Skal vi lege far og mor og børn?

Inden for den seneste tid er der sket to ting i mit liv. Og kombinationen af de to ting er mildt sagt en anelse upraktisk.

Først er jeg blevet single. Ja, igen fristes man efterhånden til at sige. Det kræver faktisk ret store sjælelige ressourcer at overbevise mig selv om, at det ikke mig, der er helt umuligt. For det andet er jeg blevet skruk, ikke bare sådan en lille smule "børn er dejlige, og jeg vil gerne have dem en gang i fremtiden"-skruk - nej sådan "mine æggestokke blafrer en halv meter ud af kroppen på mig, hver gang nogen så meget nævner børn"-skruk.

Jeg er blevet single. Min version af vores historie ender med et lille hus med en stor have, en hængesofa og et æbletræ. Og så skal vi have tre børn, to drenge og en pige - og det er pigen, der er klatret højest op i æbletræet, når jeg serverer smurte snitter i haven om søndagen (okay, måske er disse drømme blevet en anelse for specifikke).

Den pågældende mand synes så ikke engang, at vi skal være kærester. Så nu sidder jeg her med  et knust hjerte, nogle meget konkrete drømme - og ingen at udleve dem med. Hvor mine æggestokke tidligere sjældent gjorde væsen af sig, sidder de nu often en halv meter uden for min krop og flagrer. Mænd med barnesæde på cyklen er sexet som aldrig før. Og mødre med børn smiler til mig på sådan en let overbærende måde, som kan de se på mig, at jeg er nanosekunder fra at bortføre deres yngel. For det der med at lave dem selv har lidt lange udsigter.

Bevares, der er mange mænd derude. Og mange af dem er sådan set både søde og pæne. Jeg magter simpelthen ikke hele det der projekt med Tinder, barflirts og indknepningsfase. Hvor end min krop er klar til baby, så er den ikke rigtigt i stødet til selve baby-produktion. Slet ikke med ukendte mænd. Det er selvfølgelig noget upraktisk. I virkeligheden vil jeg bare gerne springe direkte til det seriøse forhold. Men det kan man selvfølgelig ikke. Så jeg er kravlet op på shetlandsponyen igen og er hoppet ud på datingmarkedet (dog ingen Tinder eller Happn eller noget tredje i den dur).

At begå sig på datingmarkedet er bare ikke så nemt, når æggestokkerne danser på bordet foran én; let's face it, de færreste mænd vil konfronteres med en positiv ægløsningstest (hvis jeg da reelt havde ægløsning og ikke i årevis kunstigt havde bildt min krop ind, at den var gravid) på første date. Overdreven skrukhed tiltrækker ikke ligefrem mænd i hobetal, snarere tværtimod. Jeg behøver dem selvfølgelig heller ikke i hobetal, en enkelt kan egentlig gøre det, men det er nu meget rart at have lidt at vælge i mellem.

En veninde spurgte for nyligt, om jeg havde overvejet, hvor længe jeg vil vente, før jeg fik et barn alene. Det var alligevel et temmelig uventet spørgsmål. Jeg befinder mig i midten af mine tyvere, og selvom mine æggestokke er ved at forgribe sig på min rationelle tankevirksomhed, så synes jeg egentligt stadig, at jeg sådan rent biologisk har nogle år at løbe på endnu. Og jeg er nok også stadig så håbløs en romantiker, at jeg drømmer om den der kernefamilie (tror det er skilsmissebørnenes lod), måske endda med en lille hund også. Ideen om at blive solo-mor er stadig en anelse for progressiv (og jeg vil ellers så skide gerne være progressiv) - heldigvis er det vist også okay, at drømme om børn OG mand lidt endnu. Er det ikke?

Våde drømme og klitorisorgasmer til indkøbspris

Det startede for ca. en måned siden. Jeg vågnede op lettere forvirret og badet i mit eget sved, fedtet i ansigtet og ned af lårene, med et par gennemblødte sloggys og med en sær smag i munden. Min højre hånd var solidt plantet på min klitoris, og min venstre hånd havde, nååårh ja, også stadig et godt tag i venstre bryst og med efterveer af orgasmekramper i tæerne. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der nok gik ret lang tid, før jeg forstod, at jeg var vågen.

Det går imidlertid op for mig, at det, der lige er sket, er af meget simpel karakter; jeg er nemlig netop vågnet af min egen orgasme. Det er første gang i mit liv, jeg har oplevet det. Bevares, jeg har prøvet at vågne og være opstemt og så onanere, men aldrig at vække mig selv af min egen orgasme. Er det mig, der er underlig, fordi jeg ikke har prøvet det før?

Well, mens jeg forgæves prøver at tænde noget lys, så jeg på en eller anden måde kan få overblik over situationen, går det op for mig, at jeg lige har haft den mest beskidte drøm om min tidligere kollega, som jeg ikke har set i årevis. Jeg bliver en lille smule chokeret, dels fordi jeg ved, at han er lykkelig gift og lige har fået barn nr. 100, og dels fordi jeg aldrig nogensinde har fantaseret om ham før. Indrømmet, så har jeg fantaseret om en del mænd fra den arbejdsplads, men sgu aldrig ham.

Der går ikke mere end et par dage og hændelsen gentager sig, nu ikke med min tidligere kollega i fokus, nej nu med en af mine forelæsere.

Og sådan går der godt og vel fire uger, hvor jeg vågner op i førnævnte tilstand og undrer mig over, hvorfor lige præcis dén mand - eller kvinde for den sags skyld -  har fået lov til at være genstand for mine fantasiers begær.

Først tænker jeg, at det må være, fordi jeg er seksuelt understimuleret. Problemet er bare det, at jeg i de forgangene fire uger faktisk har været en slut, så jeg vil ikke betegne mig selv som understimuleret, slet ikke. Måske kan det være, fordi jeg er blevet mere seksuelt frigjort? 

Men hvorfor er det så alle mulige random skikkelser, der får æren af min nye seksuelle frigjorthed? Det er sguda sært. Nogle kloge mennesker vil helt sikkert også mene, at det er fordi jeg er et ulykkeligt og ynkeligt menneske, der mangler nærhed eller sådan noget, men det tror jeg faktisk ikke jeg er. Eller, jeg skal jo ikke kunne tale på min underbevidstheds vegne, for det kan jo sagtens være, at den bare er sygt ulykkelig og ynkelig. Men i min verden, den virkelige af slagsen er det altså ikke, tværtimod. 

Det føles jo sådan set dejligt nok at vågne op til eftersyndningerne fra en orgasme, men det er også en lille smule udmattende og ej at forglemme, besværligt at skulle skifte sengetøj hveranden aften. 

Og så kan jeg faktisk ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal stille op med det? Det er dejligt at finde ud af, at jeg også kan det, men altså så gik den glæde også stille og roligt over. Jeg vil jo ikke have det stopper, ikke helt ihvertfald. Men en uafbrudt nattesøvn begynder efterhånden at være tiltrængt. Så hvad fanden gør jeg?