torsdag den 27. februar 2014

Skal jeg så bare tilslutte mig klamydiaflokken?

Torsdag d. 13. februar 2014
Jeg er i dag blevet testet for klamydia. Jeg har aldrig haft klamydia eller nogen form for kønssygdom før. Eller svamp, eller skedekartar, når nu vi er ved det. Men i dag er jeg blevet tjekket. Hvorfor? Fordi jeg nu har pletblødt i 5 uger, min udflåd lugter sødt og jeg går med sådan en stigende frygt for, at skulle tilslutte mig flokken. Klamydiaflokken. Det er jo egentlig fjollet, for hvis jeg har klamydia, så har min kæreste det også, og så kan vi tilslutte os den sammen. Flokken altså. Gå hånd i hånd langs vandet i solnedgangen sammen med de andre. Meget romantisk. Havde måske forestillet mig, at vores første par-ting skulle være noget i retning af en tur til Paris, møde hinandens familie, den slags. Det blev det ikke. Vi trak i stedet klamydiakortet - eller i hvert fald frygten for det.



Nu er der sikkert nogle, der rynker på brynene, både over det faktum, at vi smed kondomet eller nok i virkeligheden aldrig brugte et før vi blev tjekket for diverse kønssygdomme, samt over det faktum, at det kan lykkedes en af os at redde sig en omgang klamydia når man allerede er i et forhold. Well, første faktum er nok i virkeligheden svar på sidste faktum: en af os, eller os begge, er gået ind i forholdet med klamydia. Så utrolig voksent og ansvarsbevidst...

At ligge hos sin læge på Vesterbro torv mere eller mindre nøgen, bliver nok aldrig the shit i min bog. Og i dag var en af de dage, buksedragtdagene. Selvom jeg udmærket godt ved, at man ikke skal holde buksedragtdag når man skal til gynækolog, kan den godt smutte i en fortravlet hverdag. Og det gjorde den i dag, hvilket er dumt, rigtig dumt. For uanset, hvor meget man prøver at undgå det, så skal (næsten) alt tøj fra navlen og ned af. Og når man i forvejen kun har et stykke tøj på, så ender man i bh og strømper liggende og stritte med sit pletblødningsbelagte underliv ud til Vesterbro torv. En oplevelse jeg umiddelbart godt kunne have været foruden. En oplevelse som forbipasserende på Vesterbro torv, godt kunne have været foruden. Det må være straffen for kondomløs sex.

Man kunne så spørge sig selv: "Hvis klamydia er en realitet i mit parforhold, kommer det så fra han eller jeg?" Vi har snakket om sagerne. Vi har begge været rundt om blokken, og har helt sikkert begge to været lige dumme og lige liderlige, hvilket betyder at kondomspørgsmålet ikke altid har været stillet til vores sexpartnere. Det siger måske lidt om, hvor lidt kondomer fylder i det danske sexliv. Virkelig tragisk. Men en helt anden diskussion

Når det så er sagt, så er min læge en klog dame, hvis mund er fyldt med vise ord. Hun fortalte mig følgende: når en kvinde skifter p-pille præparat (som jeg gjorde sidste måned), kan det godt smadre ens system eller i hvert fald lave uorden i sagerne, hvilket betyder pletblødninger det første stykke tid efter. Kunne man fristes til at tro at det var en mulighed? Ja. Krydser jeg fingre for, det er det svar jeg får om 3 dage? Ja, for helvede. Ville det være lækkert at være klamydiafri? Ja, for helvede! Ville det være dejligt, at kunne have sexmarathoner med sin kæreste uden lagenerne ligner noget fra en dårlig vampyrfilm? JA FOR HELVEDE!!!!!!!!!!!

Mandag d. 17. februar 2014
Er klamydia og gonoré fri (hvad fanden er gonoré?..) 

Onsdag d. 19. februar 2014 
Mit udflåd lugtet stadig sødt. Kunne det være svamp? Hvad er symptomerne for svamp egentlig? Burde nok kontakte min læge. 

Søndag d. 23. februar 2014
Sød udflådslugt er dampet lidt af. Burde nok stadig kontakte min læge. 

Tirsdag d. 25. februar 2014
Lugt næsten væk. ALTSÅ HVAD HELVEDE ER DET, DER FOREGÅR I MIN KUSSE FORTIDEN?!! 

Onsdag d. 26. februar 2014
Lugt stadig næsten væk. Udflåd næsten væk. Burde nok kontakte min læge alligevel... 

