torsdag den 9. maj 2013

Mit kønne luksusproblem

Hvad jeg nu har tænkt mig at skrive kommer med al sandsynlighed til at lyde både opblæst, arrogant og overfladisk. Det er jeg helt bevidst om. I kan kalde det et luksusproblem, hvis I vil. Ikke desto mindre, er det et problem, som jeg har tumlet en del med. Og ja, det siger måske lidt om størrelsen på mine andre problemer. Det er jo ikke hungersnød i Afrika eller  livstruende sygdom. Problemet er simpelthen - at jeg er en ret køn pige. Nogle har endda kaldt mig smuk. Jeg er ikke nogen modelskønhed, men jeg har tilpas mange gange fået at vide, at jeg af mange mænd (og kvinder) betragtes som lækker.

Og hvorfor er det så et problem, spørger I sikkert. Det er det som sådan heller ikke. Nogen gange tager det bare lidt overhånd.

Jeg opdagede det for første gang, da jeg kom i gymnasiet. Lige pludselig var der en masse fyre, der fandt mig interessant - det hjalp selvfølgelig også, at mine bryster voksede fra en A- til en DD-skål på et halvt år, bevares. Og jeg dyrkede det for fuld smadder. Det var selvfølgelig også helt lidt selvforskyldt, men pludselig måtte jeg konstatere, at jeg blev opfattet som overfladisk, smådum - og, nå ja, køn. Og jeg havde måske lidt forventet, at det bare var en periode i mit liv. At det ville være overstået efter tre år i Nordsjællands svar på Paradise Hotel. Desværre må jeg her fem år efter, at jeg forlod gymnasiet stadig møder disse forventninger. Og det til trods for, at jeg af mine nærmeste venner oftest opfattes som temmelig nørdet. 

Jeg lytter til P1 halvdelen af døgnets vågne timer, holder avis og læser tunge bøger i min øreklapstol. Jeg betragter egentligt mig selv som en forholdsvis interessant og begavet selskab - dog måske især for mennesker, der har passeret pensionsalderen. Faktisk har jeg oftest oplevet, at jeg kommer betydligt bedre ud af det med forældre og bedsteforældre, end med folk på min egen alder. Og det er jo også derfor, det nogen gange bare er nemmere, omend utroligt utilfredsstillende, at være køn og blond frem for det lidt nørdede mobbeoffer.

Så nu har jeg altså i en lang periode prøvet at slå kontra. Klædt mig i tøj, der ikke ligefrem fremhævede mine kvindelige attributter (her taler jeg altså ikke kun om bryster, som man måske kunne tro. Slå selv ordet op i en ordbog, hvis du ikke ved, hvad det betyder). Nå, men hvorom alting er. Så virkede det faktisk lidt. I hvert fald for min egen selvforståelse. Men bestemt ikke til det bedre. Jeg holdt op med at føle mig attraktiv og tiltalende. Bevares, jeg oplevede også at folk, primært mænd, talte til mig på en anden måde. Jeg formåede ind i mellem at blive en af drengene. Men ærligt talt, så vil jeg faktisk også gerne have lov at være kvinde. Og en attraktiv en af slagsen. Det er bare ikke det samme som at være ubegavet eller overfladisk. 

Jeg havde for nylig denne samtale med et herrebekendtskab. Han syntes bestemt, at det var de mest fjollede og unødvendige overvejelser at gøre sig. For når man nu var en køn pige, så var det da bestemt bare at nyde det. Og selvom han selvfølgelig kunne have ret i det, så gør det det altså ikke mindre kompliceret i mit lille kønne hoved. Det siger måske i virkeligheden også lidt om kompleksiteten af det lille hoved, at jeg kan bruge så meget energi på det. Og selvfølgelig er det også mega fjollet. Og jeg burde selvfølgelig bruge min mentale energi på noget andet. Det er jo ikke eksistentialistiske problematikker i Sartre-klassen. Der kommer nok aldrig en stor roman ud af mit livs genvordigheder. 

Det, at jeg er en køn pige, ligger som en fornuftspræget del af min bevidsthed. Jeg har fået det at vide så tilpas mange gange, at jeg er bevidst om, at det er sådan jeg bliver opfattet. Men det betyder bare ikke, at jeg ikke nogen gange bliver i tvivl. Jeg har også dage, hvor jeg føler mig som den grimmeste kvinde på jorden, hvor appelsinhuden på mine baglår synes at have bredt sig ned til anklerne. Hvor poserne under mine øjne inderholder til liter sand. Hvor min topmave ikke længere er nuttet men bare et bælte af rå medister omkring min talje. Og når man så siger det højt, får man at vide, at man skal tage sig sammen, at man da bør vide og forstå, at man er smuk og køn og attraktiv. For det er åbenbart usolidarisk at brokke sig over appelsinhud, store lår og bollehåndtag, når man bliver betragtet som køn.

Skal jeg bare holde min kæft og nyde, at jeg ser ud som jeg gør? Klappe i, når andre brokker sig over deres skønhedsfejl og holde mund med mine egne? Kan jeg overhovedet tillade mig at bruge jeres tid og internettets plads på den her slags undseelige problemer? Eller er det OK at synes,  det er lidt svært at være køn og nørdet og at det bliver en linedans i stilletter mellem de to yderpoler?


6 kommentarer:

  1. Skide godt skrevet, og jeg kender følelserne alt for godt. Tror (desværre?) bare at det er sådan kvinder (måske også mænd) til tider har det og at det er meget normalt at have et elske/hade forhold til sig selv og sin krop i ny og næ!

    Fedt at du bare skriver som du gør, fuck janteloven! ;)
    thumbs up herfra!
    Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rikke.

      Jeg tror bestemt ikke, at det kun er et kvindeligt problem. Usikkerhed omkring udseende er vist rimeligt universelt. Men også meget tabubelagt. Man ender ofte med at lige et børnehavebarn, der peger på sin tegning og siger "er den ikke grim?" i forhåbningen om at nogen siger det modsatte.

      Slet
  2. Måske lidt navlebeskuende.. Men man vokser fra det :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er vokset fra meget. Ens prioriteter ændrer sig. Selvværdet funderes i nogle andre ting. Men en del af mig vil nok altid være den nørdede, lidt kiksede pige, der var den sidste til at få bryster og menstruation - også selvom jeg er kommet efter det siden.

      Slet
  3. Severin Bentsen10. maj 2013 kl. 09.24

    Jeg synes faktisk det du har skrevet dér, er meget fint.
    Jeg ville aldrig have fundet frem til det hvis ikke det havde været for et link på Facebook. For jeg læser normalt ikke den slags. Og denne blog tiltaler mig nu heller ikke synderligt. Selvom det nu mest er udseendet.

    Jeg tror sagtens man kan være en pæn person og en interessant, klog og intelligent person. Jeg gør i hvert fald mit bedste.
    Det handler vel egentlig bare om, at finde en stil der understøtter din intellektuelle balast. Jeg mener, hvis du i gymnasiet blev set som overfladisk (og hvis det blev affødt af noget tøj der fremhævede dine kvindelige attributter), så synes jeg i hvert fald ikke det lyder som et udseende, der helt passer til din personlighed. Din personlighed, som jeg ikke kender og hvis jeg lige har skrabet i overfladen, så i hvert fald kun "kender" gennem et blogindlæg.

    Jeg er altid blevet kaldt en nørd. Altid. Det kommer sig nok først og fremmest af min tøjstil. Jeg har altid holdt meget af skjorter. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg føler mig generelt bare godt tilpas i sådanne. Desuden er jeg vel hvad man kunne kalde en stræber.
    Jeg er aldrig blevet kaldt smuk. Men det synes jeg faktisk selv, at jeg er. Ikke overvældende smuk, men smuk nok til at jeg ikke er grim. Jeg er ikke overvægtig. Jeg er ikke beskidt. Jeg er ikke sygeligt bleg fordi jeg hele dagen har siddet inde foran min computer. Jeg ser bare meget normal ud.

    Alligevel er jeg ikke en populær person. Men jeg har ikke overgivet mig. Jeg har ikke ændret min personlighed. Og jeg går ikke i grimt "moderigtigt" tøj. Fra Humör, eksempelvis.
    Det tror jeg en dag vil give pote. At jeg er den jeg er. Det tror jeg kommer til at tælle senere, når folkeskolen og derefter gymnasiets overfladiskhed har lagt sig.

    Venlig hilsen,
    Severin Bentsen, 15 år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Severin.

      Dejligt, at du kunne bruge mit indlæg. Selvfølgelig bliver det bedre med tiden. Og man finder også ud af, at det ikke betyder helt så meget, hvad andre tænker. Men en del af mig vil nok altid være den nørdede, lidt kiksede pige, der var den sidste til at få bryster og menstruation - også selvom jeg er kommet efter det siden.

      Og så er det bestemt aller vigtigst at du selv synes, at du er både smuk og klog. Så er der ingen, der skal fortælle dig andet.

      Slet