En (K)ærlig Kusses bekendelser

Jeg bringer lige en advarsel inden jeg åbner for sluserne - det her bliver følelsesporno i selvindsigtens tegn. De der måtte nyde mine sædvanlige upassende eller åbenmundede blogs, må lige give plads til en sårbar og ærlig kusse for en stund. Here goes:

Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Eller, "kun" er måske et forkert ord at bruge, for det er jo en stor ting, trods alt. Jeg siger kun, fordi jeg i perioder har troet, det var flere, men først på afstand kan se, at kun to af dem var ganske ægte. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har næret meget dybe følelser for en del andre, og jeg har bestemt også været forelsket flere gange. Men den der oplevelse af at have en følelse i kroppen, der er så stor, at du går i stykker, hvis ikke du siger den højt, samtidig med at du frygter, at det samme sker, hvis du gør det - den har jeg oplevet med to mænd. D.v.s. to mænd ud over min far, bror, bedstefædre, lad-som-om brødre und so weider. Familiekærlighed er en anden kategori end den disse to tilhører.

Den ene er min bedste ven. Vi blev venner for 10 år siden, og jeg har elsket ham i 9 1/2. Som min ven forstås. Da han blev gift sidste sommer, græd jeg fra start til slut af lykke. Ingen kender mig, som han gør, og det både skræmmer og beroliger mig. Han ringer, når jeg har mest brug for det, som var han synsk. Og han dømmer mig aldrig, når jeg er mest ynkelig eller urimelig. Jeg under ham al den kærlighed og lykke, han kan få......til det driver ned af væggene og man begynder at få kvalme.....og så lidt mere. 

Den anden - han ville ikke have mig! Det tog mig tre år at indrømme over for mig selv, at jeg elskede ham, en måned at samle mod til at fortælle ham det og et splitsekundt at få klamme kolde våde fødder og få det til at lyde, som om det var som min ven. Eneste positive ting ved den situation var, at jeg slap for pinlig tavshed efter at have sagt det. Han elskede også mig.....som ven. Ambivalens nåede nye umenneskelige højder den nat. Længere næse har selv en dansk politiker ikke set magen til. 

Meget havde ledt op til den samtale, og rigtig meget skete efter. Og jeg har, uden tvivl, både med rette og uden, givet ham skylden for rigtig meget af det. Men en ting er dog vigtigere end alt andet; jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Og jeg er blevet hundeangst for at gøre det ved mig selv igen. Jeg prædiker altid, at man skal sige tingene, som de er, for så undgår man misforståelser og flere sårede følelser, end hvis man ikke turde tá chancen. Ærlighed rækker længst (med mindre det er for gloriepudsningens skyld selvfølgelig - at meddele man har knaldet eksens veninde er, for en mand, en ærlighed, der kan føre en hæftig brobrand med sig - så er I advaret). Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med, når en eller anden idiot sætter Poul Krebs på anlægget (indrøm det bare - omkvædet til "sådan nogen som os" står printet fast i din hukommelse til evig tid)

Og her kan jeg så igen vælge at skyde skylden på de mænd, jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at være stødt på. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig og en tredje glemte bare at sige, at han i virkeligheden var forelsket i en anden....og listen bliver ved. Man føler sig forsmået og tør ikke tage chancen en anden gang - så er det nemmere bare at være venner.

Men sandheden er jo, at det er mig, der er en kylling. Bevares, jeg kunne have været blevet behandlet pænere, men jeg bærer også en del af skylden. Men hvordan åbner man op for sit inderste og skærmer sig selv for nederlag på samme tid. Kan det lade sig gøre at være så sårbar og stadig stå oprejst, hvis sårbarheden skulle blive trådt på? Jeg håber det inderligt, men min indre lommefilosof ved jo godt, at noget, der er så enkelt, sjældent er særlig ægte - og vil man overhovedet have noget, der ikke er ægte? I sidste ende er svaret som regel nej, men når jeg står midt i det, kan jeg nogengange tage mig selv i at være okay med at nøjes med det overfladiske - i hvert fald når alternativet gør for ondt nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil. Jeg vil gerne elskes. Nørden vil gerne elskes. Rundetrunden vil gerne elskes. Scoretrolden vil gerne elskes. Men vi pakker os ind i tykke lag af vat og bobleplast, og kalder det for en livsstil, og bilder os selv og verden ind, at det er noget, vi selv har valgt, og at vi bedst kan lide det sådan. Men sandheden er, at vi ikke tør sige højt, at vi er pisse bange for at vælge en ny måde at leve på. 