Steder in between 2014
Blodløse sexmarathoner med min kæreste. Tjek! 

torsdag den 20. februar 2014

Valenhvafforendag?!

Nu er jeg ikke typen, der hater på valentinsdag, bare fordi jeg er single. Jeg synes på ingen måde, der er noget galt i at fejre kærlighed. Også selvom det er en dag skabt for at tjene penge på blomster og chokolade. Vi kan ikke alle være lige gode til at vise det hele året rundt, så det er da meget heldigt, at kalenderen giver en et frikort og husker en på, at kærester godt kan lide blomster, chokolade eller et ekstra klask i røven. Og jeg under alle at få den opmærksomhed. Uanset om jeg selv får den.

MEN (alt der kommer før et men, er den falske sandhed, sagde min mormor altid) selvom jeg egentlig havde en ganske festlig 14. februar, så går prisen for dårlig timing til mig!

Den sidste måneds tid har jeg fået opmærksomhed fra et noget uventet hjørne af min omgangskreds. En bekendt, jeg slet ikke har overvejet i den kontekst, gjorde mig pludselig opmærksom på sin tilstedeværelse, eller rettere på bevistheden om min tilstedeværelse. Det startede en lavine af teenagefjantet kådhed hos os begge. Jeg fik røde kinder hver gang en besked tikkede ind, og jeg ved, at jeg har givet en lignende reaktion, når jeg høftligt svarede tilbage. Jeg er blevet kysset på, har kigget dybt i et par pæne øjne, der kiggede dybt tilbage, fået at vide dagligt at jeg var lækker/smuk/fræk,  og så har jeg ligget i ske (husk nu lige hvor vigtigt DET er - hvis ikke, så læs her). Alt det jeg bedst kan lide. Og jeg har nydt det, søbet i følelsen af at være sexet, og mæsket mig i noget, jeg havde helt for mig selv. Jeg skulle ikke bekymre mig om følelser, jeg havde det sjovt og elskede at blive bekræftet uden egentlig at skulle gøre noget for det for en gangs skyld. Befriende, dejligt og velfortjent hvis jeg selv skal sige det.

MEN (ja dem kommer der flere af) den slags varer ikke ved, det siger jeg af mange års bitter erfaring. Og denne gang var ingen undtagelse. Ikke at der som sådan er noget galt i det, når ting ikke varer ved, er der jo som regel en grund. Det der var surt ved lige det her forløb var, at noget der egentlig var en uskyldig teenageagtigt flirt, pludselig gav mig følelsen af at være blevet brugt og lagt til side. Af hensyn uddyber jeg ikke nærmere hvorfor, men der var nogle ting, der voksede manden over hovedet, og kådheden blev for uoverskuelig. Det kan jo ske, og jeg er egentlig ikke vred, blot ærgerlig over, at han gav mig den følelse. Det er en følelse, jeg ikke ville udsætte selv min største torn i øjet for. For uanset om det er et røvhul, eller som her verdens rareste fyr, der giver dig den følelse, så gør det ikke nogen forskel. Det føles stadig, som at få hevet bukserne ned om knæene midt i skolegården, omringet af dem fra de store klasser i høj latter og pegende fingrer. Ubehageligt, pinligt, unødvendigt og rigtig av!

Efter at have gået rundt med den følelse i nogle dage, valgte jeg, på valentins dag selvfølgelig (hvilket jeg kom til at fortryde) at konfrontere den kære mand med det. Han lod til at forstå den følelse jeg sad med, og i fælleskab råbte vi Pause Poul, på det vi havde gang i. Fornuftigt ja, men kedeligt og ærgerligt - for jeg mangler mit daglige fix.

Det føltes helt fint og lettende i lige præcis fem minutter. For så skete det forunderlige, at alt hvad der tikkede ind af kærlighedsfyldte Valentins statusopdateringer på fjæsbogen pludselig blev en syngende lussing. Hvor jeg ellers før har hygget mig, over mine venners pladderromantiske eller halvkvalte forsøg på at fejre deres udkårne, sad jeg pludselig alene med et glas rødvin og vrissede af computerskærmen. Jeg følte mig alene, sådan rigtig alene for første gang i meget lang tid. Og så lige præcis på Valentins dag. Kunne jeg store idiot ikke have ventet til om lørdagen?!

