Når en sailor går i land........

Jeg har i dag besluttet mig for at skrive jer et anderledes indlæg. Eller. Jeg har endnu ikke opfundet den dybe tallerken. Det kunne ellers have været fedt. Til gengæld har jeg plagieret Marens blog-konceptet, tyvstjålet fra en af Danmarks bedste bloggere, hvis man spørger mig. Jeg er så skide original. Hvorfor? Fordi jeg er så edderspændt rasende, at jeg ikke er i stand til en skrive et nogenlunde sagligt indlæg om, hvad jeg har været udsat for i sidste uge. Ironisk distance må være vejen frem. Så her kommer den. Den ironiske distance tegnet i en frokostpause.


Tirsdag aften kl. 19.00

Fredag aften kl. 18.00

Fredag aften kl. 18.30

Kl. 01.00

Kl. 01.30

Hvis man for resten vil se mere til Marens blog, kan man finde hende på: http://marensblog.dk/blog/

Forfængelighedens 3 faser..

I kender det godt ikk?! Den der småstressende fornemmelse af, at man måske støder ind i ham den søde, når man helt tilfældigt går i byen på hans yndlingsbar, og at man derfor skal ligne en million på den der helt naturlige måde. Det er aldrig særlig naturligt, eller tilfældigt, og oftest er det til ingen verdens nytte, fordi man ni ud af ti gange går forgæves. Men derfor skal man stadig ikke risikere, at man ligner noget ikke engang Karl Mar ville overveje at stikke sin pik i, når man endelig står og kigger ind i de der virkelig pæne brune øjne og prøver at fremstamme noget klogt. Jo, I kender det godt. Den første fase - jagten. Om du leger bytte eller jæger, gør ikke den store forskel. Du gør alt, hvad du kan for at være den, der får lov at skyde eller blive skudt på.

Det kan være en temmelig udmattende kamp, men ind i mellem lykkedes det, og du får ham i nettet. Og det er så her, du opdager, at han faktisk hele tiden har syntes, du var smuk, måske endda mest når du ikke har for meget make-up på og har håret i en tilfældig knold. Det er her fase nummer 2 starter:

Den der hverdagsfase, hvor man godt ved, man har hans opmærksomhed, men alligevel, og mest for forkælelsen skyld, stadig pynter sig lidt, har det sæt undertøj på, han bedst kan lide at pille af dig o.s.v. Det er samtidig her, man stadig ikke heeeelt kan få sig selv til prutte, når han er i nærheden og da slet ikke være for længe på toilettet i hans lejlighed. Man er stadig opmærksom på, om han nu alligevel  synes, man er så smuk, som han siger, men energien, der bliver brugt på at være det, daler lige så stille. Man er stødt og roligt påvej ind i fase nummer 3 - Trygheden:

Det er her vi slapper helt af, ikke er bange for, at han går på toilettet, lige efter man har siddet der en halv time. Ikke tror han mister lysten til sex med en, fordi man har mormortrusserne på. Der, hvor dagene uden make up er flere end dagene med. Der, hvor morgenånde jo alligevel er noget i begge har. Og vigtigst af alt, der hvor man ved, han er pjattet med én - uanset hvad. Det er her man gerne vil ende. Men det er desværre også her tingene nogle gange ender - altså helt galt.

Det kan jo ske, og så siger de kloge, at det nok betyder, at det alligevel ikke skulle være ham. Og hvad anderledes kunne man have gjort og blah blah blah. Man hører ikke et ord af det, de siger, for man er ked og såret og føler sig grim, usexet og ligegyldig. For en stund i hvert fald.

I den periode, der kommer efter sådan et forhold, sker der det besynderlige, som jeg synes er så forbandet smukt, at man gennemgår de ovennævnte faser endnu engang - nu bare med et andet formål. 

Det første stykke tid gør man alt, hvad man kan, for at se tilfældig lækker ud, griner lidt højere og smiler lidt mere, når man tilfældigt støder ind i ham (og Gud forbyde det - hans nye kæreste). Skid hul i, at han sikkert kan se lige igennem det - ellers kan hans nye kæreste i hvert fald, for hun kender proceduren. Man vil for alt i verden ikke tabe ansigt, eller ligne en, der ikke er kommet over ham. 

På et tidspunkt når man der til, hvor behovet for at vise man er ovenpå stadig er der. De store smil, den ligegyldige samtale og spillet stadig kører, men man er holdt op med at bruge kræfter på at ligne en million, hviiiis nu man skulle møde ham. Man ved rationelt godt, at det ikke gør nogen forskel. Og her nærmer man sig den sidste fase af tryghed:

Der hvor man ved, at man er skøn og dejlig, også selvom han måske ikke synes det længere. Der, hvor man kan møde ham en søndag eftermiddag i netto, uden make up, tydelige tømmermænd, med chips og cola i kurven og være PISSE LIGEGLAD! - måske også fordi man først nu opdager, at hans og kærestens jakker matcher, og  at han i virkeligheden er lidt tykkere, end sidst du så ham. Man går derfra med et smil på læben, for man ved, at man er færdig med ham. Helt færdig.

Og lige præcis når man går ud af netto med det smil på læben, er der måske en anden, der lægger mærke til det, synes det er sødt, og så starter jagten igen. Man kaster sig ud i det, og higer efter fase 3, for tænkt nu, hvis man kunne ende der igen - og blive der.  

At hive perleøreringene ud af røven og sætte dem i ørene i stedet

En blog om seriøs selvmedlidenhed, sure opstød og patetiske håb.

Jeg har, som bekendt, ingen kæreste. Jeg har haft en for nylig faktisk. Halv-thailandsk-halv-amerikansk-boheme-modella-kunstertype, jeg mødte, da jeg var udstationeret til det store udland. Jeg kaldte ham min ladyboy. Det lyder for godt til at være sandt, ikke? Det er det ikke. Men alting har en ende (og en regnorm den har to. Åh Yngsten, du skal virkelig til at arbejde på din referenceramme...). Vi kunne ikke få det til at fungere, da jeg kom tilbage til København. Det kunne jeg jo sådan set godt have sagt mig selv. Og hvad gør man så? Så æder man sig fed i junk, drikker sig stiv og ender op på en bar i alt for høje sko og ødsler om sig med alt for dyre drinks til sine spøgelser og går hjem med følelsen af, at ikke en skid har forandret sig herhjemme, men at alt i ens følelsesliv er forandret. Fedt...

Det er så her jeg må tænke, hvad er der galt med mig? Er jeg ikke tilgængelig nok? Hvorfor er jeg så dårlig til at finde mig en dansk kæreste. Jeg snakkede med en kollega om, at det nok er på tide at være mere en slut og vise, hvor tilgængelig man rent faktisk er. Og så igen... Jeg synes måske, jeg har været rundt om blokken - også mere end én gang. Så mange gange, at udtrykket "at lave en Yngsten" har vundet indpas. Det betyder med andre ord, at kæreste rundt med en fyr over et længere stykke tid for så derefter at hapse hans bedste ven. Jeg er en charmetrold, I know! Jeg har med andre ord taget min for holdet. Bolleholdet. Dem, som ikke kan holde sig på måtten og ikke kan lade no-go'erne være. Nu ligger landet bare sådan, at jeg ikke har lyst til at være holdspiller længere.

Måske jeg skulle gå kontra. Hive perleøreringene ud af røven og proppe dem i ørene i stedet. Drikke kaffe, i stedet for tequila, når mændene drikker øl. Droppe buksedragterne og komme igang med en 'rigtig' uddannelse, som nogle vil kalde det. Smide al kant og psykowoman i skralderen - blive hende man godt tør hive med hjem til forældrene. Ja, man skulle ikke tro det, men nogle mænd går rent faktisk rigtig meget op i, at man kan tages med hjem og vises frem til forældrene. Hvorfor helvede har jeg aldrig tænkt over det noget før? 

Det kom sig egentlig af en snak jeg havde med min veninde. Hun har lavet en Yngsten og er blevet kærester med en fyr, hvis bedste ven hun datede over et godt stykke tid. Hun fortalte mig, at fyr nr. 1 (altså ham, hun ikke er kærester med nu) i sin tid havde udtalt til hendes nuværende kæreste, at hun jo ikke var typen, man tog med hjem til sine forældre. Min første reaktion var selvfølgelig; WHAT THE FUCK?! Er det nu også en del af gamet? Og hvilke faktorer definerer, hvorvidt man er typen, som bliver hevet med hjem til forældrene? Jeg har altid troet, at det var nok at være forelsket. Men det er det tydeligvis ikke længere. Så hvordan bliver man i så fald én, der anses for at være hende med skal-vi-være-kærester-for-så-skal-du-da-møde-mine-forældre-potentialet? Jeg synes egentlig jeg har fint med kærestepotentiale. Godt nok går jeg ikke med perleøreringe og tenderer til at være småskør, men jeg synes sgu egentlig min pakkeløsning er ret okay. Noget med åbenhed og interesse for mennesker omkring mig, semistort netværk og en fin lille familie - dog ikke i traditionel kerneagtig forstand, men stadig familie.
           ...jeg kan jo godt se det. Det lyder mest af alt som en profiltekst på et datingsite. Men er det ikke også netop det, vi render rundt med indgraveret i panden? Alle os singler, der weekend efter weekend leder efter en kæreste på en mere eller mindre snusket bar? Eller er det i virkeligheden manglen på realistisk selvopfattelse?

