"Jeg er pjattet med lugten af min egen udflåd"

Det var, hvad jeg sagde, da snakken en dag gik på udflåd. Min veninde blev forleden, af sin kæreste, taget i at lugte til sine brugte trusser. Det havde givet hende lidt røde kinder. Jeg forstår godt, at kinderne skiftede farve - det ville mine også gøre. Det ændrer dog ikke på, at jeg også lugter til mine brugte trusser. En gang imellem. Hvorfor? Jeg aner det ikke. Jeg har faktisk ingen idé. Alt, jeg ved, er bare, at det giver mig en eller anden hjemlig følelse.

Sekreter er en sjov størrelse. Hvad er de? Hvor bliver de dannet? Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi er dette definitionen:

"sekret, (af lat. secretum, perf.part. af secernere 'udskille, afsondre', af se- 'væk fra' ogcernere 'adskille, skelne'), produkt udskilt af en kirtelcelle på legemets enten ydre eller indre overflader som fx sved og mavesyre (eksokrin sekretion) eller til blodbanen som et hormon, fx hypofysehormonerne (endokrin sekretion)"

Dagens blog skal handle lidt om kvindelige sekreter, primært udflåd.

Balancegangen for, hvornår sekreter er lækre, og hvornår de absolut ikke er, er en kompliceret sag at finde. For de ser stort set aldrig dagens lys, bliver sjældent talt om og bliver ofte forbundet med at være lidt ulækkert. Indrømmet, sådan en omgang umotiveret smat-skede er ikke en af mine favoritter på listen over, hvad der ellers kunne finde vej til min kusse. Jeg har længe været med i udflåd-er-irriterende-og-ulækkert-klubben. Ihvertfald da jeg var yngre. Jeg synes stadig, at udflåd er virkelig irriterende, men jeg mener ikke længere, at det er ulækkert. Endvidere, kan jeg mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere kvindelig føler mig, når jeg kan se, lugte og mærke det. Udflåddet. Mit udflåd lugter sjældent, men når det gør, bliver jeg pludselig opmærksom på mit køn - og det gør mig lidt glad. Det lyder langhåret og 70'er-feministisk. Og det er nok også.

Jeg har aldrig talt ret meget med mine veninder om udflåd, for modsat menstruation, er udflåd underlagt et eller andet form for tabu, ihvertfald der hvor jeg kommer fra. Derfor var det så utroligt befriende, at min veninde den anden dag udbrød: "Min kæreste tog mig i at lugte til mine brugte trusser forleden. FÅÅÅÅRK, hvor var det pinligt!" Hvorefter jeg prompte udbrød: "Jeg er pjattet med lugten af min egen udflåd". For det er jeg. Pjattet med lugten. Hurra for ærlighed og åben dialog. Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her. Måske er det i virkeligheden bare en søgen efter at kaste lys over et tabu, jeg på mange måder selv er underlagt. Jeg kan godt lide lugten af min egen udflåd, men det er ikke ensbetydende med, at jeg er pjattet med lugten af andre kvinders udflåd. Langt fra. Jeg ved faktisk ikke noget værre end at blive konfronteret med lugten af en anden kvindes udflåd. Det er det samme med prutter, tror jeg. Ens egne er stort set aldrig opkastfremkaldende, hvorimod andres, kan være så klamme, at jeg er på randen til at brække sig. Hvorfor er det sådan? Jeg vender igen tilbage til den hjemlige følelse. Jeg føler mig ganske enkelt ikke hjemme i andre kvinders udflåd. Burde jeg det? Overhovedet ikke.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bor sammen med Boreliakussen. Vi har et meget åbent forhold omkring vasketøj, hvilket bevirker, at vi selvfølgelig vasker hinandens tøj herunder altså også undertøj. Det, der er med kvinders, især sorte trusser, er at de bliver affarvede af udflåd. Og for at være ærlig, så troede jeg faktisk at det kun var et problem jeg havde. Lige indtil vaskesituationen opstod. Hvor blev jeg glad - det er ikke kun mine! Min udflåd er med andre ord helt normal og ikke spor giftig. Det startede endnu en dialog om emnet. Udflåd. Hvordan sniger man sig uden om afblegning af sorte trusser. Det er vist kun en vej frem, kroniske trusseindlæg. Om det er sundt for skedens flora, tvivler jeg stærkt på. Så det må vente og de affarvede trusser må forblive affarvede.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at afblegede trusser og umotiveret smat-skede, skulle højne ens kvindelighed. Men det synes jeg faktisk, ikke desto mindre, at det gør. Det er måske en aldersting. Jeg så småt er begyndt at acceptere, at den slags ting er en realitet for kvinder, og ønsket om at gøre det til en smuk ting er en nødvendighed i accepten af det at være kvinde.