Tag nu dette eksempel. I foråret 2012 arbejdede jeg på en børneteaterforestilling. Vi var alle frivillige og gjorde det bare for fornøjelsens skyld. Scenografen var en ung (25 - det er nyt for mig med mænd på min egen alder. Jeg burde få en præmie), universitetsstuderende, fåmælt og smadderpæn fynbo.
Allerede første gang jeg havde talt med ham, havde jeg besluttet, at han var pisse intelligent og hammer interessant - ja, det er noget, man som kvinde beslutter, om en mand er. For det er i virkeligheden ikke så vigtigt, hvilken type han er - det er vigtigt, hvilken type, jeg tror han er. Jeps, jeg har et alvorligt problem med at omdanne tumpede fyre, der helt sikkert ikke er gode for mig, til prinsen på den hvide hest, hvorefter det så kan gøre rigtigt ondt, når han ikke vil have mig. Bravo!
Nå, men altså, tilbage til historien. Den unge mand og jeg kysser lidt rundt under teaterforløbet, har lidt sex og fortsætter bagefter. Cirka en gang om ugen fortæller han mig, at han ikke vil have en kæreste, ikke er klar til det, har for meget bagage, er følelsesmæssigt utilgængelig osv. Og hvad gør jeg - jeg siger da bare: "Bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed". Og til mig selv og mine veninder siger jeg: "Han skal bare have lidt tid. Man må aldrig presse dem (mændene altså)."
Flere gange står han op om natten og kører sin vej, fordi han af den ene eller den anden grund ikke kan sove ved siden af mig. Det gør ondt som bare fanden, men jeg insisterer på, at han selvfølgelig bare skal have lidt plads. I mellemtiden bygger jeg luftkasteller - store luftkasteller:
Han er sådan en friluftstype - hvilket glæder en gammel spejder som mig. Så kan vi tage på vandreferie sammen, eller rejse på tomlen gennem Europa. Eller vi kan køre på hans motorcykel, der godt nok PT er ude af drift, men som til gengæld hedder det samme som mig. Ja, ikke opkaldt efter mig selvfølgelig, det er vores bekendtskab for nyt til, men blot fordi han synes, navnet er pænt. Det må være skæbnen! Og så er han praktisk. Ud over at skrue på sin motorcykel, så kan han bygge ting. Så kan han passende lave de der indbyggede reoler, jeg drømmer om, når vi skal flytte sammen (ja, jeg ved det, manden vil ikke en gang være kærester - og jeg drømmer om lejlighed, børn og en christianiacykel - flot!).
Vi har oven i købet mødt hinanden, mens vi lavede teater, endnu et perfekt match. Så til foråret kan jeg tage ham med op til mit lille teaterfællesskab og introducere ham - og alle vil elske ham, og det vil blive helt skønt, og vi vil være ih-så-åh-så lykkelige.
Desværre endte historien ikke lykkeligt. Jeg fik et knust hjerte, han fik en ny kæreste - glemte at fortælle mig det, da vi kom til at kysse lidt igen - og jeg stod der med mascara ned af kinderne og lagde mig hjem i seng med en brun papirspose fra Mc Donald's. Så kunne man måske mene, at jeg havde lært lektien - men nej!
For et års tid siden løb jeg til en julefrokost ind i en fyr, som jeg tænkte, egentlig var meget skøn. Vi kyssede lidt rundt og endte med at tage hjem sammen. Han var nyligt kommet ud af et langt forhold og havde desuden et barn med en kvinde, han ikke længere var sammen med - en sublim pakkeløsning helt uden sammenligning. Her burde mine alarmklokker nok være begyndt at ringe, men tvært i mod syntes jeg bare, at han var ih-så-åh-så interessant. "Han har bare haft nogle dårlige erfaringer", sagde jeg til mig selv og mine veninder. Det kan jo fikses. Og han var musikalsk, kreativ og dygtig. "Næ, er det Tolstoj, der står der i din bogreol? Hvor skønt - vi er helt sikkert skabt for hinanden."
Jeg har erfaring med pap-børn - og jeg er rimelig god til det, så tanken om hans lille søn skræmte mig slet ikke. Han var ikke bosat i København, men til gengæld i Nordsjælland, hvor jeg ofte slår mine folder. Se det var dæleme praktisk. Og han har bil - så dejligt, så kunne vi køre op til familiens ødegård i Sverige på forlænget weekend; lægge puslespil, læse tykke bøger og gå lange ture - ih, hvor skønt. Det var selvfølgelig lidt svært, når han ikke besvarede mine sms'er, men han havde jo sagt, at han var dårlig til det. Og jeg sagde: "bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed", når han blev bange for mine forventninger, "vi tager det stille og roligt".
Flere gange hørte jeg historier om meget unge piger, som han eftersigende kyssede rundt på, men når jeg konfronterede ham, fortalte han, at det bare var sladder - og den slags er folk i provinsen jo gode til, så jeg åd det råt. "Vi tager det stille og roligt."
Desværre måtte jeg siden erfare, at "stille og roligt" i virkeligheden betød, at han også gerne ville kneppe et pigebarn på 18 samtidig. Det var jo ikke lige en del af min pakkeløsningsfantasi. Så stod jeg der igen med den brune pose fra Mc Donald's og måtte konstatere, at min prins på den hvide hest, i virkeligheden bare var en forvokset teenagedreng klædt ud i mine drømme og min fantasi.
Så siden har jeg begrænset fantasien til hyggeskriblerier og prøver at se verden som den er. Væk med de lyserøde, hjerteformede briller, der får alting til at ligne en romantisk komedie med Kirsten Dunst. Det er den tydeligvis ikke. Og vupti skete der noget magisk. Jeg mødte en mand, som på ingen måde passede ind i mine luftkasteller. Han var alt andet end det, jeg gik og troede, at jeg skulle have. Faktisk var jeg slet ikke interesseret til at begynde med, men han stod fast og inviterede mig ud gentagne gange. Og han var da sød og begavet - men min hjerne gik ikke i selvsving, og så kunne det jo ikke være rigtigt. Alligevel blev jeg ved med at sige ja, og i dag har jeg en dejlig kæreste. Selvom jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der skete. Hvor var luftkastellerne og de vilde krumspring, min fantasi plejer at gøre?
For alt andet taget i betragtning, så er de der fantasifostre fantastiske og skønne. Og til tider kan jeg da godt savne dem. Luftkastellerne bliver så smukke i gennem de der lyserøde, urealistiske briller. Og drømmer koster vel ingenting - andet end et knust hjerte i ny og næ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar