Hvem får ondt i røven af analsex?

Jeg har løjet for jer. Det beklager og undskylder jeg. Selvom det ikke var min mening. Men den slags ubevidste løgne kan alligevel få ministertaburetter til at rulle, så jeg må hellere forsøge at gøre det godt igen. Tidligere har jeg her på bloggen udtalt, at analsex ikke var for mig (Se her).  Til trods for at jeg ikke har eksperimenteret med det siden gymnasietiden. Og ligesom man skal smage på maden, før man siger, at man ikke kan lide den (det var fx sådan jeg fik smag for øster - et smådyrt bekendtskab forøvrigt), så skal man heller ikke afvise sexformer, før man har prøvet dem. (Selvom jeg ikke forventer nogensinde at eksperimentere med klemmer på kønslæber og ophængning i kroge - men man skal som bekendt aldrig sige aldrig.)

Nå, men tilbage til det med bagudgangen. Nu ligger landet sådan, at jeg har gjort mig et herrebekendtskab, der fra begyndelsen af vores relation har udtrykt stor interesse for netop denne kropsåbning. (Bevares, han er også svært begejstret for de to andre. Og resten af min krop for den sags skyld. Det skal han have.) Og efter en række tilnærmelser til hul nr. 2, gav vi os så i kast med det. 

Til at begynde med var der nogle vanskeligheder med at gøre entre. Den dør havde tydeligvis mest åbnet udad og ellers kun på klem, og det kunne jo godt mærkes i de sarte nerveender, men da vi først nåede forbi det bump, så viste det sig faktisk at være en ret stor fornøjelse - også for mig. Det er bestemt en noget anderledes oplevelse, men ikke mindre nydelsesfuld. Nu skal det ikke lyde som om, at den del af min krop aldrig har været udforsket før, og jeg har da med stor glæde haft fingre og den slags på visit i regionen. Faktisk synes jeg, at det er ret vigtigt, at man ikke er forskrækket, når det kommer til den afdeling. Det er Yngstekussen forøvrigt enig i.

Så altså, jeg har løjet. Jeg kan faktisk godt lide at få den i røven. There - I said it. Jeg har dog måttet erfare den på alle måder aparte oplevelse når mandens efterladenskaber skal forlade denne kropsåbning, der kun sjældent er i kontakt med flydende stof (jo jo, jeg har været ramt af coli-bakterier i Afrika). Og muskulaturen i denne ende er altså lidt længere tid om at trække sig sammen, end den er lidt længere fremme. Men det må man jo så tage med.

Mit problem er således ikke, at jeg ikke kan lide, de følelser analsex fremkalder i min krop, de orgasmer jeg kan få i denne kropsdel eller de lidt sære reaktioner, jeg oplever efterfølgende. Nej, problemet opstod i mit hoved. En eller anden vred, mandehadende feminist, har på et tidspunkt fået plantet den idé i mit hoved, at det er anti-feministisk og kvindeundertrykkende at dyrke den slags aktiviteter. Senest førte et oprør mod denne indstilling faktisk til en længere diskussion med en anden bloggende, femistisk kvinde på twitter. 

Jeg ved ikke, hvorfor analsex nødvendigvis skal føre til tårer, eller hvorfor den unge dame nødvendigvis skal blande sig i, hvad der i min optik må være en sag mellem to individer, der ønsker at dele den oplevelse. Men det skal hun åbenbart. Jeg vil så bare pointere, at jeg altså ikke bliver mindre feminist eller mindre frigjort af det. Det håber jeg i hvert fald ikke. 

Jeg har analsex, fordi det giver en sjov variation - og indrømmet også, fordi det tænder pågældende mand virkeligt meget. Men er det nu så galt? Hans salige og frække smil, når han får lov at dyppe penslen i spanden med brunt, er slet ikke til at stå for, og hans liderlighed smitter. For ja, jeg synes, at det er smadderhot og bekræftende at kunne tænde ham, og jeg vil gerne gøre ham glad. Og hvad så? Det er der vel ingen, der bør få ondt i røven over - udover mig.