Jeg er ret overbevist om, at det var blevet rigtig grimt og Bridget Jones agtigt på den falsksyngende, rødvinssolodrikkende, ondt-af-mig-selv-ynkende måde, hvis ikke jeg havde taget den utroligt voksne og fornuftige beslutning, at joine en flok af mine drenge og drikke mig teenagefuld. (Og her understreger jeg teenage - der var Pisang Ambon involveret). Hvorfor fejre Valentins dag alene, når man kan fejre den med 5 fyrer? Og hvorfor bruge en aften på at have jävla svært ved ikke at skrive beskeder til ham det hele startede med, når man så nemt som ingenting kan skrive dumme fuldebeskeder til ham midt om natten helt uden at tænke over det? (Mind mig lige om, at den alkolås til iPhone alle fabler om efter hver eneste weekend, snart må blive en realitet).

Tag ikke fejl, jeg havde en op-på-hesten kinda weekend efterfølgende (Det har sprøjten et par kloge ord om), var på date om søndagen - dygtig dygtig Ældsten.
MEN fredag d.14 februar 2014 skulle blive dagen, hvor jeg for første gang forstod dem, der hater på Valentins dag. Altså ikke dem med kærester, der højlydt mener, at man bør kunne vise sin kærlighed alle andre dage på året, dem griner jeg stadig lidt af. Nej singlerne der både højlydt og i stilhed foragter denne "helligdag". Jeg fatter jer. Det har taget mig alle mine ** år, og jeg havde virkelig håbet, at det aldrig ville ske. Men jeg fatter det nu. At gå ud af sin hoveddør, åbne for facebook eller bare tænde sin telefonen lige præcis denne ene dag om året, kan være rendyrket tortur, når man er single og føler sig ensom. Hvert butiksvindue skriger til dig, at du er alene, hvert par du møder går kun hånd i hånd for at håne dig, og alle restauranter og cafeer har med sikkerhed et stort fedt "single forbudt" skilt på døren. At bevæge sig ud i Kbh efter kl.20 er omtrent lige så forfærdelig en oplevelse, som at tage i IKEA på en lørdag.......

MEN (og det her bliver det sidste) det kunne jo være, at næste år var året hvor du/I/jeg var den der fik blomster, dårlig hjerteformet chokolade eller et klask i røven. Og ville det så ikke være ærgerligt, samtidig at skulle æde sine tidligere hadefulde ord og indrømme, at det mest var fordi, man var en lille smule jaloux?
For det er jo lidt det, der er problemet. Jeg har aldrig tilbragt min Valentins dag med at være jaloux før, men i år skete det. Og jeg vil død og kritte ikke have, at det sker igen. Jeg nægter at være den bitre single. 
Så jeg håber, at de næste mange gange jeg skal opleve d.14 februar, single eller double, bliver markant bedre, end den jeg havde i år. Det håber jeg faktisk for alle de bitre singler. For det er fandeme kedeligt at rende rundt som bitterfisse, når alle andre har hjerter i øjnene.

torsdag den 13. februar 2014

Op på hesten igen

"Hvorfor bliver jeg ved?" Jeg tænker ofte over det og prøver at analysere mig selv. Jeg er typen, som finder en mand og forelsker mig, hvorefter han dropper mig. Hver eneste gang de dropper mig tænker jeg over, om det er mig den er gal med. Er jeg for naiv? For grim? For dum? For tyk?

Nogle gange er det som om, at jeg gør det helt ubevidst bevidst - opsøger de forhold, som kun kan ende galt - som om mit indre jeg bare gerne vil såre mig selv konstant. Jeg har tit tænkt over, om det er, fordi jeg har levet så længe ulykkeligt, at min krop ikke kan være i det lykkelige og derfor vælger at gøre ting ,som gør jeg bliver såret - for jeg kan jo et eller andet sted godt se, at det ender galt ,og alligevel vender jeg ryggen til det og håber, at denne gang går det godt.

Jeg er lige blevet droppet for en måneds tid siden. Jeg troede, at ham her havde potentiale til at være den 'rette'. Vi havde snakket om tingene. Vi var enige om, hvordan et forhold skulle være, og vi var enige om, at vi ikke skulle se andre - troede jeg. Man skal åbenbart ikke snakke alvorligt med en fuld mand - så gælder de ting, man snakker om, ikke!

Han ville alligevel gerne se andre - eller i hvert fald kysse og have sex med andre - og så sluttede vi. Det gjorde ondt, virkelig ondt. Jeg havde ikke set den komme. For fanden, vi havde snakket om familie og børn. Nå, men der stod jeg igen - forvirret, trist og magtesløs. Var det mig, den var gal med? 
Var det mig, som bare tog alt det positive og blæste det så stort op, at jeg til sidst ikke opdagede alt det negative?? Det mente han, men jeg kan stadig se den store positivitetsballon. 

Nå men tilbage til sagen; at såre sig selv gang på gang. Igen er jeg hende den dumme tøs, som så ender med at finde sammen med manden igen - helt hemmeligt. Jeg startede med at sige, at det bare var hygge - ikke mere i det. Jeg kan bare ikke være i noget uden følelser, og hvad sker der? Han finder en ny, og jeg er ude. Igen. Det er der, det går op for mig, at jeg havde følelser med i det. Det er dumt, dumt, at sidde tilbage og føle det samme, som man har følt før. Hold kæft, hvor bliver man vred på sig selv. 

Så nu skal der ske noget nyt. Jeg skal videre. Jeg skal stoppe med at gøre de samme ting, som jeg altid gør. Jeg skal stoppe med at såre mig selv hele tiden. Stoppe med at kaste mig over de der mænd, der gør mig ked af det. Nu skal det være slut. Men hvor starter man? Først og fremmest må jeg i hvert fald komme over ham. Jeg kan ikke starte er nyt forhold, når jeg stadig har ondt i maven over en anden. 
Derefter skal jeg til at finde min selvtillid frem og tro på, at jeg kan finde én og tro på, at det ikke er mig, den er gal med - men dem. Ikke det nemmeste, men jeg vil prøve! 

Jeg håber det hele virker. Jeg håber på at finde en, der synes, jeg er fantastisk. Jeg håber at indse, at jeg er fantatisk og meget mere værd, end hvad de andre har gjort mig til. 

Nogen gang skal man bare helt ned og skrabe bunden, før man indser, at man skal videre, før man bliver lykkelig. Nu har jeg ligget og rodet rundt der nede på bunden længe nok. Slut med at have ondt af mig selv. Op på hesten. Igen. Så håber jeg, at jeg lander blødere, hvis jeg skulle falde af igen. 

torsdag den 6. februar 2014

Så anerkend dog mit røvhul!



Dette bliver en kort affære. Lad os kalde en spade for en spade. Jeg er glad for analsex. Kald mig bare analpigen. Det er fint, jeg vil gerne stå ved min analfiksering. Den er ret ny, denne analfiksering. Jeg bryster mig af at være trådt ind i en ny æra i mit seksuelle liv. En æra, som jeg ikke havde troet, jeg nogensinde ville indtræde i. Det har jeg ikke desto mindre gjort det seneste års tid. Lad os navngive den analæraen.

Det er ikke fordi, jeg ligger og stritter med røven, hver gang min mand rører ved mig (ja, man skulle ikke tro det, men jeg ser en), slet ikke. Modsat Ældsten, som er brystdame (læs her), så er jeg røvdame. Det er det jeg kan - servere martini'er på min numse. Og om jeg begriber de mænd, røvmændene, som ikke kan lade være med at pille ved numser uden egentlig at anerkende, at bag fedt, muskler og i forlængelse af butt-cracken, der findes røvhullet. Røvhullet, der bruges til at skide, men også det hul, hvori man finder et g-punkt, der kan stimuleres seksuelt.

Jeg forbinder nødvendigvis ikke pik i røv med den eneste måde, hvorpå analsex fungerer for mig. For mig handler det egentlig langt mere om, at mit røvhul bliver anerkendt, at det ikke ignoreres, hver gang jeg får snavet kusse. Der er så mange mænd, der er ellevilde med at snave kusse, men som har sådan en hertil-og-ikke-længere opfattelse ved skedeåbningen - og det, synes jeg, både er synd og irriterende. Jeg bliver pludselig meget opmærksom på mig selv, når jeg ligger med benene oppe og min partner ikke mener, at han kan bevæge sig frit i mit underliv.

Jeg er selvfølgelig helt med på, at alle ikke er lige glade for røvhuller, og det respekterer jeg. Men jeg synes, det er synd, at det ikke på samme måde er socialt acceptabelt at have analsex. At mange mænd undertrykker den lyst, fordi de er så bange for, hvad folk vil mene. Bare fordi man godt kan lide røvhuller, gør det ikke en til homoseksuel - tværtimod i min optik. Der er en vis ro i disse mænds seksualitet, og det, synes jeg, er meget tiltrækkende.

For at runde af; er anerkendelse af ens røvhul så for meget at bede om? Jeg synes det ikke. Skal man tvinge folk til røvsex, hvis man selv er til det? Nej selvfølgelig skal man ikke det!