Jeg har en stuebirk i min stue. Selvom jeg pt er udstationeret i New York City, så er det tilsynelandende ikke en pyntegenstand, der er mulig at flygte fra. Måske forstår jeg meningen med planterigets svar på en hyæne, når jeg på et tidspunkt mener jeg er voksen.
Ser man bort fra det grønne helvede, er her fantastisk. Hverken mere eller mindre. Udtryk som smukt og vidunderligt møder forfærdeligt og hektisk og går på en eller anden måde op i en stor enhed, som danner rammen for New York City - drømmenes by! Når man sådan er udstationeret, sætter det ens liv og eksistens i København lidt i perspektiv. Ikke ment som en dårlig ting. Slet ikke. Jeg tror jeg har godt af det. Jeg tror alle har godt af den form for rusketur. Men følelsen af at være ensom blandt 8 mio mennesker, er nu altså en sær følelse (måske jeg skulle genlæse Satres 'Ensom blandt mennesker', nu jeg alligevel render rundt og gør mig store, banebrydende tanker om min eksistens. Hmmmm....) En følelse, som jeg på en eller anden måde føler mig virkelig hjemme i.
Jeg har lagt sex og onani på hylden, ihvertfald lidt endnu. Det er sjovt, ikke, for jeg føler mig simpelthen som det mindst sexede menneske her. Jeg slås dog lidt med, at synes det er en positiv ting... Tilgengæld er jeg begyndt at læse en bog, jeg ikke har åbnet siden jeg var 13 år og håbløs romantiker - Pride and Prejudice. Når man ligger midt i central park, som jeg gør nu, midt i drømmenes by, og læser Jane Austen, synes alting lige pludselig langt mindre kompliceret eller svært. Pessimismen forsvinder, ihvertfald for en stund og det er virkelig oplivende. For helvede, hvor er det oplivende.
Jeg mener, jeg bor en i skotøjsæske fire gader fra Columbia University, sammen med en sød svensk pige, Marta. Jeg går i skole nogle timer om dagen og ellers går jeg rundt med alle sanser placeret uden på tøjet. Jeg er smadret i knolden om aftenen og mine sanser er flade for batteri og skriger efter opladning. Min hverdag her, er så ukompliceret og let. For sevans, det er livet. Ja, jeg lyder fucking frelst og det er jeg måske også.
Men hvis jeg fremover kan leve livet halvt så sejt, som hende på billedet, så tror jeg ikke, jeg kan bede om mere!
Good vibes og indre karma // yngstekussen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar