torsdag den 26. september 2013

Ny samtalestarter: "Har du o(r)naneret i dag?"

Jeg lærte på et kursus om stress på min arbejdsplads i går, at vi skal være bedre til at spørge vores medmennesker om, hvordan de har det. Eksempler som: "Du ser lidt grå ud i dag, er du helt okay?" eller noget så enkelt som: "Hvordan har du det?", kom på banen. Som udgangspunkt kan jeg godt lide medmenneskelighed. Jeg er, for at være ærlig, stor fan. Men lige så snart det kommer til en reel bekymring om sine medmenneskers sexliv. Sexliv med sig selv, vel at mærke, så foreskriver den socialt accepterede norm noget andet. Og hvordan kan det egentlig være? Jeg vil da våge den påstand, at onani er med til at øge ens livskvalitet. Så hvorfor må man ikke spørge ind til, eller endnu værre, fortælle om sine onanivaner?

Jeg synes, først og fremmest, at det er synd og meget forkert, at onani er indhyllet i skam og omklamret af tabuer. Faktum er jo, at vi alle gør det. Alle med en seksualdrift ihvertfald. Så hvordan kan det være, at det så svært at tale om? Jeg kan forestille mig, at det har noget at gøre med, at man pludselig skal sætte ord på, hvordan man er, når man er allermest sig selv. Allermest privat. Allermest sårbar. Følelsen af at være klam og beskidt bagefter, kan godt virke overvældende. Men hey hey, var det ikke også hensigten? Jeg mener, efter sex er man jo også klam og beskidt (eller det håber jeg da...). Så hvor er det barrieren opstår?

Det tog mig lang tid at lære at onanere. Onanere, så jeg praktisk talt føler mig som født på ny. Det tog mig endnu længere tid at være stolt af det. Endvidere har det taget mig indtil nu at lære at være stolt af at tale om det! Så lad mig hellere gøre det. Tale lidt om det.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske, onaneret. Måden at gøre det på har varieret og varierer iøvrigt stadig. I lang tid (også efter jeg blev klar over, at der var noget, der hed at onanere) har måden, hvorpå jeg har onaneret primært bestået i, ikke at bruge hele klør fem, men i stedet på en eller anden måde, at få lagt mig sådan, at klitoris har været berørt af noget, fx en madras. Og så ellers lave flitsbuen og nogle glidende underlivsbevægelser. Det lyder måske sært, men det fungerede for mig i rigtig lang tid - måske også lidt for lang for lang tid... Set i bakspejlet, kan jeg kan ikke lade være at tænke over, hvad manglen på decideret fysisk kontakt kan skyldes?

Onani handler vel i høj grad om at udforske sig selv og blive klogere på, hvem man er som seksuelt individ. Så om det har været et udtryk for frygt eller berøringsangst i forhold til mit eget køn, eller om jeg simpelthen ikke har været seksuelt gearet til at stikke lappen ned og finde ud af, hvad det er, der egentlig foregår dernede, og hvad det egentlig er, der tricker en orgasme, er svært at sige. Jeg må bare konstatere, at det skabte lidt problemer i mine tidlige teenageår med min daværende kæreste, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at fortælle ham, hvad jeg godt ville have. Mere eller mindre fordi jeg faktisk ikke vidste det. Min onani-metode har i den grad udviklet sig siden. Den er stadig i konstant udvikling. Nu er jeg så på vej til at blive voksen, og nu har klør fem i mellemtiden fået frit spil. En ting er, at det driver mig seksuelt, noget andet er, at jeg ikke længere er bleg for at fortælle en partner, hvad der fungerer for mig - og hvad, der absolut ikke gør. For nu har jeg gået på opdagelse i min kusse. Og jeg må bare konstatere, at onani højner kvaliteten af mit sexliv.

Jeg har heldigvis en flok veninder, med hvem jeg taler åbent omkring den slags. Men det forekommer mig ikke som et emne, der ofte er på samtaledagsorden i ret mange vennekredse. Det har det jo som sådan, heller ikke altid været hos os. Der er på en eller anden måde, blevet taget en uudtalt beslutning om, at det altså ikke skal være et tabu. Og det er virkelig rart.

Sprøjtekussen har skrevet et indlæg om en samtalestarter, der hedder "Hvordan har du det med din penis i dag?" Jeg har endnu et forslag til en samtalestarter: "Har du onaneret i dag?"
... nu kan man måske studse over overskriften. Den kom sig egentlig af, at jeg selv studsede over, at vi alle sammen sætter et 'r' ind midt i det hele, når vi udtaler ordet. Kan det være et fprsøg på at distancere os fra det, når vi indsætter 'r'et', eller er det for at finde tilbage til vore rødder og gøre det mere dyrisk (orne)? I stedet for bare at kalde en spade for en spade og udtale onani, som det nu engang staves.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar