torsdag den 15. januar 2015

Kan man eje andre mennesker?

"Jeg har altid vidst, at du var et sted i dit liv, hvor man ikke kan eje dig". Tænk, sådan sagde min eks til mig, da vi gik fra hinanden for et lille års tid siden. Jeg prøvede ihærdigt at forklare ham, at det sted i mit liv når jeg nok aldrig til. Bare tanken giver mig en lille smule klaustrofobi. For man kan jo ikke eje et andet menneske, kan man?

Jeg har altid betragtet mig selv som selvstændig, måske grænsende til det autonome - ikke i betydningen sorte hætter og piercinger (jeg eksperimenterede en anelse med det første i mine teenageår, piercinger var jeg nok trods alt for pæn til). Jeg har haft gode forhold, men der skal ret meget til, for at jeg giver mig hen. Måske fordi kompromisser skræmmer mig. Måske fordi jeg er bange til at blive såret. Måske bare fordi jeg er blevet vant til at være alene - og egentlig også er ret god til det. For ja, det er nok ret svært at eje mig.

På en eller anden måde satte eks'ens replik sig fast (ja, jeg ved godt, at jeg skal give slip og ikke lade mine ekskærester optage plads i mit hoved, men altså...), fordi hele det der med ejerskab og eksklusivitet i parforhold sgu er lidt svært. På den ene side er det helt vildt uhyggeligt at opgive sin absolutte frihed - på den anden side, så får man forhåbentligt noget andet igen. Det er vel derfor, at man gør det.

Selvfølgelig kan man ikke eje andre mennesker (slaveri er heldigvis forbudt), men der er mange noter af ejerskab i den måde, vi taler om kærlighed på. "Jeg er din", kunne jeg jo godt finde på at sige til den, jeg elsker.  Især, hvis jeg ved, at han også er min. For ejerskabet skal helst være gensidigt. Du får noget af mig, hvis jeg får noget af dig. En slags byttehandel, hvor uromantisk og usexet, det end måtte være. Kan man eje andre mennesker? Måske lidt, på en måde. Hvis de vil ejes. For det er jo faktisk det, der er præmissen. Man kan ikke kræve hengivelsen; ejerskabet kan kun gives. Og det skal gives betingelsesløst. Og det er fandeme skræmmende. For hvad hvis den der byttehandel skal gå tilbage? Eller hvad hvis man ikke synes, man får nok for sig selv? Min frihed har ret høj værdi.

Én fyr, jeg så lidt til, sagde til mig, at det var meget vigtigt, at jeg huskede, at jeg selv var ansvarlig for mig, og at jeg huskede, at der var ting, jeg gjorde alene. Der måtte jeg berolige ham. Det vidste jeg godt. Han er både sød og skøn, men hvad der foregår i mit arbejds- og studieliv er sgu ikke afhængigt af ham eller hans fortjeneste. Og det bliver det aldrig. Men egentlig handlede det vel mest om ham. Om at han var bange for, at jeg blev afhængig af ham. At han var bange for, at jeg var for meget hans. Så man kan altså også vægre sig mod at eje nogen. Hmmm.

Jeg ved ikke, om jeg egentlig er blevet meget klogere på det der ejerskab. Måske lidt mindre bange. Jeg talte med en ven med arabisk baggrund; på arabisk ville replikken om at eje sin kæreste uden tvivl blive betragtet som romantisk. Fordi der ligger en vilje til at beskytte og passe på i den vending. Måske var det også derfor, at den førnævnte unge mand vægrede sig ved det. Og hvorfor jeg faktisk blev lidt ked af det. Fordi han ikke var klar til at passe på og beskytte - eller måske bare ikke ville. For selvom jeg har det svært med at skulle ejes - så vil jeg faktisk gerne passes på. Bare ind i mellem. Især hvis jeg også får lov at passe på den anden.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar