Gæsteblog: Ud af hovedet, ind i kroppen

Der er sket en del omvæltninger i mit liv, siden sidst jeg gæstede Kussesumpen, og det er måske også derfor, at denne omgang bliver en smule mere personlig. Først og fremmest er jeg for en stund blevet Roomiekussen igen – da jeg midlertidigt er rykket ind hos Yngsten og Borelia. Hvorfor? Fordi jeg er blevet single – og da det var mig, der gik, så det var min ekskæreste, der blev i vores fælles lejlighed.

I den tid, der er gået, siden jeg traf beslutningen, har jeg tumlet meget med mine reaktionsmønstre, ikke mindst en total mangel på sammenhæng mellem hvad der foregår i mit hoved, og hvordan min krop reagerer. Jeg forsøgte at spise, og alting kom op igen, jeg har set en del solopgange over Amagers tage i min søvnløshed, og jeg var i det hele taget i undtagelsestilstand, rent fysisk. Samtidig med dette gik jeg og forundredes over,  hvor okay jeg egentlig var. Hvordan fanden hænger dét lige sammen?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et menneske, der lever meget i mit hoved. Det er jeg egentlig glad for, det meste af tiden – jeg er studerende, jeg læser meget i min fritid, jeg arbejder med sprog og kommunikation og er i det hele taget gladest for ting, der kræver noget af min hjerne og mit intellekt. Og så er jeg introvert, og lidt af en drømmer, så det er næsten et under, at jeg nogensinde forholder mig til den krop, jeg trods alt har.

For det gør jeg jo. Jeg bevæger mig rundt i verden, jeg går op i mit udseende, jeg træner og dyrker yoga, jeg dyrker sex – alt sammen ting, der kræver, at jeg forholder mig til min krop, hvad den kan og hvordan, jeg er i den. Og det er dæleme svært sommetider, for jeg har svært ved at komme ud af mit hoved og være til stede i min krop og min kropslighed,  ved virkelig give slip og bare være, rent fysisk.

Jeg talte om netop denne problematik med en nær ven forleden, der sagde noget, som jeg fandt ret klogt: det handler ikke om at komme ud af sit hoved, det handler om at komme ind i sin krop. For man kan jo ikke bare holde op med at tænke, og det skal man heller ikke – man skal derimod tænke sin krop, føle den og være i den, sende sine tanker ind i den. Det er metaforen, der er forkert.

Det er klogt, fordi det er rigtigt, i hvert fald for mig: at i de øjeblikke jeg trods alt har, hvor alting fungerer rent kropsligt, hvor jeg er til stede og rykker mig og oplever noget, der er så fysisk og så nu, at det er helt sublimt, så er det, når jeg kan give slip og være – ikke et eller andet sted uden for mit hoved, men i min krop. Det er svært, især når man har en forestilling om, hvordan det skal være eller hvordan, man bør have det. Det er en styg kliché, at man skal stoppe op og mærke efter, og selv når jeg forsøger at gøre det, kan jeg sagtens overfortolke alting. Men det kan altså virke. Man skal bare ikke ud – man skal ind.

Så det arbejder jeg på nu, mens jeg flytter rundt og forsøger at finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. Med mig selv, og min krop, og andre kroppe, for den sags skyld. Når man har haft sex med det samme menneske i mange år, og pludselig skal til at have det med andre mennesker, kan man pludselig blive meget opmærksom på sin krop, og hvad den kan – og det er måske en rigtigt god ting, hvis man lige holder op med at tænke over det et øjeblik.