onsdag den 23. oktober 2013

Forfængelighedens 3 faser..

I kender det godt ikk?! Den der småstressende fornemmelse af, at man måske støder ind i ham den søde, når man helt tilfældigt går i byen på hans yndlingsbar, og at man derfor skal ligne en million på den der helt naturlige måde. Det er aldrig særlig naturligt, eller tilfældigt, og oftest er det til ingen verdens nytte, fordi man ni ud af ti gange går forgæves. Men derfor skal man stadig ikke risikere, at man ligner noget ikke engang Karl Mar ville overveje at stikke sin pik i, når man endelig står og kigger ind i de der virkelig pæne brune øjne og prøver at fremstamme noget klogt. Jo, I kender det godt. Den første fase - jagten. Om du leger bytte eller jæger, gør ikke den store forskel. Du gør alt, hvad du kan for at være den, der får lov at skyde eller blive skudt på.

Det kan være en temmelig udmattende kamp, men ind i mellem lykkedes det, og du får ham i nettet. Og det er så her, du opdager, at han faktisk hele tiden har syntes, du var smuk, måske endda mest når du ikke har for meget make-up på og har håret i en tilfældig knold. Det er her fase nummer 2 starter:

Den der hverdagsfase, hvor man godt ved, man har hans opmærksomhed, men alligevel, og mest for forkælelsen skyld, stadig pynter sig lidt, har det sæt undertøj på, han bedst kan lide at pille af dig o.s.v. Det er samtidig her, man stadig ikke heeeelt kan få sig selv til prutte, når han er i nærheden og da slet ikke være for længe på toilettet i hans lejlighed. Man er stadig opmærksom på, om han nu alligevel  synes, man er så smuk, som han siger, men energien, der bliver brugt på at være det, daler lige så stille. Man er stødt og roligt påvej ind i fase nummer 3 - Trygheden:

Det er her vi slapper helt af, ikke er bange for, at han går på toilettet, lige efter man har siddet der en halv time. Ikke tror han mister lysten til sex med en, fordi man har mormortrusserne på. Der, hvor dagene uden make up er flere end dagene med. Der, hvor morgenånde jo alligevel er noget i begge har. Og vigtigst af alt, der hvor man ved, han er pjattet med én - uanset hvad. Det er her man gerne vil ende. Men det er desværre også her tingene nogle gange ender - altså helt galt.

Det kan jo ske, og så siger de kloge, at det nok betyder, at det alligevel ikke skulle være ham. Og hvad anderledes kunne man have gjort og blah blah blah. Man hører ikke et ord af det, de siger, for man er ked og såret og føler sig grim, usexet og ligegyldig. For en stund i hvert fald.

I den periode, der kommer efter sådan et forhold, sker der det besynderlige, som jeg synes er så forbandet smukt, at man gennemgår de ovennævnte faser endnu engang - nu bare med et andet formål. 
Det første stykke tid gør man alt, hvad man kan, for at se tilfældig lækker ud, griner lidt højere og smiler lidt mere, når man tilfældigt støder ind i ham (og Gud forbyde det - hans nye kæreste). Skid hul i, at han sikkert kan se lige igennem det - ellers kan hans nye kæreste i hvert fald, for hun kender proceduren. Man vil for alt i verden ikke tabe ansigt, eller ligne en, der ikke er kommet over ham. 
På et tidspunkt når man der til, hvor behovet for at vise man er ovenpå stadig er der. De store smil, den ligegyldige samtale og spillet stadig kører, men man er holdt op med at bruge kræfter på at ligne en million, hviiiis nu man skulle møde ham. Man ved rationelt godt, at det ikke gør nogen forskel. Og her nærmer man sig den sidste fase af tryghed:

Der hvor man ved, at man er skøn og dejlig, også selvom han måske ikke synes det længere. Der, hvor man kan møde ham en søndag eftermiddag i netto, uden make up, tydelige tømmermænd, med chips og cola i kurven og være PISSE LIGEGLAD! - måske også fordi man først nu opdager, at hans og kærestens jakker matcher, og  at han i virkeligheden er lidt tykkere, end sidst du så ham. Man går derfra med et smil på læben, for man ved, at man er færdig med ham. Helt færdig.

Og lige præcis når man går ud af netto med det smil på læben, er der måske en anden, der lægger mærke til det, synes det er sødt, og så starter jagten igen. Man kaster sig ud i det, og higer efter fase 3, for tænkt nu, hvis man kunne ende der igen - og blive der.  

2 kommentarer:

  1. Du er sgu så filosofisk, og så er det jo sandt! Ældsten er gammelklog på den fede måde! <3

    SvarSlet
  2. Gammelklog er trods alt ikke det værste at være, så længe man har ret ;-)

    SvarSlet