Ny samtalestarter: "Har du o(r)naneret i dag?"

Jeg lærte på et kursus om stress på min arbejdsplads i går, at vi skal være bedre til at spørge vores medmennesker om, hvordan de har det. Eksempler som: "Du ser lidt grå ud i dag, er du helt okay?" eller noget så enkelt som: "Hvordan har du det?", kom på banen. Som udgangspunkt kan jeg godt lide medmenneskelighed. Jeg er, for at være ærlig, stor fan. Men lige så snart det kommer til en reel bekymring om sine medmenneskers sexliv. Sexliv med sig selv, vel at mærke, så foreskriver den socialt accepterede norm noget andet. Og hvordan kan det egentlig være? Jeg vil da våge den påstand, at onani er med til at øge ens livskvalitet. Så hvorfor må man ikke spørge ind til, eller endnu værre, fortælle om sine onanivaner?

Jeg synes, først og fremmest, at det er synd og meget forkert, at onani er indhyllet i skam og omklamret af tabuer. Faktum er jo, at vi alle gør det. Alle med en seksualdrift ihvertfald. Så hvordan kan det være, at det så svært at tale om? Jeg kan forestille mig, at det har noget at gøre med, at man pludselig skal sætte ord på, hvordan man er, når man er allermest sig selv. Allermest privat. Allermest sårbar. Følelsen af at være klam og beskidt bagefter, kan godt virke overvældende. Men hey hey, var det ikke også hensigten? Jeg mener, efter sex er man jo også klam og beskidt (eller det håber jeg da...). Så hvor er det barrieren opstår?

Det tog mig lang tid at lære at onanere. Onanere, så jeg praktisk talt føler mig som født på ny. Det tog mig endnu længere tid at være stolt af det. Endvidere har det taget mig indtil nu at lære at være stolt af at tale om det! Så lad mig hellere gøre det. Tale lidt om det.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske, onaneret. Måden at gøre det på har varieret og varierer iøvrigt stadig. I lang tid (også efter jeg blev klar over, at der var noget, der hed at onanere) har måden, hvorpå jeg har onaneret primært bestået i, ikke at bruge hele klør fem, men i stedet på en eller anden måde, at få lagt mig sådan, at klitoris har været berørt af noget, fx en madras. Og så ellers lave flitsbuen og nogle glidende underlivsbevægelser. Det lyder måske sært, men det fungerede for mig i rigtig lang tid - måske også lidt for lang for lang tid... Set i bakspejlet, kan jeg kan ikke lade være at tænke over, hvad manglen på decideret fysisk kontakt kan skyldes?

Onani handler vel i høj grad om at udforske sig selv og blive klogere på, hvem man er som seksuelt individ. Så om det har været et udtryk for frygt eller berøringsangst i forhold til mit eget køn, eller om jeg simpelthen ikke har været seksuelt gearet til at stikke lappen ned og finde ud af, hvad det er, der egentlig foregår dernede, og hvad det egentlig er, der tricker en orgasme, er svært at sige. Jeg må bare konstatere, at det skabte lidt problemer i mine tidlige teenageår med min daværende kæreste, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at fortælle ham, hvad jeg godt ville have. Mere eller mindre fordi jeg faktisk ikke vidste det. Min onani-metode har i den grad udviklet sig siden. Den er stadig i konstant udvikling. Nu er jeg så på vej til at blive voksen, og nu har klør fem i mellemtiden fået frit spil. En ting er, at det driver mig seksuelt, noget andet er, at jeg ikke længere er bleg for at fortælle en partner, hvad der fungerer for mig - og hvad, der absolut ikke gør. For nu har jeg gået på opdagelse i min kusse. Og jeg må bare konstatere, at onani højner kvaliteten af mit sexliv.

Jeg har heldigvis en flok veninder, med hvem jeg taler åbent omkring den slags. Men det forekommer mig ikke som et emne, der ofte er på samtaledagsorden i ret mange vennekredse. Det har det jo som sådan, heller ikke altid været hos os. Der er på en eller anden måde, blevet taget en uudtalt beslutning om, at det altså ikke skal være et tabu. Og det er virkelig rart.

Sprøjtekussen har skrevet et indlæg om en samtalestarter, der hedder "Hvordan har du det med din penis i dag?" Jeg har endnu et forslag til en samtalestarter: "Har du onaneret i dag?"

