It's raining men

Sommeren har ramt landet. Og med sommervejret følger mennesker i alle former og størrelser i badetøj. Og måske en enkelt pige eller to i bare bryster. Den ene af dem kunne meget vel være mig. Jeg hader bikinistriber og har efterhånden et rimeligt fornuftigt forhold til mine egne bryster, hvorfor jeg faktisk gerne lufter dem (dog kun på stranden - andre steder bliver så upassende...) Desværre bliver jeg ofte ramt af lidt for voldsom selvbevidsthed, når jeg ligger der og strutter. Okay, måske strutter de ikke ligefrem. Når man er midt i tyverne og har bryster større end en håndfuld flæsk, så skal man nok være jubeloptimist for at benævne den udflydende, bølgende masse struttende. 

Nå, men tilbage til selvbevidstheden; hvem kigger? Hvad tænker de? Synes de, at det er sexet, frigjort eller måske bare opmærksomhedskrævende? Jeg ligger jo selv der bag mine solbriller og min avis (som en anden spion - jeg mangler bare det falske skæg) og kigger på mennesker. Eller faktisk kigger jeg nærmere på kroppe. Både mænd og kvinder; "Hendes topmave er da større end min hva'?" (garanteret selvtillidsboost). "Øv hun har pæne ben" (kigger skuffet på mine egne, der kunne være både længere og tyndere). "Gud, nogle lækre mandearme, dem kunne man da godt lige lade sig omfavne af."

Så er det, at jeg lige pludselig kan få kvababbelse over mig selv. For hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind at ligge der og betragte fremmede menneskers kroppe og udstede domme over deres udseende? Hende med topmaven kunne jo altså sagtens være sød og skøn og begavet. Og ham med overarmene er sikkert frygteligt arrogant og selvoptaget. Men alligevel er det udseendet, jeg forholder mig til. For det er i dette tilfælde det eneste, jeg har adgang til.

I lange tider har der verseret en heftig debat om, hvordan medierne og reklameindustrien reducerer kvinder til sexobjekter. Jeg er ikke alene om at finde det helt håbløst, at halvdelen af Københavns busser kører rundt med bare bryster på siden. Historisk set er kvinder i stor stil blevet behandlet som objekter, som varer, der blev handlet mellem mænd. Historisk set er det kvinderne, der har været objekter. Men den tid er forbi, hvor objektpositionen har været forbeholdt kvinderne. Tror I mig ikke, se blot her:

Mine damer, og herrer, hvis I stadig læser med. Dette er et billede af Christiano Ronaldo. Han er eftersigende en ret dygtig fodboldspiller (men da jeg er kvinde, forstår jeg mig selvfølgelig ikke på den slags. Næ, jeg vil hellere se Touren i selskab med Jørgen Leth). Nå, men Ronaldo kan eftersigende jonglere med en bold. Det får han i hvert fald ikke lov til på dette billede. Her må han siges at være reduceret til et sexobjekt. Og mon ikke også, at en del kvinder (og en enkelt mand eller to) har været ved at falde af cyklen, da de drejede nakken af led for at få endnu et glimt af den veltrimmede torso? Personligt foretrækker jeg mine mænd med lidt mere hår på brystet (eksempelvis dem her) eller ham her:

Men ikke desto mindre kan jeg jo godt se, at der i alle tilfælde, selv Ronaldo, er tale om en seksualiseret mandekrop. 

Her kunne man jo mene, at fordi kvinder i århundrede har været undertrykt, så er det frigørende, at mænd nu også kan være objekter. Måske. Det er bare ikke en konstruktiv tilgang til særligt meget i denne verden. Andre vil måske spørge om ikke den kære Ronaldo har valgt det selv og er helt bevidst om signalværdien. Jo, ganske sikkert. Og helt ærligt, så gør han det vel egentlig også meget godt der på busstoppestederne. Det gør ham her forøvrigt også:

Vi er altså også begyndt at betragte mænd som sexobjekter. Jeg gør det meget. For tiden ser jeg en mand, som måske er en af de smukkeste og mest sexede mænd, jeg kender. Og ja, jeg kan godt lide det. Jeg kan lide at se på ham. Lade mine fingre glide over hans markerede arme, betragte hans lige næse og store læber, der tigger om at blive kysset, puste på de små lyse hår på hans solbrune nakke. Det er forøvrigt en af måderne, hvorpå man vurderer om kvinder er objektiviseret, hvis de er reduceret til enkelt kropsdele; arme, næse, læber, nakke. Jeg gør mig skyldig gentagne gange. Helt ærligt tror jeg bare ikke, at han føler sig synderligt reduceret eller nedgjort. 

Han kigger jo også på mig på den måde. Eksempelvis synes han, at jeg har verdens labreste stænger (Selv synes jeg måske godt, at de kunne være både længere og slankere, men Gud, hvor er jeg glad for, at han har det sådan). Og jeg kan jo godt lide, at han synes jeg er smadderhot. Faktisk kan jeg oftest ret godt lide, at mænd finder mig sexet. Selvom jeg tidligere har brokket mig over at være reduceret til et kønt ansigt (Læs her), så ville jeg jo heller ikke bytte. Heldigvis mødte jeg en mand, der lærte mig, at jeg ikke skulle gå og gemme mig væk. For helt ærligt, det er sgu da fedt at være et sexobjekt. Ind i mellem i hvert fald.

Jeg vil ikke kede jer, med en lang filosofisk udredning om forholdet mellem subjekt og objekt (men man kan med fordel læse Hegel, hvis man er interesseret), blot gøre opmærksom på, at subjektet kun kan eksistere i kraft af et objekt. Der er altså ikke ubetinget magtesløshed i objektpositionen, tværtom. Hvor ofte har du ikke oplevet den magt, der ligger i at være eftertragtet og attrået (ja, det er altså et helt fantastisk ord).

Så altså, lad os lige være lidt forsigtige med at frygte rollen som sexobjekt. Det er måske ikke det værste man kan være - især ikke, hvis man også får lov at være noget andet også. Du vælger jo også selv, om du KUN vil være sexet. Eller måske sexet og sjov, sexet og klog, sexet, sjov og klog - mulighederne er utallige, men sexet udelukker altså ikke andre kvalifikationer.

Og så får I sgu lige lidt mere sexet mand - bare fordi han er smadderhot!