

Så nu håber jeg inderligt, at skidtet holder, for ligesom jeg snart har brug for at tro på kærligheden, så har jeg også brug for at tro på at man godt kan tilgive og starte på en frisk. I min yndlingssang af CV. Jørgensen synger han, at "der er en vej ud af alting, men sjældent en tilbage" - og det tror jeg, han har ret i. Men det her skal og må være en af sjældenhederne. For det har jeg besluttet mig for, at det er! Og i sidste ende vælger vi trods alt helt selv, hvad der er rigtigt og forkert. 

De tre musketerer: Ejerfornemmelse, Jalousi og Mindreværd

Forleden ramte følelsen af ejerfornemmelse mig. Det gjorde ondt ad helvedes til. Det gør stadig ondt. En lille, men dog konstant, rund kugle af smerte. Hvis bare den havde stået alene, ejerfornemmelsen, så havde den været nemmere at bekæmpe, at få til at lægge sig, fordufte. Men når jalousi og mindreværd begynder at blande sig, står jeg magtesløs tilbage. Netop den treenighed har jeg rigtig svært ved at få til at makke ret. Potentielt mine tre dårligste kvaliteter. Potentielt dem jeg lader fylde allermest. Potentielt dem jeg er allermindst stolt af. 

Det jeg taler om, er de følelser, der kan ramme en, når eks'en finder en anden. Eller endnu værre når en fyr man har datet (som man måske ikke selv mener, man er helt færdig med) finder en anden. Eller, og det var den, jeg blev ramt af, når-en-fyr-man-har-datet-over-et-halvt-års-tid-og-som-man-ikke-mener-man-er-færdig-med-men-som-fandt-sammen-med-sin-eks-midt-i-det-hele-og-nu-er-blevet-single-igen-er-begyndt-at-følge-en-på-Twitter-men-ikke-direkte-søger-at-genetablere-kontakt-og-man-i-øvrigt-har-på-fornemmelsen-(via facebook)-at-han-pt-knepper-rundt-med-ens-største-gymnasierival-(I know, den slags går aldrig af mode)-som-tilmed-er-tyk-og-opmærksomhedskrævende!

Tanker som: jeg har ikke fundet nogen ny kæreste. Jeg er her stadig for helvede. Hvorfor vil du ikke have mig? Eller hvorfor hende? Hun er fed og irriterende, og du er lille og tynd. Eller hvorfor er du lige tilfældigvis nu begyndt at følge mig på Twitter? Jeg mener, du følger så få, så hvorfor lige mig? Eller hvad er det, jeg gør galt? Er jeg ikke smuk nok, interessant nok?
Jeg har talt det her til døde med en veninde. Hun har kun kloge og rationelle ting at sige omkring det og gør alt, hvad, der står i hendes magt for at berolige mig. Men sandheden er bare den, det virker ikke.

Det ændrer ikke på mine tre musketerer. Jeg taler ting til døde, former dem, så de får den lyd vi gerne vil høre, så de passer ind i min egen selvopfattelse. Jeg vil ganske enkelt ikke acceptere den egentlige sandhed: "Han tænker ikke videre over at være begyndt at følge dig. Det er tilfældigt. Han kunne lige så godt ikke følge dig. Det spiller ingen rolle for ham." Så jeg pakker det ind. Pakker det ind i forklaringer, undskyldninger og ikke mindst selvmedlidenhedskomplekset: "Det er også bare, fordi han er bange for at blive såret, fordi jeg har for meget karisma til, at han kan håndterer mig. Jeg er for ærlig, for interessant, og han er for meget en kylling uden move." (...) Hvorfor helvede er det så svært at være ærlig? Det vil spare mig for mange spildte tårer og bekymringer. Med frygt for at nogle vil forstå referencen "He is just not that into you", så søger jeg virkelig at arbejde ud fra den devise, og hold nu kæft, hvor er det fucking svært. Særligt fordi det er et livslangt point of view, der skal ændres og det er sgu ikke bare sådan lige til. I en verden, hvor alle er så fucking løsningsorienterede, er det måske på tide også selv at være det... 

...Måske man skulle kåre en dag om måneden eller endnu bedre om ugen, hvor man husker sig selv på de tre musketerer, accepterer, at de findes og ligeså stille og roligt starte bekæmpelsen. Vacciner, soldater og alt det der. Hm....

Den klamme møgkusse har også følelser

Jeg har for nyligt gjort status over mit seksuelle liv. Det var ikke flatterende. Faktisk følte jeg meget både brugt, billig og tarvelig. Blandt de lidet flatterende fakta kan nævnes, at jeg kun har haft tre seriøse kærester i mit liv og ét længerevarende forhold (dvs. længere end seks måneder), men til gengæld har knaldet mindst fem fyre, der havde en kæreste - en af dem var endda gift og har to børn. Og kysset med endnu flere. Jeg har altså haft sex med flere fyre, der havde en anden kæreste, end jeg har haft sex med fyre, der var kærester med mig. Det er vel i og for sig også en slags præstation. Og hvor sætter det så mig? Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om. Undskyldningen, at det er hans problem og ikke mit, siger kun ting om mit slørede moralkodeks. I et enkelt tilfæde var jeg forelsket til op over begge ører - og i krig og kærlighed gælder alle kneb som bekendt. Men ellers burde jeg nok holde mere fast i søstersolidariteten. Det bør vi alle. Når det så er sagt, så er det ikke det, dette blogindlæg skal handle om.

Så hvor sætter det så mig? Altså - jeg har været den anden kvinde lidt for mange gange. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Fordi det var (og er) pissefrækt. Den seksuelle spænding vokser bare voldsomt, når man skal snige sig rundt i krogene, kysse i hemmelige rum til en fest, finde alternative steder at have sex osv. Sådan er det. Det virker. Man føler sig eftertragtet og sexet, når man kan få en mand, der ellers troede sig lykkelig (eller i hvert fald rimeligt tilfreds, helt lykkelig og nyforelsket var han nok ikke, vel) til at rende efter sig som en skødehund. Desværre har alting en slagside. Og det har utroskab også - for alle involverede.

Det hænder ind i mellem, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Det er der sikkert rigeligt med årsager til; jeg er kræsen og vanskelig, en forbandet feminist, selvoptaget og pisse usikker, glad for mit liv, som det er, dårlig til at lukke folk ind, endnu dårligere til at gå på kompromis - vælg selv. Men for et år eller to siden gik det op for mig, at der også var en anden mulighed. Ikke at denne mulighed alene forklarer det, men jeg vil dog mene, at den bærer en del af skylden. Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende - så giver det altså lidt ridser i selvværdet. Jeg må i hvert fald erkende, at det, jeg opfattede som en leg, hvor jeg var ovenpå, i virkeligheden fik mig til at føle mig som et lille bitte menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinde (bevares, det skete faktisk for mig - ind til han gik tilbage til kæresten igen...). Og så står man der med håret i postkassen og er endnu en gang hende, mændene gerne vil knalde, men som de ikke tager med hjem til forældrene. Det er sgu ikke nogen rar følelse. 

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke står skrevet i min pande med sprittusch - og at nye herrebekendtskaber ikke kender min fortid, medmindre jeg selv gør dem opmærksomme på den. Men følelsen sidder jo stadig i kroppen og hovedet og hjertet. Og når man har været vant til at gå på kompromis med sine egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex - så glemmer man, at man gerne må stille krav til mænd. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den.

Jeg havde en gang en (kvindelig) kollega, der stolt proklamerede, at hun aldrig havde mødt en optaget mand, som hun ikke kunne forføre. Godt for dig, søster lystig, men hvad får du egentlig ud af det? Han tager jo stadig hjem til kæresten bagefter. Og så kan du godt bilde dig ind, at du er ligeglad, for du ville jo ikke have ham alligevel. Men stop lige op og tænk dig om. For du gør dig selv den største bjørnetjeneste. Ved at bevise det, beviser du jo samtidig, at ingen mænd, er til at stole på. 

Heldigvis er der faktisk mænd, der er til at stole på. Håber jeg da. For det er jeg - og alle andre - jo nødt til at tro på. Ellers er det hele lige meget. Og der er desuden også kvinder, der er utro. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk projekt lige her. Det jeg blot vil sige er - pas på med det der utroskab. Det giver ar på sjælen. Og de er lang tid om at heles. Jeg har i hvert fald stadig gener med mine. Men jeg arbejder på det. Prøver at genfinde min tro på parforholdet - og ikke mindst på, at jeg kan have et og fortjener det. For nu må det vel snart være min tur. Også selvom jeg har været en klam møgkusse tidligere i livet. Lige i det her tilfælde håber og tror jeg på syndsforladelse.

Og så er det også rart at vide, at der er andre i samme båd. Eksempelvis denne seje kvinde: 

En (K)ærlig Kusses bekendelser

Jeg bringer lige en advarsel inden jeg åbner for sluserne - det her bliver følelsesporno i selvindsigtens tegn. De der måtte nyde mine sædvanlige upassende eller åbenmundede blogs, må lige give plads til en sårbar og ærlig kusse for en stund. Here goes:

Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Eller, "kun" er måske et forkert ord at bruge, for det er jo en stor ting, trods alt. Jeg siger kun, fordi jeg i perioder har troet, det var flere, men først på afstand kan se, at kun to af dem var ganske ægte. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har næret meget dybe følelser for en del andre, og jeg har bestemt også været forelsket flere gange. Men den der oplevelse af at have en følelse i kroppen, der er så stor, at du går i stykker, hvis ikke du siger den højt, samtidig med at du frygter, at det samme sker, hvis du gør det - den har jeg oplevet med to mænd. D.v.s. to mænd ud over min far, bror, bedstefædre, lad-som-om brødre und so weider. Familiekærlighed er en anden kategori end den disse to tilhører.

Den ene er min bedste ven. Vi blev venner for 10 år siden, og jeg har elsket ham i 9 1/2. Som min ven forstås. Da han blev gift sidste sommer, græd jeg fra start til slut af lykke. Ingen kender mig, som han gør, og det både skræmmer og beroliger mig. Han ringer, når jeg har mest brug for det, som var han synsk. Og han dømmer mig aldrig, når jeg er mest ynkelig eller urimelig. Jeg under ham al den kærlighed og lykke, han kan få......til det driver ned af væggene og man begynder at få kvalme.....og så lidt mere. 

Den anden - han ville ikke have mig! Det tog mig tre år at indrømme over for mig selv, at jeg elskede ham, en måned at samle mod til at fortælle ham det og et splitsekundt at få klamme kolde våde fødder og få det til at lyde, som om det var som min ven. Eneste positive ting ved den situation var, at jeg slap for pinlig tavshed efter at have sagt det. Han elskede også mig.....som ven. Ambivalens nåede nye umenneskelige højder den nat. Længere næse har selv en dansk politiker ikke set magen til. 

Meget havde ledt op til den samtale, og rigtig meget skete efter. Og jeg har, uden tvivl, både med rette og uden, givet ham skylden for rigtig meget af det. Men en ting er dog vigtigere end alt andet; jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Og jeg er blevet hundeangst for at gøre det ved mig selv igen. Jeg prædiker altid, at man skal sige tingene, som de er, for så undgår man misforståelser og flere sårede følelser, end hvis man ikke turde tá chancen. Ærlighed rækker længst (med mindre det er for gloriepudsningens skyld selvfølgelig - at meddele man har knaldet eksens veninde er, for en mand, en ærlighed, der kan føre en hæftig brobrand med sig - så er I advaret). Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med, når en eller anden idiot sætter Poul Krebs på anlægget (indrøm det bare - omkvædet til "sådan nogen som os" står printet fast i din hukommelse til evig tid)

Og her kan jeg så igen vælge at skyde skylden på de mænd, jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at være stødt på. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig og en tredje glemte bare at sige, at han i virkeligheden var forelsket i en anden....og listen bliver ved. Man føler sig forsmået og tør ikke tage chancen en anden gang - så er det nemmere bare at være venner.

Men sandheden er jo, at det er mig, der er en kylling. Bevares, jeg kunne have været blevet behandlet pænere, men jeg bærer også en del af skylden. Men hvordan åbner man op for sit inderste og skærmer sig selv for nederlag på samme tid. Kan det lade sig gøre at være så sårbar og stadig stå oprejst, hvis sårbarheden skulle blive trådt på? Jeg håber det inderligt, men min indre lommefilosof ved jo godt, at noget, der er så enkelt, sjældent er særlig ægte - og vil man overhovedet have noget, der ikke er ægte? I sidste ende er svaret som regel nej, men når jeg står midt i det, kan jeg nogengange tage mig selv i at være okay med at nøjes med det overfladiske - i hvert fald når alternativet gør for ondt nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil. Jeg vil gerne elskes. Nørden vil gerne elskes. Rundetrunden vil gerne elskes. Scoretrolden vil gerne elskes. Men vi pakker os ind i tykke lag af vat og bobleplast, og kalder det for en livsstil, og bilder os selv og verden ind, at det er noget, vi selv har valgt, og at vi bedst kan lide det sådan. Men sandheden er, at vi ikke tør sige højt, at vi er pisse bange for at vælge en ny måde at leve på. 

Jeg siger nu højt, til alle jer i cyper-kusse-space, at jeg, næste gang det skulle blive aktuelt, vil prøve at være sårbar og sige, hvordan jeg har det. Ikke kun til den jeg er vild med, men først og fremmest til mig selv. For hvis ikke jeg er ærlig overfor mig selv, hvordan fanden skulle jeg så kunne være ærlig over for den, jeg elsker?