torsdag den 12. marts 2015

Tre dates og en diamantring

Efter endnu en gang at have set den samme mand alt for længe, lidt frem og tilbage, og så en tur mere - og vi endnu ikke kan finde ud af at blive kærester - så må jeg spørge mig selv: Hvorfor er jeg bare ikke den slags pige, man dater i tre måneder og så er man kærester?

I lang tid gik jeg og bildte mig ind, at den slags pige jo slet ikke findes. At det bare var en urban legend. Men desværre har jeg efterhånden mødt så mange af den slags piger, at jeg ved, de eksisterer. Fordømt!

Så ramte tanken mig, at jeg måske bare møder de forkerte mænd. Det er der selvfølgelig en vis chance for, kan være tilfældet. På den anden side har jeg trods alt mødt, set, datet og kneppet så tilpas mange mænd, at jeg skal være mere end almindeligt uheldig, hvis jeg ikke skulle være stødt på de gode slags bare en enkelt gang. Hvis man skyder med spredhagl, rammer man vel et slagskib på et tidspunkt?

Indrømmet, jeg mødte faktisk sådan en mand, da jeg var 16. Og en enkelt da jeg var 23. 16 år og i 1.g tæller vel næppe som en rigtigt voksen erfaring. Og 23-eren, tja, i det tilfælde løb jeg nok mere med på hans forelskelse end min egen. Og så er det jo nemt nok.

For problemet er simpelthen, at jeg ikke ved, hvordan man får en mand til at blive kærester.

Jeg er egentlig ikke gammeldags anlagt. Jeg går fuldt ind for, at kvinder kan tage initiativ. Men det er fucking sårbart at sige, at man gerne vil være kærester. Man skal jo helst ikke give for meget fra begyndelsen. Måske risikerer man også at skræmme den potentielle prins væk, hvis  proklamerer, at man gerne vil have det der rækkehus i Sundbyerne, en christiania-cykel og tre børn at fylde på ladet allerede over den første fadøl på et dunkelt værtshus. Ja, det er så der, jeg møder mænd - det kan selvfølgelig også være en del af problemet.

Så er det nemmere at læne sig tilbage og sige, at man er helt cool med bare at knalde rundt (og ligge i sengen hele søndagen og spise bland-selv-slik). Og så bare gå rundt med sine drømme om at møde forældre, blive vist frem for vennerne og gå til parmiddag for sig selv.

Og når man så til sidst ikke kan holde sig i skindet og kl 4 om morgenen efter en våd aften, får baldret ud med sin forelske og sine forventninger, og han så ligesom ikke har det på samme måde, hvad så? Kravler man så ud fra den varme dyne, tager sine ting og går sin vej. Og kan man overhovedet det, når man har vænnet sig til de varme arme om sig, når man vågner om morgenen? Lidt har vel også ret?

Veninder og venner er kommet med velmenende råd. "Måske skal du bare prøve at give dem lidt mere plads?" "Vær lidt mere følsom!" Prøv nu lige at høre her. Faktisk synes jeg, at jeg er rigeligt følsom. Hvis jeg bliver mere følsom, så krænger jeg mit hjerte ud i patetiske facebook-opdateringer, om hvor uretfærdigt mit liv er, og hvor dumme mænd er  (nu blogger jeg bare om det i stedet). Men det er som om, det med følsomheden og pladsen ikke virker efter hensigten. Som om blide, underdanige, afventende piger bare bliver trukket rundt ved næsen - fordi det er nemt, når de ikke stiller krav. Men hvis man stille krav, er man ret nem at løbe om hjørner med. Og hvis man ikke gør alvor af uopfyldte krav, så bliver det endnu sværere. Man skal sgu fylde sine trusser ordentligt ud!

Jeg har overvejet, om jeg overhovedet skal have en kæreste. Om jeg dur til det så at sige. Men faktisk tror jeg, at det er det modsatte, der er problemet. Jeg er så god til og så tryg ved at have en kæreste, selvom vi ikke er kærester - at jeg slet ikke kan holde alternativet ud. Og så bliver man altså hængende i de der varme arme med sin alt for store slik-pose hele søndagen. Og gemmer sine drømme og krav til det bliver mandag igen.



1 kommentar:

  1. Spot on!!! Er det bare en særdeles uheldig tiltrækning til charmerende sociopater og deslige, elelre er det noget i ens personlighed (håber jeg virkelig ikke) der forvandler alle mænd på ens vej til overfladiske idioter, nogen der har et svar? https://burrmilla.wordpress.com/

    SvarSlet