Jeg siger nu højt, til alle jer i cyper-kusse-space, at jeg, næste gang det skulle blive aktuelt, vil prøve at være sårbar og sige, hvordan jeg har det. Ikke kun til den jeg er vild med, men først og fremmest til mig selv. For hvis ikke jeg er ærlig overfor mig selv, hvordan fanden skulle jeg så kunne være ærlig over for den, jeg elsker? 

Der er så mange ting, Sprøjten ikke forstår...

1. Sportsgrene, som på mig virker ligegyldige - golf, kuglestød, spydkast, synkronsvømning, ringridning - find selv på flere.

2. Farligt og fikst, men dog stadig, moderne sprogbrug så som heteronormativ? Diskrepans? Jeg aner ikke, hvad det betyder, og jeg ved ikke engang, om jeg kan komme med et gæt, som er i nærheden af det? Heteronormativ (min iPhone kan stave til det - bravo!) og nu har jeg kigget på ordet i 30 minutter og jeg har stadig ikke et gæt...... 

3. Tøjvask. Det der med at dele det op efter hvad skal koges og hvad der ikke skal. Og de der små tegn i tøjet, som åbenbart skal fortælle en noget, men som jeg mest af alt misfortolker. Som billedet af en trekant med kryds over - må man ikke have en trekant iført denne her trøje eller hvad vil du sige?! 

4. Gourmetmadlavning. Når en 1000 år gammel gulerod lige pludselig bliver til en delikatesse. Er gammelt mad en delikatesse og gourmet? Så må jeg få flere Michelin-stjerner for mit køleskab!

5. Cremer - oooh yes, jeg er lidt en kvinde, og ja, jeg bruger én slags creme - en gang i mellem. Men jeg forstår ikke alle de der forskellige slags cremer; den ene må man kun bruge i ansigtet, den anden fødderne, den trejde hæmoriden. Kunne man ikke bare få en allrounder? Eller skal jeg bare til at lære at blive kvinde?! 

6. Spejlet. Ja, det er en opfindelse, der gavner kvinder, når vi har den der: 'HOLD KÆFT, hvor ser du dejlig tynd, sexet, laber, smuk, fantastisk, du-kan-bare-dit-shit ud'- dag. Men på de dage, hvor man vågner op og tænker 'jeg ser sgu nok meget sensuel-lige-stået-op-på-den-der-beyoncé-lækre-måde' (ja jeg ved godt, at jeg ikke er mørk i huden, men hun er stadig fucking lækker med flotte former - you get the point) og kigger sig selv i spejlet med så meget selvtillid, at den bliver slået helt ned under gulvbrædderne, når man ser den flotte ''six-pack'' vælte ud over trusse kanten, kigger på den blegfede danskerkrop med noget, jeg kunne kalde for hængebryster, men som jeg stadig er sikker på, at de 40-årige ville argumentere i mod. På de dage er spejlet bare en nederen opfindelse - jeg ville 1000 gange hellere vågne op og tænke 'hold kæft jeg er fucking lækker', også selvom det IKKE er sandt - men det jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af - tværtimod!

7. Analsex. Ja ja, der er mange, som synes, det er en fest - og især mænd, der synes, at det er dejlig stramt. Men hør her lille mandsling - det føles, og det er min beskrivelse af det, og du skal nok forstå mig, det føles, som når man sidder på toilettet - for at skide - og man presser og presser (er du med indtil videre?) og lige inden man giver slip på bomben ryger den op igen. Det er frustrende ikke? Så tænk på det i den rytmiske bevægelse, der er i "Staying Alive" (det er den samme rytme, man skal holde, når man laver hjertemassage, var der en klog 'nåda' kvinde, der fortalte mig engang) 

8. Mænd. Og her er det generelt alle mænd. For hvad er det, I nogle gange forsøger at sige? I kan sige 'jeg er ikke klar til et forhold' - og det er helt fair at sige. Men så skal ting som 'jeg synes du er sød og dejlig', 'jeg er SÅ vild med dig', 'skal vi ikke tage ud og rejse sammen en dag?', 'jeg har lyst til at vise dig for alle mine venner' og sidst men ikke mindst: 'jeg har købt en gave til dig, fordi jeg tænkte på dig da jeg så den' stoppe! Det holder ikke - jeg bliver forvirret og forstår ingenting af, hvor I vil hen. 

Kære mænd,  er man egentlig en mand, hvis man ikke kan sige sandheden og i stedet prøver på at pakke den ind? Nej! Sig nu sandheden og lad være med at få mig til at ende med at ligne en idiot, fordi jeg så noget helt andet end det, I åbenbart prøvede at sige. 

9. I forlængelse af punkt 8. Kvinder. Det inkluderer også mig selv. STOP JER SELV! I analyserer for meget og dette er også inklusiv mig selv. Nøøøj, hvor er jeg godt til at analysere på alt. Bare den mindste ting som: "nej tak, jeg vil hellere spise kartofler" kan jeg gå igang med at analysere. Og det er for dumt - virkelig! Det er for dumt! Men jeg kan ikke lade være - hvorfor? Fordi jeg er en kvinde. 

10. Egocentrerede mænd i sengen. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle mænd kun tænker på sig selv. Op med pikken, tre ryk og så en aflevering - tak skat. (Så kan I måske forstå, hvorfor kvinder gerne vil snakke efter sex, når det føles som om, de intet har fået). Og hvad sker, der for dem, som undlader forspil?! Eller de mænd, der siger 'sut mig' men aldrig giver kvinderne igen. Kom ind i kampen - det skal være godt for begge partnere!

Kussesumpen anbefaler: Sanne Søndergaards "Mandehader?"

På en regnvåd og grå onsdag aften stimlede 80 mennesker sammen på det mørke Amager. 79 kvinder og en enkelt herre var kommet for at se Sanne Søndergaard afprøve sit kommende stand-up-show "Mandehader?". Spørgsmålstegner er essentielt, da undertitlen er "et show om at være alt for glad for pik". Og ja, kønsfordeling er selvfølgelig temmelig skæv. I følge Søndergaard selv skyldes det en hyppig brug af F-ordet - og nej, der refereres hverken til fuck eller fisse (ja, vi prøvede at forklare hende, at det hedder kusse, men hun var ikke helt tryg ved ordet), selvom begge dele anvendtes rigeligt. Nej, det for mændene afskrækkende ord er selvfølgelig feminist.

For Søndergaard er feminist. Og anti-feminist. Hun lægger sig ud med både chauvinister og 70'er-feminister. Ingen og intet er helligt. Både kussetryk, kønshårsforskrækkede mænd (og ditto kvinder), Movember-bevægelsen og kvinder i tubetop (her klappede undertegnede højlydt i sine små hænder) stod for skud. Og det var morsomt. Meget. Der er nok en mand eller to, der vil føle sig stødt. Nok mest fordi sandheden nogle gange gør ondt. En langstrakt joke om fordelene ved at være henholdsvis mand og kvinde må sætte de fleste mænd til vægs med afslutningen "...så lad dog være med at købe os de drinks, hvis det er så slemt!" Der langes også ud efter Kussomaten, nok mest som en slags tak-for-sidst, da disse madammer blev en anelse tøsefornærmede, da Søndergaard ikke ville medvirke i projektet - for så kunne hun da ikke kalde sig feminist.

Men det gør hun altså. Kalder sig feminist. Også selvom hun ikke vil på Femø og lave kussetryk. Personligt synes jeg egentlig, at det lyder ret sjovt, men lad nu det ligge. I hvert fald er Søndergaard feminist - helt uden at hade mænd (jo, måske i ny og næ, og særlige eksemplarer af arten, men hvem gør ikke det). Og det er befriende at høre en kvinde diskutere køn med intelligens, glimt i øjet og masser af humor. Helt uden at falde i offerrollen eller slå igennem som betonfeminist. For ærligt talt - vi trænger til at nuancere den debat. Meget. Så vi rent faktisk taler sammen, mænd og kvinder, og ikke bare råber af hinanden fra hver vores fløj.

En kvindelig stand-up-komiker, tænker du måske. Kan man det? Og ja, det kan man. Sanne Søndergaard er sjov. Meget faktisk. Jeg har tidligere kun stiftet bekendtskab med hende på skrift (hun er oprindeligt journalist), og hun kan uden tvivl noget med ord. Jeg savnede lidt i leveringen af jokes - især den del, der handlede om prostitution, hvis man vil lave dem, skal man simpelthen være knastør og sarkastisk. Men det er småting - og det var jo netop et testshow, så mon ikke det falder på plads inden premieren.

Og så må man jo som blogger på dette forum være utroligt taknemmelig for, at der er andre kvinder, der vil diskutere køn humoristisk. Måske er det en anelse selvfedt at påstå, at der er sammenligningsgrundlag mellem Kussesumpen og Mandehader?, men jeg gør det alligevel. Hvis I kan lide bloggen - så se showet (Billetter her) . Og tjek også damens blog ud. For hun er kvinde, feminist og morsom. Hurra for en kombination!

Min pik er lille, til gengæld er den spids!

Jeg har fået pik. Negerpik...fra Bali - og jeg er virkelig glad for den. Den ligger på min hylde over sengen og stråler. Nu har den egentlig funktion af øloplukker eller samfundshjælper, som man kaldte det i 80'erne (det gi'r vel i virkeligheden det navn en helt ny og langt bredere betydning?), men tag ikke fejl, hvis man ville, så ku' man godt. Det har jeg nu ikke behov for. Den er, omend nydeligt håndskåret, i træ, og tanken om indvortes splinter er vist kun noget, der kan gøre en dendrofil våd i trussen. Men smuk, det er den, dog en smule lille i forholdt til, hvad man måtte forvente, eller hvad fordommene fortæller os. (Okay, indrømmet - hvad min erfaring fortæller mig!)

Det kan selvølgelig også være, at det er ganske bevidst, at man har udskåret denne smukke glans i en mindre udgave, end fordommene fortæller for ikke at støde nogen, eller give fx mine danskerblege mandlige husbesøgende mindreværdskomplekser, inden de har fået bukserne af. For det får de jo, altså mindreværdskomplekser (og bukserne af). Jeg er stødt på det nogle gange efterhånden, kamufleret som selvironi eller dårlige jokes ala "jeg bliver jo nødt til at have så mange tatoveringer med så lille en pik", men stadig et mindreværdskompleks - eller lad os kalde det mindrepikskompleks, for det er jo det det er.

Men det er jo helt i omvendtland! Det er ikke jer mænd, der har den slags problemer, det er os. Kvinder er verdensmestre i mindreværd. Vi sammenligner os selv med alle de andre høns hele tiden og mener konsekvent aldrig, at vi er smukke eller smukke nok. Og det er måske derfor, jeg bliver så overrasket, når jeg hører fyre komme med deres små "min-pik-er-lille-sig-noget-pænt-om-den"-bemærkninger. Jeg glemmer, at mænd også har kropslige issues. Jeres er bare, for det meste, kogt ned til et lille nagende punkt, hvor vi kvinder hele tiden kan finde uendelig mange fejl hos os selv, uanset størrelse, længde, vægt eller skål.

Jeg ved, fordi jeg er kvinde, og en frodig en af slagsen, hvorfor og hvordan jeg kæmper med kropslige idealer. Men jeg glemmer, at mænd også bliver bombarderet med dem, og især det - for er der i virkeligheden ikke kun et som rammer så bredt? (Generalisering fremmer forståelsen.) Den evige snak om størrelsen eller gørelsen? Og ja, det er bl.a. vores skyld, men lad os lige få en ting på det rene -  hvad det angår -  så har I ligeså mange forskellige størrelser som os, hvilket faktisk betyder, at du kan have en lille pik og være stor hos nogle kvinder, eller have en stor pik og være lille hos andre. Forskellen er blot, at vores omkreds ikke kan ses med det blotte øje. (Ville det hjælpe, hvis mænd begyndte at brokke sig over slappe kvinder, i stedet for at vi brokker os over små pikkemænd?)

Jeg må indrømme, at jeg da jævnligt taler om denne størrelse, højlydt, og glemmer, at det nogle gange lyder, som om jeg også leder mere efter størrelsen end gørelsen - selvom det slet ikke er tilfældet. Vi har en leg i Kussesumpen, der hedder "større eller mindre end", som sjovt nok for den, der hører det ude af kontekst, lyder, som om vi nedgør størrelsen af vores sexpartneres pikkemænd. Det gør vi ikke. Vi forholder os til dem, uden at kommentere vores egen størrelse, hvilket kan synes hyklerisk for nogen, men absolut ikke er mere seriøst, end (hvad jeg håber) Fetterleins flirten med musikken er. Så derfor undskyld! Undskyld drenge, hvis jeg nogensinde har givet jer en ide om, at I må og skal have en pik, der er større end gennemsnittet for at tilfredsstille mig. Jeg har prøvet lidt af hvert, og indtil videre er den, der har voldt mig mest problemer, altså én i den større ende af skalaen.

Allermest, undskyld på mine medkvinders vegne, når de råber højt om, at en stor pikkemand er bedst. Det er misforstået, at det er sådan, alle kvinder har det. Og lad aldrig nogen bilde dig andet ind.

Jeg så en fyr på et tidspunkt, som selv mente, helt matter-of-fact-agtigt, at han var meget lille, men som havde formået at gøre to ekser gravide på p-piller og en tilfældig på et onenightstand. Det er hans piks bedrifter, der helt urinstinkivt siger noget om hans mandighed og ikke hans egentlige størrelse.

Freud talte om penismisundelse, og jo, jo, jeg er da misundelig på den, men nok mest i den forstand, at jeg da gerne havde en til rådighed hele tiden (og min lille bitte indre feminist så da også gerne, at hun delte de privilegier ,den fører med sig), men hvis det "lille" vedhæng kommer med et følge af en ekstra ting på min krop at være utilfreds med, så takker jeg pænt nej. Jeg er helt tilfreds med dens nuværende funktion i mit liv.

Så drop mindrepikskomplekset drenge. Vi kan godt lige jeres pikkemænd. I promise.

Stalkeren

Jeg starter dette indlæg med en bekendelse. Jeg stalker virkeligt mange mennesker på facebook. Nogle gange så meget, at jeg er nødt til at spille dum, når jeg møder dem i virkeligheden. Det er altså temmeligt akavet at møde en kvinde (eller mand, men det er oftest kvinder, jeg stalker), som jeg aldrig har mødt før, men samtidig vide, hvor hun var på sin seneste ferie, hvad hun spiste til middag i går, hvem hun er venner med og hvem hun har været kæreste med. Det er faktisk temmeligt svært at reagere overrasket på historier, man har læst eller set flere gange end Pretty Woman og Den Eneste Ene.

Men hvorfor stalker vi andre kvinder på Facebook? Den søde fyrs veninder og ekskærester. Ekskærestens nye kæreste. Vores veninders veninder. Ekskæresten. Hvad forventer vi at finde? Grimme billeder fra en beskidt fortid? Afslørende billeder af nye og gamle flammer? Og hvorfor tror vi overhovedet, at facebookprofilen taler sandt?

Lad os lige for sjov gennemgå den information, man kan finde på undertegnedes profil, hvis vi ikke er venner. Mine profilbilleder; forholdsvis gode billeder af mig selv, som er udvalgt, fordi jeg synes, at jeg ser sød/smuk/sjov/kvik ud på dem. Mine coverbilleder; billeder jeg har taget eller fundet på internettet, fordi de udtrykker, at jeg er en belæst, berejst og kreativ personlighed. To offentlige statusopdateringer om mine meritter; udelukkende succeshistorier. Let's face it. Facebook er et mekka af selviscenesættelse. Hvornår lægger du nogensinde selv et billede op, hvor mavedellen titter frem over joggingbuksekanten, og du spiser Ben&Jerrys ud af bøtten foran fjernsynet, mens en dårlig chickflick trækker sorte mascarastriber ned af dine kinder? Selvsagt findes der folk med mindre selvindsigt (og som måske endda klædeligt er mindre selvbevidste) end jeg. Og folk, der ikke er bevidst om deres privatindstillinger. Sæt jer ind i det. I bliver glade for det i fremtiden - eller bare nu, hvis I har mere end 50 venner. 

Og alligevel gør vi det allesammen. Ja, også dig. Ingen grund til at være hellig. Din profil er også blevet stalket tusindvis af gange. Sikkert også af mig. Men hvad om vi holdt op med at lede efter små pletter af skam på andre kvinders polerede overflader, og i stedet fokuserede på, hvor skønne disse kvinder er. Hver og én. Også stalkeren.