Jeg er blevet en lillebitte smule ræd for, at jeg lige pludselig skal til at ændre på nogle fundamentale ting, før jeg bliver erklæret egnet til at vises frem for nogens forældre. Og er det et kompromis jeg har lyst til at indgå? Er det virkelig et offer jeg har lyst til at bringe i søgen efter at finde mig en potentiel kæreste? Nej, det er det faktisk ikke. Så perleøreringene må vente. Og det må kaffen iøvrigt også. Amen!

 

Jeg har en krise med min kønsbehåring

Således udtalte en veninde for nyligt, da vores samtale kom ind på dette emne. Det skyldtes først og fremmest, at en anden veninde havde mødt en fyr, der havde opfordret hende til at lade busken stå. Point til ham i min bog - veninden var mere skeptisk. For hun har alle dage været glatbarberet. Som i - helt nøgen. Nå, men samtalen centrerede sig altså om pubeshår eller manglen på samme. Og den første veninde var i vildrede. Hun har nemlig også altid været glatbarberet, men måtte i takt med sin fremskridende alder konstatere, at hendes kusse efterhånden udstrålede lidt for meget teenager i forhold til resten af hendes temmelig voksne fremtoning. Og det var så her, at jeg blandede mig.

For jeg har, når ret skal være ret, temmelig meget hår. Ikke ren urskov - bevares jeg trimmer jævnligt og ofte - men man er ikke i tvivl om, at jeg er en voksen kvinde. Og hurra for det da! Derfor tillader jeg mig i ny og næ (eller så godt som hele tiden) at mene noget om kønsbehåring. Faktisk har jeg ment så meget at endnu en veninde (ja, dem har jeg faktisk en hel del af) bad mig "stoppe med mit femi-pis!" Ja, den sad!

Nå, men tilbage til hårene på kussen eller mangel på samme. For forleden aften faldt jeg i snak med en mandlig bekendt. Vi talte lidt om bloggen her og om, at jeg bryggede på et indlæg om kønsbehåring. Manden udbrød med lige dele forundring og begejstring, at han under en ferie i sommer havde mødt en ubarberet kvinde - den første i hans liv. Selvom jeg selvfølgelig må være meget glad for, at han faktisk syntes, det var skønt, gjorde dig mig en smule, rettelse MEGET, bekymret, at han aldrig havde set det før. Jeg mener, manden er i midten af tyverne for satan. Det er skræmmende. Især fordi man som kvinde med frodig måtte kan risikere at løbe ind i en mand, der aldrig har set det. Som måske vil være både forskrækket, forundret, ja endda frastødt. Og når man så ligger der og er allermest nøgen og sårbar er det bare ikke følelser, der er rare at blive mødt med.

Nå men altså, rigtigt mange piger (og drenge - det vender jeg tilbage til) fjerner altså hår forneden. Det skal de i og for sig have lov til. Jeg skal ikke komme og diktere, hvilken frisure du skal have. Hverken på hovedet eller i den anden ende. Overhovedet. Og man bliver altså ikke mindre kvinde, eller mindre feminist, af at fjerne det. Det kan nogen gange lyde sådan i den offentlige debat om emnet - men det er løgn! Der findes faktisk også særdeles gode argumenter for at gøre det (dem imod kender vi: det er dyrt, besværligt, undertrykkende, dikteret af pornoindustrien - som jo bekendt er reinkarnationen af Satan selv, etc.). Men altså, argumenter for: Det øger følsomheden ved sex, når berøring (af kønslæberne forstås) ikke foregår gennem hår. Godt argument, bedre sex - det er da til at forstå. Og senest har jeg hørt fra en sundhedsplejerske, at det faktum, at teenagepiger bruger uforholdsmæssigt meget tid med et barberblad mellem benene, har løst den evige problematik med at få dem til at studerer deres underliv i et spejl. Og hurra for det da - igen noget, der sandsynligvis leder til bedre sex. Læs mere om det i Yngstens indlæg om onani.

Da jeg i en alder af 14, måske 15 (jeg var sent udviklet) begyndte at få små sorte hår på min ellers så nøgne tissekone (ja, det hedder det altså, når man er et barn og ikke har haft sex) begyndte jeg straks at fjerne dem. Det hele. Helt nøgen kylligefilet, for at bruge Sanne Søndergaards ord. Jeg gjorde det i smug, tænk hvis min mor så det. Hun ville sikkert finde det helt forkert. Ligesom da hun for første gang havde vasket min nyindkøbte g-streng. For jeg kunne jo ligesom godt se, at hun i hvert fald ikke ordnede sig for neden. Masser af herlig halvfjerdsertrekant hos Mutti. Godt for hende. Men sådan skulle jeg fandeme ikke se ud i en alder af 14.

Nu er jeg så begyndt at se damer på min mors alder i mit fitnesscenter, der har fjernet al pelsen på fileten. Ja, jeg kigger på andre kvinders kroppe og kusser i omklædningen. Det må man godt! Der er altså noget virkeligt underligt ved kvinder med strækmærker, lidt trætte bryster og klatbarberet pornofisse. Så får jeg virkeligt lyst til at stå og strutte stolt fremvisende en masse tætte, sorte krøller. Bare ligesom for at sige - se mig, jeg er i hvert fald frigjort. Ja, det er sgu da pisse helligt og patetisk, men jeg siger det jo heller ikke højt vel.

Men den gang jeg var glatbarberet - og jo ligesom derfor var nødt til at fjerne de irriterrende stubbe, hver gang der var chance for visit down under - gjorde jeg mig selvfølgelig nogle erfaringer med det. Eksempelvis har jeg tit, og ja, jeg kender også andre kvinder, der har gjort det, med vilje ikke fjernet de sølle rester - for så var man ligesom sikker på, at man ikke gjorde noget dumt (såsom at have sex - for det er jo skide dumt, right). Hvornår har det nogensinde virket? Bevares, det er da sket, at jeg ikke har haft sex, men så har det været af helt andre grunde, end at jeg ikke lige havde slået græsset. Til gengæld er det sket mere end en gang, at jeg alligevel har fået besøgende på min stubmark. Og jeg har aldrig hørt et ondt ord for det. Mænd er rimeligvis temmeligt taknemmelige for, at vi gerne vil have sex med dem.

Jeg havde i mange år slet ikke skænket det en tanke, at mænd jo også soignerede sig omkring pikkemanden. Sidenhen er det gået op for mig, at det udelukkende er fordi, jeg kun har mødt mænd, der gjorde. For når man for første gang tager et par ubarberede boller i munden - så bliver man pludselig opmærksom på forskellen. Lidt hen ad vejen synes jeg jo, at det i ligestillingens navn er godt, at mændene lider de samme kvaler som os kvinder. Ved nærmere eftertanke er det måske bare fjollet, at vi allesammen gør det. Fælles lidelse med indgroede hår, rødmen, kløe og dens slags. Det er sgu solidaritet, der batter. Intet sikrer et stabilt parforhold som fælles skægpest, fordi man har delt en engangsskraber.

Som udgangspunkt har jeg det fint med, at mænd barberer deres boller. Men så skal det også stoppe der. En eller anden gang er der desværre nogen (sikkert den onde pornoindustri igen), der har fortalt mænd, at det får deres tissetrold til at se større ud, hvis de fjerner al håret omkring den. Og det er så her, jeg trækker en streg i sandet. a) Det handler ikke om, hvor stor den SER UD. Den der med gørelsen og ikke størrelsen er kun delvis sand. Men igen - ikke udseendet vel. b) Når vi først er nået dertil, at du er så nøgen, at jeg kan se om du er barberet eller ej, så kan jeg godt garantere, at vi kommer til at have sex, uanset om den ser lille ud i sin lille rede af sorte krøller. c) Hvis du har hår på brystet/maven (uuuhm, det kan vi godt lide!), så ser det virkeligt fjollet ud med en fire centimer høj stribe af bar hud mellem mavehårene og dilleren. Punktum. Og så kan man jo også ligge der som kvinde og strutte med sin måtte og tænke, at nu synes han sikkert også, at jeg er pisse ulækker.

Nå, tilbage til mit femi-pis og veninden i krise (ja, vi har været meget langt omkring nu, beklager). Uanset om hun måtte vælge den glatbarerede, den trippede, den fritvoksende eller en helt fjerde løsning, så står det hende frit for. Jeg skal ikke dømme. Det eneste krav jeg har, er at hun tager stilling til, hvorfor hun træffer det valg hun gør. Man må gerne være glatbarberet, men det skal være for ens egen skyld og ikke fordi man bare gerne vil blende ind i mængden. Forhåbentlig er der ikke en mængde at blende ind i, når din kusse skal nærstuderes.

P.S. Der findes åbenbart en hel videnskab omkring frisurerne til undervognen.

Gæsteblogger: Min krop har ikke brug for konstruktiv kritik

Kussesumpen har den ære at byde vores næste gæsteblogger velkommen - hils på Kagekussen. Ordet er hendes:

Nu er det ikke fordi, jeg knalder af andet end lyst. Den tendens bilder jeg mig ind at være vokset fra. Men der er faktisk mange andre grunde derude. Grunde som ’jeg føler, jeg bør, for han regner vist med det’ og ’jeg er så ulykkelig, mon det kan kneppes væk?’ (det siger Thomas Holm, at det kan). Selv har jeg bemærket, at skønt det ikke er dét, der driver mig, udgøres en vis procentdel af et godt knald (desværre) af bekræftelse - den dag i dag ved jeg stadig ikke, om jeg reelt er biseksuel, eller om jeg bare er lidt afhængig af den ufatteligt store kompliment det er, når en kvinde med din drømmekrop synes, lige netop du er smuk og lækker.

Som regel tænker jeg ikke over det. Der kan ryge nok så mange komplimenter over sexdisken, uden at det rører mig det store. Jeg ved f.eks. godt, at jeg har flotte bryster – det kan jeg sgu da se. Men jeg er aldrig kommet mig over, at min første kæreste brokkede sig over at min mund var for lille til at være rigtig pæn. Selvom en del af mig da sagtens ligegyldigt kunne tænke: ’Så længe din pik kan være der, skal du sateme lukke krateret, mester’, bliver jeg altså stadig positiv overrasket, når den får en kompliment, og min mund altså tilsyneladende alligevel ikke er universalt latterligt lille. Samme kærestes kommentar om mine ”fødedygtige hofter”, der for øvrigt var ment pænt, vil jeg helst slet ikke komme ind på. Men hvem fanden siger den slags til en 17-årig pige?

Faktum er, at mange kvinder er skide usikre omkring deres kroppe – og at man derfor skal gemme sin ’konstruktive kritik’ langt, langt bort. Desværre findes der mænd (og jeg ville for ligestillingens skyld gerne kunne sige kvinder her også, men hvornår er dét nogensinde lige sket?), der udnytter denne usikkerhed og mener sig berettigede til at tage en kvinde med hjem, alene fordi de har bekendtgjort, at hun er lækker. De skal tage at pakke deres pikkemænd sammen og gå hjem alene. Det kan nemlig snildt være, vi kan finde ud af noget på basis af gensidig tiltrækning, men idéen om, at en kvinde står i gæld til en kompliment, er langt ude, klam og rent ud sagt tragisk. Øv, altså. Hvis jeg nogensinde bliver så usikker, at det eneste argument, der skal til, for at jeg smider tøjet, er at jeg er god nok – og implicit, at den komplimenterende må være den eneste i miles omkreds, der har den holdning, siden det gør ham til noget særligt – så tag da lige og skyd mig. Eller sæt mig ned til en kop te (der må gerne være rom i) og et foredrag om selvrespekt.

Man hører om kvinder, der kun vil knalde med lyset slukket. Det må være disse individer, der holder myten om den magiske kompliment i live. Selv føler jeg mig som udgangspunkt ret sikker på, at hvis jeg først har fået ham med i seng, er min krop også godkendt. Kald mig tosset – men er det ikke et ret godt udgangspunkt? Men det skal ikke handle om, at jeg er bedre end alle de usikre kvinder, der endnu ikke har indset overstående sandhed og stadig lader sig forblænde af eget slaskede maveskind, eller hvad det nu kan være. 

Jeg kan nemlig mærke tendensen derinde et sted i mit uudgrundelige feminine sind. Det er disse umærkelige undtagelser, jeg ikke i hverdagen tænker over. Disse små usikkerheder, der vækkes til live, når de nævnes. Jeg taler ikke om de ting ved min krop, der kan irritere mig tirsdag morgen foran spejlet, men om de ømme punkter, der er blevet skabt ved, at nogen har formastet sig til at kritisere noget, jeg ingen chance har for at ’forbedre’.  Selvfølgelig (lidt ærgerligt, at man kan kalde det en selvfølge) er der ting ved min krop, der kan irritere mig. Men det er med den, som med familie – jeg må godt selv kritisere, men du skal fandeme holde din (alt for store) kæft, og lade være med at udtale dig, hvis du ikke bliver spurgt og ikke har noget pænt at sige.

Jeg elsker komplimenter, de gør mig glad, og de er heldigvis ikke afgørende for min selvfølelse. Alligevel ér dem, der lapper på et ømt punkt, bare bedre.

/Kagekussen