... nu kan man måske studse over overskriften. Den kom sig egentlig af, at jeg selv studsede over, at vi alle sammen sætter et 'r' ind midt i det hele, når vi udtaler ordet. Kan det være et fprsøg på at distancere os fra det, når vi indsætter 'r'et', eller er det for at finde tilbage til vore rødder og gøre det mere dyrisk (orne)? I stedet for bare at kalde en spade for en spade og udtale onani, som det nu engang staves.

Fra pyroman til brobygger

"Jeg vil ikke mere. Du skal lade mig være, helt være!"

De ord røg ud af min mund, noget bævrende for godt og vel to år siden. Og selvom det var sket nogle gange før, så mente jeg det for alvor nu. Det var slut med at føle sig forbudt, forsmået og ligegyldig. Og det virkede. Han lod mig være, og jeg kunne koncentrere mig om at finde mit glade selv igen. Det havde gemt sig godt væk i lang tid og havde brug for pleje. Et styks bro brændt ned til grunden, helt bevidst og med et ekstra skvæt benzin på. 

Det er ikke den første bro, jeg har brændt. Og jeg kan afsløre, at det desværre heller ikke blev den sidste. Men hvorfor er det, man brænder de forbandede broer? Jeg tror måske mest, det er en pigeting. Vi brænder i hvert fald vores broer mere bevidst, end mænd gør det. Eller er det fordi, det er mændene, der antænder skidtet uden nødvendigvis at opdage det, og os der blir trætte af det og hælder benzin på lortet, så vi kan stå der i dramaets flammehav og se det brænde til grunden - bare for at være helt sikker på, at intet står tilbage? Det er måske barnligt, men for en som mig kan det virke nødvendigt ind i mellem. Nødvendigt at lukke fuldstændig ned for noget for ikke at skulle forholde sig til det og hælde salt i eget sår gang på gang. Og efter hvad jeg hører fra både frustrede venner og ildspåsættende veninder, så tyder noget på, at jeg ikke er ene om barnligheden.

Der er nu ikke alle mine brændte broer eller årsagen til mine pyromaniske tendenser, jeg har på sinde i dag. Tvært imod. For en gangs skyld handler min blog om noget positivt, noget godt jeg har gjort - eller rettere noget dårligt, der er blevet gjort godt igen. Jeg er nemlig midt i processen af at genopbygge en større og stærkere bro på fundamentet af den ovennævnte, totalt nedbrændte af slagsen. Og her vil den skarpe læser meget hurtigt pointere, at jeg jo så ikke kan have ment det helt så meget, som jeg skriver, men jo det kan jeg. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville kunne komme videre før jeg havde tændt ild til hele lortet. Og jeg havde ret, det tog mig noget tid, en anden ulykkelig kærlighedshistorie og en omgang stress at gøre det, men det virkede.

Men derfor kan man stadig godt komme så meget ovenpå, at man har overskud til at genopdage den anden og få et ønske om at starte det venskab op igen, som man ødelagde den dag, man kom lidt for tæt på. Og det er så det, jeg praktiserer lige for tiden. Titel som pyroman udskiftet med titel som brobygger. Bevares, opstartsproblemer kan forekomme og tvivl, men mod alle odds, og de flestes forventninger, så fungerer det. Det kan der selvfølgelig være mange årsager til, men jeg synes at to af dem overskygger alle de andre.

For det første bærer jeg ikke nag til ham. Jo jeg blev såret og følte mig forsmået og snydt. Men det er bearbejdet, og jeg kan se, at han forstår, at han gjorde mig ondt - så hvorfor blive ved at træde vande. Tilgivelse kan godt lade sig gøre, og her er den i reneste form, måske fordi han ikke har klynket og bedt om den, men fordi jeg selv har valgt at give den.

For det andet, så står vi i en situation, hvor han har brug for mig (på et følelsesmæssigt plan), og et eller andet sted giver det (og her skal jeg være hudløst ærlig - det har jeg lovet mig selv) en følelse af skadefryd, som jeg tror jeg har haft brug for. Det lyder utrolig negativt, men det er det egentlig ikke. Det er et spørgsmål om at være den, der er ovenpå i et forhold, og det har jeg aldrig været imellem ham og jeg. Men nu får jeg lov at være den, der er brug for. Jeg får lov at se ham være den sårbare.

Det er ikke det der skal definere vores venskab fra nu af, men det er med 100% sikkerhed (hvor plat og besynderligt det end lyder) det, der har gjort det muligt at finde en fortrolighed igen. 

Vi har begge italesat det besynderlige og omvendte i vores nye venskab (vi er vitterligt ved at bygge en bro fra toppen og nedad) og det hjælper at sige højt, at man både synes det er mærkeligt, men også at det faktisk fungerer. Og ærlighed (som lovet) er her vigtigere end noget andet, for der manglede en del af det i vores sidste fundament (hold nu op den bro metafor er smurt tykt på efterhånden) 

Så nu håber jeg inderligt, at skidtet holder, for ligesom jeg snart har brug for at tro på kærligheden, så har jeg også brug for at tro på at man godt kan tilgive og starte på en frisk. I min yndlingssang af CV. Jørgensen synger han, at "der er en vej ud af alting, men sjældent en tilbage" - og det tror jeg, han har ret i. Men det her skal og må være en af sjældenhederne. For det har jeg besluttet mig for, at det er! Og i sidste ende vælger vi trods alt helt selv, hvad der er rigtigt og forkert. 

De tre musketerer: Ejerfornemmelse, Jalousi og Mindreværd

Forleden ramte følelsen af ejerfornemmelse mig. Det gjorde ondt ad helvedes til. Det gør stadig ondt. En lille, men dog konstant, rund kugle af smerte. Hvis bare den havde stået alene, ejerfornemmelsen, så havde den været nemmere at bekæmpe, at få til at lægge sig, fordufte. Men når jalousi og mindreværd begynder at blande sig, står jeg magtesløs tilbage. Netop den treenighed har jeg rigtig svært ved at få til at makke ret. Potentielt mine tre dårligste kvaliteter. Potentielt dem jeg lader fylde allermest. Potentielt dem jeg er allermindst stolt af. 

Det jeg taler om, er de følelser, der kan ramme en, når eks'en finder en anden. Eller endnu værre når en fyr man har datet (som man måske ikke selv mener, man er helt færdig med) finder en anden. Eller, og det var den, jeg blev ramt af, når-en-fyr-man-har-datet-over-et-halvt-års-tid-og-som-man-ikke-mener-man-er-færdig-med-men-som-fandt-sammen-med-sin-eks-midt-i-det-hele-og-nu-er-blevet-single-igen-er-begyndt-at-følge-en-på-Twitter-men-ikke-direkte-søger-at-genetablere-kontakt-og-man-i-øvrigt-har-på-fornemmelsen-(via facebook)-at-han-pt-knepper-rundt-med-ens-største-gymnasierival-(I know, den slags går aldrig af mode)-som-tilmed-er-tyk-og-opmærksomhedskrævende!

Tanker som: jeg har ikke fundet nogen ny kæreste. Jeg er her stadig for helvede. Hvorfor vil du ikke have mig? Eller hvorfor hende? Hun er fed og irriterende, og du er lille og tynd. Eller hvorfor er du lige tilfældigvis nu begyndt at følge mig på Twitter? Jeg mener, du følger så få, så hvorfor lige mig? Eller hvad er det, jeg gør galt? Er jeg ikke smuk nok, interessant nok?
Jeg har talt det her til døde med en veninde. Hun har kun kloge og rationelle ting at sige omkring det og gør alt, hvad, der står i hendes magt for at berolige mig. Men sandheden er bare den, det virker ikke.

Det ændrer ikke på mine tre musketerer. Jeg taler ting til døde, former dem, så de får den lyd vi gerne vil høre, så de passer ind i min egen selvopfattelse. Jeg vil ganske enkelt ikke acceptere den egentlige sandhed: "Han tænker ikke videre over at være begyndt at følge dig. Det er tilfældigt. Han kunne lige så godt ikke følge dig. Det spiller ingen rolle for ham." Så jeg pakker det ind. Pakker det ind i forklaringer, undskyldninger og ikke mindst selvmedlidenhedskomplekset: "Det er også bare, fordi han er bange for at blive såret, fordi jeg har for meget karisma til, at han kan håndterer mig. Jeg er for ærlig, for interessant, og han er for meget en kylling uden move." (...) Hvorfor helvede er det så svært at være ærlig? Det vil spare mig for mange spildte tårer og bekymringer. Med frygt for at nogle vil forstå referencen "He is just not that into you", så søger jeg virkelig at arbejde ud fra den devise, og hold nu kæft, hvor er det fucking svært. Særligt fordi det er et livslangt point of view, der skal ændres og det er sgu ikke bare sådan lige til. I en verden, hvor alle er så fucking løsningsorienterede, er det måske på tide også selv at være det... 

...Måske man skulle kåre en dag om måneden eller endnu bedre om ugen, hvor man husker sig selv på de tre musketerer, accepterer, at de findes og ligeså stille og roligt starte bekæmpelsen. Vacciner, soldater og alt det der. Hm....

Den klamme møgkusse har også følelser

Jeg har for nyligt gjort status over mit seksuelle liv. Det var ikke flatterende. Faktisk følte jeg meget både brugt, billig og tarvelig. Blandt de lidet flatterende fakta kan nævnes, at jeg kun har haft tre seriøse kærester i mit liv og ét længerevarende forhold (dvs. længere end seks måneder), men til gengæld har knaldet mindst fem fyre, der havde en kæreste - en af dem var endda gift og har to børn. Og kysset med endnu flere. Jeg har altså haft sex med flere fyre, der havde en anden kæreste, end jeg har haft sex med fyre, der var kærester med mig. Det er vel i og for sig også en slags præstation. Og hvor sætter det så mig? Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om. Undskyldningen, at det er hans problem og ikke mit, siger kun ting om mit slørede moralkodeks. I et enkelt tilfæde var jeg forelsket til op over begge ører - og i krig og kærlighed gælder alle kneb som bekendt. Men ellers burde jeg nok holde mere fast i søstersolidariteten. Det bør vi alle. Når det så er sagt, så er det ikke det, dette blogindlæg skal handle om.

Så hvor sætter det så mig? Altså - jeg har været den anden kvinde lidt for mange gange. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Fordi det var (og er) pissefrækt. Den seksuelle spænding vokser bare voldsomt, når man skal snige sig rundt i krogene, kysse i hemmelige rum til en fest, finde alternative steder at have sex osv. Sådan er det. Det virker. Man føler sig eftertragtet og sexet, når man kan få en mand, der ellers troede sig lykkelig (eller i hvert fald rimeligt tilfreds, helt lykkelig og nyforelsket var han nok ikke, vel) til at rende efter sig som en skødehund. Desværre har alting en slagside. Og det har utroskab også - for alle involverede.

Det hænder ind i mellem, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Det er der sikkert rigeligt med årsager til; jeg er kræsen og vanskelig, en forbandet feminist, selvoptaget og pisse usikker, glad for mit liv, som det er, dårlig til at lukke folk ind, endnu dårligere til at gå på kompromis - vælg selv. Men for et år eller to siden gik det op for mig, at der også var en anden mulighed. Ikke at denne mulighed alene forklarer det, men jeg vil dog mene, at den bærer en del af skylden. Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende - så giver det altså lidt ridser i selvværdet. Jeg må i hvert fald erkende, at det, jeg opfattede som en leg, hvor jeg var ovenpå, i virkeligheden fik mig til at føle mig som et lille bitte menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinde (bevares, det skete faktisk for mig - ind til han gik tilbage til kæresten igen...). Og så står man der med håret i postkassen og er endnu en gang hende, mændene gerne vil knalde, men som de ikke tager med hjem til forældrene. Det er sgu ikke nogen rar følelse. 

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke står skrevet i min pande med sprittusch - og at nye herrebekendtskaber ikke kender min fortid, medmindre jeg selv gør dem opmærksomme på den. Men følelsen sidder jo stadig i kroppen og hovedet og hjertet. Og når man har været vant til at gå på kompromis med sine egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex - så glemmer man, at man gerne må stille krav til mænd. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den.

Jeg havde en gang en (kvindelig) kollega, der stolt proklamerede, at hun aldrig havde mødt en optaget mand, som hun ikke kunne forføre. Godt for dig, søster lystig, men hvad får du egentlig ud af det? Han tager jo stadig hjem til kæresten bagefter. Og så kan du godt bilde dig ind, at du er ligeglad, for du ville jo ikke have ham alligevel. Men stop lige op og tænk dig om. For du gør dig selv den største bjørnetjeneste. Ved at bevise det, beviser du jo samtidig, at ingen mænd, er til at stole på. 

Heldigvis er der faktisk mænd, der er til at stole på. Håber jeg da. For det er jeg - og alle andre - jo nødt til at tro på. Ellers er det hele lige meget. Og der er desuden også kvinder, der er utro. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk projekt lige her. Det jeg blot vil sige er - pas på med det der utroskab. Det giver ar på sjælen. Og de er lang tid om at heles. Jeg har i hvert fald stadig gener med mine. Men jeg arbejder på det. Prøver at genfinde min tro på parforholdet - og ikke mindst på, at jeg kan have et og fortjener det. For nu må det vel snart være min tur. Også selvom jeg har været en klam møgkusse tidligere i livet. Lige i det her tilfælde håber og tror jeg på syndsforladelse.

Og så er det også rart at vide, at der er andre i samme båd. Eksempelvis denne seje kvinde: