fredag den 21. november 2014

Min kusse er fuld af pikmider

I en længere periode, har jeg været så heldig kun at møde skønne mænd. Mænd, jeg har datet med største fornøjelse, nogle mere seriøst end andre naturligvis. En sjældenhed for mit vedkommende og særdeles også noget, jeg sætter stor pris på. Satte stor pris på. For den tid er tilsyneladende ved at være forbi. Endnu en dejlig æra af mit ellers unge liv har passeret og synes ikke rigtig at komme retur.

Forandringer er ved at vinde indpas til trods for, at jeg kæmper ihærdigt for at få dem til at stoppe. Jeg kalder dem: 'Pikmidernes indtog'. Det er ligesom om jeg med en eller anden usynlig kraft tvinger alle pikmiderne i min retning. I min kusses retning. Og de vil sgu ikke ud igen. Der må jeg dog alligevel bøje mig i støvet for alle de knibeøvelser jeg i tidernes løb har knebet mig igennem. Highfive og skulderklap.


Lad mig give et kort indblik i pikmidernes stille og rolige indtog.

Ham jeg kyssede for første gang da jeg var tretten år og som jeg dedikerede det her blogindlæg til "Kald det kærlighed - kald det lige hvad du vil...", sendte mig for små to måneder siden den her sms:



Ja, vi har stadig sex. En gang imellem. Så sent som i weekenden faktisk. Man kan så spørge sig selv, hvorfor jeg vælger at dedikere endnu et blogindlæg til ham. Indrømmet, er det nok fordi han stadig berører mig. Fordi noget i mig ikke mener at vi er færdige med hinanden og så er der vist iøvrigt også en talemåde, som hedder noget i retning af; der er ikke langt fra kærlighed til had. Desværre. Og da jeg morgenen efter, ovenstående skriv blev forfattet, læste det, var jeg rasende og meget arrig. Arrig over, at jeg ærligtalt mener, at han skylder mig mere end det. Arrig over, at det pseudoforhold vi har haft så langt tilbage jeg nærmest kan huske, stadig forfølger mig. Arrig over, at vi stadig føles som fremmede overfor hinanden. Arrig over, at kommunikationen os to imellem, er så primitiv. Og i forlængelse heraf, arrig på mig selv over, at jeg jo godt ved, at jeg kommer til at svare ham på et eller andet tidspunkt. Skrive noget kækt om formen og foreslå, at give ham et lynkursus i haikudigtning, eftersom det her skriv, kun gør haikudigtning til skamme.




Fik jeg forresten sagt at han stadig har en kæreste. Den samme kæreste vel at mærke.








Lad den lige stå lidt.








Han   har    en    kæ-re-ste...








Den er god nok. Ret etableret parforhold.







Jeg har som forudsagt ovenfor svaret kækt på mandens kiksede forsøg på et haikudigt, og ryger fluks ud i den her sms samtale:





Den tror jeg sgu også lige jeg lader stå lidt.









Se, hvis jeg nu havde haft et eller andet kækt comeback til de sms'er, så var jeg uden tvivl kommet med det. Men han efterlader mig kun mundlam med savl ned til brystet. Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor jeg bliver ved. Hvad fanden er jeg for en kvinde, som finder sig i det. I en opførsel, jeg på ingen tænkelig måde havde tolereret, hvis den var kommet fra et hvilket som helst andet menneske. Men fordi det er ham, sidder jeg blot tilbage mundlam og mystificeret over, hvilken lortekæreste han er. Alligevel aner jeg en vej ind til hans hjerte igen. Nogle gange ville min hjerne ønske at mit hjerte var mandehader, eller ihvertfald hader til ham. Eller at min kusse i det mindste var mandehader og ikke en lille slut, som vil bolle med en kvinde, som jeg ikke kenders, kæreste. Min kusse har behov. Og det har mit hjerte iøvrigt også. Også selvom det er bare er et midlertidigt fix.

Pikmidernes indtog raser, min kusse raser, jeg følger frivilligt, retfærdiggør min røvede handling og bilder mig selv ind, at jeg inderst inde er et godt menneske, jeg mener mine følelser for manden, den mærkelige kommunikation til trods, er der jo stadig. Desuden sex er et behov ligesom alle andre. Mad for eksempel. Men stakkels kæreste. Og stakkels mig.


Go' fredag! 

































2 kommentarer:

  1. Velskrevet indlæg, men stakkels han kæreste og en skam at du bidrager til hans utroskab. :-/

    SvarSlet
  2. Kære Anonyme kommentator.
    Som én, der selv har været både den ene og "den anden kvinde" i flere forhold, bliver jeg smågal over at læse din kommentar. Det er sgu aldrig elskerinden der "bidrager til mandens utroskab" - hvis en mand er utro, vælger han det helt selv, og er i virkeligheden nok bare et dumt møgsvin der ville være det uanset. Ja, stakkels kæreste, men det er hans skyld og ikke andres- Hvis han virkelig elskede hende så højt, kunne han bare holde pikken for sig selv.
    https://burrmilla.wordpress.com/

    SvarSlet