Wanna touch my wobbly bits?

Er det muligt at erhverve sig en god solid mumbod før man overhoved er blevet mor? Svaret er ja. Altså. Nu har jeg jo ikke født, så egentlig er svaret jo faktisk nej efterfulgt af en stor, fed, syngende lussing fra alle verdens mødre. For nej, jeg har ikke strækmærker på maven eller en flækket kusse og et ligeså flækket røvhul. MEN! Jeg har en mumbod i den forstand, at jeg ikke lever og ånder for min krop og dens udseende længere. Jeg er forfængelig, naturligvis er jeg det, men jeg er også nået en alder, hvor jeg mere eller mindre har lært hvordan jeg skal klæde min kropstype, så den tager sig bedst ud. Der er nogle grundlæggende do's and don't's og dem bliver jeg simpelthen nødt til at holde- og forholde mig til.

Den er kommet snigende, mumboden altså, de seneste par år. Jeg tror argumentet for, at min krop ser ud som den gør, er lig dadbodsnes. Jeg har simpelthen bedre ting at tage mig til end at træne hver dag. Min undskyldning er dog ikke børn, og det er så her alle verdens mødre igen gerne må stikke mig en flad, for så længe børn ikke er undskyldningen for min krops udseende, så kan jeg umuligt lade min krop gå ind under kategorien mumbod. Njarh så er kategorien nok nærmere bare dovenskab. Men at studere og arbejde en helvedes masse og så i øvrigt have alle mulige andre bolde i luften, ikke så meget mænd disse dage, men andre projekter... Hvis det på nogen tænkelig måde, skal stemme overens med den ellers fantastiske fremdriftsreform(........), betyder det, at jeg løber fucking stærkt, altså tydeligvis ikke i den bogstaveligste forstand, for at få mit liv til hænge sammen. Bevares jeg løber også. Også i bogstaveligste forstand. En gang i mellem. Jeg danser da også. En gang imellem og også uden meget store mængder af alkohol i blodet.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville synes det havde været meget lettere for mig, at finde tøj og særligt bukser, hvis ikke det var fordi jeg ikke havde 5-10kg for meget på sidebenene. Men ofret, der skal bringes for at være dét tyndere, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at efterleve. Jeg er for meget en livsnyder. Og det vil med andre ord betyde, at jeg skulle vinke farvel til alt, hvad der hedder rødvin og chokolade. Det er jo ikke fordi jeg lever af rødvin og chokolade, men jeg har nok, hånden på hjertet, et rimeligt forbrug. Et forbrug som jeg ser som den bedste treat i verden, en treat, jeg helt seriøst ville blive deprimeret af ikke at kunne give mig selv.

Så let's face it, jeg bliver sgu nok aldrig model, det løb er ligesom kørt, både pga min vægt men nok også grundet det faktum at jeg min højde svarer til en høj dværgs. Og det er måske også okay, at jeg aldrig får en krop som Miley Cyrus, tilgengæld kan jeg få lov at spise mad og drikke vin og det er på en eller anden måde også ret i orden.

Skal vi lege far og mor og børn?

Inden for den seneste tid er der sket to ting i mit liv. Og kombinationen af de to ting er mildt sagt en anelse upraktisk.

Først er jeg blevet single. Ja, igen fristes man efterhånden til at sige. Det kræver faktisk ret store sjælelige ressourcer at overbevise mig selv om, at det ikke mig, der er helt umuligt. For det andet er jeg blevet skruk, ikke bare sådan en lille smule "børn er dejlige, og jeg vil gerne have dem en gang i fremtiden"-skruk - nej sådan "mine æggestokke blafrer en halv meter ud af kroppen på mig, hver gang nogen så meget nævner børn"-skruk.

Jeg er blevet single. Min version af vores historie ender med et lille hus med en stor have, en hængesofa og et æbletræ. Og så skal vi have tre børn, to drenge og en pige - og det er pigen, der er klatret højest op i æbletræet, når jeg serverer smurte snitter i haven om søndagen (okay, måske er disse drømme blevet en anelse for specifikke).

Den pågældende mand synes så ikke engang, at vi skal være kærester. Så nu sidder jeg her med  et knust hjerte, nogle meget konkrete drømme - og ingen at udleve dem med. Hvor mine æggestokke tidligere sjældent gjorde væsen af sig, sidder de nu often en halv meter uden for min krop og flagrer. Mænd med barnesæde på cyklen er sexet som aldrig før. Og mødre med børn smiler til mig på sådan en let overbærende måde, som kan de se på mig, at jeg er nanosekunder fra at bortføre deres yngel. For det der med at lave dem selv har lidt lange udsigter.

Bevares, der er mange mænd derude. Og mange af dem er sådan set både søde og pæne. Jeg magter simpelthen ikke hele det der projekt med Tinder, barflirts og indknepningsfase. Hvor end min krop er klar til baby, så er den ikke rigtigt i stødet til selve baby-produktion. Slet ikke med ukendte mænd. Det er selvfølgelig noget upraktisk. I virkeligheden vil jeg bare gerne springe direkte til det seriøse forhold. Men det kan man selvfølgelig ikke. Så jeg er kravlet op på shetlandsponyen igen og er hoppet ud på datingmarkedet (dog ingen Tinder eller Happn eller noget tredje i den dur).

At begå sig på datingmarkedet er bare ikke så nemt, når æggestokkerne danser på bordet foran én; let's face it, de færreste mænd vil konfronteres med en positiv ægløsningstest (hvis jeg da reelt havde ægløsning og ikke i årevis kunstigt havde bildt min krop ind, at den var gravid) på første date. Overdreven skrukhed tiltrækker ikke ligefrem mænd i hobetal, snarere tværtimod. Jeg behøver dem selvfølgelig heller ikke i hobetal, en enkelt kan egentlig gøre det, men det er nu meget rart at have lidt at vælge i mellem.

En veninde spurgte for nyligt, om jeg havde overvejet, hvor længe jeg vil vente, før jeg fik et barn alene. Det var alligevel et temmelig uventet spørgsmål. Jeg befinder mig i midten af mine tyvere, og selvom mine æggestokke er ved at forgribe sig på min rationelle tankevirksomhed, så synes jeg egentligt stadig, at jeg sådan rent biologisk har nogle år at løbe på endnu. Og jeg er nok også stadig så håbløs en romantiker, at jeg drømmer om den der kernefamilie (tror det er skilsmissebørnenes lod), måske endda med en lille hund også. Ideen om at blive solo-mor er stadig en anelse for progressiv (og jeg vil ellers så skide gerne være progressiv) - heldigvis er det vist også okay, at drømme om børn OG mand lidt endnu. Er det ikke?

Våde drømme og klitorisorgasmer til indkøbspris

Det startede for ca. en måned siden. Jeg vågnede op lettere forvirret og badet i mit eget sved, fedtet i ansigtet og ned af lårene, med et par gennemblødte sloggys og med en sær smag i munden. Min højre hånd var solidt plantet på min klitoris, og min venstre hånd havde, nååårh ja, også stadig et godt tag i venstre bryst og med efterveer af orgasmekramper i tæerne. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der nok gik ret lang tid, før jeg forstod, at jeg var vågen.

Det går imidlertid op for mig, at det, der lige er sket, er af meget simpel karakter; jeg er nemlig netop vågnet af min egen orgasme. Det er første gang i mit liv, jeg har oplevet det. Bevares, jeg har prøvet at vågne og være opstemt og så onanere, men aldrig at vække mig selv af min egen orgasme. Er det mig, der er underlig, fordi jeg ikke har prøvet det før?

Well, mens jeg forgæves prøver at tænde noget lys, så jeg på en eller anden måde kan få overblik over situationen, går det op for mig, at jeg lige har haft den mest beskidte drøm om min tidligere kollega, som jeg ikke har set i årevis. Jeg bliver en lille smule chokeret, dels fordi jeg ved, at han er lykkelig gift og lige har fået barn nr. 100, og dels fordi jeg aldrig nogensinde har fantaseret om ham før. Indrømmet, så har jeg fantaseret om en del mænd fra den arbejdsplads, men sgu aldrig ham.

Der går ikke mere end et par dage og hændelsen gentager sig, nu ikke med min tidligere kollega i fokus, nej nu med en af mine forelæsere.

Og sådan går der godt og vel fire uger, hvor jeg vågner op i førnævnte tilstand og undrer mig over, hvorfor lige præcis dén mand - eller kvinde for den sags skyld -  har fået lov til at være genstand for mine fantasiers begær.

Først tænker jeg, at det må være, fordi jeg er seksuelt understimuleret. Problemet er bare det, at jeg i de forgangene fire uger faktisk har været en slut, så jeg vil ikke betegne mig selv som understimuleret, slet ikke. Måske kan det være, fordi jeg er blevet mere seksuelt frigjort? 

Men hvorfor er det så alle mulige random skikkelser, der får æren af min nye seksuelle frigjorthed? Det er sguda sært. Nogle kloge mennesker vil helt sikkert også mene, at det er fordi jeg er et ulykkeligt og ynkeligt menneske, der mangler nærhed eller sådan noget, men det tror jeg faktisk ikke jeg er. Eller, jeg skal jo ikke kunne tale på min underbevidstheds vegne, for det kan jo sagtens være, at den bare er sygt ulykkelig og ynkelig. Men i min verden, den virkelige af slagsen er det altså ikke, tværtimod. 

Det føles jo sådan set dejligt nok at vågne op til eftersyndningerne fra en orgasme, men det er også en lille smule udmattende og ej at forglemme, besværligt at skulle skifte sengetøj hveranden aften. 

Og så kan jeg faktisk ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal stille op med det? Det er dejligt at finde ud af, at jeg også kan det, men altså så gik den glæde også stille og roligt over. Jeg vil jo ikke have det stopper, ikke helt ihvertfald. Men en uafbrudt nattesøvn begynder efterhånden at være tiltrængt. Så hvad fanden gør jeg?

Afsted fra Ønskeøen

Hvad er det mest usexede en mand kan sige? Der er mange gode bud, men for tiden kan intet måle sig med sætningen: "Jeg vil bare ikke være voksen". Især ikke når den kommer ud af munden på en mand over 30 med eget firma og volvo, men ingen vovse. Jeg er ret sikker på at både alder og livsvalg konsoliderer hele voksen-titlen. Manden er desværre ikke helt enig. "Jeg vil ikke være voksen" er blevet et mantra som han messer, mens han nægter at træffe en eneste beslutning, og blot lader sig flyde med livet. 

Velkommen til virkeligheden, Borelia, du er forelsket i Peter Pan!  Nej, ikke manden i grønt trikot og med hatten på sned (selvom man bestemt ikke skal kimse af mænd i trikot), blot en dreng, der nægter at blive voksen. Jeg kan ellers godt lide drenge; jeg er pjattet med det drengede, med mænd, der vil flyve med drage og klatre i træer, skyde med bue og pil og lege pirater. Modenhed kommer ikke i en kasse med en revisortitel, jakkesæt og acheter-mappe. Heldigvis tør man sige. 

Der er bare et problem med den slags fortabte drenge; man får ikke lov at lege med, man får ikke lov at klatre i træer, men kan i stedet stå klar med plasteret, når de falder ned og slår knæet. For en hver Peter Pan har brug for en Wendy. Og når man dater Peter Pan, så ender man med at være Wendy; ikke Klokkeblomst, ikke Tiger Lily, men fucking Wendy. Røv dominerende, røv irriterende og røv for meget eller i hvert fald hamrende snusfornuftig og blottet for legelyst -  og helt ærligt, der er sgu ikke nogen, der gider at være Wendy. Jeg gider i hvert fald ikke.

Hvis jeg skal sætte plaster på flere knæ skal det være min datters eller min søns. Hvis jeg skal smøre flere madpakker til skattejagter, jeg ikke skal med på, skal det være til mine børn. For fremtiden kunne det være fremragende at få lov at komme med på eventyr. Ja sågar endda at være den med de forrevne knæ, som en voksen mand kunne puste på. Men det er måske lidt meget at bede om?

Så nu har jeg besluttet, at det skal være slut med at være Wendy, for jeg vil jo bare gerne være vild og farlig som Tiger Lilly eller hans bedste legekammerat som Klokkeblomst, ja det er lige før, at jeg vil tage til takke med en havfrue. Måske er den eneste løsning at forlade Ønskeøen og vende tilbage til voksenlivet. Faktisk er min erfaring, at det der voksen ikke er så slemt, man bestemmer eksempelvis selv om man vil spise is til aftensmad og slik til morgenmad. 

Det gyldne tommelfingerregelsæt til kvinden i midten af 20'erne

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg fyldte 24 somre i sommer. 

Alderskrise? Njarh altså. Jeg ville så gerne være typen, der var i zen med sin alder og selv mener at have opnået alle mulige store ting. Well, det har jeg ikke. Det har jeg udpræget ikke. 

Når men altså, dagen før min fødselsdag færdiggjorde jeg "Kunsten at være Kvinde" af Caitlin Moran. Titlen giver vidst et ret fint indblik i, hvad bogen egentlig handler om - kunsten at være kvinde. Store dele af bogen er hyldende morsom, og når humoren syntes at slutte afløses den af benhård melankoli og et seriøst virkelighedstjek. Helt klart rigtig fin sommerferielæsning. 

Med stor inspiration fra Caitlin Moran, er jeg i løbet af den sidste måned begyndt at arbejde lidt på et nyt tommelfingerregelsæt til kvinder i midten af 20'erne. Hvorfor? Fordi der er nogle meget markante "do's and don'ts", når man ligepludselig havner i min nye alderskategori. 

1. Man knalder ikke længere (du er jo ikke teenagere mere, vel?) - nej, du boller - og hvis du endelig mener, at udtrykket "kneppe" er på sin plads, så er det fordi, du er blevet anal-fistet det meste af den forgangne nat.

2. I en alder af 24 år, har du en kusse, ikke en fisse og  slet ikke en tissekone

• En kusse er noget vi har, en fisse er noget mændene får. 
• Uanset den gældende pornomode, så er der hår på din kusse, du går jo ikke i børnehave og har tissekone, vel?
• En tissekone hedder det kun, så længe det at tisse er den eneste og primære funktion.

3.  I midten af tyverne lærer du at sige nej. Du behøver ikke partout at gå til hver og én fernisering/fest/digtoplæsning/koncert - du bør og SKAL vide, at der sikkert kommer lignende arrangement i næste uge, så du misser nok ikke det helt store. Det er altså helt okay at tilbringe din fredag alene i sommerhus eller på sofaen med bland-selv slik.

4. Forelsk dig aldrig i din 40-årige chef. Lad ham iøvrigt heller aldrig få det at vide og vigtigst af alt, lad ham aldrig, og jeg mener virkelig ALDRIG, gå fra sin kone og børn grundet det faktum. Og nå ja, lad ham aldrig få æren af at knuse dit hjerte bagefter. Bitter? Njarh, det forstår jeg ikke, du synes.

5. Knibeøvelser, knibeøvelser, knibeøvelser - need I say more?

6. At tage i Kødbyen er helt okay, det er faktisk mere end okay, men du er simpelthen blevet for gammel til både Bakken og Jolene. Så fedt er det heller ikke at stå i kø i timevis for at komme ind, og så derefter stå som sild i en tønde og værst af alt, kæmpe sig frem til baren for at købe en lunken dåseøl til overpris og i øvrigt blive lagt an på af konfirmander.

7. Du har færre veninder. Men de er bedre. Du har sorteret alle de overfladiske eller ligefrem usunde bekendtskaber fra gymnasietiden fra, og du kan vælge dine veninder ud fra andre parametre end hvem, der hænger med de seje drenge eller holder de gode fester (ja okay, veninder, der holder gode fester er stadig i høj kurs). Til gengæld er veninder i midten 20'erne veninder for livet. Og det er det bedste man kan have.

8. Menstruation er ikke ulækkert. Det er muligvis lidt besværligt og kan gøre pisse ondt, men det er ikke ulækkert. Du behøver ikke spise det med ske, men forhold dig afslappet til det, der kommer ud af din krop. Og nej, det hedder ikke "jeg har mit lort" - det hedder jeg har min menstruation eller jeg menstruerer. Aller nådigst, "det er den tid på måneden" for de mere blufærdige.

9. Boller du fyre, der er 20, plus minus et år eller to, så er du fandme selv uden om at skulle lære dem op. Og hvis ikke du magter oplæringsperioden, så må du lige gøre din facebook-stalking ordentligt og finde ud af, om han har haft et længerevarende forhold før dig, for så er der trods alt lys forude.

10. Du lærer at sætte pris på din familie - familiefest er ikke længere en sur pligt. Nogen får måske endda lyst til at tage på ferie med sine forældre igen (især hvis de betaler, i midten af tyverne er de fleste af os nemlig stadig på SU). 

Gæsteblog: at bolle eller ikke at bolle

Jeg har ledt længe efter et kussenavn, men er endt med umuligkussen - fordi jeg må konstatere, at jeg er umulig. Umuligt vanskelig.

Det seneste år har der været to mænd i mit (under)liv. De er som nat og dag, sol og måne, chokoladeis og vanilleis - you name it. For nemheds skyld kan vi kalde dem bådebyggeren og professoren. De to kom ind i mit liv nogenlunde samtidigt, på vidt forskellige måder.

Mand nr. 1, bådebyggeren, den lækreste luns kød jeg måske nogensinde har slået kløerne i, bredskuldret, store, brune øjne, bare vanvittigt lækker. Og uden sammenligning det bedste sex, jeg har haft. Nogensinde. Og det var egentlig også bare det vil skulle: have sex altså. Jeg er selv studerende på en lang videregående uddannelse og har altid tænkt, at jeg skulle have en mand, der kan matche mig intellektuelt og give mig modspil.

Hvilket bringer mig til mand nr. 2, professoren. Vi mødtes tilfældigt i byen. Faldt i snak. Talte det meste af natten, hvorefter han inviterede mig ud. Vi datede ret længe, før vi kyssede. Han var vildt interessant, begavet, indsigtsfuld, vidende. Det spillede så fint. Og vi havde tid til at lære hinanden at kende. Endelig kyssede vi. Det gav ikke ligefrem det forventede sug i maven, men det var da fint og dejligt. Trygt. Og sexen var fin. Til at begynde med i hvert fald.

I løbet af de første par måneder mens vi stadig kun datede, havde jeg sideløbende sex med bådebyggeren. Det spillede bare. Men han var ikke rigtigt min type, så alt det andet kunne jeg få tilfredsstillet med professoren. På et tidspunkt besluttede jeg at gøre det forbi med bådebyggeren. Der er alligevel grænser for, hvor længe man kan spille på to heste.

Derefter satte jeg alt ind professoren. Det betød mange lange snakke, megen ømhed og helt utroligt kedelig sex. Han kunne ligge med hovedet mellem benene på mig i op til en halv time uden tilnærmelsesvis at ramme min klitoris. Hvordan det kan lade sig gøre, ligger uden for min fatteevne. Og det blev kun værre. Jeg nåede der til, hvor vi knapt nok nåede at få begyndt, før jeg ventede på, at det var overstået. Pludselig ville jeg hellere sove end bolle - og den er alligevel ny for mig.

Jeg begyndte at overbevise mig selv om, at sex ikke er så vigtigt igen. Bare man har det godt sammen, er omsorgsfulde, taler godt sammen - så er alt jo fryd og gammen. You can't win 'em all. Og så kom tankerne om bådebyggeren rendende. Han var kun en sms væk, faktisk meldte han sig selv ret tit til tjeneste - og ikke kun i weekenden efter midnat. Og jeg faldt i. Så kunne det jo alligevel ikke gå med professoren (jeg har overvejet, om man kan have en elsker ved siden af - men det tror jeg trods alt, hverken professoren, bådebyggeren eller jeg selv vil have det rigtigt fedt med).

Nu er jeg så uden kæreste. Bådebyggeren bliver jeg heller ikke kærester med - vi er for forskellige, vores verdner ligger langt fra hinanden, vi har intet til fælles (udover fabelagtig, liderlig sex) og vi har intet at tale om. Det må også snart slutte.

Tilbage står jeg bare med en tanke; kan man få begge dele? Altså både intellekt, nærvær og fysisk, intens, ustyrligt begær? Min veninde og jeg har på et forholdsvis smalt, men dog ikke uanseeligt empirisk grundlag skabt den tese, at intellektuelle mænd er dårlige i sengen, fordi de tænker for meget, er for meget i deres hoveder og for lidt i kroppen. Og måske er det ikke helt løgn. Men jeg betragter trods alt mig selv som en ret intellektuel kvinde, og jeg bilder mig også ind, at jeg godt kan finde ud af at bolle. Bare ikke med professoren.

Står valget virkelig mellem at bolle eller ikke at bolle? Og hvad skal man i så fald vælge?

Vil du være en idiot overfor mig?

Ja, så er den gal igen. Jeg har mødt en ny fyr. Åh nej, tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Lad mig i dette indlæg kalde ham SødeSøren.

Vi har 'set hinanden' i et par måneder, vi boller en gang i mellem og nyder København(når det altså er lidt sommer), vi er ikke seriøse og vi skylder sådan set ikke hinanden noget. Vi har med ikke haft 'the talk', hvilket passer mig mere end fint. For! Han er sød og fin og jeg er egentlig ret glad for ham, men smaskhamrende forelsket til op over begge øre, ville måske også være lige at overgøre de ganske få sommerfuglelarver, som har indfundet sig i min mave. Ikke desto mindre har jeg taget en beslutning om at opføre mig ordentlig overfor ham og ligesom give dem, larverne altså, plads til at vokse i mig. Forstået på den måde, at jeg har lyst til at udforske, hvad vi kunne blive til, lyst til at finde ud af om, jeg kunne gå hen og blive åndeløst forelsket. Så at vi fortsætter med at være, hvad vi er nu og de næste måneder, ville egentlig passe mig glimrende.  

Der sker så i mellemtiden det, at min bekendte/veninde, fuldstændig ud af det blå, kontakter mig via facebook og spørger om jeg stadig ser SødeSøren. Hvortil jeg svarer, at jeg måske synes det er lige i overkanten at sige at vi ses, ihvertfald ikke på den seriøse måde som hun hentyder til. Til det svar ånder hun, min veninde altså, lettet op, for hendes veninde har netop kneppet med ham i weekenden og hun, min veninde, ville ikke have der skulle være nogen hemmeligheder mellem os. Og det er så her filmen knækker for mig, min hjerne ved ikke, hvad den skal sige og mine fingrer kan i forlængelse af ukampdygtig hjerne, altså så heller ikke finde ud af at skrive et svar retur. 

Jeg står nu over for et virkelig irriterende dilema. Skal jeg bare lade det passere og sige "Nårh jamen altså, vi skylder jo sådan set heller ikke hinanden noget" og fortsætte det søde uforpligtende datingliv med SødeSøren. Det er egentlig det jeg helst ville, eller ihvertfald det min hjerne helst vil, men min mave brokker sig. Den bliver ved med at fortælle mig, at det ikke er måden at gøre det på og at den på et tidspunkt vil eksplodere og det i sådan grad, at min hjerne ikke selv har lyst til at være der når det sker. 

For det første er det den mest irriterende viden at give mig, hvad fanden skal jeg bruge den til? Men det er nok i virkeligheden bevæggrunden for informationen, der får det til at sortne lidt for mig. Ikke nok med hun lige der med ét fratog mig al lyst til at se SødeSøren igen, så står jeg tilbage med følelsen af, at hun gjorde det af én egoistisk, eller måske til hendes forsvar, meget uovervejet årsag: hun HUN havde ikke lyst til have en hemmelighed for mig. Og det til trods for, at jeg nu nok ville mene, at det havde været mest gavnligt for både SødeSøren og jeg, om hun bare havde undladt at fortælle mig det. Det er trods alt mit datingliv, som hun måske ikke ved helt så meget om, som hun måske gerne ville, hun går ind og piller ved. 

For det andet, så må jeg jo konstatere, at SødeSøren er en spade, eller nej, det er han jo sådan set ikke, for han har principielt ikke gjort noget forkert. Og derfor kan jeg ikke rigtig tillade mig at være vred, irriteret ja, men ikke vred. 

Som før nævnt, er jeg ikke smaskhamrende forelsket og jeg ved heller ikke om jeg overhoved har lyst til at det skal være han og jeg, så jeg kan ikke engang fortælle ham, at jeg blev sindssygt ked af at han havde været sammen med en anden og at jeg havde håbet på det bare var han og jeg. Men jeg kan ikke lade være med at være en lille smule bitter og føle mig en lille smule naiv. Og jeg kan heller ikke lade være med at have lyst til at joine spillet. Det ulidelige jeg-ved-ikke-hvor-jeg-har-dig-dating-spil. Spillet som jeg egentlig nok havde lullet mig ind i idéen om ikke var mellem os. Spillet som han 100% kommer til at tabe stort. Spillet som jeg opfandt(I know, det lyder corny, but I did). DET ER MIG, DER ER SPILET FOR HELVEDE(!!!).

På den anden side, så synes jeg måske bare jeg havde taget min for fredag/lørdagsbolleholdet. Og måske havde jeg ikke lige lyst til at joine dét bollehold igen. Og måske føler jeg mig også bare sat lidt tilbage, fordi jeg var af den opfattelse at vi havde en eller anden fællesforståelse om, at vi godt ville hinanden på den ene eller anden lidt udefinerbar måde og derfor ikke havde behovet for at se til anden side. 

Jeg havde en lang snak med min lillebror om det forleden. Hans første kommentar var: "Hvordan kan det være du altid finder den samme type mænd(Læs: alle indlæg om dumme mænd, jeg har skrevet)? Dem, der bare vil bolle. Jeg håber at du ved, at det ikke er alle, som er sådan." Det kan han jo sådan set have ret i. Jeg fortalte ham så, hvordan jeg havde konfronteret SødeSøren med, at jeg jo godt vidste, hvad, der foregik. Mere specifikt, at jeg havde sendt ham et screendump af min mailkorrespondance med min veninde med efterfølgende kommentar, at jeg virkelig godt kunne have været den viden foruden. Til det skrev SødeSøren, at det havde været en virkelig dum aften og at det ikke havde været meningen. Ikke noget undskyld, ikke noget med, hvordan han egentlig havde det med det eller om jeg var okay. Ingenting. Måske var det også lige at sætte barren for højt. Og det er så her jeg når til overskriftens betydning. Min lillebror sagde så, at det var ligesom om jeg på en eller anden måde, har fået klistret et skilt i panden hvorpå, der står "Vil du være en idiot overfor mig?" og alle dem, der har lyst til det, er så typisk de mænd jeg ender op med at date. 

Sååå. 

VIL DU VÆRE EN IDIOT OVERFOR MIG?????

...please... 

Bag nedrullede gardiner

Kære nye ven.

Jeg har slet ikke været uden for en dør i dag. Hverken hoveddøren eller soveværelsesdøren faktisk. Jeg har stadig nedrullede gardiner, og de ti skridt til badeværelset virker som en tur over Mount Everest.

I dag bliver altså sådan en dag. Sådan en dag hvor jeg kan mærke, men det jeg mærker er sorg, vrede, mindreværd og ligegyldighed. Og på sådan en dag vil jeg helst bare svøbe mig ind i min dyne, lade verden være verden og sove alt det dumme væk. 

Sådan en dag var det ikke i går. I går kunne jeg ikke mærke noget overhovedet. Helt tom. På de dage kan jeg godt lave ting, ordne have, besøge min svigermor, ordne vasketøjet osv. Men det giver mig ingen glæde, og ind i mellem gør tomheden mig bange, og så vender de dumme følelser tilbage.
Og så er der de stunder (ja stunder, ikke hele dage) hvor jeg er glad, har det godt, griner, hygger mig, har sex med min kæreste....og tuder lige bag efter. Ikke at jeg ved præcis, hvorfor jeg tuder, men jeg har en rigtig godt gæt. Fordi jeg var glad i fem minutter, og det fortjener jeg ikke.

Selvfølgelig fortjener du det, siger folk så, men de tager fejl, nye ven, det har du lært mig. De tager fejl, for jeg har ikke fortjent at have det sjovt, når jeg bare ligger her og dovner den i sengen hele dagen og ikke er på arbejde som en voksent menneske burde. Hvis ikke jeg kan finde ud af at gå på arbejde, hvad kan jeg så finde ud af? At have det godt, siger du, er jo en belønning for hårdt arbejde, perfekt arbejde. Og det kan jeg slet ikke finde ud af. Jeg kan nemlig slet ikke finde ud af noget. Enten gør man tingene perfekt, eller også er man en fiasko. Det har du lært mig. Ros er ikke motivation, ros er belønning.

Jeg tænker nogle gange på, om ikke det ville være dejligt, hvis jeg kunne komme lidt ud og se nogle andre venner, det er så længe siden. Men så minder du mig lige om, at når jeg selv har valgt at flytte langt væk fra dem, så er det slet ikke tid til den slags pjat mere.
Men så måske der snart kan blive tid til, at de måske kunne komme her og besøge mig? Men så kommer jeg i tanke om noget, du har sagt: det har de slet ikke lyst til. "Du har kæreste og hus, du har slet ikke tid til at se dine venner mere - og de dig", sagde du. Og jeg troede dig, eller jeg tror dig stadig ind i mellem - ofte faktisk. For du er jo også min ven, og du er her hele tiden. Du vil mig det vel godt. Eller vil du?

Kære nye ven. Du kalder dig ven, de fleste kalder dig depression eller stress. Min læge kalder dig ikke noget endnu. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at kalde dig hverken ven, eller noget andet. For du har lært mig at tænke fremfor at føle. Du har lært mig, at jeg er den eneste i verden, der ikke må have det godt. Du har lært mig, at hvis ikke man er perfekt, så er man ikke god nok. Du har lært mig, at det er en svaghed at bede om hjælp. Du har lært mig kun at mærke, når det gør ondt, og slet ikke bemærke, hvordan det føles, når det gør godt. Du har lært mig at jeg ikke er noget værd, med mindre jeg hjælper andre....

Men jeg ved, måske endnu kun i mit hoved, at jeg ikke kan hjælpe andre, før jeg har lært, hvordan jeg hjælper mig selv. Jeg ved, at jeg også må have det godt ligesom alle andre. Jeg ved, at hvis ikke jeg også kan mærke det gode, eller det rigtige gode, så kan jeg ikke fungere. Jeg ved, at hvis alle andre kan bede om hjælp, så kan jeg også. Jeg ved, at man ikke kan blive lykkelig ved kun at tænke. Jeg ved...jeg ved...jeg ved....

Jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, det kommer til at gøre ondt længe endnu. Hvad jeg ikke ved er, hvornår det holder op.

Kære nye ven - jeg slår op.

Andre kvinders børn

Jeg var ikke meget mere end 18, da jeg første gang forelskede mig i en fraskilt mand, der havde et barn (og en anden kæreste, men det er en anden historie). Efter nogle års tovtrækkeri blev vi endelig kærester, og i en alder af 21 blev jeg papmor.  

Prinsessen, som jeg ynder at kalde hende, var en skøn tøs, ca. 8 år, glad, kærlig, åben. Og gud, hvor jeg dog nød det. Selv om jeg lige var startet på universitet, og egentlig burde skeje ud på rusture og hamre shots og tylle bajere til den lyse morgen, så ville jeg langt hellere lege familie med den mand, der endelig var blevet min, og hans skønne datter. Jeg må indrømme, til trods for, at jeg ikke går og drømmer om børn lige med det første, at der altså er noget om snakken, børn forandrer dit liv.

Jeg skulle selvfølgelig lige ses an af barnets moder. Det forstår man jo godt. Hvad havde sådan en tøs på 21 somre egentlig at tilbyde hendes guldklump. Heldigvis gik det fint, og jeg kunne både børste tænder, smøre madpakke og læse godnathistorier, måske endda bedre end far kunne (måske skyldtes det også nyhedsværdien, men lad nu det ligge). Da prinsessen en søndag morgen udbrød, at hun elskede mig, krævede det megen sjælestyrke ikke at bryde ud i gråd.

Desværre blev familie-idyllen kort. Kærligheden mellem far og papmor brast, og jeg flyttede fra både manden og barnet. Og hvad stiller man så lige op. Bare fordi det ikke fungerer med farmand, holder man jo ikke op, med at elske barnet. Men brud med børn er bare lidt sværere. Og jeg sagde ikke kun farvel til en stor kærlighed, men også til en familie og et liv.

Flere år senere løb jeg så ind i en ny  mand (bevares, der havde været nogle stykker i mellemtiden), der også var fraskilt med børn. To styks. Drenge. 7 og 11. Kønne (i hvert fald på de billeder, han havde hængende på køleskabet). Jeg fortalte ham tidligt, at jeg havde været papmor før, og at det havde været rigtigt hårdt at give slip på. Derfor ville jeg gerne gå forsigtigt frem og vente med at møde hans poder, til vi var blevet mere sikre på, at det nu også skulle være os to for evigt (eller i hvert fald noget, det ligner evigt).

Det tog han egentlig meget pænt, udviste forståelse for, at det måtte have været svært. Men som månederne gik, forsvandt emnet hans børn fuldstændig fra dagsordnen. Jeg tænkte, at han også passede på sig selvom og på drengene, og det var fint med mig. Jeg kom på besøg i de weekender, hvor børnene var hos deres mor, og holdt mig væk i de andre. Det skulle dog vise sig, at mit forbehold overfor hans børn blev mere eller mindre udslagsgivende for vores forhold.

Da vi efter et år gik fra hinanden, sagde han meget klart, at han havde haft svært ved at se vores fremtid sammen, når jeg ikke ville hans børn. Det ville jeg jo faktisk gerne, jeg var bare bange for, at det skulle gå galt igen. Så sagde han meget klogt (for han er ofte en klog mand), at så længe man var der fuldt ud, så længe men var der, så kunne man ikke forlange mere. Det tror jeg egentlig, han havde ret i. Jeg sørger nok mere over tabet af prinsessen, end hun sørger over tabet af mig.

Faktisk mødte jeg hende for et par måneder siden. Hun er blevet teenager, tårnhøj, næsten voksen. Men hun kom mig dog stadig i møde og fik et stort kram. På sin vis vil hun jo altid være mit første barn.

Tænder du (også) på far?

Synes du også et par bløde bamsearme er lige sagen? Vil du også hellere falde i søvn på noget blødt frem at ligge imellem seks hårde revner? Og mener du også at badebolden er langt mere hot end v-formen? Så fortvivl ej. Du er ikke alene(og hvis du begynder at nynne sangen nu, skal du bare have gaffa over munden og så taler vi ellers ikke mere om den sag). Du er bare top moderne og med på den nyeste og smarteste trend. Nemlig far-kroppen!

Man fristes lidt til at give Mackinzie Pearson æren for begrebet 'Dad bod' eller 'Far-kroppen'. Det var vist ikke helt hende, der opfandt udtrykket, men det var med hendes artikel "Why Girls Love The Dad Bod" i skolebladet The Odyssey, som i øvrigt gik verden rundt, at udtrykket sådan for alvor har vundet indpas. Og hvad er en Dad bod så egentlig? Med Pearsons egne ord: "It's not an overweight guy, but it isn't one with washboard abs, either."

Pearson skriver endvidere, at det altså omhandler de mænd, som en gang i mellem går i fitness - når de har tid forstås - og ellers godt kan lide at spise pizza og drikke sig i hegnet i weekenden. Det er også rigtig fint, men hvordan ser han egentlig ud ham far-kroppen, ja altså, hvis vi skal prøve at visualisere ham. Er der her tale om luksuriøse kødkuffert med det ekstra lag fedt på sidebenene – ham, der kan amme sine enearvinger med amarone. Eller er der her tale om ham, den socialt udsatte mand med fem børn, hvis livsstil gør ham selvlysende indvendig og grå udenpå. Mit umiddelbare bud, er første ovenstående eksempel, groft sagt, er ham vi forbinder far-kroppen med – den sunde livsnyder. Manden, som prioriterer sine børn, sin kone/kæreste og sin gode mad frem for at træne sig op til en six-pack. Og nu vi er i gang, har jeg i den forbindelse også lyst til lige at nævne DILF trenden(læs: dad I like to fuck), som efterhånden er ved at være nogle år gammel. For lur mig, om det ikke også er den første af ovenstående mandetyper, man i smug savler over på gaden. Jeg hader egentlig at indrømme, at jeg gør det, men det er ikke desto mindre sandt. Well, noget siger mig, at der er en ret tydelig sammenhæng mellem DILF og the dad bod. 

Man kan så spørge sig selv, hvad dad bod trenden egentlig handler om. Den handler naturligvis om prioritering. Hvad er vigtigt for din væren som menneske, er der andre ting, som er vigtigere end et fitnesscenter osv osv. Er det i virkeligheden ikke et spørgsmål om vores selvbillede? Er man tilpas i sin krop, med sit liv.

Vi kvinder er pjattede med trenden. Det der med at føle sig som den veltrænede, den smukke i parforholdet betyder på en eller anden måde noget. For Gud forbyde, at ens mand er mere veltrænet end en selv –  og Gud endnu mere forbyde, at vi skal føle os tykke ved siden af ham. Hvad fanden er det nu for en underlig konkurrence? Ja, jeg har også dårlige dage og føler mig 5 kilo for stor det meste af tiden og ja, jeg bliver pludselig også meget opmærksom på mine hofters bredde, når ham, som ligger under mig har hofter som en 10-årig. Nu er det jo engang bare sådan, og det er videnskabeligt bevist, at kvinders fedtprocent er højere end mænds, og at chancerne for fyldigere fedtdepoter hos kvinder jo altså derfor kan forekomme. 

Måske vi skulle kigge lidt indad, kvinderne! Og dette også en opfordring til undertegnede. Handler det ikke i langt højere grad om, at føle sig tilpas og sexet i den krop man nu engang vader rundt i? Vi er jo vilde med dad bod trenden netop, fordi manden udstråler, at han er tilpas i sit liv og rent faktisk har andre ting, at tage sig til end at dyrke sin krop så heftigt. Men det går vel også den anden vej rundt. Føler vi, kvinderne altså, os sexede og smukke i de kroppe, vi lever i, mon ikke mændene så også er af samme overbevisning? Jeg tror det. 

Lorten i selskabet

Hvad fanden gør man, når man pludselig finder ud af at ens veninder faktisk ikke er ens veninder.

Har du prøvet det? Man sidder der til noget pige-hygge og kan pludselig mærke, at det hele er ændret. Alt, hvad man synes, man kendte, virker pludseligt så fjernt. 

Der er nu gået lidt over et år, jeg har ikke ser nogen af dem siden, den lidt halvakavede frokost, hvor de virkede trætte af mig, og jeg forsøgte mig med dårlig jokes, og hvad man ellers gør for at få stemningen op. Det kom så pludseligt. Fra den ene dag til den anden var jeg ude af gruppen. Jeg prøvede at skrive og få aftaler i hus, men fik aldrig noget ordentligt svar. Kun det evige 'jeg har virkelig travlt for tiden, jeg skriver når jeg har tid'. Kan man have så travlt i et helt år? 

For et halvt års tid siden gik jeg og tænkte, hvad gik der galt? Ingen af dem var henne og sige til mig, hvad jeg havde gjort eller at jeg var nederen, eller hvad de måtte synes. Ingen af dem. Jeg var fortabt - hvad fanden var der sket? Det skal nok forklares, at vi var en ok stor veninde gruppe, 6 mennesker, gymnasiepiger, og den ene havde jeg tilmed rejst med i 2 måneder. 

Nå men for er halvt års tid siden, da jeg havde gået og tænkt, var jeg i byen og mødte en af pigerne (Well nogen tænker allerede nu, at det kan gå galt) vi faldt i snak, og jeg fik stillet 'hvad gik der galt?'-spørgsmålet. 

Det viste sig det var mig, mig der var for ked af det til, at de kunne overskue det, jeg var den, der var kommet helt ud på et skråplan med én, jeg så, jeg var den, ingen veninde kunne overskue, for jeg var den, der syntes, at alt var lort. Jeg var lorten i selskabet. 

Jeg blev ked af det og undskyldte. 

Senere da jeg havde tygget på det hele gik, det op for mig, de har aldrig været rigtige veninder, hvis de ikke kan være der for en, når man er helt nede, for det er sgu da der, man har brug for en, som står ved din side, uanset hvor hårdt det så måtte være. 

Så jeg begyndte at sortere og tænke på dem, der egentlig var der for mig i min periode og tænk sig - det var ikke særlig mange. 

Så nu sidder jeg her, et år senere, har færre veninder, men tilgengæld har jeg nogle få tætte, som jeg sætter så stor pris på, og som jeg ved aldrig ville skubbe mig væk i en hel nedtursperiode i mit liv, fordi de ikke lige kunne overskue det. Nu har jeg få, tætte, som gør alt for mig, og hvor er jeg glad for, at jeg har dem!

Den svære onani i narcissismens højborg

Jeg var for nogle uger siden til et Politiken talks arrangement. "Det seksualiserede samfund" hed overskriften. Her skulle fem personer, heriblandt et par forfattere, en sexolog og en actionfilm ekspert, hver i sær finde et lille filmklip, eller et uddrag fra en bog, som de på en eller anden måde mente var vigtig for- eller kunne kickstarte debatten om det seksualiserede samfund.

Problematikker som, hvordan undgår jeg at min tolv-årige søn ser porno eller et pornolignende youtube-klip på nettet? Skal de, børnene altså, overvåges? Eller skal de have lov at færdes frit og lære hvad, der læres skal på nettet - er det i virkelig meget sundt for børn og unge at få den slags oplevelser? Eller hvordan skal jeg tale med min ti-årige datter om de Nygart bryster i plastik, der pryder alle busserne? Hvordan forklarer jeg hende, hvorfor man ikke bare er glad for de bryster man nu engang har fået?

Der hvor min opmærksomhed for alvor blev vagt, var da debatten drejede sig over mod emnet skam. Skam over vores seksualitet eller mangel på samme.

Det startede faktisk en længere tankestrøm om skam og skammen ved onani ano 2015. Man bliver nok næppe mere ensom når man onanerer. Det til trods for, at narcissismen nok aldrig har været mere udbredt(Ja, jeg tager også selfies - og ja, jeg bliver også glad når det får likes på instagram).
Den skam jeg taler om, er den, som kan ramme folk efter at have onaneret. Eller nok nærmere, som konsekvent ramte mig, hver gang jeg havde onaneret da jeg var yngre. En fuldstændig uberettet skam over det helt normale man lige har foretaget sig. Den rammer mig stadig. Skammen altså. Kun en gang i mellem. Senest for en måneds tid siden efter jeg i en time havde ledt efter det helt rigtige lesbiske porno på pornhub og yderligere brugt 40 min af mit liv på at se videoen. Jeg følte mig ret så forkert, politisk ukorrekt og som en dårlig repræsentant for kvinders rettigheder. Jeg skammede mig. Både over ovenstående, men også over det faktum at mit lagen var fedtet ind i mine egne sekreter. 

For helvede. Hvordan kan det egentlig være, at en voksen heteroseksuel kvinde, skammer sig efter at have set lesbisk porno. Eller i det hele taget bare porno. Man burde tro, at jeg var faldet så godt til i min egen seksualitet, i min krop og i min måde at være kvinde på, at det der med at onanere og være smurt ind i sine egne safter ikke var noget problem længere. Jeg mener bare, for mig, er det et succeskriterium at være smurt ind i mine egne og min partners efter sammenleje. Men lige så snart det er efter jeg har givet mig selv en heftig omgang, så skammer jeg mig. Jeg får paranoide tanker om overvågning og om, at jeg er unormal, når jeg med hele mit rationale jo godt ved, at der intet er forkert ved at onanere. Tværtimod er det møgsundt at blive ved med at undersøge sine egne lyster. At være nysgerrig på dem. 

Jeg tror det har noget at gøre med, at onani er noget af det mest private, jeg overhoved kan give mig til. Og på den måde, så kan det godt være ret svært at tale med nogen om. Ikke på den der "jeg-onanerede-igår-til-tysk-pølseporno-shit-jeg-følte-mig-nasty"-måde. Men virkelig tale om det. Når jeg skal tænde mig selv skal jeg gøre de og de ting, jeg skal røre ved mig selv de og de og steder. Jeg skal ofte tænke på ham eller hende eller noget helt tredje. Det er de færreste jeg taler med det om. Og måske er det i virkeligheden ikke meningen, at det skal være anderledes. Netop derfor, gør det det på en eller anden måde nemmere for mig at skamme mig over.

Ja, det her lyder måske gammeldags, men kunne det tænkes, at vi efterhånden er blevet så hårdt eksponeret for så stort et frisind når det gælder sex og porno i vores samfund, at vi på en eller anden måde at blevet lidt aseksualiserede? Aseksualiserede når det gælder sex med os selv. Jeg mener, hvis vi sammenligner os med små børn, der får for meget at vælge imellem og derfor går helt i koma og er ude af stand til at træffe noget som helst valg. Så er der ligeledes for meget på voksenhylderne at vælge imellem. Forstået på den måde, at den del(onani), der trods alt stadig er privat for os, for mig, måske føles forkert fordi den netop ikke er udfarende. Fordi den foregår hjemme i min seng for nedrullede gardiner, og af gode grunde ikke er at finde i swingerklubberne eller badet i sit eget tis.

Kan mit seksuelle jeg være på afveje fra mit egentlige jeg? 

Grethe - min allerbedste værste ven

Hvem fanden er Grethe spørg du så? Ja det spørg jeg også mig selv om ind i mellem. Grethe er en ven jeg har, der dukker op en gang om måneden, gør et kæmpe nummer ud af sig selv, skrider og efterlader matriklen smadret, ildelugtende, blodig og uigenkendelig - og hold nu kæft jeg glæder mig til at komme i overgangsalderen.

Som du nok har fanget, så hedder Grethe noget andet i de flestes munde. Menstruation, menses, det månedlige, den tid på måneden, at have sit lort, flodbølgen.....osv osv. 

Personligt har jeg det virkelig skidt med de her udtryk. Enten bliver det langt og tørt (hvilket vi vel kan være enige om, at det på ingen måde er!?) eller også bliver det ulækkert og skamfuldt.

"Jeg har mit lort" får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg forstår som sådan godt udtrykket, har også som teenager selv brugt det, men hvis unge piger skal have et ordentlig forhold til deres underliv og deres menstruation, så nytter det ikke noget, at vi giver den et navn, der klinger klamt.

Vi skal sgu da kunne tale om det, uden at få alle mænd (her mener jeg nok primært teenagedrenge og mindre modne hankønsvæsener) til at vrænge på næsen, men samtidig få dem til at forstå hvorfor vi har et lidt ambivalent forhold til det.

Jeg har altså valgt at kalde min menstruation for Grethe, nok mest af praktiske årsager. For jeg opdagede hurtigt som teenager, at hvis ordet menstruation dukkede op i en samtale med eller i nærheden af en dreng, så blev der gjort et stort nummer ud af det - fra hans side vel at mærke. Og det syntes jeg var møg irriterende. 

Da jeg så kom på højskole præsenterede min roomie mig for Grethe. Med Grethe kunne man tale om det i fællesstuen, uden at nogen ville opdage, hvad samtalen egentlig gik ud på; man kunne nævne over for sin kæreste, hvad der var årsag til humøret eller fosterstillingen, uden at han straks gjorde opmærksom på, hvor lidt han egentlig ville mindes om det. (Og ja jeg har nok ikke været så heldig med fyre, der ikke var sarte). Altså, et ganske neutralt ord, der er kort, nemt og ikke får dig til at tænke på hverken afføring eller kedelig seksualundervisning ala folkeskolen. Men som blender nemt ind i en daglig samtale. "Grethe kommer på besøg i dag, og jeg glemt at købe ind" eller "Jeg var oppe og skændes med Grethe i går, og jeg er pisse træt" - eller den korte og nok mest brugte "Grethe er en so".

"Jamen hov Ældsten, er det ikke dig der engang bloggede om at vi skulle bruge flere klamme og grimme ord om vores kønsdele?" 

Jo det er det, og den står jeg ved, for selvironi er ganske vigtigt, og min pointe var, at vi havde for få og for kedelige alternativer til fisse og pik, og at vi skal holde op med at være så kønsforskrækkede. Men her taler vi om noget som en del kvinder (særligt de unge) finder ulækkert og en anelse skamfuldt, og det er der ingen grund til at understrege ved at associere det med afføring. 

Menstruation er for de fleste (med undtagelser selvfølgelig) pisseirriterende, uhandy og ja en smule, om ikke andet, så mindre lækkert. Derfor synes jeg, at vi i vores daglige tale godt kan neutralisere samtalen lidt, så vi ikke udfordrer mændende alt for meget. 

Og så kan vi jo tage snakken nu og her, på bloggen, om hvor nederen Grethe kan være. For det er jo ikke det, at vi bløder, der er det mest irriterende med menstruationen, det er derimod alle de kropslige bivirkninger - om man vil - der følger med, som er pisse irriterende. Oppustethed, ledsmerter, mavekramper, diare (eller den lede følelse af det) og den absolut mest ambivalente bivirkning af dem alle - liderligheden. Det er ironisk nok den tid på måneden jeg har mest og mindst lyst til min kæreste. Pisse tak krop, pisse tak!

Jeg stødte på en hjemmeside forleden, hvor kvinder har forsøgt at beskrive følelsen af Grethe. Det er malende, underholdende og helt igennem fantastisk læsning hvis du spørg mig. Det er nok fordi jeg klart kan nikke genkendende til 90 % af det, men jeg synes faktisk mænd skulle prøve at kigge på det også. Det kunne jo give en forklaring på, hvorfor kæresten, konen eller søsteren bliver en anelse, hvad skal man sige, touchy, i den periode.

Den her synes jeg er vældig fin, og her på bloggen har vi selvfølgelig allerede valgt vores bedste våben, og vi er pjattede med det:

"It feels like the worst burrito-gas in your entire life, every waking hour, for three to seven days. Who knows how long it will last? It can be sharp, stabby, dull, achy feeling in your abdomen, or in your back. Then you get rivulets of blood complete with chunks for three to seven days. Tampon? Pad? Cup? Have fun choosing your weapon." 

 Eller min absolutte favorit;

"The best way to describe what a period feels like is to use a person as an example. I feel that King Joffrey from Game of Thrones is the most accurate…"

Til de få (I kan ikke være mange hva?) der ikke måtte vide hvem King Joffrey er.

Læs alle 21 beskrivelser her.

Nu er Grethe (eller måske vi skal kalde det Joffrey i stedet?) jo ikke kun en so. Hun er også symbolet på, at vi er i stand til at skabe liv, og det er trods alt mirakuløst nok til at neutralisere alt det, hun udsætter os for hver måned. Og da jeg i starten skrev, at jeg glædede mig til at komme i overgangsalderen, så var det Grethe-ramte Ældsten der talte, og ikke den fornuftige Ældsten, som trods sin manglende skrukhed, sætter stor pris på evnen til at få børn.

Jeg ved fra min mor og andre kvinder, der har været igennem overgangsalderen, at det ikke nødvendigvis er en glædelig begivenhed, heller ikke selvom man har fået de børn, man skulle have.

Så Grethe er på mange måder også en god ven at have. Men lige nu passer det mig altså glimrende, at der er flere uger til hun kommer på besøg igen.

Tre dates og en diamantring

Efter endnu en gang at have set den samme mand alt for længe, lidt frem og tilbage, og så en tur mere - og vi endnu ikke kan finde ud af at blive kærester - så må jeg spørge mig selv: Hvorfor er jeg bare ikke den slags pige, man dater i tre måneder og så er man kærester?

I lang tid gik jeg og bildte mig ind, at den slags pige jo slet ikke findes. At det bare var en urban legend. Men desværre har jeg efterhånden mødt så mange af den slags piger, at jeg ved, de eksisterer. Fordømt!

Så ramte tanken mig, at jeg måske bare møder de forkerte mænd. Det er der selvfølgelig en vis chance for, kan være tilfældet. På den anden side har jeg trods alt mødt, set, datet og kneppet så tilpas mange mænd, at jeg skal være mere end almindeligt uheldig, hvis jeg ikke skulle være stødt på de gode slags bare en enkelt gang. Hvis man skyder med spredhagl, rammer man vel et slagskib på et tidspunkt?

Indrømmet, jeg mødte faktisk sådan en mand, da jeg var 16. Og en enkelt da jeg var 23. 16 år og i 1.g tæller vel næppe som en rigtigt voksen erfaring. Og 23-eren, tja, i det tilfælde løb jeg nok mere med på hans forelskelse end min egen. Og så er det jo nemt nok.

For problemet er simpelthen, at jeg ikke ved, hvordan man får en mand til at blive kærester.

Jeg er egentlig ikke gammeldags anlagt. Jeg går fuldt ind for, at kvinder kan tage initiativ. Men det er fucking sårbart at sige, at man gerne vil være kærester. Man skal jo helst ikke give for meget fra begyndelsen. Måske risikerer man også at skræmme den potentielle prins væk, hvis  proklamerer, at man gerne vil have det der rækkehus i Sundbyerne, en christiania-cykel og tre børn at fylde på ladet allerede over den første fadøl på et dunkelt værtshus. Ja, det er så der, jeg møder mænd - det kan selvfølgelig også være en del af problemet.

Så er det nemmere at læne sig tilbage og sige, at man er helt cool med bare at knalde rundt (og ligge i sengen hele søndagen og spise bland-selv-slik). Og så bare gå rundt med sine drømme om at møde forældre, blive vist frem for vennerne og gå til parmiddag for sig selv.

Og når man så til sidst ikke kan holde sig i skindet og kl 4 om morgenen efter en våd aften, får baldret ud med sin forelske og sine forventninger, og han så ligesom ikke har det på samme måde, hvad så? Kravler man så ud fra den varme dyne, tager sine ting og går sin vej. Og kan man overhovedet det, når man har vænnet sig til de varme arme om sig, når man vågner om morgenen? Lidt har vel også ret?

Veninder og venner er kommet med velmenende råd. "Måske skal du bare prøve at give dem lidt mere plads?" "Vær lidt mere følsom!" Prøv nu lige at høre her. Faktisk synes jeg, at jeg er rigeligt følsom. Hvis jeg bliver mere følsom, så krænger jeg mit hjerte ud i patetiske facebook-opdateringer, om hvor uretfærdigt mit liv er, og hvor dumme mænd er  (nu blogger jeg bare om det i stedet). Men det er som om, det med følsomheden og pladsen ikke virker efter hensigten. Som om blide, underdanige, afventende piger bare bliver trukket rundt ved næsen - fordi det er nemt, når de ikke stiller krav. Men hvis man stille krav, er man ret nem at løbe om hjørner med. Og hvis man ikke gør alvor af uopfyldte krav, så bliver det endnu sværere. Man skal sgu fylde sine trusser ordentligt ud!

Jeg har overvejet, om jeg overhovedet skal have en kæreste. Om jeg dur til det så at sige. Men faktisk tror jeg, at det er det modsatte, der er problemet. Jeg er så god til og så tryg ved at have en kæreste, selvom vi ikke er kærester - at jeg slet ikke kan holde alternativet ud. Og så bliver man altså hængende i de der varme arme med sin alt for store slik-pose hele søndagen. Og gemmer sine drømme og krav til det bliver mandag igen.

Gæsteblog: Har du aftjent din singlepligt?

Roomiekussen er tilbage på besøg. Sidst, jeg gav lyd fra mig, var jeg husvild og nyligt single. Nu er jeg – jeg fristes til at skrive heldigvis – ingen af delene mere. 

Det sidste halve år har budt på den fest, det københavnske marked af tidsbegrænsede lejemål er, og den anden fest, der kaldes ”at få en ny kæreste”. For det har jeg nemlig. Fået en ny kæreste. Og det er det, dette indlæg skal handle om.

Da jeg trak stikket på mit tre år lange parforhold, var den replik jeg fik smidt allermest i hovedet  ”Nåh, så skal du bruge tid på bare at være dig”, eller ”Så kan du endelig finde dig selv” og andre tilsvarende kommentarer (I kender fraserne, indsæt selv). 

Ifølge min meget velmenende og sikkert vældig erfarne omgangskreds var det, jeg havde akut brug for, at sidde helt alene for mig selv og være bare mig. Måske en gang imellem gå i byen og tage tilfældige mennesker med hjem. Og ellers bare sørge for at ”finde ud af, hvem jeg er”.

Og jeg følte mig ærligt talt ret forundret, og en smule stødt. Omkring mig var der en forventning om, at jeg skulle juble over at have smidt lænkerne fra et langvarigt fængsel og derefter gå i kloster et stykke tid. 

Jeg ved ikke, hvad de forestillede sig, at jeg skulle, meditere måske, når jeg ikke lige havde tilfældig sex. 

Ingen syntes at kunne forestille sig, at man faktisk godt kan udvikle sig personligt, selvom man er kærester med nogen. Eller at man ikke nødvendigvis mister sig selv, bare fordi man bor sammen med et menneske, som man også deler seng med. Eller at det jeg havde allermest brug for, var at nogen spurgte mig, hvad jeg syntes, jeg havde brug for.

Ældstekussen har før skrevet om presset ved at være single, når alle mener at man skal have sig en kæreste hurtigst muligt. Boreliakussen har udtalt sig om det ulidelige ved tanken om at skulle begynde at test-knalde igen efter et længerevarende forhold. 

Bidrag på denne blog handler generelt ret ofte om, når potentielle partnere ikke viser sig at kunne være det, man gerne ville have, og hvor træls det er at være i limbo, når det gælder ens civilstatus. 

Jeg har i det private mange både venner og veninder, der beklager sig over singlelivets frustrationer, misundelsen over andres parforhold, frygten for aldrig at finde den rigtige. Hvorfor i alverden havde folk så travlt med, at jeg for guds skyld ikke engang måtte overveje at finde et andet menneske at være sammen med?

Hvor længe skal man bære sørgebind over et forlist parforhold? Jeg var forbløffende lettet, da nogen endelig spurgte mig, om jeg var begyndt at se nogen andre. Så var det næsten okay, at jeg sagde ja.

For jeg var faktisk begyndt at se en fyr, og jeg følte mig lidt for en forræder. For nu gjorde jeg jo det der, jeg ikke måtte – så et andet menneske. Det samme menneske. I flere uger. Jeg havde sex uden kærlighed, uden forpligtelser, jovist, men jeg blev ved med at have det sammen med den samme mand. Det var jo ikke meningen. Jeg skulle jo være alene. Aftjene min singlepligt, så at sige.

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at rebound-knald udviklede sig til friends-with-benefits, og via en masse forvirring til en forelskelse, der sidenhen er blevet til et parforhold. 

Uhadada. Så tidligt, sagde mine venner. Det var da hurtigt, sagde mine venner. Velmenende, men det gav mig en dårlig smag i munden, der stadig dukker op, når folk udtrykker forundring over, at jeg blev kæreste med nogen igen efter ”kun fire måneder”. 

Som om man ikke kan udvikle sig i et parforhold. Som om jeg kun er kæreste med ham, fordi jeg ikke tør være alene.

Det er ikke fordi, jeg af princip er single-nægter. Der var bare et menneske i mit liv, der opfyldte et behov, jeg havde, og som jeg sidenhen forelskede mig i. Også selvom alle andre sagde, at jeg ikke skulle. Så nej, i denne omgang har jeg vist ikke aftjent min singlepligt. Men skal man også nødvendigvis det?

Fordomsper og tomme trusser

Forleden havde jeg en kvinde til bords, jeg ikke kendte andet end af navn og udseende. Jeg har nok altid været lidt bange for hende. De færreste mennesker indgyder frygt i mig, men lige hende... Lad mig sig det sådan, jeg nåede at drikke to store glas syrlig rødvin og spise lidt rigeligt af det hvide toastbrød med NETTO's oliventapenade indkøbt til lejligheden, inden jeg satte mig.

Med det umiddelbare indtryk, at hendes skærebrænderstemme, hvis volumen er højere end de flestes og en generøsitet når det gælder uddeling af meninger og holder, der absolut ikke er til debat, syntes aftenen ligesom lidt lang. Jeg tog mig selv i at blive helt pre-nervøs og irriteret på hende. Når det så er sagt, har hun de der lange ben, man kun kan drømme om, og et ansigt modeleret af engle. Måske ikke helt engle, nok bare Uffe Buchard. Så småfuld og med rystende hænder satte jeg mig.

Skam var den følelse jeg kort tid efter, at jeg havde sat mig, blev ramt af. Det viste sig nemlig, at hun er et af de sjoveste, mest indsigtsrige mennesker, jeg længe har mødt. På et splitsekund måtte jeg bare konstatere, at jeg også er den kvindetype, jeg ellers hader, og som jeg bryster mig af ikke at være. Hende med fordommene. Smukke-rapkæftede-kvinder-har-ikke-en-skid-at-have-det-i-fordommen. Utrolig skønt at få sig en wake up call-lussing og på den anden side også lidt skræmmende, at det var nødvendigt.

Som aftenen skrider frem falder snakken på mænd. No suprise! Hvor hun bruger et udtryk, jeg aldrig har hørt før. Og jeg troede egentlig, jeg havde hørt det meste. Nej, hun brugte udtrykket, at hun da ihvertfald ikke gad at være en tom trusse. Jeg nikkede pænt og smilede uden egentlig at vide, hvad det betød.

Det viser sig så, at hun har datet den samme fyr i 100 år og ikke rigtig gad at have det der vi-chiller-bare-og-skylder-ikke-hinanden-noget-forhold længere. Så hun havde oppe i hovedet forberedt en skøn enetale til ham. En pæn måde at stille ham et ultimatum, som hun fint sagde det. Det lød noget i retning af det her: "Nu har vi set hinanden længe, der er vist ingen tvivl om, at jeg er meget glad for dig. Det har passet mig mere end perfekt, at vi ikke har skyldt hinanden noget, og vi har kørt yolo-stilen. Men nu kan jeg bare mærke, at jeg har lyst til at skylde dig noget. Og jeg har lyst til at du skal skylde mig noget. Jeg har lyst til at prioritere dig, og jeg har lyst til at blive prioriteret. Så enten foreslår jeg, at vi gør noget seriøst ved det her og giver os et reelt skud på den der kærestemåde, eller også, så bliver jeg nødt til at passe på mig selv, pakke mine ting og gå fra dig."

Jeg sad naturligvis og klappede i mine små tykke hænder over retorikken.

Efterfølgende kiggede hun genert på mig og sagde, at det svære ved den tilgang var, hvis han så sagde tak, men nej tak. "Hvordan skal jeg være standhaftig nok til ikke at indlade mig på hans præmisser og vende tilbage til det vi er. Jeg vil ikke ende op som en af de der tomme trusser". En tom trusse. Jeg udleder, at en tom trusse, er en kvinde uden nosser, der ikke tør stå ved en beslutning og tage sine ting og skride.

Der er ingenting som kærlighed, der kan gøre en skør. Ét er, hvad ens hjerne fortæller én. Noget andet er, hvad ens hjerte har lyst til. Og hvis det betyder, at ens hjerte får et kort fix ved at spendere lørdag nat på hans lagener, så er man ofte villig til at gøre det. Sagen er bare den, at det kun fungerer på kort sigt.

Løfter føles efterfølgende endnu tommere, og det gør ens trusser også. Man forvandles til den der needy-person, som lader sig kaste rundt med. Og dét kan jeg godt forstå, hun er bange for.

Jeg kender den følelse, og for at bruge hendes udtryk, så har jeg simpelthen været en tom trusse for mange gange i mit liv. Jeg er rigtig god til at fortælle mine veninder, at de skal gå deres vej, hvis de ikke bliver behandlet ordentligt, og det sagde jeg naturligvis også til hende. Faktum er bare, at jeg er mega dårlig til at efterleve det selv. Som Alice siger, da hun endnu en gang har trådt uden for stierne i Eventyrland: "Jeg giver mig selv mange gode råd, men så glemmer jeg at følge dem".

De rapkæftede lange ben og jeg har ikke set hinanden siden, så jeg ved desværre ikke, hvordan det gik med hendes enetale. Og selvom vi begge to godt ved, at vi nok aldrig bliver veninder og jeg aldrig får en opfølgning, så havde jeg en meget  vellykket aften og en rigtig sund, øjenåbnende oplevelse! Jeg må arbejde på at fylde mine trusser bedre ud i fremtiden.

Helt almindeligt tosset?

En morgen i sidste uge, uoverskuelig tidligt, lå jeg hulkende i min kærestes arme i et udbrud af dyb sorg og vanvittig lettelse. Få sekunder før var han gået fra mig på den grovest tænkelige måde, og jeg var ganske fra den. Vi havde været til fest med en masse venner og familie, pludselig havde han rejst sig og meddelt hele selskabet, at han havde fået ny kæreste. Hun stod forøvrigt i døren og ventede på, at jeg smuttede, så hun kunne overtage min plads. Min svigermor forstod slet ikke, at jeg brokkede mig. Hun var enig med min kæreste i, at jeg da umuligt kunne have troet at vores forhold ville holde. Jeg var knust, latterliggjort og ulykkelig.......Og langt fra vågen.

Ja, det var noget, jeg drømte, men følelsen af knust hjerte var ægte, og den åd mig indefra. Jeg var vågnet midt i det hele, befundet mig fra centimeter fra min snorksovende kæreste og brudt sammen i hulkende gråd. For han lå jo lige der, var ikke gået fra mig og gør det forhåbentlig heller aldrig.

Det var en underlig morgen, ja faktisk var hele dagen temmelig underligt. Jeg kunne ikke ryste sorgen og svigtet af mig. Det sad i brystet som en kræftsvulst det meste af dagen. Dels fordi det havde føltes så virkeligt, og dels fordi det nagede mig ,at jeg godt vidste, hvorfor den drøm var opstået. Jeg kendte til alle følelserne i den, for jeg havde følt dem før.

Mit problem er, at jeg ikke stoler på mænd. Det skal ikke forstås som et fanatisk, feministisk mandehad, overhovedet ikke, tvært i mod elsker jeg mænd. Jeg har bare kun elsket mænd, der har løjet og sagt, at de også har elsket mig, men ikke en eneste har turde stå ved det overfor resten af verden. Og så holder man op med at tro på dem. 

Det er ikke fordi jeg ikke tror på kærlighed, det gør jeg bestemt. Hver dag bliver jeg mindet om den i alle former, men jeg har bare ikke selv været så heldig endnu. Det er ikke ynk, det er et faktum. Men nu står jeg med den - og hvad gør man så? For jeg vil den jo, rigtig meget faktisk, men jeg er også bange for den. Jeg er slet ikke vant til at blive følelsesmæssigt bekræftet hver dag uden selv at skulle bede om det først. Det er en helt omvendt verden for mig. Jeg elsker det, men samtidig er det også noget, jeg har store problemer med at vænne mig til. For tænk nu, hvis det holdt op. Tænk nu hvis han slet ikke holder så meget af mig, som han siger. Det ved jeg han gør, men hvad nu hvis....

"Hvad nu hvis" er en ond ond tanke, der kun er ude på at fucke din hjerne helt op. Og det lykkes delvist ind i mellem. Og det er død frustrerende - ikke mindst for ham. For han betaler jo prisen for alle dem, der ikke har opført sig pænt ellers sagt sandheden. Det er ham, der skal stå model til mine overreaktioner, når han ikke lige er til at få fat i (og tusindvis af andre, dybt fjollede ting). Og det er på ingen måde fair. Men det er meget svært at ændre på den verden ens, hjerte har bygget op i det lille rum i brystet. 

Jeg talte med en veninde forleden, om det at ville giftes engang. Hun har ikke umiddelbart behovet, men det har jeg. Et stort behov. Ikke fordi jeg partout SKAL have kæmpe hvid kjole og alle tænkelige traditioner, det kan godt blive lidt for meget. Nej, jeg vil giftes af den simple grund, at jeg har et enormt behov for, at nogen tør stå så meget ved, at de elsker mig, at de ønsker at stadfæste det på så bindende måde overfor de mennesker, der står dem og mig nærmest. Det virker plat, når jeg siger det sådan, men det er sandheden. Den helt rene og skære sandhed. 

Sandheden er også, at ham jeg nu har fundet, ham elsker jeg. Og det skræmmer mig. Ikke mindst fordi der er en risiko, omend meget lille, for at han ikke elsker mig. Men mest fordi at han faktisk gør - for hvad sker der så? Er jeg så lykkelig nu?! Hvad er adgangskravet til den følelse egentlig? Og betyder det, at han elsker mig ikke bare, at det gør tusinde gange mere ondt, hvis han en gang skulle ombestemme sig?

Jeg hulkede i hvert fald mere, end jeg før har gjort, da jeg vågnede af den drøm forleden. Og selvom han taklede det til UG, så kan jeg sgu egentlig godt forstå, hvis han nogle gange tænker, at indersiden af mit hoved må være som et galehus ala Gøgereden. Det føles i hvert fald sådan ind i mellem.  Måske er jeg tosset -bare sådan helt almindeligt tosset.

Kan man eje andre mennesker?

"Jeg har altid vidst, at du var et sted i dit liv, hvor man ikke kan eje dig". Tænk, sådan sagde min eks til mig, da vi gik fra hinanden for et lille års tid siden. Jeg prøvede ihærdigt at forklare ham, at det sted i mit liv når jeg nok aldrig til. Bare tanken giver mig en lille smule klaustrofobi. For man kan jo ikke eje et andet menneske, kan man?

Jeg har altid betragtet mig selv som selvstændig, måske grænsende til det autonome - ikke i betydningen sorte hætter og piercinger (jeg eksperimenterede en anelse med det første i mine teenageår, piercinger var jeg nok trods alt for pæn til). Jeg har haft gode forhold, men der skal ret meget til, for at jeg giver mig hen. Måske fordi kompromisser skræmmer mig. Måske fordi jeg er bange til at blive såret. Måske bare fordi jeg er blevet vant til at være alene - og egentlig også er ret god til det. For ja, det er nok ret svært at eje mig.

På en eller anden måde satte eks'ens replik sig fast (ja, jeg ved godt, at jeg skal give slip og ikke lade mine ekskærester optage plads i mit hoved, men altså...), fordi hele det der med ejerskab og eksklusivitet i parforhold sgu er lidt svært. På den ene side er det helt vildt uhyggeligt at opgive sin absolutte frihed - på den anden side, så får man forhåbentligt noget andet igen. Det er vel derfor, at man gør det.

Selvfølgelig kan man ikke eje andre mennesker (slaveri er heldigvis forbudt), men der er mange noter af ejerskab i den måde, vi taler om kærlighed på. "Jeg er din", kunne jeg jo godt finde på at sige til den, jeg elsker.  Især, hvis jeg ved, at han også er min. For ejerskabet skal helst være gensidigt. Du får noget af mig, hvis jeg får noget af dig. En slags byttehandel, hvor uromantisk og usexet, det end måtte være. Kan man eje andre mennesker? Måske lidt, på en måde. Hvis de vil ejes. For det er jo faktisk det, der er præmissen. Man kan ikke kræve hengivelsen; ejerskabet kan kun gives. Og det skal gives betingelsesløst. Og det er fandeme skræmmende. For hvad hvis den der byttehandel skal gå tilbage? Eller hvad hvis man ikke synes, man får nok for sig selv? Min frihed har ret høj værdi.

Én fyr, jeg så lidt til, sagde til mig, at det var meget vigtigt, at jeg huskede, at jeg selv var ansvarlig for mig, og at jeg huskede, at der var ting, jeg gjorde alene. Der måtte jeg berolige ham. Det vidste jeg godt. Han er både sød og skøn, men hvad der foregår i mit arbejds- og studieliv er sgu ikke afhængigt af ham eller hans fortjeneste. Og det bliver det aldrig. Men egentlig handlede det vel mest om ham. Om at han var bange for, at jeg blev afhængig af ham. At han var bange for, at jeg var for meget hans. Så man kan altså også vægre sig mod at eje nogen. Hmmm.

Jeg ved ikke, om jeg egentlig er blevet meget klogere på det der ejerskab. Måske lidt mindre bange. Jeg talte med en ven med arabisk baggrund; på arabisk ville replikken om at eje sin kæreste uden tvivl blive betragtet som romantisk. Fordi der ligger en vilje til at beskytte og passe på i den vending. Måske var det også derfor, at den førnævnte unge mand vægrede sig ved det. Og hvorfor jeg faktisk blev lidt ked af det. Fordi han ikke var klar til at passe på og beskytte - eller måske bare ikke ville. For selvom jeg har det svært med at skulle ejes - så vil jeg faktisk gerne passes på. Bare ind i mellem. Især hvis jeg også får lov at passe på den anden.

2014 - din lækre kælling! (Vi beklager på forhånd, hvis dette opfattes som sexistisk)

Så er det tid til årets første indlæg. Et indlæg dedikeret til året 2014. En opsamling om man vil.

2014 blev det året, hvor Sprøjtekussen desværre forlod blogfællesskabet. Sprøjtekussen har igennem tidens løb skrevet mange finurlige, hjerteskærende og underholdende indlæg. Blandt andet har hun undret sig over sin forunderlige krop, og hvorfor den reagerer som den gør. Vi savner hende på bloggen, men heldigvis er hun jo stadig en del af vores liv. Og når nu begrundelsen var lykkelig, så er det jo svært at ærgre sig for alvor. 

2014 har på mange måder været et begivenhedsrigt år for Kussesumpen. Vi bliver læst. Af mange faktisk. Vi er vist alle blevet enige om, at foretagendet nok snart skal have en ny hjemmeside. (Hvis nogen kender en dygtig webdesigner, så vink lige med skamlæben - eller smid en mail, hvis det er nemmere). Desuden blev det besluttet at dramatisere nogle af vores indlæg i en lille teaterforestilling. Det vi glæder os meget til at se resultatet af her i 2015. I får selvfølgelig en masse information, når vi ved mere. Faktisk er sandsynlighed for, at vi når spamlignende tilstande, ret stor.

2014 blev også året, hvor vi fik en masse fantastiske engagerede gæstebloggere og læsere – tak, for fanden! Det er så dejligt, at I vil dele jeres oplevelser og tanker med os. Vi håber at høre endnu mere til jer i det nye år. Både kusser og pikkemænd til hobe. 

Dette blev også året, hvor menstruationskoppen vandt indpas i sumpen. En opfindelse vi har været ovenud begejstrede for. Og det var året, hvor Tinder gik hen og blev et modefænomen, som alle i kussesumpen har afprøvet. I forlængelse heraf, eller måske snarere i forstadiet hertil, blev det året, hvor kærester kom og kærester gik – nogen med færre kønsvorter end andre.

For både Boreliakussen og Yngstekussen vil 2014 også stå klart som analåret. Anale erfaringer er blevet gjort, og trangen til at udtrykke, hvad man tænder på, og hvad nogle kvinder samt mænd finder svært. Og hvad mænd angår, blev det også året, hvor vi kvinder fik noget at se på. Året hvor mænd i høj grad også er trådt frem som sexsymboler og ligeledes knapt så fede. 

Alt i alt et begivenhedsrigt år for sumpen. Vi håber I har nydt det lige så meget, som vi har. Vi ses derude – om ikke andet så her på bloggen.

Love and peace,

Kussesumpen