Det er verdens nemmeste ting at sige højt i mit hovedet, men det der med at sige det højt ude blandt andre mennesker, det er som at grave sin egen grav, midt på banen i Parken, under en FCK-AGF kamp - med en Brøndby trøje på. Akavet, upassende og generelt ubehageligt og irriterende for alle parter. Og vigtigst af alt, unødvendigt. Men jeg forstår det ikke!
Det der med at være singlekusse, det er lidt fy fy. Og jeg er åbenbart af værste skuffe. Jeg har været single i lang tid, og er - av av den her kommer til at svie - snart 30. Fyyy, skam dig ældsten!
Når folk hører det her, så er der to reaktioner, der går igen.
1) Kamuflagereaktionen: "Ej gid det var mig, alt den frihed til bare at flirte med hvem som helst. Man skal virkelig heller ikke finde en kæreste bare for at have en......Jeg har forøvrigt den her kollega, det er sjovt, ham ville du elske. Han er forøvrigt også single. Pudsigt hva?!!!!"
2) Angrebsreaktionen: "Fedt. Jeg tror lige du er noget for min ven Morten. Han er super skøn og har den bedste humor. Masser af selvironi, du ved. Og en pæn fyr, på sin egen måde"
Nu er det ikke, fordi jeg har noget imod hverken din kollega, eller din pæn-på-sin-egen-måde ven Morten. De er sikkert søde og rare begge to og fortjener helt sikkert (som folk ynder at understrege forundrende ofte) en frisk pige med ben i næsen, som de kan forkæle. Der er bare det ved det, at det der kan tænde mig mest af, gøre fugen tør, giver mig lyst til at købe 10 katte og flytte til Falster, er når skalaen for lykke er et single/ikke single barometer, der kun må aflæses af folk i parforhold. Man bliver træt, rigtig, rigtig træt.
Og hokus pokus bittersingle i fokus! Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide folk i parforhold, og jeg er ingen bittersingle. Jeg stiller mig blot totalt uforstående overfor det stempel, man får i panden, når ordet single dukker op. "TIL SALG". Det er som om, at det øjeblik du indrømmer, du er single, har du per automatik givet dine venner (her mener jeg selvfølgelig venINDER, men ingen skal føle sig truffet) tilladelse til at sælge dig til Gud og hver single mand, der måtte findes i omgangskredsen. (Selv facebook er med på den - min newsfeed er befængt af invitationer til netdating og Zoosk). Og det er så her jeg gerne vil have at en eller anden melder sig frivilligt til at vise mig, hvor og hvornår det er, jeg har skrevet under på det?!
Og står der nogen steder i de papirer at man som single kun kan leve sit liv på to deprimerende måder?!
1) Sidde ensom hjemme i stuen, med alle kattene, let pimpende på aftenens fjerde glas rødvin, mens singlelivmaraton kører over skærmen.
2) Være i byen med sine single, og ligeså ulykkelige, veninder minimum 3 gange om ugen. Useriøst søgende efter en fremmed mands seng at sove i.
Ok, jeg kan godt se at jeg får svært ved at lyde som andet end en bittersingle. Men det er jeg bestemt ikke. Jeg er blot ked af, at folk ikke tror, at man kan befinde sig godt i singlelivet. Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har haft det det sidste halve år. Uden en fast mand i mit liv. Helt alene! Jeg ved godt, det er svært at forestille sig, men det kan lade sig gøre.
Nu skal det ikke forstås på den måde, at jeg hører til singleklicheen "jeg har overhovedet ikke brug for en mand i mit liv". Selvfølgelig har jeg det. Selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig en at dele, måske ikke alt, men det meste med. Om ikke andet så ville regelmæssigt sex med samme pik da i hvert fald klart være at foretrække. Men sgu ikke for enhver pris.
Jeg siger ikke, at jeg har tænkt mig at sidde her og vente på, at den rigtige slår benene væk under mig. Jeg har tænkt mig at arbejde for det. Men min pointe er, at det skal være i mit eget tempo, ikke mine parforhold-veninders.
Så jeg vil godt gå med til "til salg" skiltet, men prisen er fandeme høj. Og der er ingen refundering eller fortrydelsesret.
køber gerne din kusse
SvarSlet