torsdag den 20. februar 2014

Valenhvafforendag?!

Nu er jeg ikke typen, der hater på valentinsdag, bare fordi jeg er single. Jeg synes på ingen måde, der er noget galt i at fejre kærlighed. Også selvom det er en dag skabt for at tjene penge på blomster og chokolade. Vi kan ikke alle være lige gode til at vise det hele året rundt, så det er da meget heldigt, at kalenderen giver en et frikort og husker en på, at kærester godt kan lide blomster, chokolade eller et ekstra klask i røven. Og jeg under alle at få den opmærksomhed. Uanset om jeg selv får den.

MEN (alt der kommer før et men, er den falske sandhed, sagde min mormor altid) selvom jeg egentlig havde en ganske festlig 14. februar, så går prisen for dårlig timing til mig!

Den sidste måneds tid har jeg fået opmærksomhed fra et noget uventet hjørne af min omgangskreds. En bekendt, jeg slet ikke har overvejet i den kontekst, gjorde mig pludselig opmærksom på sin tilstedeværelse, eller rettere på bevistheden om min tilstedeværelse. Det startede en lavine af teenagefjantet kådhed hos os begge. Jeg fik røde kinder hver gang en besked tikkede ind, og jeg ved, at jeg har givet en lignende reaktion, når jeg høftligt svarede tilbage. Jeg er blevet kysset på, har kigget dybt i et par pæne øjne, der kiggede dybt tilbage, fået at vide dagligt at jeg var lækker/smuk/fræk,  og så har jeg ligget i ske (husk nu lige hvor vigtigt DET er - hvis ikke, så læs her). Alt det jeg bedst kan lide. Og jeg har nydt det, søbet i følelsen af at være sexet, og mæsket mig i noget, jeg havde helt for mig selv. Jeg skulle ikke bekymre mig om følelser, jeg havde det sjovt og elskede at blive bekræftet uden egentlig at skulle gøre noget for det for en gangs skyld. Befriende, dejligt og velfortjent hvis jeg selv skal sige det.

MEN (ja dem kommer der flere af) den slags varer ikke ved, det siger jeg af mange års bitter erfaring. Og denne gang var ingen undtagelse. Ikke at der som sådan er noget galt i det, når ting ikke varer ved, er der jo som regel en grund. Det der var surt ved lige det her forløb var, at noget der egentlig var en uskyldig teenageagtigt flirt, pludselig gav mig følelsen af at være blevet brugt og lagt til side. Af hensyn uddyber jeg ikke nærmere hvorfor, men der var nogle ting, der voksede manden over hovedet, og kådheden blev for uoverskuelig. Det kan jo ske, og jeg er egentlig ikke vred, blot ærgerlig over, at han gav mig den følelse. Det er en følelse, jeg ikke ville udsætte selv min største torn i øjet for. For uanset om det er et røvhul, eller som her verdens rareste fyr, der giver dig den følelse, så gør det ikke nogen forskel. Det føles stadig, som at få hevet bukserne ned om knæene midt i skolegården, omringet af dem fra de store klasser i høj latter og pegende fingrer. Ubehageligt, pinligt, unødvendigt og rigtig av!

Efter at have gået rundt med den følelse i nogle dage, valgte jeg, på valentins dag selvfølgelig (hvilket jeg kom til at fortryde) at konfrontere den kære mand med det. Han lod til at forstå den følelse jeg sad med, og i fælleskab råbte vi Pause Poul, på det vi havde gang i. Fornuftigt ja, men kedeligt og ærgerligt - for jeg mangler mit daglige fix.

Det føltes helt fint og lettende i lige præcis fem minutter. For så skete det forunderlige, at alt hvad der tikkede ind af kærlighedsfyldte Valentins statusopdateringer på fjæsbogen pludselig blev en syngende lussing. Hvor jeg ellers før har hygget mig, over mine venners pladderromantiske eller halvkvalte forsøg på at fejre deres udkårne, sad jeg pludselig alene med et glas rødvin og vrissede af computerskærmen. Jeg følte mig alene, sådan rigtig alene for første gang i meget lang tid. Og så lige præcis på Valentins dag. Kunne jeg store idiot ikke have ventet til om lørdagen?!

Jeg er ret overbevist om, at det var blevet rigtig grimt og Bridget Jones agtigt på den falsksyngende, rødvinssolodrikkende, ondt-af-mig-selv-ynkende måde, hvis ikke jeg havde taget den utroligt voksne og fornuftige beslutning, at joine en flok af mine drenge og drikke mig teenagefuld. (Og her understreger jeg teenage - der var Pisang Ambon involveret). Hvorfor fejre Valentins dag alene, når man kan fejre den med 5 fyrer? Og hvorfor bruge en aften på at have jävla svært ved ikke at skrive beskeder til ham det hele startede med, når man så nemt som ingenting kan skrive dumme fuldebeskeder til ham midt om natten helt uden at tænke over det? (Mind mig lige om, at den alkolås til iPhone alle fabler om efter hver eneste weekend, snart må blive en realitet).

Tag ikke fejl, jeg havde en op-på-hesten kinda weekend efterfølgende (Det har sprøjten et par kloge ord om), var på date om søndagen - dygtig dygtig Ældsten.
MEN fredag d.14 februar 2014 skulle blive dagen, hvor jeg for første gang forstod dem, der hater på Valentins dag. Altså ikke dem med kærester, der højlydt mener, at man bør kunne vise sin kærlighed alle andre dage på året, dem griner jeg stadig lidt af. Nej singlerne der både højlydt og i stilhed foragter denne "helligdag". Jeg fatter jer. Det har taget mig alle mine ** år, og jeg havde virkelig håbet, at det aldrig ville ske. Men jeg fatter det nu. At gå ud af sin hoveddør, åbne for facebook eller bare tænde sin telefonen lige præcis denne ene dag om året, kan være rendyrket tortur, når man er single og føler sig ensom. Hvert butiksvindue skriger til dig, at du er alene, hvert par du møder går kun hånd i hånd for at håne dig, og alle restauranter og cafeer har med sikkerhed et stort fedt "single forbudt" skilt på døren. At bevæge sig ud i Kbh efter kl.20 er omtrent lige så forfærdelig en oplevelse, som at tage i IKEA på en lørdag.......

MEN (og det her bliver det sidste) det kunne jo være, at næste år var året hvor du/I/jeg var den der fik blomster, dårlig hjerteformet chokolade eller et klask i røven. Og ville det så ikke være ærgerligt, samtidig at skulle æde sine tidligere hadefulde ord og indrømme, at det mest var fordi, man var en lille smule jaloux?
For det er jo lidt det, der er problemet. Jeg har aldrig tilbragt min Valentins dag med at være jaloux før, men i år skete det. Og jeg vil død og kritte ikke have, at det sker igen. Jeg nægter at være den bitre single. 
Så jeg håber, at de næste mange gange jeg skal opleve d.14 februar, single eller double, bliver markant bedre, end den jeg havde i år. Det håber jeg faktisk for alle de bitre singler. For det er fandeme kedeligt at rende rundt som bitterfisse, når alle andre har hjerter i øjnene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar