At hive perleøreringene ud af røven og sætte dem i ørene i stedet

En blog om seriøs selvmedlidenhed, sure opstød og patetiske håb.

Jeg har, som bekendt, ingen kæreste. Jeg har haft en for nylig faktisk. Halv-thailandsk-halv-amerikansk-boheme-modella-kunstertype, jeg mødte, da jeg var udstationeret til det store udland. Jeg kaldte ham min ladyboy. Det lyder for godt til at være sandt, ikke? Det er det ikke. Men alting har en ende (og en regnorm den har to. Åh Yngsten, du skal virkelig til at arbejde på din referenceramme...). Vi kunne ikke få det til at fungere, da jeg kom tilbage til København. Det kunne jeg jo sådan set godt have sagt mig selv. Og hvad gør man så? Så æder man sig fed i junk, drikker sig stiv og ender op på en bar i alt for høje sko og ødsler om sig med alt for dyre drinks til sine spøgelser og går hjem med følelsen af, at ikke en skid har forandret sig herhjemme, men at alt i ens følelsesliv er forandret. Fedt...

Det er så her jeg må tænke, hvad er der galt med mig? Er jeg ikke tilgængelig nok? Hvorfor er jeg så dårlig til at finde mig en dansk kæreste. Jeg snakkede med en kollega om, at det nok er på tide at være mere en slut og vise, hvor tilgængelig man rent faktisk er. Og så igen... Jeg synes måske, jeg har været rundt om blokken - også mere end én gang. Så mange gange, at udtrykket "at lave en Yngsten" har vundet indpas. Det betyder med andre ord, at kæreste rundt med en fyr over et længere stykke tid for så derefter at hapse hans bedste ven. Jeg er en charmetrold, I know! Jeg har med andre ord taget min for holdet. Bolleholdet. Dem, som ikke kan holde sig på måtten og ikke kan lade no-go'erne være. Nu ligger landet bare sådan, at jeg ikke har lyst til at være holdspiller længere.

Måske jeg skulle gå kontra. Hive perleøreringene ud af røven og proppe dem i ørene i stedet. Drikke kaffe, i stedet for tequila, når mændene drikker øl. Droppe buksedragterne og komme igang med en 'rigtig' uddannelse, som nogle vil kalde det. Smide al kant og psykowoman i skralderen - blive hende man godt tør hive med hjem til forældrene. Ja, man skulle ikke tro det, men nogle mænd går rent faktisk rigtig meget op i, at man kan tages med hjem og vises frem til forældrene. Hvorfor helvede har jeg aldrig tænkt over det noget før? 

Det kom sig egentlig af en snak jeg havde med min veninde. Hun har lavet en Yngsten og er blevet kærester med en fyr, hvis bedste ven hun datede over et godt stykke tid. Hun fortalte mig, at fyr nr. 1 (altså ham, hun ikke er kærester med nu) i sin tid havde udtalt til hendes nuværende kæreste, at hun jo ikke var typen, man tog med hjem til sine forældre. Min første reaktion var selvfølgelig; WHAT THE FUCK?! Er det nu også en del af gamet? Og hvilke faktorer definerer, hvorvidt man er typen, som bliver hevet med hjem til forældrene? Jeg har altid troet, at det var nok at være forelsket. Men det er det tydeligvis ikke længere. Så hvordan bliver man i så fald én, der anses for at være hende med skal-vi-være-kærester-for-så-skal-du-da-møde-mine-forældre-potentialet? Jeg synes egentlig jeg har fint med kærestepotentiale. Godt nok går jeg ikke med perleøreringe og tenderer til at være småskør, men jeg synes sgu egentlig min pakkeløsning er ret okay. Noget med åbenhed og interesse for mennesker omkring mig, semistort netværk og en fin lille familie - dog ikke i traditionel kerneagtig forstand, men stadig familie.
           ...jeg kan jo godt se det. Det lyder mest af alt som en profiltekst på et datingsite. Men er det ikke også netop det, vi render rundt med indgraveret i panden? Alle os singler, der weekend efter weekend leder efter en kæreste på en mere eller mindre snusket bar? Eller er det i virkeligheden manglen på realistisk selvopfattelse?

Jeg er blevet en lillebitte smule ræd for, at jeg lige pludselig skal til at ændre på nogle fundamentale ting, før jeg bliver erklæret egnet til at vises frem for nogens forældre. Og er det et kompromis jeg har lyst til at indgå? Er det virkelig et offer jeg har lyst til at bringe i søgen efter at finde mig en potentiel kæreste? Nej, det er det faktisk ikke. Så perleøreringene må vente. Og det må kaffen iøvrigt også. Amen!