En morgen i sidste uge, uoverskuelig tidligt, lå jeg hulkende i min kærestes arme i et udbrud af dyb sorg og vanvittig lettelse. Få sekunder før var han gået fra mig på den grovest tænkelige måde, og jeg var ganske fra den. Vi havde været til fest med en masse venner og familie, pludselig havde han rejst sig og meddelt hele selskabet, at han havde fået ny kæreste. Hun stod forøvrigt i døren og ventede på, at jeg smuttede, så hun kunne overtage min plads. Min svigermor forstod slet ikke, at jeg brokkede mig. Hun var enig med min kæreste i, at jeg da umuligt kunne have troet at vores forhold ville holde. Jeg var knust, latterliggjort og ulykkelig.......Og langt fra vågen.
Ja, det var noget, jeg drømte, men følelsen af knust hjerte var ægte, og den åd mig indefra. Jeg var vågnet midt i det hele, befundet mig fra centimeter fra min snorksovende kæreste og brudt sammen i hulkende gråd. For han lå jo lige der, var ikke gået fra mig og gør det forhåbentlig heller aldrig.
Det var en underlig morgen, ja faktisk var hele dagen temmelig underligt. Jeg kunne ikke ryste sorgen og svigtet af mig. Det sad i brystet som en kræftsvulst det meste af dagen. Dels fordi det havde føltes så virkeligt, og dels fordi det nagede mig ,at jeg godt vidste, hvorfor den drøm var opstået. Jeg kendte til alle følelserne i den, for jeg havde følt dem før.
Ja, det var noget, jeg drømte, men følelsen af knust hjerte var ægte, og den åd mig indefra. Jeg var vågnet midt i det hele, befundet mig fra centimeter fra min snorksovende kæreste og brudt sammen i hulkende gråd. For han lå jo lige der, var ikke gået fra mig og gør det forhåbentlig heller aldrig.
Det var en underlig morgen, ja faktisk var hele dagen temmelig underligt. Jeg kunne ikke ryste sorgen og svigtet af mig. Det sad i brystet som en kræftsvulst det meste af dagen. Dels fordi det havde føltes så virkeligt, og dels fordi det nagede mig ,at jeg godt vidste, hvorfor den drøm var opstået. Jeg kendte til alle følelserne i den, for jeg havde følt dem før.
Mit problem er, at jeg ikke stoler på mænd. Det skal ikke forstås som et fanatisk, feministisk mandehad, overhovedet ikke, tvært i mod elsker jeg mænd. Jeg har bare kun elsket mænd, der har løjet og sagt, at de også har elsket mig, men ikke en eneste har turde stå ved det overfor resten af verden. Og så holder man op med at tro på dem.
Det er ikke fordi jeg ikke tror på kærlighed, det gør jeg bestemt. Hver dag bliver jeg mindet om den i alle former, men jeg har bare ikke selv været så heldig endnu. Det er ikke ynk, det er et faktum. Men nu står jeg med den - og hvad gør man så? For jeg vil den jo, rigtig meget faktisk, men jeg er også bange for den. Jeg er slet ikke vant til at blive følelsesmæssigt bekræftet hver dag uden selv at skulle bede om det først. Det er en helt omvendt verden for mig. Jeg elsker det, men samtidig er det også noget, jeg har store problemer med at vænne mig til. For tænk nu, hvis det holdt op. Tænk nu hvis han slet ikke holder så meget af mig, som han siger. Det ved jeg han gør, men hvad nu hvis....
"Hvad nu hvis" er en ond ond tanke, der kun er ude på at fucke din hjerne helt op. Og det lykkes delvist ind i mellem. Og det er død frustrerende - ikke mindst for ham. For han betaler jo prisen for alle dem, der ikke har opført sig pænt ellers sagt sandheden. Det er ham, der skal stå model til mine overreaktioner, når han ikke lige er til at få fat i (og tusindvis af andre, dybt fjollede ting). Og det er på ingen måde fair. Men det er meget svært at ændre på den verden ens, hjerte har bygget op i det lille rum i brystet.
Jeg talte med en veninde forleden, om det at ville giftes engang. Hun har ikke umiddelbart behovet, men det har jeg. Et stort behov. Ikke fordi jeg partout SKAL have kæmpe hvid kjole og alle tænkelige traditioner, det kan godt blive lidt for meget. Nej, jeg vil giftes af den simple grund, at jeg har et enormt behov for, at nogen tør stå så meget ved, at de elsker mig, at de ønsker at stadfæste det på så bindende måde overfor de mennesker, der står dem og mig nærmest. Det virker plat, når jeg siger det sådan, men det er sandheden. Den helt rene og skære sandhed.
Sandheden er også, at ham jeg nu har fundet, ham elsker jeg. Og det skræmmer mig. Ikke mindst fordi der er en risiko, omend meget lille, for at han ikke elsker mig. Men mest fordi at han faktisk gør - for hvad sker der så? Er jeg så lykkelig nu?! Hvad er adgangskravet til den følelse egentlig? Og betyder det, at han elsker mig ikke bare, at det gør tusinde gange mere ondt, hvis han en gang skulle ombestemme sig?
Jeg hulkede i hvert fald mere, end jeg før har gjort, da jeg vågnede af den drøm forleden. Og selvom han taklede det til UG, så kan jeg sgu egentlig godt forstå, hvis han nogle gange tænker, at indersiden af mit hoved må være som et galehus ala Gøgereden. Det føles i hvert fald sådan ind i mellem. Måske er jeg tosset -bare sådan helt almindeligt tosset.
Jeg hulkede i hvert fald mere, end jeg før har gjort, da jeg vågnede af den drøm forleden. Og selvom han taklede det til UG, så kan jeg sgu egentlig godt forstå, hvis han nogle gange tænker, at indersiden af mit hoved må være som et galehus ala Gøgereden. Det føles i hvert fald sådan ind i mellem. Måske er jeg tosset -bare sådan helt almindeligt tosset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar