Der er gået børnesnak i min vennekreds. Eller, forstået den måde, der er kun enkelte, som reelt har børn og/eller er gravide, dog er børn alligevel blevet en stor del af vores samtaleemner. ”Skal min nuværende kæreste være ham, der gør mig gravid?”, ”Jeg tror ikke jeg skal have børn”, ”Næste skridt efter vi er flyttet sammen, er vel at få børn, ikke?” og så videre og så videre. Det er måske ikke så mærkeligt når vi alle er i midten af 20’erne, nogen er endda stille og roligt passeret de 30. Der er, om man vil det eller ej, et indre biologisk ur, som efterhånden tikker højere og højere. Også selvom man ikke mener man skal have børn, så er det alligevel tanker, der udkommer af det evigt, captain hook inspirerede tikkende ur. And I do not blame them, for jeg er selv en af dem; børnetalerne. Jeg vil gerne have børn og har altid gerne villet have børn. Ikke mange børn, men børn (i flertal vel at mærke). Og, hvor langt ude det end lyder, så bliver jeg sgu en lille smule stresset ved tanken. Eller nej, det gør jeg sådan set ikke, jeg glæææææder mig bare til det bliver min tur. Jeg ved jo godt med hele mit rationale, at min børnetid simpelthen ikke er moden, så derfor tager jeg forskud på glæderne; jeg passer børn. Alle de børn jeg overhoved kan komme i nærheden af.
Da min mor var på min alder, havde hun en datter (mig) på to
år, var gift med min far og gik lige så stille og roligt og varmede op til at
få barn nummer to. Jeg er hverken gift eller varmer op til nummer to. Hvilket i
min alder må siges at være langt mere socialt acceptabelt end den vej min mor
valgte. Jeg har bare altid haft en idé om, at jeg skulle være ung mor, altså
ikke ung mor på den der socialklasse 5 - de unge mødre – måde. Nej, en ung mor,
som har tjek på tingene og potentielt også tager et par fag på universitetet ved
siden af børnepasningen. Det der universitet blev ikke min levevej og
giftermålet er heller ikke rigtig på tale, så nu føles hele glansbilledet af mig,
der kommer gående højgravid ned ad Østerbrogade med min chai latte og min lækre
og lykkelige mand ved siden af, lidt iturevet. Man har vel lov til at drømme,
bare en gang imellem.
Min veninde udtalte forleden ”Men Yngsten, du er jo også alt for boheme til det der latte-liv på Østerbro”……..
det var i virkeligheden nok ment som en meget stor kompliment til sådan en som
mig. For, hvem vil ikke gerne være for boheme til latte-livet på Østerbro? Dem
jeg anser som værende bohemetyper, er de sejeste mennesker jeg kender, og lige pludselig
blive sat i bås med dem, er virkelig sejt.
Men hvad nu, hvis det var latte-livet på Østerbro jeg drømmer
om? Eller nok nærmere drømte om. Fra jeg var ikke ret gammel, har jeg altid gerne ville bo på Østerbro og gå i cremefarvet tøj. Nu er forholdsvis voksen og drømme ændrer sig. Så en anden form for pakkeløsning, er nok mere mig. Hvilken pakkeløsning det skal være, har jeg absolut ingen idé om endnu, men jeg kunne forestille mig, at min nyerhvervede titel som boheme (kan I høre, hvor glad jeg er for den) blandet med en god kop kaffe med et skvæt mandelmælk i og måske noget med sølv og creme ind over, er et godt bud.
Nej, det er bestemt ikke min tur til børn, men jeg glæder
mig til det bliver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar